17
apr
Seneste opdatering: 12/11-12 kl. 1910
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

En forelæsning over bogen af samme navn holdt i Helsingør Domkirkes Johan Oxe Kapel, 16 april 2008, min 40:00. Video og foto © Snaphanen. (Akustikken i en 1400- tals bygning gør hovedtelefoner til en fordel)

Filosoffen Kai Sørlander kræver rationaliteten genindført i den hjemlige religionsdebat. Det er i første omgang et filosofisk krav, men det er også et politisk krav.

Igennem de seneste århundreder har den vestlige verden kæmpet sig til en reel adskillelse mellem politik og religion. Denne adskillelse har stået som det herskende ideal. Men tiderne er skiftet, og situationen er ændret med de seneste generationers indvandring og etablering af islam og islamiske trossamfund i Vesten, herunder også i Danmark. Der er skabt en tilstand, som gør det nødvendigt at gennemtænke forholdet mellem religion og politik på ny. For med islam har vi at gøre med en religion, som udfordrer vor traditionelle vestlige opfattelse af, at religion og politik bør holdes adskilt og at religiøse argumenter bør holdes ude af den politiske diskussion. Men bør vi stadig holde fast ved den opfattelse? Hvorledes er det fornuftigt at forholde sig? Hvad kræver fornuften af os, ganske uafhængigt af vor religiøse tro? Hvad er det rationelle svar?

Det gælder ikke blot om at finde grunde for den holdning, man allerede har. Det gælder om at nå sandheden, mener forfatteren. Den sandhed, som vore rationelle begrundelser kan bære. I sine forsøg på at finde svarene og sandheden foretager han deduktive nærlæsninger af Biblen og Koranen, af Jesu og Muhammeds ord og handlinger og sammenstiller disse med fortolkninger og ’brugen’ af de religiøse skrifter, som den kommer til udtryk i aktuelle problemstillinger, levemåder og argumentationer, der rejser politisk diskussion i Danmark i disse år.

Udkom 11. marts kr. 248,– 232 s.

 

ANMELDERCITATER:

“Kai Sørlander kritiserer sin samtid for ikke at forstå kristendommens historiske gevinster i vigtig og modig bog om religion og politik … Dette er den mest aktuelle bog skrevet af en dansk filosof i mands minde … hans bog er en skarp filosofisk ragekniv, som alle har fortjent at skære sig på. Kai Sørlander giver os det, vi helt havde glemt eksisterede: en filosof til tiden. Og tiden beder os om at læse ham.” *****
MiKael Jalving, Berlingske Tidende

“Det er en fordomsfri bog, Sørlander har skrevet. En af de bedste i Danmark om tidens store emne.”
Klaus Wivel, Weekendavisen

“Med sit forsvar for rationaliteten har Kai Sørlander givet et vigtigt bidrag til såvel begrebsafklaring som videre diskussion.”
Lone Nørgaard, Jyllands-Posten

“Fremragende og aktuel bog om religion og politik af filosoffen Kai Sørlander. Velkendte aspekter ved kristendom og islam sættes i perspektiv i samvittighedsfuld og grundig, rationel analyse … Denne bog kan ikke anbefales nok. Pligtlæsning simpelthen – hvad enten man er biskop, politiker eller bare almindelig tænksom borger. Gå til Sørlander og bliv vis!”
Torsten Dam-Jensen, www.roskilde.folkekirken.dk

“Et velargumenteret og velskrevet forsvar for rationalitetens plads i debatten om forholdet mellem religion og politik”
Lektørudtalelse

OM FORFATTEREN
Kai Sørlander (f. 1944), forfatter og filosof. Har bl.a. skrevet bøgerne Det uomgængelige og Den endegyldige sandhed og en lang række kronikker og artikler.

UDDRAG
Indledning
Forholdet mellem religion og politik har i en længere periode ikke været noget påtrængende problem – hverken i Danmark eller i den øvrige vestlige verden. Det har været almindeligt anerkendt, at de to felter bør holdes adskilt; og vi har haft en religion – kristendommen, specielt i nogle af sine protestantiske former – som selv stod inde for den opfattelse. Så for det overordnede blik var der ingen alvorlige sociale konflikter, som tvang os til fortsat at konfrontere forholdet mellem religion og politik som et levende problem. Tværtimod kunne man af kristendommens egen accept af adskillelsen mellem religion og politik, og den dermed sammenhængende sekularisering af samfundslivet, føres til at tro, at i det moderne samfund var selve det sociale grundlag for religionen ved at tørre ud. Det var også en udbredt opfattelse inden for samfundsvidenskaberne, at religionen var ved at forsvinde som en aktiv social kraft, og at der derfor ikke længere var grund til at spilde tanker på spørgsmålet om forholdet mellem religion og politik.

Men tiderne er skiftet, og situationen er ændret. Gennem de seneste generationers indvandring er islam blevet etableret i Vesten og derunder også i Danmark. Dermed er der blevet skabt en tilstand, som gør det nødvendigt at gennemtænke forholdet mellem religion og politik på ny. For med islam har vi at gøre med en religion, som udfordrer vor traditionelle vestlige opfattelse af, at religion og politik bør adskilles. Det skyldes det enkle faktum, at islam ikke fra sit eget indre kender til adskillelsen, men tværtimod også selv vil være politik.

Dette kan ikke undgå at være en udfordring til vor traditionelle opfattelse af forholdet mellem religion og politik. Vi står midt i udfordringen, og vi er nødt til at tænke os frem til en afklaring af, hvorledes vi skal reagere på den. Ellers kommer vi blot til blindt at følge de sociale strømninger, således som de mere eller mindre tilfældigt udfolder sig, og hvor de nu ender med at føre hen. Det kan ikke være meningen i en selvbevidst demokratisk samfundsorden. Dér må vi skulle forsøge at føre udviklingen derhen, hvor den bør nå, hvis fornuften skal råde. Derfor kan vi heller ikke tillade os blot at slå os til tåls med, at vi hidtil har haft en konsensus om, at religion og politik bør holdes adskilt, og at denne konsensus nu er ved at smuldre under indflydelse af en ny religion. Men vi må spørge om, hvorledes forholdet mellem religion og politik bør være under disse nye betingelser. Altså, hvorledes forholdet bør være, hvis fornuften skal styre. Bør vi bevare en konsensus om, at de to felter bør holdes adskilt, eller bør vi snarere anerkende, at en sådan adskillelse ikke længere er berettiget? Hører adskillelsen kun vor særlige religion til, og er den derfor ikke længere berettiget, når andre religioner med andre dogmer også er inde i billedet? Eller hører adskillelsen vort politiske system til, og skal den derfor bevares, hvis vi skal bevare demokratiet? Og skal vi bevare demokratiet? Er det vigtigere end religionen?

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Torben S. Hansen

    Den græske filosof Protagoras mente, at mennesket skabte guderne i sit billede. I oldtidens Ægypten og Nærorient – med eksempelvis Babylon og hittitterne – var forestillinger og forventninger præget af en centralistisk stat med en konge i spidsen. Kongerne blev ofte adlydt og dyrket som overnaturlige væsener, og tilsvarende rykkede mandlige, straffende og krigeriske guder i forgrunden, mens ældre kulturers frugtbarhedsgudinder trådte i anden række.

    Dette gjaldt også grækernes gudeverden, som domineredes af skallesmækkere som Zeus, Poseidon og Ares. Dette påvirkede jødedommen, kristendommen og islam. I Vesteuropas middelalder blev guden opfattet som “kongernes konge”, og religion var i højeste grad et spørgsmål om loyalitet og lydighed. I samme epoke var social mobilitet et sjældent fænomen – i hvert fald frem til engang i 900-tallet.

    Men derefter begyndte noget, som gjorde Vesteuropa enestående – især i forhold til islam og den ortodoks-byzantinske verden. Den højeste autoritets opdeling i en pavelig og en kejserlig instans var en vigtig ideologisk blokering for legitimering af det fuldendte tyranni. Men andre faktorer virkede i samme retning. Det feudale system var en retsorden, der satte grænser for monarkiets magt. Den ikke-adelige stand af håndværkere og handlende tilkæmpede sig også visse garantier og friheder, og selv bønderne opnåede mange steder beskedne rettigheder.

    I flere århundreder foregik korte eller længere kampe mellem forskellige grupper, og kirken var ikke blot medspiller, men blev påvirket af det politiske spil. Dertil kom nogenlunde fra 1100-tallet en begyndende påvirkning fra oldtidens græske filosofi. Renaissancen, som italienske humanister mente at introducere i årtierne op mod år 1400, var faktisk begyndt væsentligt tidligere, fordi fornuften fik autoritet ved siden af troen. Her fik især Thomas Aquinas betydning.

    Alt dette – plus en rivende økonomisk dynamik – lagde grunden til civilsamfundet og sækulariseringen. Luthers reformation og naturvidenskabens fremkomst kan opfattes som et brud med fortiden – herunder Thomas Aquinas – og også som en kulmination på en meget lang proces eller ophobning af indbyrdes modstridende potentialer, der ventede på at blive aktualiseret af den rette mand. Denne politisk og intellektuelle udvikling fandt ikke sted Rusland og den islamiske verden. Skriftsteder arbejder ikke af sig selv!

  • Janne

    Det glæder mig at der er intellektuelle der stadigvæk sætter fornuft højest. Nu har vi hørt på Jørgen Bæk Simonsen og Co. i så mange år. Mere og mere hokus pokus og religiøs fisefornemhed. Nu mangler vi bare at også flere politikere kan finde ud af at værdsætte og anvende fornuft i reguleringen af vores samfund. Lad mig nævne nogle områder hvor der ikke mere råder fornuft, men hensyn til en enkelt gruppes religiøse præferencer: Bede rum på uddannelsessteder, religiøs kollektiv kontrol med kvinder via tørklæder på kvindelige ansatte i offentlige og private stillinger f.eks. kassedamer, plejehjemsassistenter, sygeplejersker, læger, skolelærere, dommere, politikere på Folketingets talerstol etc. Og så er det ikke fornuften der er i højsædet når der skal vælges skolemad på en del folkeskoler, nej, det er religiøse præferencer igen, der vælger hvad for noget mad vores børn skal spise; derfor er svinekødet taget væk, som var det pestbefængt og i stedet for har vi nu fået religiøst forarbejdet halal skolemad og ditto mad i børneinstitutioner. Nu ser vi at efterhånden flere kommuner er begyndt at dele mennesker op i religiøse eller ikke religiøse når der skal uddeles timer i svømmehaller. Enten er det religion der deler mennesker op eller også er det kønnet, fordi der er nogle kvinder der grundet deres religion ikke må bade sammen med andre. Vi ser også at det accepteres at mennesker ikke behøver at hilse på traditionel dansk (Grundtvigiansk) vis ved at give hånd, fordi der er nogen der krænkes ved at røre ved andre mennesker, især dem af hankøn. Mænd må godt give hånd. Det er kun nogle kvinder der ikke må. I baderum forekommer der nu opdeling af børn efter hvilken religion de har. Piger af en enkelt religion skal bade afsondret bag et forhæng, for det ikke er halal at bade sammen med andre børn. Det vil sige at vi nu i flere folkeskoler lærer vores børn at der er nogle børn der ikke må være sammen med andre og det er også ofte de samme børn der skal have en klud om hovedet, så de adskiller sig fra alle andre og kan fritages fra gymnastik og anden form for sundhedsfremmende aktiviteter. Det er ikke fornuft der splitter børn op i grupper. Det er udelukkende religion. Vi har også set at ufornuft og irrationalitet går ind og regulerer hvad der synes at være god tone at trykke eller skrive i danske aviser eller vise på dansk TV. Således er der specielle tegninger der nu helst ikke skal tegnes. Ikke af fornuftige grunde, men på grund af overtro og religiøs indoktrinering. Således ryger væsentlighedskriteriet ned af prioriteringslisten, når der vises udsendelser på TV. Det skete f.eks. da DR skulle omtale ”Fitna” filmen af Geert Wilders. Ikke om DR2 kanalen ville vise filmen, nej, det kunne såre nogens religiøse følelser. Således fremstod DR som socialpædagog, barnepige og som religionsvogter på en og samme tid. Væsentlighedskriteriet var ikke i så høj kurs mere. Religiøse fordomme og frygt for religiøse trusler styrer rent ud sagt for vildt efterhånden. Lad os da for hulen få noget mere fornuft tilbage i Danmark og ikke mindst i medier og i offentlige institutioner. Slut med øget apartheidkultur i Danmark grundet irrationelle og intolerante religiøse præferencer.

  • Det er opløftende, når en kendt og respekteret person offentligt træder frem og forsvarer den tidligere favoriserede sunde fornuft mod tidens for denne eroderende vigen for irrationaliteten. Hvilken nogenlunde begavet person blandt de irrationelle kan hæfte deres ellers meget brugte nedgørende betegnelser på Kai Sørlander uden at føle sig lidt forkert?

  • Emeritus

    Mange tak til Torben S. Hansen, som på vidende måde gør opmærksom på den europæiske / vesterlandske kulturs komplekse udvikling. Det er absolut berettiget at have blik for det hele, det mangefacetterede samspil, som har ført os til det, vi er i dag.

    Kun ét sted kommer et alvorligt brud med sagligheden. Et statement – Torben S. Hansens letkøbte one-liner til sidst:
    ‘Skriftsteder arbejder ikke af sig selv’.
    Undskyld mig, men hvad er det for noget sludder. Enhver kan sagtens fortsætte: ‘Bøger arbejder ikke af sig selv’ – ‘arkivalier arbejder ikke af sig selv’ – ‘billeder arbejder ikke af sig selv’ – ‘Skulpturer arbejder ikke af sig selv’ – ‘one-liners’ arbejder ikke af sig selv. I samtlige eksempler udelukkes den forstand, som arbejder med disse eksempler – enten som sender eller modtager. Det går selvfølgelig ikke. Enten er -‘…af sig selv’ en slags bondefangeri, eller også har Torben S. Hansen glemt noget. Jeg tillader mig at gå ud fra, at T.S.H. har glemt noget.

    Så forstand (det glemte) skal der til. Forstand indfører vi nu, for at se, om ’skriftstedets’ indhold duer.
    Spørgsmålet er herefter meget enkelt, om det er umagen værd at sende budskaber / skriftsteder / oneliners eller om Torben S. Hansen har ret i, at de ikke arbejder af sig selv?

    Fordi jeg gider læse, hvad Torben S. Hansen skriver, reagerer jeg naturligvis også på de budskaber, han sender til mig. Jeg kan mærke, at der er noget, han vil sige, noget han vil, at jeg skal tage stilling til. Kraftigst virker i den henseende one-lineren, hans skriftsted! som jeg må antage udtrykker Torben S. Hansens ærinde i koncentreret form. Blandt andet fordi den kommer sidst og lanceres som trumf. Han stikker mig en art facit ud, som lyder besnærende. Æd den.

    Hopper jeg på limpinden, som er, at jeg ubetinget tror, at han har regnet rigtigt, har han grundlagt en ny tro med onelineren som facit og som det første dogme, sig selv som profet og med mig som discipel. Hvis jeg tror på ham, har onelineren uafviseligt arbejdet af sig selv, og T.S.H. har modbevist udsagnet i sin egen one-liner, for når skriftsteder jo arbejder af sig selv med mig – hvorfor ikke med alle andre? Hvis jeg derimod ser en bagvedliggende fare og ikke vil hoppe på limpinden, arbejder skriftstedet også af sig selv med mig og igen, hvorfor ikke med alle andre. Onelineren arbejder altså helt af sig selv oppe i min hjerne, uagtet at den ligger lige så stille på skærmen uden at røre sig.

    Det er derfor umuligt at afgøre, hvad T.S.H. har villet med – ‘Skriftsteder arbejder ikke af sig selv.’. Det præsenterer sig som sludder, når man prøver at forstå det, men selv da arbejder skriftstedet helt af sig selv.

    Så provokerende har T.S.H’s skriftsted arbejdet med min forstand, at jeg skrev denne kommentar!

  • Torben S. Hansen

    Tak til Emeritus – undskyld min forsinkede reaktion. Min hurtige “one-liner” om tekster er såmænd blot en opfordring til sociologisk tænkning. Selvfølgelig arbejder et skriftsted “af sig selv”, forudsat det bliver læst. Sammenhængen for one-lineren er den store betydning, Kai Sørlander tillægger det Nye Testamente. Frem til Gutenberg og Luther blev det kun læst af en meget lille kreds af gejstlige i det katolske Europa – bortset fra Johannes Åbenbaring. I stedet spillede det Gamle Testamente hovedrollen gennem mere end tusinde år i kirkens historie. Alt dette har sine grunde, som findes udenfor teksterne. Eftersom de ikke blev læst af ret mange, “arbejdede” de ikke.

  • Pingback: Etniske hensyn er ikke lig med racisme « Snaphanen()