5
jun
Seneste opdatering: 8/6-08 kl. 0556
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Wilders henviste til hende et par gange i sin tale (hun har talt i samme Landstingssal 30 september 2006.)


‘Criticize Their Prophet And Muslims Feel As If Their Noses Have Been Chopped Off ‘

Canadisk harem

nu opfandt Canada selv multikultur-begrebet, så flerkoneri er vel næppe en overraskelse. Selv canadiske kvinder har vel stemt informeret for tingenes tilstand ? Nu skal horder af pædagoger, prøve at aflære de farverige kulturer deres vaner. Hvis det lykkes, skulle det kunne gøres på 300 år. Klø på, piger !

“It is just one more example of liberal cowardliness leading us to Sharia hell. A Muslim imam in the Canadian province of Ontario defiantly and openly admitted recently that he had performed about 30 polygamous marriages involving men who already had wives, thereby breaking Canadian law. Polygamy was outlawed in Canada in 1892 and comes under provincial jurisdiction. Imam Aly Hindy, who leads the Toronto Salahuddin Islamic Center, has gone on radio and appeared in Canada’s largest newspaper, The Toronto Star, to justify why he is defying the law of the land by marrying men already legally spoken for, sometimes without the knowledge of their first wife.”

“This is our religion and nobody can force us to do anything against our religion, “If the laws of the country conflict with Islamic law, if one goes against the other, than I am going to follow Islamic law, simple as that.”

Harems and Hypocrites FrontPageMagazine.com og ‘Polygamy is a crime, non?’

Canadisk haram: Brug af ytringsfriheden

Standretter hvor de med tilbøjelighed til at føle sig krænkede kan indkalde canadiere der har gjort brug af ytringsfriheden, og hvor bevisførelse ikke er påkrævet, er virkelighed i multikulturelle Canada (LFPC).

VANCOUVER -In the subterranean bowels of a provincial courthouse, a bizarre and frightening spectacle starts to unfold.

At issue are the pointed musings of Mark Steyn, a journalist and author living in the United States. A lengthy excerpt from his controversial book, America Alone, was published two years ago in Toronto-based Maclean’s magazine, a weekly publication owned by Toronto-based Roger’s Publishing Ltd.

The book excerpt ran as a cover story, entitled “Why the Future Belongs to Islam,” and argued that Western democracy is threatened by the spread of Islam. In response, a human rights complaint was made here, in British Columbia, by an electrical engineer living in Waterloo, Ont. […]

Mr. Elmasry, the president of the Canadian Islamic Congress, and a highly controversial figure himself — especially among Jewish groups — claims the Steyn excerpt denigrated and vilified Canadian Muslims and promoted hatred of an identifiable group.

He is not obliged to demonstrate what harm occurred to whom, or to what degree. Maclean’s magazine and Mr. Steyn could still be found to have violated B. C.’s Human Rights Code. No proof of damage is required. […]The court of last resort

Bigami

Problemet i Danmark er ikke moral. Problemet er ikke livsstil, det er jura. Problemet opstår, når én dør, eller én vil skilles. Hvad tilhører hvem? Eller én indgår en økonomisk transaktion, der fører til kæmpe gæld, hvor meget hæfter de andre ? Eller hvad med situationen: en mand på kontanthjælp, én kone på kontanthjælp, den anden kone er milliardær.Hvem skal forsørge hvem og hvis børn ? Dansk jura rækker simpelthen ikke.

Kirsten Damgaard , i Information 05.06.08

“Selviscenesættelse eller bare Tøgers lov ? “

der er en slags omvendt Murphys Lov og hvis første bud lyder således: “Hvis jeg T.S. har udtænkt det, kan det ikke gå galt, og det kan jeg overbevise enhver om.” Og skulle han endelig blive fængslet i Amman, ville der dog være en slags poetisk retfærdighed i det udover shariaens:

DAGBLADET Politikens ansvarhavende chefredaktør har med vanlig sans for selviscenesættelse ladet forstå, at han muligvis vil møde op i Jordans hovedstad for at stå til ansvar for, hvad han har offentliggjort i sin københavnske avis. JP Leder

Grundlovstale: Kasper Støvring – demokrati og national sammenhængskraft

Glimrende grundlovsarrangement på Nationalmuseet arrangeret af Den Femte Salon. I panelet var Henrik Dahl, sociolog og forfatter Anette Warring, historiker, professor ved Institut for Kultur og Identitet, RUC, Hans Hauge, lektor, dr. phil. ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, Kasper Støvring, phd. ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab (nr. 2 fra v. foto © Snaphanen) Se mobilvideoer* nedenfor.

Mit synspunkt er, at et stærkt demokrati som det danske forudsætter en national sammenhængskraft. Jeg vil indlede med at sige noget om, hvad jeg forstår ved sammenhængskraft og national kultur. Eller danskhed, om man vil.

Dernæst vil jeg prøve at forklare, hvorfor sammenhængskraften trives bedst i en national kultur, og hvad vi efter min mening både kan og skal gøre, for at bevare den nationale sammenhængskraft.

1.

Der findes en tonstung dokumentation for, at Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft. Det vil sige, at landet bygger på en veludviklet tillidskultur. Og tillid mellem mennesker, der ikke kender hinanden, er dén væsentligste komponent i sammenhængskraft.

Tillid opstår, når mennesker har tætte sociale relationer, hvilket fremmer samarbejde om fælles mål. Den danske tillidskultur er i høj grad baseret på uformelle normer. Det kan være normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed. Altså at man hjælper hinanden.

Det er også veldokumenteret, at denne tillidskultur er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse, fredelige og velstående folk. Samtidig er danskerne et kulturelt homogent folk, hvor der hersker en udbredt positiv nationalfølelse. Langt de fleste danskere er kort sagt stolte af at være danskere.

Konklusionen er derfor nærliggende: Det er den kulturelle integration af borgerne, der skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat. Denne tillid og samhørighed går vel at mærke på tværs af sociale skel, og historisk skyldes den bl.a. de mange civile bevægelser, der har eksisteret i Danmark.
2.

Sammenhængskraft er med andre ord kulturelt betinget. Den er betinget af, at vi har en fælles kultur. Lad mig derfor prøve at sige lidt mere om den danske nationalkultur.

At danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur vil bl.a. sige, at de i generationer har levet sammen på bestemte måder, på et bestemt territorium og inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer.

Det kan være værdier, der kommer til udtryk i folkelige vendinger som ”et ord er et ord”. Det kan være erfaringer med at mødes i frivillige foreninger. Og det kan være former for kommunikation som ironi.

Den danske nationalkultur og den loyalitet, som den fremmer, er bevaringsværdig af flere grunde. Den er nemlig hverken totalitær, abstrakt eller aggressivt selvhævdende som f.eks. den tidlige tyske og den franske nationalisme.

De gensidige bånd mellem danskerne har altså ikke primært været politisk dikterede, men derimod civile. Det har skabt fundamentet for et tvangfrit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og underforstået.

Det civile engagement er imidlertid også kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har i historiens løb været udfoldet i sådan noget som andels- og idrætsbevægelserne; i husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne; i det grundtvigske højskoleliv samt i frikirke- og friskolelivet.

Endelig er borgernes indflydelse på staten også tydelig i Danmark. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner forankret i nationens kulturelle enhed. Det vil sige, at institutionerne i vidt omfang har en særlig mentalitet og nogle implicitte normer og uskrevne regler, der er af national art.

Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier. Borgerne kan om institutionerne sige, at de er ”vores” institutioner. Det betyder ikke, at danskerne elsker staten. Men det betyder, at de har en grundlæggende tillid til den.

Hvad der er nok så vigtigt, så skaber alt dette en positiv grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

Det skal siges, at denne tillid og ansvarlighed også går den anden vej. Altså fra institutionerne til borgerne. Danmark er som bekendt blandt de lande i verden, hvor der er mindst korruption.
3.

Hvad har alt dette så med demokratiet at gøre? Hvorfor er sammenhængskraften så vigtig for demokratiet? Ja, jeg har jo allerede antydet det: Sammenhængskraft skaber simpelt hen et sundt civilt samfund, som er afgørende for et vellykket demokrati.

Hvis der er en stærk sammenhængskraft, kan selv politisk uenige borgere finde sammen i et fælles forsvar for deres interesser og hævdvundne goder, som ellers kunne blive tilsidesat af staten.

Jeg vil gerne sige lidt om et andet og mere intrikat forhold mellem demokrati og kultur. Hvad er et demokratisk fællesskab? Ja, det er først og fremmest fællesskabet om nogle formelle principper, fine idealer og abtrakte værdier som lighed og frihed, der er nedfældet i en demokratisk forfatning.

Men efter min mening er et levedygtigt fællesskab båret af håndgribelige og nære ting som et moders-mål og tilknytning til et fædre-land. Principper alene holder ikke sammen på staten og folket. Et virkeliggjort demokrati svæver heller ikke i luften, men må være forankret i en kultur med fælles normer.

I et frit samfund må der altså eksistere indre moralske bånd imellem borgerne. For kun på den måde kan borgerne acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret altså er den andens pligt.

Demokratiet er med andre ord afhængig af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en slags ressource. Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer; når de påbydes at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.

Men skal den demokratiske stat så give lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser? Ganske uanset disse kulturers værdi, deres karakter og præstationer?

Tilsvarende kan man spørge: Hvis vi relativerer landets traditionelle kernekultur og alene bekender os til en forfatning, risikerer vi så ikke at reducere de demokratiske idealer om lighed og frihed til lige netop dét, altså tomme idealer?

Netop fordi disse idealer er blotte abstraktioner, kan man tvivle på, at de har kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed – sammenhængskraften, med andre ord. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser, under terrorangreb eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres.

Man skal igen huske på, at en demokratisk orden kun er formel. Den kan derfor vanskeligt tilfredstille folks følelsesmæssige behov for at høre til i et konkret og substantielt fællesskab.

En nation giver faktisk mulighed for en reel positiv anknytning. For den nationale kultur med dens sprog, sange, fejring af helligdage og højtider og så videre, er virkelig i modsætning til en generel forfatningstekst.
4.

Jeg vil gerne afslutte mit oplæg med et memento. Det er nemlig værd at tænke på, at sammenhængskraften hurtigt kan gå tabt. Derimod tager det adskillige hundreder år at opbygge samfund med en stærk sammenhængskraft. Også det forhold er veldokumenteret.

Det er derfor efter min mening afgørende, at vi bevarer den danske nationalkultur. Den er nemlig en kilde til frihed og velstand og til at skabe fælles politiske løsninger inden for nationalstatens grænser.

Sammenhængskraften bevarer vi bl.a. ved at kræve, at andre kulturer tilpasser sig landets kernekultur. Et samfund med en fælles kultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil simpelt hen hænge bedre sammen end multikulturelle samfund.

Måske har vi været for hurtige til at afkoble demos fra etnos. Altså den politiske identitet som statsborger fra den etnisk-kulturelle nationale identitet. Et demokrati er jo kun en styreform. Den fastlægger procedurer for, hvordan vi skal handle i politiske uenigheder. Men før dette ”vi” kan handle, må der overhovedet være et ”vi”. Vi må altså kunne svare på spørgsmålet: Hvem er vi?

Nomos blog

(* Om mobilvideoer: Vi ved at de kan være utilfredsstillende i kvalitet, men alternativet for mindre møder, er ingenting. På grund af arbejdsindsatsen er vi nødt til at prioritere, og mobilen er meget hurtig og spontan at arbejde med, modsat det faste kamera på stativ. Upload er også hurtig. De er ikke venner med store sale, men man hører dog hvert et ord her)

Hans Hauge:

Den amerikanske regering og ordet “jihad” – kan virkeligheden elimineres ved at eliminere ord?

Jeg indrømmer gerne at jeg finder det dybt skræmmende, at stort set al dækning af islam i medierne, herhjemme og verden over, er gennemsyret af berøringsangst og manglende evne eller vilje til at gå til problemernes natur – de velkendte debatblindgyder om tørklædets ‘frivillighed’ og vægt på ’50 g’ er eksempler herpå. Mens vi sover arbejder jihadisterne, demografien forskydes, og petrodollars overføres til undergravende virksomhed i vore lande. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv, er der også bestræbelser flere steder på at umuliggøre en seriøs tilgang til problemerne ved at undergrave muligheden for overhovedet at bruge de rette beskrivende ord – den britiske regerings beslutning om ikke at bruge “Islamic” og “terrorism” i samme sætning, f. eks., eller den amerikanske administrations bandlysning internt af ordet “jihad”.

Få formulerer problemstillingerne vedrørende dette emne så godt som Robert Spencer. Hele den post hvorfra dette uddrag er hentet anbefales uforbeholdent – “read it all”, som han plejer at sige når han henviser til andre (LFPC):

[…] The contemporary jihadists are traditionalists. They are trying to revive these ancient understandings of jihad, which in any case have not been modified, since there has been consensus (ijma) on these issues — thus closing debate — and the gate of ijtihad, or legal innovation, has been closed on serious issues for many centuries.

As such, they are calling upon peaceful Muslims to join their movements precisely on the basis of the Islamic legitimacy they claim for themselves. It consequently may seem wise for us to try to impugn that legitimacy by calling them other names, but then we must ask ourselves: which authority carries more weight for a pious Muslim — an Islamic scholar renowned for centuries, or the non-Muslim American government?

But even aside from that, the new State guidelines actually interfere with our ability to understand why the jihadist appeal has such resonance within Islamic communities, and to formulate genuinely effective ways to counter it. Saying that the jihadists’ Islam isn’t real Islam isn’t going to help one bit, because the jihadists have plenty of evidence to support their claim that it is, and a non-Muslim voice, however powerful, isn’t going to make any headway against that.

Instead, State could be sponsoring positive presentations of the freedom of conscience, freedom of speech, equality of rights of all people, and other principles that many Muslims accept today, but which are denied by Sharia. State could, in other words, be offering an alternative to Sharia — not by way of a verbal frontal assault, but by attacking the elements of Sharia that many Muslims as well as non-Musims reject. Instead, it is reinforcing Sharia by pretending that there is a positive jihad that is not threatening to unbelievers. […] Calling jihadists by their right name

Et pusterum for fornuften i Tyrkiet

Der er tre vigtige ting at skrive sig bag øret her: Alle tiltag vi måtte iværksætte mod den islamiske apartheidindpakning vil også blive anstødssten, der vil skabe en sag der kan forene traditionelle muslimer mod os urene kuffar, og det vil være en ressourcekrævende pestilens som var et ukendt fænomen i det gode Danmark vi er vokset op i. Der er ikke noget der hedder at vi iværksætter disse tiltag, og så bliver det sådan fremover. Dernæst, at sekulariteten lige nu har vundet i Tyrkiet er ingen som helst garanti for hvad det er for en nation vi måske lukker ind i EU. Pendulet kan til enhver tid svinge den anden vej. Hvem skal tvivlen komme tilgode? Og sidst, det burde vække til eftertanke i vide kredse herhjemme, at selveste den tyrkiske forfatningsdomstol anser tørklædet for betydeligt mere end ’50 g stof’. Er de mon også intolerante, snævertsynede og uden forståelse for at vi lever i en globaliseret verden? (LFPC)

Tyrkiets forfatningsdomstol har annulleret en lov, der giver kvinder lov til at gå med tørklæde på landets universiteter. Domstolen vurderer, at brugen af den islamiske hovedbeklædning er i strid med landets sekulære principper. […]

Et panel bestående af 11 dommere underkendte loven, fordi den er i modstrid med forfatningens bestemmelser, der fastslår, at Tyrkiet er en sekulær republik, og at dette princip er uforanderligt, hedder det i den korte erklæring fra forfatningsdomstolen. […] Tyrkisk tørklædelov annulleret

Christine Antorini (S): Dansk Folkeparti vil afskaffe demokratiet, indføre en teokratisk stat med håndsafhugning, pisk og stening for hor, og de vil sprænge bomber for at nå dette mål

Jo, det er det hun siger, når hun med lalledum, medløberisk brug af postuleret moralsk ækvivalens sætter lighedstegn mellem et demokratisk parti og “fundamentalistiske muslimer”. Bordet fanger – hvis hun mener der er moralsk ækvivalens, må hun også stå inde for implikationerne af dette. Hvad er dummest, dette, eller den seneste gang feelgood-sniksnak fra Henrik Sass Larsen? (LFPC)

[…] »DF bruger konsekvent kristendommen på den samme fundamentalistiske måde, som man ser nogle af de fundamentalistiske muslimer gør. Nemlig, at de vil omvende andre, der ikke mener det samme som dem selv. Hvis DF fik 51 pct. af stemmerne til at gennemføre disse forslag, ville vi have en kristen religiøs stat i Danmark,« uddyber Antorini.

[…]

S-ledelsen har ikke diskuteret Antorinis kronik. Men politisk ordfører Henrik Sass Larsen har læst kronikken.

»Den er spændende, god og forfriskende. Og den har masser af synspunkter, som jeg deler,« siger han.

Er du enig med Antorini i, at DF er kristne fundamentalister?

»Hun har fulgt uddannelsesområdet tæt, og jeg synes, at det er overbevisende indlæg, så det bliver spændende at følge debatten« siger Sass Larsen. Antorini: DF er kristne fundamentalister

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Janne

    “Det er nemlig værd at tænke på, at sammenhængskraften hurtigt kan gå tabt. Derimod tager det adskillige hundreder år at opbygge samfund med en stærk sammenhængskraft. Også det forhold er veldokumenteret.”

    Det svarer til at fælde et stor gammelt egetræ. Det tager flere hundrede år før vi har et stort og stærkt egetræ på ny.

    Læg mærke til hvor mange steder i vores danske kultur egeløv er blevet brugt som symbolik. På skoler, på højskoler, på malerier, på porcelæn, på broderier, på gravsten (prøv især at lægge mærke til gravsten fra 1800-tallet) etc.

    “Egeløvet og Himmerigets engle får sammen en betydning, der kan tolkes som et billede på Paradisets Have.

    Egeløvet er et folkekært symbol på Norden, så Paradiset lignede den danske bondenatur. Stenen hører altså hjemme blandt det sene 1800-tals fædrelandskærlige gravminder.

    De efterladte ville fortælle om styrke og vedholdenhed, men egeløv betyder også hæder, så Andersen fik en ærefuld begravelse.

    Egeløvet repræsenterer egetræet, der igennem generationer kan modstå uvejr og storm. Dets ved er sejt og fleksibelt, og umuligt at knække.”

    http://www.historienshus.hvidovre.dk/Default.aspx?ID=123#337

    Egetræet som symbol bør graves op af mølposen igen i Danmark. Der er ikke mange unge mennesker, der kan forholde sig til at (vigtige og dyrebare) forhold/ting tager tid og at det netop er så let at ødelægge noget (f.eks. vores kultur og sammenhængskraften, den sociale kapital), som kan være forbandet svært at genskabe og i fald det kan lade sig gøre, vil tage mange, mange år.

  • Søren Rasmussen

    Fremragende tale af Kasper Støvring, som roligt og stille er ved at blive konservatismens “chefideolog” i dette land.

  • Janus

    Christine Antorinis kronik er idioti.

    Undersøgelser viser netop, at DF’s vælgere bortset fra Enhedslistens er det vælgersegment, der går mindst i kirke.

  • Janne

    “Hvis DF fik 51 pct. af stemmerne til at gennemføre disse forslag, ville vi have en kristen religiøs stat i Danmark,« uddyber Antorini.”

    Det tror jeg ikke på. Der er (heldigvis) for mange DF vælgere der er sundt religionsskeptiske.

    Men det er et snu angreb på DF, men sådan kan jeg nu slet ikke genkende DF.

    Men socialdemokraterne må vel komme med kristendomskortet, med så mange socialdemokrater der nu er erklærede muslimer. Det er trods alt en københavnsk socialdemokratisk politiker der har foreslået en fatwa og det er socialdemokrater der har foreslået svømmetimer kun for muslimske kvinder i vores fælles svømmehaller. Det er socialdemokrater der har været med til at indføre islamisk madkultur i københavnske folkeskoler, til trods for at der også er børn der gerne vil have kød der ikke er halal slagtet.

    Det er lettere for Antorini at køre på Dansk Folkeparti end at indse at der på et tidspunkt nok vil komme et religionsopgør i socialdemokratiet. At der må komme et opgør. Flere og flere socialdemokrater tænker islamisk. Hvad mad, kvindebeklædning, traditioner, skikke, religiøse dogmer og kønsapartheid angår.

    Socialdemokraterne skal på et tidspunkt finde ud af hvad partiet vil. Øget islamisering af Danmark eller at der skal være plads til et dansk og kulturkristent syn på mennesker og verden.

    Hvad vil socialdemokraterne selv? I hvilken retning vil partiet?

    Det vil jeg hellere høre Antorini fortælle om.

  • Vivi Andersen

    Støvrig har ret, helt ret.

    Men om magthaverne overhovedet har tænkt i baner så som fortsat sammenhængskraft i Vestlig forstand tvivler jeg på, når vi ser fra hvilke lande, i Middelhavsområdet og Nordafrika, de har tilladt og stadig tillader massive tilvandringer.

    De aftaleforhold vores magthavere har indgået med deArabisk/Islamiske lande omkring Middelhavet vil ikke gøre tilvandringen mindre, men derimod meget større.

    En befolkningen, delt op i klaner som indbyrdes er hinandens uvenner og for det ikke skal være løgn tillige indbyrdes også er religiøst opdelt i venner og uvenner giver et billede af ….ufred og mulighed for jævnlige, krigslignende tilstande.

    DET ER hvad Danmark har i vente.

    I modsætning til så meget andet vi har oplevet, men som vi har kunnet korrigere for, vil disse forhold blive så godt som irreparabel.

    Engang i nærmeste fremtid vil vi opdage, at 5. Juni forbigåes med politisk, korrekt tavshed.

  • “Engang i nærmeste fremtid vil vi opdage, at 5. Juni forbigåes med politisk, korrekt tavshed.”

    Det skulle allerede være tilfældet i Sverige:

    http://falkblick.nu/?p=304

    Vårt Sverige juni 6, 2008
    Idag firar Sverige för fjärde gången sin nationaldag. Det ser ut att bli ett ganska typiskt svenskt firande: statsvetaren Marie Demker kräver nationaldagens avskaffande, högerextremister och vänsterextremister har redan rykt ihop på Hisingen med flera skadade som följd. I Göteborg kan medborgarna välja mellan Internationaldagsfirande på Liseberg, mångkulturell picknick på Apslätten i Kålltorp, eller tal av kronprinsessan i Kungälv.

  • Pingback: Snaphanen » “Den svenska eken är fälld”()

  • Pingback: Snaphanen » 2008 på bloggen()