21
okt
Seneste opdatering: 21/10-08 kl. 2047
20 kommentarer - Tryk for at kommentere!

lige til højre undefor billedrammen stod Enhedslistens fhv. borgmester Per Privatskole Bregengaard i jeans med 68- hængerøv (ses her) . Vi burde nok have haft os en lille dialog. Nu er det for sent. Det er det også med Søren Pind, som jeg passerede på gaden i går, uden at få sagt, at han burde blive vores næste statsminister. Det være hermed gjort. Han talte i telefon, så jeg ville ikke  forstyrre.  København er en købstad, genierne er hurtigt overset. (Fotos © Snaphanen)

Kasper Støvring: Borgerlige bør forkaste EU

EU er en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur. Forsøget på at strække jurisdiktionen ud over nationalstatens grænser fører til et forfald i ansvarligheden. EU interesserer sig kun for den nationale sammenhængskraft, for så vidt den er nyttig for gennemførelsen af EUs politik. Og EU truer de borgerlige frihedsrettigheder….. Skandalen vedrørende EF-Domstolens underkendelse af den danske udlændingepolitik afslører EU-projektets fatale underminering af nationalstaten. Set fra et borgerligt synspunkt er sagen så alvorlig, at EU bør forkastes som et ideologisk projekt. Det vil sige et projekt, der lader Domstolen politisere og giver dens kendelser forrang for politiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Juridiske eksperter og abstrakte konventioner har med andre ord større betydning end folkevalgte politikere og nationale forfatninger. Jura erstatter demokrati. Følgen er, at en bureaukratisk institution nedbryder den eneste form for loyalitet, der kan skabe et levende demokrati og et stærkt retssamfund. Nemlig den nationale. Kasper Støvring –  Berlingske Tidendes, kronik

»Men helt fred bliver der nok aldrig«

Nej, det blir´der med sikkerhed ikke. Det er  heller ikke det interessanteste. Det er: hvor meget krig bliver der ? Man må tilgive mig, jeg bruger så plumpt og ligefremt et ord. Det er en erhvervsskade fra en meget uakademisk fortid.

Flere sociale medarbejdere , bedre samarbejde med voksne beboerne bringer antallet af kriminelle unge i Gellerupparken ned mellem bølger af uro. “Jeg ved ikke, om vi hvilede for meget på laurbærrene oven på indsatsen i februar, hvor forældre og andre beboere virkelig deltog aktivt i arbejdet,« siger politichefen. Faktum var en voldsom opblussen for en måned siden. Århus Stiftstidende bekrev en uge med masser af stenkast mod brandmænd, Falckreddere, vagter og gående politipatruljer. Der blev også udsendt løbesedler med ligkister og kors rettet mod Jens Espensen. »Men helt fred bliver der nok aldrig« Stiften, og  12 og syv års fængsel i terrorsagen fra Glasvej, Danmarks mest alvorlige terrorsag.

Søren Pind: Skændigt

I den menneskelige civilisations historie er der flere – for ikke at sige talrige – eksempler på kulturers undergang. Romerrigets storhed og fald er en klassiker – men mindre kan også gøre det. […]

I Danmark har vi igennem det sidste år set, at det knager i det danske fællesskabs fuger og bånd. Og hvad værre er – det synes som om, det er viljen den er gal med. Kort inde i det nye år fik vi urolighederne på Nørrebro med de værste uroligheder siden besættelsen – 800 brande over hele landet fulgte. I dag brændes daginstitutioner af i Gjellerup af mindreårige drenge, der ikke kan se det store problem i det. For hvad pokker – anklagemyndigheden har jo ladt langt de fleste brandstiftere slippe i forbindelse med urolighederne.

Vi så også, hvordan tegneren Kurt Westergaard blev truet på livet af to tunesere og en dansk-marokaner. De to tunesere blev fængslet – og vi fik alle at vide, de ikke kunne udvises, på trods af deres mordplaner, fordi det var for farligt for dem. Alligevel valgte den ene efter længere tid bag tremmer at rejse ud – dengang opgav man hans bestemmelsessted til Tunesien. Det land, det altså var for farligt at udvise ham til. For at dæmpe gemytterne, må man tro, oplyser myndighederne her til morgen, at hans bestemmelsessted er uvist. Ja right…

Den anden derimod – ham har man nu sat på fri fod. Den mand, der er medansvarlig for en genopblussen af den værste trussel mod Danmark, har vi valgt at lade blive her i landet. Han skal nyde godt af vores – misbrugte – gæstfrihed. Og Westergaard må tænke sit. Han må nu i sit eget land leve med, at en mand, der ville myrde ham, går frit rundt. Det påstås, at vi ikke kan udvise tuneseren til Tunesien, hvor hans medskyldige ellers drog ud. Det er ikke blot absurd. Det er skændigt. Og de ansvarlige må bære et tungt ansvar i denne sag. Det er som om vi er ved at miste viljen til at være et folk. Efter det – syndfloden. Søren Pind

Liberale tosserier: “Politiker vil give uromagere løn”

Jeg har flere gange været ude med riven efter diverse liberale sværmere, men retfærdigvis må man jo notere sig, at en af de klareste stemmer herhjemme er Søren Pind, omend hans ord nok ikke så meget anviser liberale løsninger på en totalitær fare. Tilsvarende skal man nok heller ikke bebrejde liberalismen som idé at diverse revl og krat er flyttet med fra Ny Alliance til Liberal Alliance: Indvandrerpolitikere af mellemøstlig eller pakistansk herkomst synes ikke at vælge parti ud fra …. partigrundlag, og der hersker også i etablerede partier en udtalt modvilje mod at forhøre sig om hvad de egentlig står for – Safia Aoudes karriere i K in mente. Dette forslag fra Medhat Khattab har da heller ikke det fjerneste med liberalisme at gøre, men indeholder to velkendte elementer fra denne kant: 1) Undvigelse af spørgsmål om muslimers skyld og sanktioner mod dem, og 2) flere penge fra det offentlige:

[…] I stedet for straf skal der oprettes et »etnisk observatørkorps « bestående af uromagerne, så de får ansvar og tilhørsforhold til samfundet. Sådan lyder forslaget fra indvandrerpolitikeren Medhat Khattab, speciallæge og medlem af Svendborg Byråd for Liberal Alliance. […]

– Alt, der hidtil er forsøgt, har ikke virket. Mit mål med at opgradere de unge uromagere til et observatørkorps er ikke at belønne dem, men at få dem til at føle, at de er noget og give dem et tilhørsforhold til samfundet i alles interesse. De er derude nu, hvor negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, siger Medhat Khattab til Ritzau.
Han vil i stedet give de unge kurser og uniform og løn for deres indsats, så de føler, at de dur til noget.
– De skal have en slags autoritet, ligesom Hjemmeværnet har, og politiet skal organisere dem. […] Politiker vil give uromagere løn [Midtjyllands Avis 15.10.2008]

Khattab er ingen novice udi kreativ omgang med virkeligheden, se Medhat Khattab (NA) politianmelder Jesper Langballe for ‘menneskesynsovertrædelse’ på Uriasposten (LFPC).

Frederik Stjernfelt: Selvcensur på Politiken

(og Henrik Gade Jensen anmeldelse af Bruce Bawer)

Tøger Seidenfaden har svært ved at finde eksempler på selvcensur , selv når han nærmest snubler over dem på sin egen avis.
Så sent som marts i år udtalte Tøger Seidenfaden: »Det kniber da også med at finde konkrete eksempler på selvcensur.« Udsagnet angår naturligvis den udødelige Muhammedkrise, hvor det var Jyllands-Postens påstand, at de 12 tegninger blev publiceret for at undersøge, hvorvidt der faktisk var selvcensur blandt danske tegnere. (Wulld og Mortgenthaler, 2005.)


Da Jens-Martin Eriksen og jeg arbejdede på bogen Adskillelsens politik om multikulturalisme, der blandt andet behandler Muhammedkrisen, stødte vi på et simpelt eksempel på selvcensur . Hjælpsomme venner gjorde os bekendt med, at dagbladet Politiken i april 2005 havde trykt tegninger, der tog betydelig mere strøm på islam end nogen af Jyllands-Postens lidt senere tegninger – ja, man havde endog publiceret en karikatur af profeten. Det var det herlige tegnerpar Wulffmorgenthaler, der stod bag disse djærve tegninger, der får Jyllands-Postens senere indsats til at tage sig noget forsigtig ud. Det mærkelige i sagen var naturligvis, at Politiken som bekendt endte med at gøre en meget stor indsats og pointe ud af at tage afstand fra Jyllands-Postens tegninger – men ganske smidigt uden at nævne, at man kort forinden selv havde publiceret tegninger af en noget grovere kaliber.
Dette ville Eriksen og jeg dokumentere i vores bog, ganske simpelt ved at genoptrykke Wulffmorgenthalers tegninger fra Politiken . Det kunne vi imidlertid ikke få lov til. […]

Men Wulffmorgenthaler ville derimod ikke tillade os at trykke deres karikatur af profeten. De var bange for deres sikkerhed og truede med advokater, hvis vi optrykte tegningen. Og man kan vel reelt ikke fortænke Politikens tegnere i denne selvcensur efter attentatplanerne mod Kurt Westergaard. Denne historie om selvcensur beskrev vi så i bogen som et ganske aktuelt modbevis mod Tøger Seidenfadens vanskeligheder med at finde eksempler på selvcensur. Eksemplet var sjovt nok at finde blandt hans egne tegnere.
Nu udkom så bogen, og Politiken inviterede generøst undertegnede til dobbeltinterview med Tøger i hjørneværelset. Jeg fremlagde naturligvis sagen med Wulffmorgenthaler som et centralt eksempel på , at der faktisk forekommer selvcensur , endda hvor man måske mindst venter det. Tøger svarede, at så vidt han vidste, var tegnerne ikke bange, men ønskede bare ikke at optræde sammen med Jyllands-Postens tegnere – så her var sandelig ikke tale om selvcensur! Imod dette kunne jeg naturligvis henvise til min emailkorrespondance med Morgenthaler, der explicit kræver, at Muhammedkarikaturen ikke må optrykkes, da han frygter for sin families sikkerhed. Dermed regnede jeg med at have løst Tøgers problemer med at finde eksempler på selvcensur . Da jeg fik interviewet til gennemsyn fra Politiken , var diskussionen mellem Tøger og undertegnede om dette emne korrekt gengivet. Da interviewet blev trykt – hopla! – var enhver omtale af selvcensuren midt i Politikens Hus imidlertid kemisk bortrenset fra teksten (Politiken 4/10). Der var måske ikke plads, der er jo noget, der hedder »journalistiske kriterier« og andre trylleformler – svært er det imidlertid helt at slippe den mistanke, at Politiken simpelt hen ikke brød sig om at få dokumenteret, at selvcensur faktisk foregår, også lige midt i egen rede.
Hvis det er rigtigt, er der nu tale om selvcensur på et højere niveau: man censurerer et interview for at slippe for afsløring af sin egen selvcensur . [Weekendavisen 17.10.2008]

Uwe Max Jensen om den hykleriske Politiken

En amerikaner i Europa
Bruce Bawers bog er pligtlæsning for enhver, der vil orientere sig om, hvad der sker med Europa i dag.

Bruce Bawer : Sov sødt, Europa Hvordan radikal islam ødelægger Vesten indefra Med forord af Henryk Broder 360 sider, 288 kr. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek Er udkommet Seks stjerner

Af HENRIK GADE JENSEN

I 1998 flyttede Bruce Bawer til Holland, fordi han som homoseksuel var blevet træt af USA og beundrede det liberale Europa. Året efter giftede han sig med sin norske ven og blev familiesammenført til Oslo, hvor han i dag lever.

Men i dag er han meget skeptisk over for Europa, fordi islamiseringen er ved at fortære kontinentet.

Bawers bog er en intellektuel rejse i det moderne Europa, hvor han undrende må konstatere, hvor eftergivende og selvudslettende den europæiske politiske, kunstneriske og mediemæssige elite tænker. Mordene på den hollandske politiker Pim Fortyun og filminstruktøren Theo van Gogh var øjenåbnere for Bawer , hvor verden viser sig anderledes, end han troede. Samtidig er bogen – utilsigtet – blevet til en hyldest til det USA, som han flygtede fra.

I USA vil det religiøse højre kun forhindre, at jeg gifter mig, men her i Europa vil islamisterne stene mig, skriver bøssen Bawer .

Bestseller i USA

Bruce Bawers bog udkom i USA i 2006, hvor den lå på bestsellerlisten, og det er godt at få en dansk oversættelse. For det amerikanske publikum har han svært ved at forklare, at terrorister i Europa kan leve af socialhjælp, og at der gives understøttelse til at underminere egen kultur.

Bogen er fyldt med historier og faresignaler fra et Europa, der ikke vil se farerne i øjnene, og hvor de, der udtaler sig, myrdes eller stigmatiseres. Historier om overfald og mord på jøder og homoseksuelle, som forbliver uomtalt i de europæiske aviser.

Reaktionerne på 11. september 2001 og bomberne i Madrid bærer mere præg af frygt for at genere nogen fredsfuld religion end forargelse over de mange uskyldigt dræbte.

Provokerende beskrivelse

Bawers styrke er en sensibilitet og evne til at se, hvad andre ser igennem med. Men der er også provokerende beskrivelser af den europæiske mentalitet lige nu. Den norske fredsforsker Johan Galtung ser Bawer som indbegrebet af europæisk antiamerikanisme med USA som den store satan.

Efter at have hørt en debat i Oslo med Galtung skriver Bawer , at han har forvandlet »en ensformig gentagelse af det rene vrøvl til en succesrig, akademisk løbebane« og hans »bizarre ordskvalder var af den slags, man kunne forvente at høre på en psykiatrisk afdeling.«

Men når man samtidig læser, hvad Galtung kan udtale og påstå, virker det præcist. Og uhyggeligt typisk for den universitære offentlighed i Europa.

En enlig svale

Bawer nævner utallige eksempler – og mange personlige – på europæernes antiamerikanisme, hvor amerikaneren skældes ud alene på grund af sit statsborgerskab. Og skal stå til ansvar USA’s politik og dermed for alverdens ondskab.

Modsat gælder det muslimer, hvor de fleste europæere er særdeles omhyggelige med at sige noget som helst, der kunne opfattes som antimuslimsk eller islamofobisk. Og i hvert fald aldrig generalisere.

Theo van Goghs morder blev udlagt som en enlig svale. Efter mordet ville en moderat ahmadiyya-muslim arrangere en demonstration med fakkeltog i Oslo for fred og tolerance og mod islamisme, og mange mødte op, men stort set ingen muslimer.

Danmark skiller sig ud

Fra en dansk synsvinkel kan vi glæde os over, at Danmark de sidste år har skilt sig ud fra det øvrige Europa ved at fastholde ytringsfriheden i forbindelse med karikaturtegningerne og ved en relativ levende debat, som i det øvrige Europa stort set ikke findes.

I efterskriftet til den danske udgave er der ros til Anders Fogh Rasmussen, der som den eneste vestlige regeringsleder er lysvågen, mens retningen mange andre steder og især i EU går imod at bekæmpe islamofobi, det vil sige enhver kritik af islam.

Europæernes problem er, at de er opfostret til at værdsætte sikkerhed, så de med velfærdsstaten helt har glemt hvad frihed betyder. Og Bawer slutter med et citat af Benjamin Franklin: »De, der er rede til at opgive fundamentale frihedsrettigheder for at købe sig en smule midlertidig sikkerhed, har hverken gjort sig fortjent til frihed eller sikkerhed.«

Pligtlæsning

Bruce Bawers bog er pligtlæsning for enhver, der vil orientere sig om, hvad der sker med Europa i dag. Og det er uhyggeligt. Det er måske den vigtigste bog skrevet i mange år. Og som iagttager udefra kan Bawer lettere se og diagnosticere, hvad der foregår. ( Jyllands-Posten 21.10.2008 )

En råk – Document om Bruce Bawer

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Limewoody

    Formentlig kommer der i ATS ikke til stå at at landhvalen på Råddenhuspladsen udøver sælsencur.

  • Pølsen

    Apropos selvcensur:

    “Dommere vil ikke filmes i terrorsag

    Offentliggjort 17.10.08 kl. 22:07

    Dommerne vil ikke lade medierne filme domsafsigelsen i terrorsagen fra Glasvej af frygt for repressalier.”

    http://jp.dk/indland/krimi/article1488752.ece

  • Mette

    EU’s embedsmandsvælde kommer for hver dag til at minde mere og mere om et andet, og det er efterhånden skrigende uhyggeligt og uforståeligt, at dette kan fortsætte, og at politikerne ikke får bremset maskineriet.

    Men det gør de ikke, de vil fortsætte som i drømme eller en feberdans, en dance makabre, indtil tragedien lammer og smadrer vore samfund – og sikkert også derefter, medmindre de selv går med i dragsuget.

    Henrik Gade Jensen anmelder i dag Hannah Arendts debatbog “Eichmann i Jerusalem” og skriver bl.a., at Adolf Eichmann var “en almindelig bureaukrat uden skyldfølelse.

    Og uden jødehad eller onde hensigter. Folkemordet mod jøderne blev således forklaret af Arendt ikke som bestialske menneskers hadefulde gerninger, men som et politisk-bureaukratisk systems »løsninger« af »problemer«. (…)

    Det provokerende ved bogen er Arendts påstand om, at Adolf Eichmann var et normalt menneske, psykiaterne kunne ikke finde noget på ham, han var ikke præget af antisemitisme, han havde ingen fordomme eller tvangstanker.

    Eichmann havde ingen skyldfølelse, fordi han kun havde gjort sin pligt som embedsmand i nazistaten. Men ved skrivebordet resulterede hans dispositioner i millioners død i gaskamre.

    Eichmann havde næppe personligt dræbt et menneske eller givet ordre om det, selvom anklageren forsøgte at bevise et drab på en dreng i Ungarn.

    Eichmann sagde selv, at han kun ville have haft skyldfølelse, hvis han ikke havde adlydt ordrer. Han hjalp en jødisk bekendt i kz-lejr ved at få ham overført til let arbejde og »det var en stor glæde for mig.«

    Pligt-etik
    Bogens undertitel angiver, at ondskab kan være banal, fordi den opstår af hverdagsagtige og bureaukratiske handlinger. Kan folkemord virkelig gennemføres utilsigtet? Kan det onde fødes af pligtopfyldende idealisme?

    Eichmann påberåbte sig under retssagen at handle etisk ud fra filosoffen Immanuel Kants pligt-etik, som han havde læst. Især princippet om absolut lydighed over for loven.”

    &eceExpr=arendt”%20/>&eceArchive=o

    Kant, ja. Ham er jeg ofte stødt påi den norske debat og melder altid hus forbi til sidst, som livet gik ham selv forbi. Hallo, hallo, vi er levende og fejlbare, ikke maskiner.

  • Emeritus

    ‘…Men helt fred bliver der nok aldrig…’

    Men Gitte Krogh, som har fingeren på pulsen, kan mærke at det har hjulpet derude på trods af, at det er blevet stedse værre, siden Gjellerup blev en ghetto – kulminerende i brande og optøjer i februar 2008 for første gang landsdækkende. Vi har heller aldrig haft flere indvandrere.
    Hun har slet ikke fantasi tll fortsættelsen. Inden for en meget kort årrække skal vi modtage 500.000 muslimer mere!

    Med venlig hilsen
    Emeritus

  • Pølsen
  • Pølsen

    Angående tuneseren:

    “Pind og Kjærsgaard raser

    De Konservative kritiserer Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Venstres Søren Pind, som rasende angriber Flygtningenævnet.”

    http://jp.dk/indland/indland_politik/article1491365.ece

    Flygtningenævnet har foranstaltet, at tuneseren kan blive. Men er manden overhovedet flygtning?

  • Emeritus

    Til Mette.
    Eichmann som bureaukrat.
    Netop! – Mette. Bureaukratiet kan intet føle. EU’s bureaukrati er i bedste katolske kontinentalstil megalomant indrettet og kan begå uhyrligheder uden fornemmelse for, at noget er galt. Alle trusler mod civilsamfundet udgår fra denne type ansvarsfrie hierarkier, for enhver folkelig afhængighed af protest og kontrol drukner et eller andet sted bag en dør, i et arkivskab eller på en forsvunden harddisk. ‘ Javel, hr minister’ er et diminutiv i engelsk provinsialisme. Bureaukratiet i EU-format kender hverken til demokrati eller borgere – kun til subsidiaritet, direktiver, bjerge af papir, korruption, jura ansvarsfri magtudøvelse og skandaler, der aldrig når ind til det centrale problem. EU er på vej til at blive et uhyre, der uden skyldfølelse forråder de befolkninger, det skulle tjene. Et system, hvor ingen kan stilles til ansvar, og ingen behøver at have dårlig samvittighed. Der er ikke engang en ‘Führer’ i toppen, som kan stilles til ansvar for uansvarlighedens retning.

    Anbring Eichmann dér. Han ville trods savnet af selveste ‘Der Führer’ have befundet sig særdeles vel og have været en uvurderlig arbejdskraft for sine overordnede i dette overflødige og farlige EU-maskineri.

    Omvendtslev.
    (Det gamle EFTA står for mig i den henseende som et bureakratisk ideal. Alt det, som var af fælles interesse, kunne klares pragmatisk, enkelt, praktisk og centralt fra én enkelt etage i en kontorbygning i Wien. Fire etager i bygningen kunne da passende køre gesjæften, EU i dag. Det ville spare tid og penge og give plads for en tænkepause, indtil Europas vise fædre måske fandt den rigtige model, hvorpå et fremtidigt fælles og demokratisk retsgrundlag kunne opbygges, en model som var interessant for individet og sikrede både individ, befolkninger og nationer mod overgreb fra overnationale organer.)

    Med venlig hilsen
    Emeritus

  • Pølsen

    Tuneseren bliver. De to terrorister fra Glasvej – Hammad Khürshid og Abdoul Ghani Togi – fik henholdsvis 12 og 7 års fængsel i dag. Næppe meget deres intentioner og forberedelser taget i betragtning. Abdoul Togi blev udover de syv års fængsel også udvist til sit hjemland Afghanistan. Men kampagnen for at sikre Abdoul Togis fortsatte ophold i Danmark er allerede i gang:

    “Anders Boelskifte, forsvarer for håndlangeren AT (Abdoul Togi), brugte over en time af sin procedure på at argumentere imod en udvisning for sin klient. Blandt andet fortalte Boelskifte, at AT ingen reel tilknytning længere havde til Afghanistan, som han forlod som halvandenårig. Samtidig forlangte han en straf, der maksimalt lå på mellem tre og fire år.”

    http://jp.dk/indland/krimi/article1490966.ece

    Et land, der ikke forholder sig til sine fjender som fjender, er dømt til undergang.

  • Brandmand

    “Institutionsbrand var et uheld

    Af JACOB HAISLUND RASMUSSEN

    Offentliggjort 21.10.08 kl. 15:09

    De fire drenge, som søndag aften satte ild til institutionen Mudderkliren i Gellerup, ville ifølge JP Århus’ oplysninger slette videooptagelser af hærværk.

    De fire drenge, der søndag aften uforsætligt satte ild til taget på institutionen Mudderkliren i Gellerup, var i virkeligheden bare ude på at slette videooptagelser af hærværk. Det oplyser en central kilde til JP Århus.”

    http://jp.dk/indland/aar/kriminalitet/article1491056.ece

  • traveler

    Tunesien har en associeringsaftale med EU og vil inden 2010 være med i et frihandelsområde med EU.

    Danmark med EU er altså tæt på et frihandelsområde med et land, hvis regeringsmyndighed vi juridisk set ikke anerkender.

    Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

  • Brandmand

    Fra skurk til helt (ifølge JP)

    “Institutionsbrand var et uheld

    (…)

    De fire drenge (brandstifterne, red.), der søndag aften uforsætligt satte ild til taget på institutionen Mudderkliren i Gellerup, var i virkeligheden bare ude på at slette videooptagelser af hærværk. Det oplyser en central kilde til JP Århus.

    Drengene havde angiveligt været i gang med at male graffiti på en af institutionens ydervægge, da det gik op for dem, at der var anbragt et overvågningskamera på bygningen, som kunne have fanget det hele på bånd.

    Derfor besluttede de – med en lighter og en grafittidåse som flammekaster – at sætte ild til kameraet for at slette sporene. Afbrændingen afgav da en stikflamme, som tog fat i bygningens tag.”
    _

    Souschef i Socialcenter Vest, Niels Sandemann, drejer skruen en ekstra gang. Brandstifterne er ikke bare uvidende om den brand, de har forårsaget. Brandstifterne er også nærmest helte, da de ifølge Niels Sandemann vist nok selv har alarmeret politiet:

    “Den udlægning er Niels Sandemann, der er souschef i Socialcenter Vest også blevet præsenteret for.

    “Det er også det, vi har hørt. Deres forsæt har været at ødelægge et overvågningskamera,” siger han.

    Ifølge Niels Sandemanns oplysninger, var drengene slet ikke klar over, at ilden havde spredt sig til taget.

    “Så vidt jeg ved, var drengene faktisk begyndt at spille fodbold lige ved siden af. Efter et kvarters tid opdagede de, at der var gløder. Jeg er sågar blevet fortalt, at det var drengene selv, der alarmerede politiet,” siger han.”

    http://jp.dk/indland/aar/kriminalitet/article1491056.ece

  • Pølsen

    @traveler skriver:

    “Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?”

    Det synes at være en dækkende overskrift for alle vores tiltag eller mangel på samme.

  • traveler

    Ja 🙂

    Og man erindrer klassikeren Toynbees knivskarpe beskrivelse af vist nok 21 kulturers blomstring, storhed og forfald, hvor EU med uhyggelig præcision er ved at gennemløbe sidste fase:

    “almost every civilization furnishes examples of geographical expansion coinciding with deterioration in quality.”

  • Janne

    “I stedet for straf skal der oprettes et »etnisk observatørkorps « bestående af uromagerne, så de får ansvar og tilhørsforhold til samfundet.”

    Hvor er han langt ude. Det er samme Ny Alliance politiker der på et tidspunkt foreslog etnisk politi i ghetto områder.

    Han er med til at skabe endnu mere parallelsamfund i Danmark med sine forslag. Føj.

  • PB
  • Janne

    “Men Wulffmorgenthaler ville derimod ikke tillade os at trykke deres karikatur af profeten. De var bange for deres sikkerhed og truede med advokater, hvis vi optrykte tegningen. Og man kan vel reelt ikke fortænke Politikens tegnere i denne selvcensur efter attentatplanerne mod Kurt Westergaard.”

    Er det ikke Politiken der har hævdet at der ikke er nogen trussel mod ytringsfriheden i Danmark?

  • Johansen

    Janne

    Råbetårnsavisen Politiken hykler som altid. Det her med Stjernfeldt er urkomisk – og særdeles afslørende. Seidenfaden bliver i den grad ristet over den sagte ild.

    Jeg er vild med Stjernfeldts afsluttende pointe:
    “Hvis det er rigtigt, er der nu tale om selvcensur på et højere niveau: man censurerer et interview for at slippe for afsløring af sin egen selvcensur.” 🙂

  • Mette

    Emeritus.

    Du skrev:

    “Anbring Eichmann dér. Han ville trods savnet af selveste ‘Der Führer’ have befundet sig særdeles vel og have været en uvurderlig arbejdskraft for sine overordnede i dette overflødige og farlige EU-maskineri”

    Præcis. De er allerede på plads, de der typer, i Bruxelles. Veluddannede og vellønnede djøffer, velklædte, velsoignerede, punktlige, ordentlige, arbejdsomme, fantasiløse, snævertsynede, trofaste, og i bund og grund småborgere, der altid tror, at de har ret. Jeg har hele tiden syntes, at det er uhyggeligt med denne førerløse og glatte mastodont, der bare vokser, og hvor man end ikke ved, hvem man skal skælde ud på.

    Hitlers regime gik over sølle 12 år, men så let slipper Europa ikke denne gang. Jeg har set, hvad du skrev et andet sted og fik lyst til at fortælle dig, at et af de mennesker, der har haft stor indflydelse på min barndom, var rektor Aage Bertelsen, der i sin tid fik mange mennesker over sundet.

    I sine sidste skoleår fik Bertelsen mig mere end en gang til at besvime under morgensang, når vi elever stod tætpakket i en iltfattig aula, mens han blev ved med at indprente os, at nazismen aldrig mere må genopstå, og fortalte os om Holocaust. Han brugte tit en stor del af den første undervisningstime til at fortælle om sine krigsminder, og jeg føler den dag i dag, at vi blev sendt ud i verden med en forpligtelse til at huske dem og om nødvendigt råbet NEJ!, hvis noget skulle gentage sig.

    Ligegyldigt hvad unge forskere skriver om ham i dag, er vi mange, der kan vidne om, at Bertelsen dagligt satte os til at afsynge kristne salmer og fædrelandssange, der passede til datoen. Han havde udsyn, var humanist og radikal, ja. Men han var også dansker og fædrelandskærlig.

    Da jeg læste JP-anmeldelsen i dag “Outze i krig. Med skrivemaskinen som våben”, kom jeg til at tænke på alle de bøger, jeg – trods stor respekt for bøger – sendte på auktion for seks år siden, da jeg ryddede op i mine forældres ting. Bøger, som jeg kikkede i som barn og blev forfærdet over. Billeder af massegrave osv. Jeg kunne ikke holde den tanke ud, at de skulle ind i mit hjem. De var for mig symboler på den ultimative ondskab, men i de senere år har min avis jo ofte bragt billeder og beretninger, som kom op på siden af dem, og som handlede om vor tid.

    Hannah Arendt glorificerer Dannmark ud over, hvad der var dækning for, vi havde embedsmænd, der var på krigsstien men blev holdt tilbage. I Norge havde de mange offentligt ansatte, ikke mindst ordensmagten, der hjalp den tyske værmagt med at anholde jøder.

    Det var vel i alle lande et stort arbejde for offentligt ansatte at finde frem til jøderne. De måtte gennemgå offentlige arkivalier og ofte langt tilbage i tiden. Nidkære små mennesker gennemsøgte folketællingslister og lignende og fulgte flere slægtled for at si befolkningen fra hinanden, hvilket jo også lykkedes. En hær af omhyggelige og pligttro offentligt ansatte lagde klapjagten til rette.

    Det kræver login at læse boganmeldelsen af “Outze i krig”, men jeg synes, at det situationen taget i betragtning er værd at drage paralleller til i dag, skønt vores skriverier foregår under langt tryggere forhold, i hvert fald indtil videre.

    Anmelderen Gerhard Eriksen skriver, at Outzes første store bedrift var “det illegale nyhedsnureau Information, som fra 1943 udkom dagligt i et beskedent oplag – målet var ikke mange abonnenter, men andre illegale blade og diverse inflydelsesrige personer. Information var længe redaktionelt et enmandsforetagende, men fik ikke desto mindre fra Folkestrejken i 1944 frem til Befrielsen en enorm betydning som nyhedsleverandør..”

    Det er jo det, jeg hele tiden håber. At bloggerne får bidraget til at lægge et pres de rigtige steder. Det er naturligvis godt og opildnende med mange læsere, men det er ikke så meget antallet, som men HVEM der læser, der har størst betydning. De, der kun kommer for at brokke sig over ligegyldigheder, kommer ikke her. 🙂

    Venlige hilsener Mette

  • Emeritus

    Til Mette.

    ‘…Hitlers regime gik over sølle 12 år, men så let slipper Europa ikke denne gang…’

    Netop det frygter jeg for mine børnebørn og generationerne, der kommer. Spøgelset er det samme, men de ser helt andrledes ud.

    Flaget, sproget, sangskatten, litteraturen, det lyse hår, de blå øjne og den gyldne sommerhud, det bakkede landskab, skov og strand, snapsen og sildemaden, et stykke med højt belagt, vore landsbykirker og kæmpehøje, den nordiske byggestil, det købstadskorpus, Olesen omtaler med indlevelse og klogskab, kolonihaven og julen, gaverne og flæskestegen. Behøver jeg at fortsætte. Der er ingen grund til at blive rørstrømsk. Der er ikke tale om andet end en opremsning.

    OG DOG:
    At være vokset op i alt dette og som udsendt soldat at kunne savne det altsammen er at føle sig og at være dansk, fordi man længes efter at komme hjem til det altsammen og gense sine kære i deres rette omgivelser. Alt, hvad jeg har nævnt, har stærk national symbolværdi.

    Noget af det blev spændt for DNSAP’s let gennemskuelige forsøg på at demonstrere, at partiet var mere dansk, end danskere normalt er. Partiet lurmærkede sig selv. Så enhver dansksindet kunne roligt melde sig ind. Men det var svindel. DNSAP kom FØRST, så kom NSDAP endnu mere FØRST, og i spidsen stod Adolf Hitler ALLERMEST FØRST, som ypperste eksponent for Det Tredie Rige, der havde en umættelig appetit på Lebensraum. De danske symboler var kun sukker på den bitre pille.

    Multikulturalisterne forkaster i deres utopiske værdikamp alt det, som soldaten i Camp Bastion længes efter at gense. Der må ikke være forskel på os og alle andre. Multikulturalisterne kan ikke bringe den slags symboler med dansk præg på bane, for så vækker de den nationale følelse, som de vil have slået ihjel. Derfor har de med uhørt infamitet angrebet DF, som trodsigt insisterer på væsentlige danske værdier som umistelige.

    Er det nu forkert af DF at gøre nøjagtig det samme som DNSAP?

    Nej, det har de alle mulige gode grunde til, for de er i modsætning til DNSAP i deres gode ret til at forsvare alt, hvad der er dansk, for de ikke bare føler, at de er danske. De er danske – med lang rod og hævder blot deres identitet. De kan med fuld ret gøre det til en del af deres partiprogram. Det er jo sandt. De gør det jo i den bedste af alle meninger. Det, der er dansk er 100 % dem. De andre vil noget andet. Det er forskellen.

    DF vedkender sig hele arven. Det fine er, at de ikke gør det i andres tjeneste, end din og min, for vi to er også danske, hvad de næppe vil bestride. De skriver DANMARKSHISTORIE til forskel fra dem, som fornægter den.

    Venstrefløjserne, café-latte segmentet og resten af det fjerne kulturradikale ekko, står i andre tjenester FØRST. De tror på noget meget større, end DF gør. NOGET, som slet ikke kan rummes i den lille andedam herhjemme. De er på et globalt syretrip, der er endnu større end Hitlers. Og ind ad bagdøren har de snedigt lukket en konkurrerende global ‘KULTUR’ ind, som de kæler for med utallige plusord, en ‘KULTUR’, der er langt større og farligere, end de forestiller sig, en verdensreligion som ikke er dansk overhovedet. Et har de dog fælles med den. De regner ikke Danmark og danskere for noget.

    Venstrefløjserne og de radikale vil ikke høre tale om, at det er noget specielt at være dansk. De vil hellere skide i egen rede, så tit det skal være, og de lader det hele blive liggende, så stanken hænger ved.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

  • Mette

    Emeritus.

    Tak for dit svar. Som jeg skrev til Johansen, har jeg boet i fire lande, og derfor har jeg erfaret noget om at være anderledes, om at indrette sig og om at længes hjem. Det sidste ville jeg aldrig have troet.

    Jeg var 21 år, det var forår, og jeg fik hjemve efter anemoner, bøgetræer og bølgerne ude på bugten. Tilflugtsstedet blev Griegs klaverkoncert i a moll, den blev “hjemme”. I familie med Carl Nielsen og med Sibelius. Jeg lyttede fire gange til Steens video i aftes og tog begyndelsen en femte gang, fordi den har den enkle og ægte lethed, der udvikler sig elegant og karakteristisk nordisk som i Carl Nielsen symfonier. Jeg er langtfra musikkender, men jeg kan altid genkende nordisk musik, mærker at jeg på uforklarlig vis ejer en klangbund.

    Her skal indflettes et stort suk over tabet af det fælles nordiske kulturliv, som også Bertel Haarder har været inde på på det sidste. Blandt min mors papirer fandt jeg forleden en udrevet avisside, hvor af det fremgår, at den 28 oktober 1963 sendte Program 1 fra kl. 19.45 en helaftensudsendelse om Island i fortid og nutid med mange kendte medvirkende. Og klokken 20.50 var der Eurovision fra Sverige med Birgit Cullbergs ballet “Fruen fra Havet” inspireret af Ibsens drama. I Cullbergs fortolkning en lyrisk udformning af konflikten mellem drøm og virkelighed. Fruen hedder Ellida, og hendes navn stammer ikke fra en hårshampoo men fra nordisk mytologi. Det ved du måske, ligesom du kender stemningen i en kolonihave med jordbær, ribs, solbær, stikkelsbær og måske endda duften i gamle dage af petroleumapparatet, når der blev sat over til kaffe.

    Jeg er enig i, at DF har været udsat for stor infamitet – sygelig vil jeg kalde den – og stadig er det. DF’s dæmonisering var også fremtrædende i den norske debat, hvor Pia Kjærsgaard tit er blevet fremstillet som satan selv. Gået nærmere gået på klingen anede folk ingenting om hende og DF. Det er ikke få gange, at jeg har taget Pia Kjærsgaard i forsvar og fortalt, at hun blot står for ganske almindelige danske værdier, som jeg også værdsætter, selv om jeg er liberal.

    Margrethe Vestager, denne pæne intetsigende pige i det moderigtige outfit er til fulde lykkedes med at gøre partiet overflødigt og cementere, at hun står for tomt ordskvalder, som ingen aner indholdet af. Hun fungerer udmærket som symbol på, hvor intetsigende de fleste politiske partier har udviklet sig. De er båret af levebrødspolitikere, der forsøger at overleve fra dag til dag og sag til sag.

    Hvis man er seriøs i studiet af nationale tendenser og strømninger, når man hurtigt ned i dybdepsykologien, og at vil udrydde tilhørsforhold og længslen efter dem er halsløs gerning og meget tåbeligt. Det har heller ikke noget med gængs politik at gøre, det nationale har blomstret og bomstrer fortsat både til højre og til venstre og i alle verdensdele.

    Jeg ynder et citat af den venstreorienterede Benedict Anderson, der i “Imagined Communities” betegner det nationale som “a deep horizontal comradeship“. Men der hører enigheden også op. Jeg finder Andersons teorier for søgte, og det samme gælder den kommunistiske historiker Eric Hobsbawns. Det er i det hele taget fantastisk, hvad der er ofret af tid og papir på at bortforklare, at folk kan elske deres fædreland og for det meste gør det, og at “opdagelsen af folket” er en akademisk floskel. Læg mærke til, at de fleste danskere kan lide at blive kaldt “en stamme”. Sådan føles det nemlig på godt og ondt, og inden for en stamme tager man sig af sine egne. Men hvordan skulle vi dog kunne magte at tage os af hele verden!

    At mennesker fra tidernes morgen er gået i døden i et fællesskab og for at forsvare deres eget er uomtvisteligt, så vi må dog som udgangspunkt tage fænomenet alvorligt og forstå, at det ikke kan afskaffes med en traktat. Her er et lille pusterum med den franske religionshistoriker J. E. Renan, der på et tidspunkt fik sig svunget op til at skrive:

    “Et toldforbund er intet fædreland. En nation er en sjæl, et åndeligt princip. En nation er en stor solidaritet, formet af erfaringen med de ofre, den har bragt i fortiden, og dem, den er villig til at bringe i fremtiden. En nations eksistens er en daglig folkeafstemning.”

    Spørgsmålet er, hvilke ofre folk er rede til at yde i dag. Om noget har ændret sig i gængs bevidshed.

    Bedste hilsen