26
mar
Seneste opdatering: 27/3-08 kl. 0124
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

follow the……………jews:

A member of Iraqi parliament has condemned Western offensives against Islam, saying the blasphemous acts trace back to Zionist mercenaries in Europe.He added: “Some Western countries have recently allowed provoking anti-Islam measures in their media, including printing blasphemous cartoon of Islam’s revered Prophet Mohammad (peace be upon him) in Denmark, which could trigger wide protests in many countries”. [..]

Muslim leaders have criticized the rising wave of “Islamophobia” in the West and pledged to combat the issue. He said: “Western countries are worrying about the rising population of Muslims in the world and they are using all means to oppose the spread of Islam.”

‘Zionists’ Behind Anti-Islam Moves

Kneppe-Jeppe:  Jamen, de kalder da ellers Søren Krarup for “fundamentalist” …. ?

Anstændige mennesker hader ikke andre mennesker, undtagen lige Søren Krarup og George W. Bush. I tilfældet Krarup kompliceres sagen af at folk hader en (med moderne terminologi) konstrueret Søren Krarup, ikke manden selv. Det der med teologi er så kedeligt, og når nu Krarup er kristen og konservativ, så må han da være ligesom disse her amerikanske fundamentalister som tror verden blev skabt for 6000 år siden, og at hvert ord i Bibelen er bogstaveligt sandt. Og amerikanske fundamentalister er jo også kendt for at være snerpede omkring alt med sex. Så hvordan skal dette nu forstås? (LFPC)

Fra den modsatte ende af det politiske spektrum vender Dansk Folkepartis præst Søren Krarup sig også mod forargelsen.

»Jeg har da ondt af den unge mand, som selvfølgelig har dummet sig, men det sker jo, når unge mennesker drikker sig fulde, ikke? Og en 15-årig pige er jo ikke noget barn, og derfor er der heller ikke noget kriminelt i det. Han har dummet sig, men det er, hvad der sker for mennesker, og den forargelse, der rejser sig, den finder jeg en smule hyklerisk«, siger Søren Krarup.

Søren Krarup ville personligt taksere dumheden til et gult og ikke et rødt kort.

»Jeg ville måske sige, giv ham en advarsel, men lade være med at give ham sparket«, siger Søren Krarup. Kofods kolleger: S optræder snerpet

Halal forfattere

Jeg har før været inde på, hvilke danske forfattere der poserer i svensk presse, og hvilke der ikke gør, så her bare et citat af en af de tilladte, fra en overmåde omtalt bog. Enhver ved hvordan Brøgger ser ud, så her er et billede af et halal slagtet lam, der døde her forleden, men næppe genopstod påskedag. (foto Snaphanen)

halal.jpg

I Brøggers omvärldsanalys är världens mittpunkt alltid där hon själv befinner sig och hon säger sig leva ”i alla tider samtidigt”. Folkhögskolegrundaren Grundtvigs demokratiarbete pågår samtidigt som främlingsfientligheten tilltar i Köpenhamn.

Allt detta kopplar hon galant ihop med danskarnas attityd mot landets muslimer och jag har aldrig hört henne så hård i tonen: ”Jag vägrar delta i denna patologiska, okunniga, libidinösa, överinvestering i fiendebilden ’den muslimska fundamentalisten’”. Sydsvenskan

Jan Milld på You Tube

You Tube, Jan Milld.

Jan Milld ved Trykkefrihedsselskabets første arrangement i 2004 med bla. Milld og Järvenpää

kommentar:

Jan Milld gör en verklig samhällsinsats. Det är en fördel att vara fritänkare och obunden när man ska betrakta samhället. Perspektivet kan bli ganska snävt om man är inordnad i ett parti där man inte tillåts avvika för mycket.

Milld är en av Sverige främsta fritänkare och svenskarna har all anledning att vara stolta över honom. Hoppas många ser filmerna och att många aktuella reportage kommer efterhand.

Axess : »Enpartistaten Sverige«

Jeg ved ikke om det er et tilfælde at de syv repræsentanter, alle er yngre kvinder. Sverige er et ord i femininum , “människon” er en “hon”.Jeg skal nok vare mig for at drage for vidtgående slutninger af det, men jeg har tidligere i tilspidsede stunder skrevet at landet åndeligt set er et matriarkat, og det har godt nok svære problemer for tiden. -se også her. Matriarkater har , ligesom folkekirken mange kvaliteter, men evnen til at forsvare sig, er ikke én af dem:

Trängseln i den politiska mittfåran ökar, ja aldrig någonsin har det varit så små politiska skillnader mellan Sveriges partier som idag. Men i Veckans Debatt Webbspecial tar våra representanter för våra sju riksdagspartier chansen att vårvädra de skillnader som nu en gång finns. Axess video. min 33:30

I og for sig illustrerer interviewet udmærket udtrykket “enpartistaten”, men man blir´nok klogere på den ved at læse dette.

»Bøsse i ny-Norge«

Hvordan skal vi kunne bli godtatt som vi er når Gud brukes som et redskap til å formidle fordømmelse, redsler og moralisme?

Diskrimineringens vesen. En lørdag i mars besøkte vi et arabisk spisested på Grønland i Oslo. Der opplevde vi at noen av gjestene reagerte sterkt negativt på oss. Flere personer kastet sinte blikk på oss da vi kom inn av døren, de hvisket sammen – enkelte reiste seg til og med opp og gikk! Vi opplevde dette som en tydelig markering og protest mot oss. Det var fullt på restauranten, og vi ble tildelt plasser ganske tett inntil nabobordet. Da opplevde vi diskrimineringens sanne vesen.

Idet vi nærmet oss bordet vi ble tildelt, gikk to gjester i sinne. Den siste ved nabobordet spiste maten i rasende fart og gikk sint ut. Robberstad var på forhånd blitt advart om at folk kanskje kom til å reagere når de så oss sammen, men har noen rett til å oppføre seg slik mot oss selv om vi ikke tilhører deres etniske gruppe?

KALTHAM ALEXANDER LIE og ROGER ROBBERSTAD La oss leve som vi er!

Hædersmanden Søren Pind

Skån de besejrede, men nedslå de trodsige,” (Cæsar)

Mens København og Danmark glider stille, men sikkert mod hvad jeg ville kalde “svenske tilstande”, og hermed menes søvngængeri mod tragedie, synes Søren Pind at være Venstres bedste bud på realisme og handlekraft. Hvis der kommer en dag, hvor vi i en rigtig krise får brug for rigtige ledere, i den suppedas venstrefløjen har bragt os i, er Pind den eneste jeg kan få øje på. Københavns befolknings politiske dømmekraft, nærer jeg derimod absolut ingen illusioner om. Hvor jeg bor, blev SF det største parti ved Folketingsvalget i november, med et knusende flertal med S og R. Selv Enhedslisten fik 9 % her.

Der kan gøres noget – en plan
(dette essay bringes i morgen i Berlingske som kronik i forkortet udgave. Herunder kan ses det egentlige essay, med kildeangivelser)

Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København, og sagde bl.a. ”Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring – integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.” Ordene faldt på baggrund af min stærkt kritiserede valgkampagne, der først og fremmest fokuserede på integration og kriminalitet.

Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.

Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer[1]. Det må man sige, Overborgmesteren siden helt har levet op til. Dér er ingen slinger i valsen:

Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte[2].

Der er områder af byen, hvor politiet – skønt ledelsen fornægter det – ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok[3].

De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.

Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København – særlig Nørrebro – stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige – 800 brande – vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel[4], voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej[5] og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed[6].

På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner, politiet nu har indskrænket sig til at håndhæve, er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben[7]. Og disse tal er jo alene udtryk for, hvad politiet rent faktisk finder. Guderne må vide, hvor mange våben, der, i realiteten, er i omløb.

Flere spektakulære og grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske, tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi – trods alle de våde øjne og gensidige løfter om det modsatte, trods fakkeltogene og massebegravelserne – allerede har glemt.

Fordi forråelsen har nået os. Og fordi det i stigende grad bliver dagligdag.

Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder[8]. Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme. Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør. Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri[9]. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse[10]. Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København…

Derfor spørger man sig selv, hvordan mon dog dette samfund, og denne by, der helt åbenlyst og skamløst har fravalgt at forsvare sine lovlydige børn, kan tro, at der ikke blandt disse vil udvikle sig en enorm vrede, et enormt had, en enorm aggression? Hvad tror man egentlig et overfald, et røveri eller konstante trusler gør ved børns sind? En situation, de voksne har sat børnene i, og som børnene selv ikke har nogen magt eller indflydelser over. Hvad i al verden tror man de kommende år vil byde på, hvis ikke disse forhold bliver standset – og standset nu? Og hvad bilder selv samme samfund sig egentlig ind, når det forlanger, at det er sådanne tilstande jeg i fremtiden skal sende mine to små børn ud i? Samfundets skyld? HELL YEAH!

Det tragiske ved det er, at den københavnske syge smitter. Det der starter og er smart i København breder sig naturligvis til resten af landet. Nogle gange hurtigere end andre. Men med brandene så vi det jo – det startede i København, og spredte sig så ud over resten af landet.

Det er fortvivlende, for det er ikke cirklens kvadratur, der kræves for at løse det. Løsningen på sådanne problemer er velkendt, er prøvet flere steder og virker. Men politisk nægter man at gøre noget. Hvorfor er mig en stadig større gåde.

Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel på det jeg sigter til. Et eksempel fra København, hvor løsningen har været afprøvet og virker, nemlig Klostervængets skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der med egne ord måtte sande, at hun kom til et sted, hvor ”der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med”. Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Alle fik en seddel med hjem herefter, hvor budskabet lød: ”Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse”. Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet – og i dag sendes næsten ingen hjem. Som skoleinspektøren kunne konstatere ”i det seneste år har jeg kun været nødt til at sende en elev hjem”[11].

Samme steds beretter inspektøren om, hvordan der er indført klostertjeneste – hvad der betegnes som en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk, og de, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter. Og nu sidst har inspektøren så også indført hue-forbud.

Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen. Det er, hvad der får mig til at sige, det ikke er svært. Det er ikke engang dyrt.

I en af verdens største byer, New York, på den stik modsatte ende af skalaen, har metoden også stået sin prøve. I 1999 mødtes jeg selv med den daværende borgmester Rudy Giuliani og diskuterede den. Han fortalte begejstret om dette nultolerance program, der medførte, at selv mennesker, der havde svært ved at finde ud af at opføre sig ordentligt, ved hjælp af en klar og entydig tilkendegivelse og tilgang fra myndighedernes side enten måtte rette ind, hvad mange, mange, langt de fleste gjorde, eller måtte føle den drakoniske konsekvens[12]. Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind overfor enhver asocial og kriminel adfærd – begrebet ”småkriminalitet” blev afskaffet[13]. Fødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby[14], fra metoden blev implementeret er byens kriminalitet faldet med forbløffende (eller er det?) 75%[15]!

Tænk, hvis alle skoler i København, der har oplevet vold mod lærere, vold mellem elever, forråelse og grovhed – og det er mange, skulle jeg hilse og sige – havde den samme tilgang?

Tænk hvis alle biblioteker straks skred ind overfor de mennesker, der forstyrrer ordenen og ødelægger bøgerne?

Tænk hvis offentlige grundejere forfulgte alle sager rettet mod deres bygninger, f.eks. graffiti, og rent faktisk fik f.eks. indkrævet de erstatninger, der skal til fra de skyldige?

Tænk, hvis politiet tog selv de mindste overtrædelser af straffeloven alvorligt, og tog børn og unge med på stationen, stillede dem til ansvar, talte med forældrene?

Tænk hvis enhver offentlig myndighed, forvaltning og institution gjorde op med, greb ind overfor og afviste enhver form for asocial og kriminel adfærd?

Hvilken by ville København være?

Jo, det ville vise sig, nøjagtig som på Klostervængets Skole, at det her i længden ikke ville koste penge, ikke ville kræve flere pædagoger, mere sagsbehandling og større systemer – men tværtom atter vil skabe ordnede tilstande. Ordentlig adfærd. Trygge rammer. Mindre sygefravær. Færre overfald. Mindre hærværk. Og at problemet meget, meget hurtigt ville blive lille – tør man tilføje et lille reaktionært ”igen” fra de af os, der kan huske dengang det var banaliteter som betalingsbalancen og udlandsgælden, der optog os… Fordi forbryderfødekæden ville blive brudt. Små bøllespirer vil ikke længere få lov at vokse til store hærdede forbrydere – men ville blive standset med konsekvens, første gang. Den første gang, der er så vigtig, ja altafgørende, for at komme uvæsnet til livs. Det uvæsen, hvor et barn udvikler sig til voldsforbryder, morder og hvad der ellers er, fordi ingen gjorde sig den ulejlighed at standse denne udvikling.

Men det kræver sammenhold. Og det kræver at selv det svageste led i kæden er med. Der er ingen smutveje. Det er ikke nok at bruge ordet ”nultolerance” og så intet gøre. Det skal være en realitet – ikke en flom af ord.

Alt det har Københavns Kommune fravalgt at gøre. Og har derfor svigtet sine borgere, sine ansatte og den by, det politiske flertal bestående af S, SF og R er betroet at forvalte.

Er de enkelte forældre ansvarsfri? Nej. Ansvaret for forældrene vil altid være der. Men svagheden har været en del af verden, siden slangen lokkede Eva til at spise af æblet. Mennesket er ikke et perfekt væsen. Og var det ikke ideen med verdens højeste skat og alt det der, at fællesskabet greb ind, når forældre giver op overfor egne børns hærgen? Om ikke andet så for de øvrige borgeres skyld, men ja, også for det enkelt barns skyld? Ja, jeg spørger sådan set bare?

Er regeringen ansvarsfri? Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede men nedslå de trodsige. Kumulerede forbrydelser bør spille en rolle. For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere bør det være sådan, at den tredje dom udløser, at man fjernes fra gaden, udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel man lukker ud. En sådan lignende lovgivning, rettet mod farlige kriminelle, søger præsident Sarkozy i øjeblikket, under stort rabalder, at gennemføre i Frankrig[16]. Alt det sagde jeg også i 2005, det har jeg ikke ændret holdning til. Det er ikke nok at bruge ordet nultolerance – det skal også implementeres i politiets og statens faktiske arbejde (sic!)…

Regeringen kunne samtidig med fordel gennemføre en landsdækkende undersøgelse, på linje med den undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet vi gennemførte i København, for at få et overblik over de kriminelle realiteter. De afspejler sig nemlig ikke i de offentlige statistikker. Vold, trusler og lignende anmeldes i højere og højere grad ikke – (ja, jeg er bekendt med, politiet modtager flere anmeldelser – men dette er en relativ betragtning) – fordi politiet enten lader vide, at man ikke har tid eller fordi folk ikke orker det. For det hele nytter jo ikke noget. Tag børneundersøgelsen som illustration. Kun en meget lille procentdel af de beskrevne – alvorlige – forhold anmeldes. Volden, f.eks. – over 80 % af disse forhold blev ikke anmeldt[17]!

Det er det farligste, et samfund kan udsætte sig selv for. Troen på, at det nytter noget, er den fornemste ting, politikerne kan give den enkelte borger. Det modsatte er undergravende for fællesskabet, eller det så højt besungne ord, sammenhængskraften.

Så lad os få den undersøgelse. Lad os få det ægte overblik. Resultatet vil blive chokerende, og jeg er temmelig sikker på, at ikke mange justitsministerielt ansatte vil glæde sig til en sådan (de ansvarlige for børn havde samme oplevelse i København), men den er nødvendig. Som den årtusinder gamle kinesiske strateg Sun Tzu allerede sagde det: ”kend din fjende og kend dig selv, så vinder du hundrede slag eller flere”. Det nytter ikke noget, at de faktiske forhold tabuiseres, her senest justitsministeren, der vil ”beskytte os” mod viden om, hvor mange medlemmer der er af kriminelle bander[18]… Og lad os så tage fat, ikke mindst der hvor vi kan se problemerne er koncentrerede. Ikke mindst overfor de kommuner, der gentagende gange har vægret sig ved at gøre noget ved det kriminalpræventive arbejde. For nylig blev det afsløret, at kun 8 – otte – kommuner i Danmark har sat sig konkrete mål for bekæmpelsen af ungdomskriminaliteten[19]. For hvorfor sætte konkrete mål, når de nu engang vil afsløre, at indsatsen ikke virker, synes rationalet at være…

Den nuværende udvikling er komplet uholdbar. Der har været masser af snak. Begrebet nultolerance er blevet anvendt gang på gang uden den rent faktisk er indført. Strafferammer er blevet revideret. Mantraet har lydt: Højere straf, højere straf, højere straf – og det kan da også være godt nok. Men det er først og fremmest kommunernes forebyggelsesstrategi, den er gal med. Og, jeg er ked af at sige det, politiledelsens tilgang til såkaldt ”små-kriminalitet” – hertil duer kun Thatchers svar: Crime is crime is crime[20]. Dér skal regeringen være med til at presse på for at få det forandret. Og være med til at afklare. Nå ja: Og så er der de berømte/berygtede tre forbrydelser, og du sidder inde eller/og ryger ud af landet. Det må til. Simpelthen. ”Skån de besejrede, men nedslå de trodsige”…

Min appel som valgt medlem af Folketinget fra København lyder derfor til de ansvarlige myndigheder, til Overborgmesteren, hendes politiske flertal, regeringen: Byen og dens befolkning har nu været udsat for flere rovmord. Vore brand- og redningsfolk skal eskorteres. Vore børn bliver myrdet, overfaldet og bestjålet. Den såkaldte integration ligner mere og mere en uoverstigelig kløft, en afgrund, hvor indvandrerbanderne har magten på vore gader[21].

Der kan gøres noget. Det kræver ikke, at den dybe tallerken genopfindes. Men det kræver mod, handlekraft og tro på, at det samfund vi kender, er værd at beskytte og forsvare, om nødvendigt med magt. Alternativet er, at magtesløsheden tager over. Efter den selvtægten. Og efter den syndfloden. For så er civilisationen borte, og anarkiet indtruffet.

Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten – der hersker i det mindste lov og orden.

——————————————————————————–

[1] Se f.eks. fælles interview mlm. denne signatur og den nuværende overborgmester den 29. maj 2005 i Berlingske Tidende

[2] http://www.beredskabsinfo.dk/index2.php?option=com_content&do_pdf=1&id =1063

[3] som et eksempel kan henvises til http://avisen.dk/politi-turde-hjaelpe-voldsofre-under-uro-060308.aspx

[4] http://avisen.dk/blogs/artikel/141-kriminelle-styrer-banderne-250108.a spx

[5] http://www.berlingske.dk/article/20080322/danmark/703220046/

[6] http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10825352.html

[7] http://www.berlingske.dk/article/20080310/koebenhavn/80310043/

[8] http://jp.dk/indland/krimi/article1300745.ece

[9] http://www.casa-analyse.dk/3224

[10] http://www.sk.kk.dk/nogletal/befolkning/bef_kon_alder.htm

[11] Information 15/3 ”Da en lærer blev overfaldet sagde jeg stop”

[12] Se mere om tilgangen og den såkaldte broken windows theory her http://www.brokenwindows.com/windows_theory.html

[13] R. Giuliani ”Leadership” se f.eks. p. 46-50 (2003)

[14] http://www.takeoff.dk/news.cfm?nNewsWeekly=1&nNewsId=6007

[15] http://da.wikipedia.org/wiki/New_York#Kriminalitet

[16] http://www.lefigaro.fr/actualites/2008/02/23/01001-20080223ARTFIG00161 -retention-de-surete-sarkozy-insiste-.php

[17] http://www.casa-analyse.dk/3224 p. 30

[18] http://www.berlingske.dk/article/20080321/politik/703210037/

[19] http://jp.dk/indland/krimi/article1294910.ece

[20] http://news.bbc.co.uk/1/hi/northern_ireland/4941866.stm

[21] http://www.berlingske.dk/article/20080322/kultur/703220017/

Søren Pind.dk

Dagens Nyheter : Danmark vill skärpa lagarna för att kunna utvisa fler utlänningar

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensH

    Hvorfor ikke bare erkende, at København er ‘tabt’ Der er intet der tyder på, at flertallet af Københavnere er indstillet på at gøre noget som helst effektivt ved de volds-problemer der plager byen. Flertallet vil også ved næste valg give Enhl. SF, de Radiakle og Socialdemokraterne massivt flertal, og dermed sker der intet ny-skabende i hovedstaden. Det flertal har kun en ‘løsning’ på problemerne, og det er at hælde flere skatteyder-penge i alle mulige nyttesløse ‘integrations-projekter’, og så ellers prøve at holde virkeligheden væk fra Rådhuset.

  • Överayatollah

    Jeg har før været inde på, hvilke danske forfattere der eksisterer i svensk presse, og hvilke der ikke gør

    Självaste Lars Hedegaard existerade faktiskt en gång! Trycksvärtan <a href=”http://www.expressen.se/1.373462″stod Expressens Per Svensson för (19/6-06), som på detta formidabla sätt avfärdar Hedegaards årtiondelånga efterforskningar:

    Ett av de
    mer anmärkningsvärda inläggen gjordes av en dansk. Han slog fast att muslimer inte låter sig integreras i dansk kultur. Ett sådant påstående bygger på vissa grundantaganden, till exempel att begreppen muslim och dansk kultur inte bara är oförenliga utan också oföränderliga. Vilken märklig och trist syn på världen. Som om ingenting hade hänt i Danmark sedan korven blev röd? [sic!] Som om det bara fanns två möjliga alternativ för den hotade danska kulturen. Antingen gå ner i bunkern och slåss till den sista pölsen. Eller också kapitulera för hotet, alla dessa “muslimer”, och gå under.

    Det där är
    en retorik man känner igen från andra tider, och andra länder, som trott sig inbegripna i ödeskamper. Det var lite skakande att urskilja sådana tankefigurer hos en dansk intellektuell, Lars Hedegaard, som en gång i tiden var chefredaktör för den danska fintidningen Information

    Med andra ord: Obekväma fakta om islam är märkliga och tråkiga och bör sålunda inte tas upp, Dagbladet Information godkännes av det svenska etablissemanget, och med “en retorik man känner igen från andra tider” jämför Per Svensson Danmark med Tredje Riket.
    Så kan man i Sverige avfärda det som inte överensstämmer med sin multikulturella PK-världsbild; hävda sin moraliska överlägsenhet inför en okänslig, okunnig och väldigt oupplyst dansk-“jävel”, genom att koka ihop vad skit som helst om denne som godtas i PK-kretsarna!
    Att få sina argument fullständigt söndersmulade i en replik från den kritiserade behöver man självfallet aldrig oroa sig för heller, för den delen…