17
jan
Seneste opdatering: 17/1-09 kl. 2032
23 kommentarer - Tryk for at kommentere!

jerry-3jpg-3

Historien bevæger sig i ryk. Det gør vores erkendelse af den også, men ikke altid synkront med virkelighedens begivenheder. Der fandtes muslimsk terror og barbari længe inden 9/11, men det var først i 2001 at bevidstheden om den for alvor slog igennem i Europa. Det afgjorde Folketingsvalget i Danmark en måned efter. Velfærdseuropæere kan ikke lide tanken om krig, de kan dårligt  udtale ordet, og det til trods for at det ord om noget, har tilhørt vores grundvilkår. I Mellemøsten nærmer “våbenhvilen” sig.  For denne gang. Hvilken forsinket erkendelse – om nogen – har indfundet sig i Europa efter denne krig? Og hvad er lærdommen i Danmark ?

Det er ganske givet, at mange europæiske jøder endelig er vågnet op til det faktum, at de er blevet påført krig. En lille én endnu, men med vokseværk. De har delvis selv medvirket til, at den kom i stand, men de var mere end godt hjulpet på vej af europæiske socialdemokratier og deres støtter.

Intimideringer, attentater, mord og mordforsøg. Som dansker og ikke-jøde, hvis forældregeneration for 66 år siden reddede jøderne til Sverige, er det en deprimerende erkendelse udover det sædvanlige. Men det er mere  end det – januar 2009 føles som en milepæl i dansk historie. Vil dens krigserklæring indskrænke sig til Europas jøder, kunstnere journalister, intellektuelle og homoseksuelle?

Vi tvivler. Paradokset synes klart, at jo mere man afskaffer tanken om krig, desto mere udsætter man sig for den. Det mest iøjenfaldende eksempel på den tese, er vores nabo Sverige. Selv deres mest affable aviser, kan ikke skjule at landet allerede nu befinder sig i en kronisk mini-krig. Man skal bare undersøge, hvad det vil sige at være kvinde i Sverige. De der  betvivler dette, må vi henvise til selvuddanelse via svensk avislæsning en måneds tid. Vores egne erfaringer på gaden i København i de forløbne to uger, indikerer at “euroislam” erklærer krig mod enhver, der ikke makker ret, enhver der bare dokumenterer dens fremfærd. Og retter man alligevel ikke ind, råber den arabiske rendesten “Han er jøde, han er jøde,” en garanti for vold på Rådhuspladsen den dag. Intimideringen er den samme fra den mest hjernelamme del af venstrefløjen, hvis sidste dages hellige var ude og hyppe sine mugne kartofler. Deres intellektuelle bevægerum er blevet stadig snævrere. Gadeluften i København lørdag d. 10 var tyk af had og vold. Det var ikke lige det som venstrefløjen – og for den sags skyld Poul Schlüter –  havde forestillet dig, men det er nu sådan, som det er blevet og det ville klæde de ansvarlige rigtig godt, at stå frem og påtage sig ansvaret. Hører vi dem melde sig i køen ? Gammeltoft, Nyrup, Jelved, Holger K, Elisbeth Arnold, Niels Helweg, familien Auken, alle “flygtningeadvokaterne”, der tjente tykt, Anders Gadegaard, og alle de andre gratist-prædikanter ? Hvem vil eje en krig, bare en brugt krig ? Nå, ingen. Javel, ja. Videre!

Det er personlige oplevelser, der ligger til grund for en del af denne statusopgørelse, og vi kan af sikkerhedsgrunde ikke komme nærmere ind på dem, selv om vi burde. Men “burde” tilhører en hverdag, som vi har forladt med den største beklagelse. Krigserklæringen er ikke artikuleret, den er et råb fra den arabiske rendesten. Det er betegnende i heil-videoerne fra Rådhuspladsen, at den ældre muslim, der prøver at moderere de yngre jødehadere, antidemokrater, Danmark-hadere og nazitilhængere, ikke gør det fordi han virker uenig med dem, men fordi der står 20 snurrende filmfotografer og dokumenterer deres udgydelser. Han kunne så ikke vide den dag, at han kunne påregne DR og TV2´s velvillige diskretion. Vi antager altså, at TV seere er følsomme mennesker, ligesom vi antager at Sisyfos var et lykkeligt menneske, så går vi ikke helt galt i byen. Skulle nogen ligefrem har tænkt sig at tiltalte de optrædende for deres åbenlyse lovbrud. Nej, dertil er vi endnu ikke ankommet.

Hvor repræsentative er de unge muslimer på Rådhuspladsen? Det er svært at vide præcist, men der er mange enkelthistorier og større undersøgelser, der indikerer at demonstranterne langtfra står alene med deres rabiate synspunkter og voldsparathed. Også palæstinenseren og attentmanden Wissam Freijeh fra  Odense, talte med sit våben på en større skare af Vollsmose-sympatisørers vegne. Så tyst der forresten blev om ham, den første politiske attentatmand i nyere dansk historie.

10-jan-2008-056

Vi spørger altså: Er det kun jøder og bøsser, der er påført en krig, eller er det vores børn og børnebørn? Hvad aktualiserer denne omgang konflikt i Mellemøsten her hos os? Hvad adskiller den fra tidligere? Et svar kunne være: Denne gang kastedes al skam overbord. Denne gang kastedes det antizionistiske figenblad endegyldigt, så det nu måske ikke er umuligt, så dog langt sværere, at hævde at ‘man er imod Israels politik, det er aldeles ikke det samme som jødehad bla bla’. Jo, en demokratisk stat som Israel kan naturligvis ikke sættes over enhver kritik, men den samlede virkning af vestlig ‘humanitær’ kritik af Israel i åben eller indirekte samarbejde med muslimer med 1300 års jødehad på bagen er netop dette: Jødehad. Israels kritikere kan kun undgå dette ved uophørligt at anerkende Israels ret til at forsvare sig, og ved at opstille den rette ‘proportionalitet’ – at dette land kæmper for sin overlevelse, mens dets fjender kæmper for dets udryddelse.

I et “best case scenario” vil denne erkendelse ramme de anstændige Gutmenschen som kognitiv dissonans – jødehadet er nu umuligt at ignorere – og de vil blive tvunget til at tage deres prioriteter op til revision. Lad os nu se.

Som årene går, virker det alt mere åbenbart at det er Europa som helhed, der er påført krig, dvs. i høj grad vores børn og børnebørn. Det er dette ansvar som Europas venstrefløj må tage på sig, hvad de ikke særligt gerne vil. Lykketoft, Pertou Mach, Michael Irving Jensen og Villy Søvndal står i tv og tror, Danmark har den fjerneste indflydelse på hvordan Israel agerer. En tro, de synes at dele med en hel del muslimer i Europa, hvis strategi er at terrorisere os til at gøre – “et eller andet”. Hvad disse politikere og forskere ikke vil tale om, er at de har hentet Gaza til Danmarks gader. Det er ikke desto mindre et faktum, der idag kun er i sin vorden. Som vi oplevede det, var det et dansk 9/11. Ingen døde, men kortene blev lagt på bordet. Januar 2009 var det tidspunkt, hvor den anelse blev pinagtigt påtrængende.

Kan Gaza i Danmark pædagogiseres væk? Kan bomben afmonteres? Kan vi betale os fra det ? Her skal man igen til S, SF og R for at finde den rette optimisme. Man kan nok smide penge efter fiaskoen, men det er idéer og tanker der bevæger verdenshistorien, ikke sølle økonomi. Hvis “euroislams” idéer er de mest persisterende, er det dem der vinder. Alt imens de udslagsgivende partier er anderswo engagiert, bliver effekten af deres “visioner” tydeligere for hvert år der går. De Radikale kysser fortjent spærregrænsen. Deres vælgere, som ingen vil beskylde for at være komplet idioter, kun delvis, flygter til SF, der har nærvær nok til at afsværge Hizb-ut Tahrir og alt deres væsen og scorer points på fulfed retorik. Men hvor skal de anstændige flygte hen, når denne udvikling accelererer videre og også SF står med rumpen bar? Hvem skal undgælde ved næste væbnede konflikt, Søvndal ? Hvor galt vil det gå ? Det er den tynde tråd SF har at klynge sig til. Snaphanen kan få uret. Javist, vi spår ikke i kaffegrums. De der lever, vil lære resultatet at kende.

På Hvidovre Hospital står der en socialdemokratisk jordemoder og er tilfreds med at bringe flere indvandrerbørn til verden end noget andet sted i Danmark. Hun har tillid til den fremtid, der ligger i hendes vugger. Det er sympatisk, men er det gennemtænkt ?  Hvordan vil hun indgive os andre den tillid i januar 2009 ? Også vi, der ikke er i den umiddelbare hade-målgruppe af jøder, homoseksuelle, journalister, politikere og kunstnere. Men vi demokrater, så ? Man kan mene alt muligt andet, efter tilbøjelighed og loyaliteter. Dette er blot fra indtryk fra Københavns gader i 14 dage, sammenstykket  med læsning af europæiske aviser, og for en ordens skyld – vi er ikke bundet af partiloyaliteter nogetsteds. Vi tilhører ikke nogen, ikke andre end os selv. Men efter vores bedste overbevisning: de  politikere, der ikke nu ser skriften på væggen, hører ikke hjemme i et parlament, vi kan have tillid til. De, der har skaffet denne situation, har vi mistet tilliden til for længe siden. Der findes ingen  undskyldning for dem, ligegyldigt hvor meget de gør sig til nu.

Mellemøsten i Danmark: Fra ligegyldighed til uomgængelighed

terrorcopenhagen1985-1Jeg må med oprigtig skam melde at jeg i flere perioder af mit liv gik med partisantørklæde, Arafattørklæde, terroristtørklæde, eller hvad man nu kaldte det, om vinteren. Heldigvis lå der ikke andet i det end et anti-fashion statement, for jeg havde ikke det fjerneste engagement i konflikten dernede. Længere end ‘israelerne er nogle brutale sataner’ gik det ikke, men at jeg ikke så noget odiøst i keffiyya’en afspejlede selvfølgelig at Mellemøstproblematikken var noget man kunne forholde sig lige så nært eller distanceret til som man lystede. Sådan er det desværre ikke længere, og skal man prøve at sætte nogle pejlemærker i udviklingen fra dengang, henimod i dag hvor den foreløbige kulmination synes at være opfordringer til folkemord på gaden – og udbredt ligegyldighed fra medierne, kan man opremse en række af begivenheder der hver især – og sikkert forskelligt for os som individer – har bragt den mellemøstlige sump af vold og had alt for tæt på os. Dertil kan man føje markante personligheder som var udstyret med større vilje end det knusende flertal til at se virkeligheden i øjnene, og som af denne grund opnåede et tvivlsomt ry blandt anstændige mennesker:

Flykapringerne fra tressernes slutning og op gennem halvfjerdserne var nok langt fra et wake-up call. De blev ikke opfattet som en krig mod os, og risikoen for den enkelte rejsende var minimal.

Mogens Glistrup slap alle tøjler, vel engang i 1980’erne, men hans udtryksform når han tonede frem på skærmen og messede mod “muhamedanerne” var i sig selv ødelæggende. Ikke at det fritog mig eller andre fra at ansvaret for at  forholde sig til det væsentlige (har han ret eller har han ikke ret?), men dette var et beklageligt faktum: Kun landsbytosser turde sætte fingeren på nogle meget ømme punkter.

Ligeledes skræmte Søren Krarups facon givetvis mange væk fra at forholde sig til sandt eller falsk, men i modsætning til Glistrup beroede dæmoniseringen af ham på klicheer og vrængbilleder af hvad han egentlig stod for – og dette gælder den dag i dag.

Danmark har i det store hele været forskånet fra større terroranslag. En undtagelse var bombningen af Northwest Airlines i 1985 (billedet). Det var stadig ikke medvirkende til at gøre Mellemøsten til noget personligt nærværende, snarere blev vi set som en skueplads for denne fjerne konflikt. De var ikke ude på at erobre os.

Denne erkendelse, at vores frihed blev truet af udefrakommende mørkemænd, meldte sig først med Rushdiesagen i 1989. Man sagde at det tydede på at den muslimske verden nu så Europa som et område hvor de kunne stille krav; hvem er i tvivl om dette i dag?

Ekstra Bladets kampagner “De fremmede” og “Godhedens pris” fra midt-1990’erne skal ikke undervurderes. Jeg mener dette var begyndelsen på enden på den politiske korrekthed og berøringsangst i Danmark, resultatet vi ser i dag med vores “ry” i den øvrige verden.

Var 9/11 et større wake-up call end Rushdiesagen? Det er den gængse antagelse, men jeg vil i hvert fald indvende at 9/11 har betydet mindre for opfattelsen af en politisk/religiøs undergravning af Vesten. 9/11 var spektakulært, men har den ført til nogen interesse for terroristernes mål – som også kan tilstræbes uden vold – i højere grad end på deres metoder? Dette vil jeg stille mig tvivlende over for.

Her har Muhammedkrisen sikkert været en større øjenåbner. Siden da er det gået svimlende stærkt …. bl. a. halalkød i skolerne, håbløse forsøg på at få medhold i retten mod karikaturer, diverse terrorplaner forpurret, og nu altså den foreløbige kulmination: Afskyelige manifestationer af jødehad på gaden. Som jeg skrev før kunne dette i bedste fald blive en helt uomgængelig øjenåbner for de pæne og anstændige. Hvis manden med megafonen er klogere end disse etageklippede stormtropper ved han godt at det er bedre med lav cigarføring her og nu. Vi andre har brug for at få virkeligheden gjort uafviselig, så lad dem endelig skabe sig tosset på gaden (LFPC).

Ghettoiseringen af Europas byer

via Sveriges Radio og Every Kind of People Ghettoiseringen av Europas städer

Mot slutet av talar hon om hur Lapeyronnie kommit fram till att de kvinnor/flickor med invandrarbakgrund i förorten som försöker leva mera västerländskt/franskt, mera fritt och som jämlika kvinnor, kallas horor och “förfranskade” av männen/pojkarna med invandrarbakgrund i förorten. Ingmarie Froman kallar avsnittet i Didier Lapeyronnies bok om könen för “hårresande läsning”

9782221107669

Didier Lapeyronnie Digs Up “The Social Fracture”

For the non-French among you, the pun in the title will escape you but for those of us who survived the Chirac presidential campaigns and presidency only thanks to Les Guignols De L’Info, we all remember that the social fracture was Chirac’s big theme (not he did much about it, like any good conservative). The campaign slogan though had the merit of capturing the reality of increasing stratification in France in the 1990s, and things have not improved since, according to this interview with Didier Lapeyronnie in Le Monde.

The current government has decided that the transformation of housing projects into ghettos needed only one type of policy: law and order. But what is going on with French ghettos anyway?

Ten years ago, says Lapeyronnie, he would not have used the term “ghetto” because a ghetto is not simply the concentration of impoverished population. A ghetto is both an enclosed urban area, closed off to the rest of society, and also a sort of counter-society with its specific way of life. In other words, ghettos are socially constructed from the outside – as effects of social and racial segregation – and from the inside – through the emergence of a social organization which allows to cope and compensate for the wounds inflicted by society.

But since the 1980s, there is no doubt, for Lapeyronnie, that the relationships between the inhabitants of these areas and the rest of the city are degrading. We do now observe the emergence of a counter-society whose inhabitants share one social experience in common: discrimination which has a lot to do with racial experience. This discrimination means having to live in an urban space one has not chosen, to feel victimized by society and stigmatized by those who are full citizens (“the French”, “the whites”) while ghetto dwellers are not and have to live with the stigma.

Not all working-class and underclass areas are ghettos, according to this definition, but many of them are. Paradoxically, for Lapeyronnie, ghettoization is more advanced not in suburbs of France’s large urban centers but in the suburbs of mid-size cities. There, the social and ethnic enclosure is stronger, and the current economic recession will probably make things worse. It is a well-known fact that the poor get hit more violently by economic downturns.

For Lapeyronnie, France’s elites have a hard time acknowledging that there are ghettos in this country, and the extent of ghettoization as well as social closure (on the other hand, social workers have recognized them for what they are a long time ago). Part of it may be that it goes back to Jewish history or because the term refers to the American black ghetto. The idea is that a ghetto is by definition a homogeneous (racial / ethnic) community with its own culture, which goes against the French republican model of assimilation. To acknowledge the existence of closed ethnic spaces would be to acknowledge the failure of that model. However, in his book, Le Ghetto Urbain, Lapeyronnie shows that the ghetto is the opposite of a community.

Lapeyronnie also connects the existence of the ghetto with a degradation of men / women relationships. For him, in France, femininity allows to partly escape from racism. When girls from a North African background adopt French feminine standards, they are more likely to be let in clubs, while young men from the same background are turned down. For these young men, it is a source of humiliation and they perceive women’s emancipation as another sign of their marginalization. For them, femininity is betrayal. So, they tend to fall back on traditional gender conceptions, with clearly defined and rigid familial roles. They cling to a definition of masculinity that is more patriarchal and phallocratic to defend their status.

All this is part of the profound nature of the ghetto: involuntary social closure but also a mode of protection against a society that excludes the ghetto’s inhabitants. For Lapeyronnie, the ghetto is then a universe of stereotypes from which everyone tries to escape, but where everyone is complicit.

globalsociology.edublogs.org

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Johansen
  • Flot Johansen – enhver ved, at man kun ligger på sygehus idag, når man absolut er ude af stand til at forsvare sig mod noget. Det her har jeg ventet længe på. (for 30 år siden kunne man jo holde sommerferie på Rigshospitalet eller Kommunehospitalet – småpludrende på en 12-sengs stue.)

    Hospitalsansatte går imod tørklæder
    http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/Jobliv/2009/01/16/235751.htm

  • Janne

    Johansen

    Jeg har stor respekt for dit engagement og arbejde med at gøre hospitaler til ordentlige, neutrale steder hvor sygehusledelse og kolleger ikke indirekte er med til at holde kvinder i et religiøst jerngreb via tørklædet. Sygehuse skal selvfølgelig ikke hjælpe religiøse samfund med at holde kvinder i et dogmatisk og stift jerngreb. Også derfor skal tørklædet forbydes på sygehuse og på andre arbejdspladser. Sygehuse skal selvfølgelig heller ikke missionere med sine ansattes religion over for patienter, der har krav på neutral behandling og kontakt.

    Hils dine kolleger og sig at vi er flere der sætter stor pris på jeres arbejde både på kvinders, patienters og sekularismens vegne. Vi skal have primær hensynet til patienters ve og vel, faglighed og sekularisme tilbage til danske sygehuse. Det gør vi ved at få religiøse symboler ud af det professionelle liv. Som du også siger i artiklen som du linker til.

  • li

    Godt gået Johansen, hatten af 🙂 og tak for det.
    Hvis vi ikke tager kampen op nu, så ender vores børn og børnebørn af hunkøn, som frasorteret andenrangs mennesker, der daglige skal påmindelse om deres mindreværd bag de befrielses hæmmende hovedaffaldssække.
    Nok ikke fordi fremtidens kvinder ændre holdning til denne modbydelige afstraffelse og undertrykkelse af kvinder som hovedaffaldssækken betyder, men pga den store tilstrømning af muslimer og derved større chikane for ikke at rette ind for de religiøse krav, som de mandlige gade-jihad kriger nok skal udsætte dem for!
    Idag bliver vi “bare” kaldt luder, om 10-20-30 år vil de voldelige rettro nok ikke “kun”nøjes med det.
    Idag bliver muslimske piger uden undertrykkelses symbolet mobbet i ghettoerne.
    Vores frihed kan vi ikke forvente de pæne gooodheds mennesker og politiske korrekte, vil forsvare, for dem betyder 3o g stof da ingenting, det kan vi da bare tage på hoved, for fredens skyld! ellers er vi jo selv skyld i unødvendige overfald og det der er værre,ik’ vi kender jo TONEN!

  • HelgeD-H

    Brava! Johansen. Kæmp videre med at få hijab-hysteriet ud af hospitalssektoren.
    Ligeledes vil jeg rose de 11 andre kritiske medarbejdere,som human resource – chef Frits Pedersen udtrykker det i Kristeligt Dagblad. -Jeg vil kalde dem modige
    Diser, for der er mere mandfolk i dem end i Frits Pedersen. 🙂
    Islamiske dogmer og symboler hører ikke hjemme på et dansk sygehus.

    Nu har jeg set det med, både i Kristelig Dagblad, og i jeres personaleblad,
    med anskueliggørelse af hijab-nurse.
    -Et overdimensioneret kokke-viskestykke viklet om hovedet.
    -Og jo mere overdimensioneret hijab des bedre, føler de.

    Hvor jeg dog beder til min Gud om ikke at komme til skade, eller blive syg,
    lagt i en hospitalsseng uden mulighed for at gå min vej, når sådan en hijab-nurse
    tilser og forkynder.

    Der er virkelig brug for at flere og flere råber højt, før sygeplejerådet, og hospitalsledelsen kommer på bedre tanker.

    Med venlig hilsen, -også til Hr. Johansen. 🙂 for moralsk støtte til sin hustru.

  • HelgeD-H

    Jeg kan virkelig føle hvor frustrerende det må være, når hospitalsledelsen, og Dansk Sygeplejeråd i Politisk Korrekthed taler for at sygeplejersker af muslimsk herkomst skal have designet hijab på. Samt at de 12 kritiske medarbejdere
    regnes for at være gal på den med deres menneskesyn, og deres modstand af multikulturel mangfoldighed, sagt i lettere nedladende vendinger.

    Hug en hæl og klip en tå, synes de gutmenschen at tænke.
    Det glemmes bare, at ugebladenes, og annoncernes kvinder med håret i fri dressur
    -hvis de seværdige kvinder gradvist skal vises med hijab på.

  • Janne

    Helge

    Det er netop for på lang sigt at bevare mangfoldigheden på arbejdspladser at tørklæder (og andre religiøse og politiske symboler) skal forbydes på arbejdspladser.

  • Magga

    Hip Hip, Johansen!

    Da Lars Hedegaards fyndige kronik forhåbentlig lokker nye læsere til, skynder jeg mig at suppelere med et link til en spritny artikel af læge Kurt Charleman i Ugeskrift for Læger. De fleste af os her har sikkert allerede læst den, men den fortjener at blive læst af mange, mange flere og at blive husket for sin dødsensalvorlige konklusion:

    “Lægens virke med alle de mange udfordringer kan ikke fungere optimalt uden en vis psykologisk og social kompetence eller i det mindste en indsigt i mangler desangående og samtidig en villighed til at henvise til andre kollegaer og til andre faggrupper som psykologer og socialrådgivere. Det levende »psykologiske univers« udgør imidlertid en modsætning til islam med sharialovene. Vores personlige frihed og ansvarsfølelse sammen med et ikkedogmatisk livssyn giver basis for vores humanistiske etik. En kollektiv ensretning og lydighed over for Allah som allestedsnærværende autoritet medfører en selektiv ultrakonservativ etik.

    Det er et spørgsmål om, hvor ofte en troende muslimsk læge unddrager patienterne, specielt de muslimske patienter, at få en relevant psykologisk hjælp. Muslimske patienter må have problemer med trygt at underkaste sig en troende eller »rigtig« muslimsk læges autoritet og hjælp, hvis det er gået galt med f.eks. graviditet før eller uden for ægteskab, med en venerisk sygdom og med voldtægt set i lyset af, at sharialoven ikke er blevet overholdt. Dertil kommer tilfælde med stress og depression hos muslimske kvinder relateret til problemer med at være i klemme mellem to kulturer samt adfærdsproblemer hos muslimske drenge, hvor der indtil nu hersker en berøringsangst med hensyn til at se på, hvordan Allah i Koranen tilskynder til vold over for det vantro samfund og specifikt over for de piger, der ikke overholder sharialovene. I den forbindelse kan det ironisk nok være en fordel, at »den rigtige læge« med sit tørklæde markerer sin moralske holdning over for de muslimske patienter. Men det må være relevant at stille spørgsmålet, om de etiske regler for læger derved bliver overholdt, for med et tørklæde signalerer lægen alt andet end uafhængighed og uvildighed.

    Indlægget handler ikke om at gøre op med dyrkelse af en religion, så længe troen er en privatsag, men om at gøre opmærksom på, at en religiøs fanatisme kan give et psykologisk, socialt og etisk deficit hos den enkelte læge i forhold til ikke ligesindede kollegaer og i forbindelse med behandling specielt af de patienter, der bryder med det normsæt, sharialovene tegner. Man må foretage undersøgelser af konsekvenserne af religiøse holdninger hos studerende og færdiguddannede læger og tage højde for sådanne forhold i lægeuddannelsen inklusive lægernes efteruddannelse, og en afklaring af de lægeetiske regler kunne komme på tale.”

    http://tiny.cc/mjvX2

    ————–

    Jeg kan ikke andet end at tænke på sådanne som den fundamentalistiske iranske blogger stud.med. Helen Latifi fra Syddansk universitet. Tidligere bestyrelsesmedlem i “Muslimer i Dialog”, der må anses for at være en dansk støtteafdeling for “Det Muslimske Broderskab”, hvis palæstinensiske afdeling er Hamas. Dette fremgår klart og tydeligt af Hamas’ charter.

    Helen Latifi er efter min mening ofte på kollissionskurs med det etiske i vestlig kultur. Hun synes også at sætte sig ud over den viden, som hun erhverver under sin lægeuddannelse og i stedet holde sig til sin religons dogmer.. For et par år siden skrev hun fx en længere artikel i Jyllands-Posten, hvor hun fremførte nogle i videnskabelig henseende ganske uacceptabtel påstande, der prompte blev tilbagevis af andre, og desuden hævdede, hun, at diabetespatienter sagtens kan faste i ramadanen. Jeg føler mig ikke et øjeblik i tvivl om, at Latifi vil fortsætte ad sit islamistiske spor, når hun er færdiguddannet og kommer ud til patienterne.

    Vil nogen forhindre Latifi i at gøre det, når hun har danske eksamenspapirer på, at hun er læge?

    Helen Latifi og hendes slyngveninde cand. jur. Safia Aoude, der blev smidt ud af Det Konservative Folkeparti og i dag er lærer på en koranskole på Nørrebro, har ikke lagt skjul på deres antisemitiske synspunkter. Aoude har forsøgt at så tvivl om, at Zyklon B blev brugt til at aflive jøder i tyske koncentrationslejre. Sammen har de to veninder desuden rettet en voldsom kritik mod de seks sundhedsarbejdere, der igennem otte år sad fængslet i Libyen og blev tortureret der, de var som bekendt udsat for den urimelige anklage, at de havde smittet libyske børn med aids.

    Helen Latifis har ofte blogget om sin forlovede, den pakistanske Norman Malik fra den islamistiske Minhajbevægelse, hvis medlemmer indgår en kontrakt, hvor de lover at vi deres liv til at kæmpe for islams verdensherredømme.

    Jeg vil meget nødigt udsættes for at falde i kløerne på en person som Helen Latifi, for som Steen skriver, indlægges ingen i dag på et dansk hospital uden at være meget syg, og hvis det danske sundhedssystem ikke vil beskytte os mod islamister, kan det ende forfærdelig galt ikke mindst for kvinder.

  • peterhoej

    –> Johansen

    Tak for manifestationen! Jeg har stor respekt for modige mennesker, der som dig siger fra. Det er også helt essentielt at sige fra overfor (muslimske) religiøse symboler, jeg er selv ansat i det danske sygehusvæsen og jeg adskillige gange hørt tørklædebeklædte læger ytre ekstremistiske holdninger og fordømmelse af dansk kultur. Desværre er lægemanglen så stor i DK og man må importere revl og krat fra de tilbagestående muslimske lande, og udover den manglende kulturelle accept fra deres side, gider de jo heller ikke at lære bare nogenlunde dansk – jeg har mange gange været ude for at skulle “oversætte” hvad en arabisk læge har sagt til en syg og bange patient, der ikke har forstået et pip!

    Godt arbejde!

  • Emeritus

    Om konfliktens uendelighed:
    I trediverne indgik i Peel-planen fra 7. juli 1937 225.000 jordanere = ‘palæstinensere’ = arabere og 258.000 jøder. Dengang talte man allerede om ‘Palæstina-konflikten’. Peel-planen forudsatte, at jøder og arabere var uforenelige.

    el-Hadi, Istliclalpartiets leder udtalte i 1938, fem år efter Hitlers magtovertagelse:
    “Hvis 60 mill. tyskere ikke kan udholde 600.000 jøders tilstedeværelse, hvordan kan man så forvente af araberne, at de skal affinde sig med 400.000 jøders tilstedeværelse i et land, der er meget mindre?” (jvnf. Laqueur og ‘Halvmåne og Hagekors’)
    Dette var en indirekte opfordring til folkemord på jøderne, men det ville undersøgelseskommissionen (bestilt af briterne i august 1938) ikke høre tale om.
    Muftiens mening var meget klar:
    “Giv os selvstændighed, og vi vil selv gøre det af med jøderne.” Dette røbede en utilsløret vilje til folkemord (eller endløsung).
    Den Øverste Arabiske Komite udtrykte sig lige så uforbeholdent:
    “Når engang englænderne fjerner deres hånd fra dette land, jager vi samtlige jøder i havet ved et stormløb.”

    Lyder retorikken bekendt?
    Er araberne kommet ud af stedet?
    Kan de vise os, at deres hensigter er andet end onde, og at de selv ikke kun er frastødende og hadefulde?
    Indtil nu har de ikke forsøgt.

    Stormløbet (endløsung) mod jøderne kom ti år senere.

    Hvor mange palæstinensere lever som ‘flygtninge’ i dag? –
    Hvordan kan det være, at de er blevet til SÅ mange på så få årtier uden at bestille så meget, at det er værd at snakke om målt med europæiske og amerikanske alen? – Det har jeg udtrykt min uforgribelige blog-mening om for nogle dage siden.

    Demograf og professor ved Bremens Universitet, Gunnar Heinsohn er åbenbart enig med mig. Befolkningeksplosionen i de palæstinensiske områder er efter hans mening problemets kerne.
    Det skyldes, at Gazas kvinder producerer seks børn i gennemsnit, men ikke på grundlag af et stort nationalprodukt. De mange unge (mænd) behøver ikke arbejde, fordi generøse hjælpeprogrammer erstatter nationalproduktet. Næsten alle lever på understøttelse. Et helt samfund på støtten! (også mit synspunkt).
    Han siger: “Så længe vi vedbliver at understøtte Gazas ekstreme befolkningsoprustning vil unge palæstinensere sandsynligvis blive ved med at dræbe deres brødre og deres naboer,” og han konkluderer: “…man kan også argumentere for, at ved at hælde brændstof på Gazas ustyrlige befolkningseksplosion, financierer Vesten ufrivilligt en krig gennem stedfortræder mod Israels jøder.” (citat JP). (Endløsung pr. stedfortræder – uden snavs på hænderne?)

    Er det mærkeligt, at man kan komme i stærk tvivl om, hvad Vestens hensigter egentlig går ud på, når man ved, hvad endlösung drejede sig om.
    Blot man tænker lokalt på de toneangivende politiske personer, som deltog i ‘anstændighedsdemonstrationen’ forleden, får man en fornemmelse af sagens dubiøse sammenhæng.
    En ensidig demonstration bar sin uanstændighed til skue og kunne derfor næsten ikke overvinde sig til også at klappe lidt af den afdæmpede og ved den lejlighed moderate – Georg Metz.

    Fra Mogens Lykketofts Socialdemokrati og ud til Enhedslistens Frank Åen har offervilje, sympati og ståsted aldrig været til at tage fejl af i denne konflikt. Jeg tror derfor, de herrer deltagere hellere end gerne fører generøs krig pr. stedfortræder, og at de i Folketinget har gjort det alle dage.

    Jeg bemærker, at man i denne tid misbruger hagekorset til urimelige formål, og at nazistiske symboler hærgede i kølvandet både på de anstændige, der havde sat hinanden stævne på Rådhuspladsen, og omkring demonstrationen til fordel for Israel.
    Hvem var det som i begge tilfælde råbte og skreg?
    De kræfter, som de selvudråbte ‘anstændige’ med Lykketoft og Åen i spidsen forsvarer af al magt?

    Vorherre bevares.

    Med venlig hilsen

  • Janne

    Magga

    Hørt!

  • JensH

    @Johansen

    “De religionspolitiske symboler skal af de sygehusansatte”

    Også et stort tillykkke herfra med at det er lykkedes at få denne utålelige religionsuniformering i sundhedssektoren sat på dagsorden. Jeg har stor respekt for det arbejde du har lagt i denne sag.

  • Johansen

    Tak for de pæne ord. 🙂
    Det luner efter det perfide og modbydelige personangreb, som står i debatsporet på Kristlig Dagblad i forbindelse med artiklen om kulturkampen mod religionspolitisk uniformering af sygehuspersonale.

    Jeg tror, at der kommer mere om sagen i tv2 nyhederne.

  • Vivi Andersen

    Kære Johansen !

    Klø på alt det du orker !

    For selvfølgelig er det ikke OK at religiøse symboler, og krigserklæringer mod vantro sådan som det islamiske tørklæde med god ret kan udlægges som, skal accepteres på sygehusene.

    Det er ren fornuft, hverken mere eller mindre.

  • JensH

    Jeg så indslaget på TV2 Nyhederne, og ganske vist afviste både hospitalsdirektøren og tillidskvinden af afskaffe dette islamiske tørklæde, men uanset hvor meget de på nuværende tidspunkt tager afstand fra forslaget så kan de ikke lave om på, at emnet nu er kommet på dagsordenen, og vil være noget der er ‘legitimt’ at debattere.

  • HelgeD-H

    TV2-nyhederne viste om tørklæde-problematik på OdenseUniversitetsHospital Kl. ca. 1915.
    Hvor ækelt at se, at sygehusdirektøren, og en anden overordnet nedtoner problematikken, og siger det kun drejer sig om 20-25 hijab-nurses.
    Og at det har gået fint med tørklæde-personale i de 5 år det har været praktiseret.

    De stakkels patienter som skal tilses af hijab-nurses, de føler sig krænkede af
    personale som demonstrerer de ikke vil Danmark.
    Heldigvis for patienterne, er de kun indlagt forbigående, da de udskrives igen,
    og kan lægge oplevelsen bag sig.
    Stakkels patienter som interviewes, de tvinges til at lægge bånd på sig selv
    for åben skærm.

    Denne hijab-problematik må komme nedefra og op. Det er næsten som at løfte et betondæksel over sig for at komme fri. -Sådan må det føles at råbe ledelsen op.
    Sygehusledelsen sidder fint i deres elfenbenstårn.
    Nok en gang “klø på alt det du orker ! ”

    Det som virkelig vil hjælpe, og være et gennembrud, vil være flere formelle
    patientklager til sygehusledelsen. 😀

  • Johansen

    Sygehusdirektøren gør det til at spørgsmål om antal. Han tager slet ikke den principielle diskussion, som vi har lagt op til i vores foreløbige to indlæg i Fokus.
    Gad vide hvor mange hijab-klædte personaler der skal være, før det når direktørens grænse? Til den tid vil der være så mange, at man vil sige, at nu kan vi ikke frafalde ordningen.

    Tørklædet gøres igen til et stykke stof, og seerne præsenteres ikke for betydningen af det religionspolitiske symbol. Det islamiske tørklæde bagatelliseres.
    Det er almindelig sund fornuft og rettidig omhu, at få indført en stram dresscode uden religionspolitiske symboler på uniformen. Det kom desværre ikke med i tv-indslaget på tv2.

    For øvrigt så er der en afstemning på 180 grader vedr. ja eller nej til tørklæder på syghusansatte:

    http://www.180grader.dk/nyheder/Hospitalspersonale_vil_af_med_t_rkl_de r.php

    HelgeD-H
    Jeg kunne ikke aflevere brevene.

  • HelgeD-H

    @Johansen
    -Destruer de “God bedring”-kort bestemt til Meny og Itai. Suk.
    Til gengæld har jeg modtaget to breve fra DF, det ene er fra partilederen. 🙂

  • Nørskov

    Sygeplejerådet og andre med anti-sekulære tilbøjeligheder, der ikke kan se et problem i tørklæder på hovedet af ansatte i sundhedsvæsnet skulle konfronteres med følgende – tænkte – men ikke urealistiske scenarie: En mandlig, jødisk, sygeplejerske møder på arbejde med kalot på hovedet. Da muslimske tilvandrere er voldsom overrepræsenteret som patienter på vores sygehuse, skal han i løbet af arbejdsdagen varetage plejen af palæstinensiske patienter. Sikken skrigeri det vil medføre fra den patientgruppe – og hvilken forståelse for de pågældende palæstinensers sårede følelser, det ville medføre fra såvel Sygeplejerået og Den danske Lægeforening. Den pågældende jøde ville blive hængt ud som “en kynisk provokatør”, med besked om at lægge æggeskallen eller gå hjem!

    Hvis journalisterne passede deres arbejde, ville de stille tørklædevogterne i Sygeplejerådet m.fl. følgende simple spørgsmål: “Du siger I skal afspejle samfundet, som argument for at sygerplejerske må gå med tørklæde. Medlemmer af Dansk Folkeparti er også en del af samfundet. Vil det sige, at I (Sygeplejerådet) også finder det acceptabel, hvis sygeplejerske mødte op på arbejde, iført T-shirt, med påskriften “Dansk Folkeparti” ?
    Dét er kritisk journalistik. Det vi nu bliver præsenteret for i medierne er mikrofonholderi, og det burde snart diskuteres, om vi ikke spilder skattekroner på at uddanne journalister i fire år med det mål, at holde en mikrofon korrekt foran munden på det sekulære samfunds fjender. Inklusiv Sygeplejerådet.

  • Danskeren

    Egentlig ser jeg dem hellere med, end uden tørklæder. Det gælder specielt i retssalene – så ved man i det mindste hvad man er oppe imod.

  • Janne

    Under pro-Israel demonstrationen på Rådhuspladsen for nyligt var der en hidsig gruppe moddemonstranter der kollektiv og vedvarende skreg: “ned med demokratiet” og “ned med Danmark”. I den gruppe var der også flere tørklædeklædte (hijab) kvinder. Der er altså nogle tørklædeklædte kvinder der er modstander af både demokrati og Danmark. Sådanne holdninger skal der ikke skiltes med i offentlige embeder. Også derfor skal tørklædet forbydes som del af dresskode på offentlige arbejdspladser, f.eks. sygehuse.

  • HelgeD-H

    Kan man bruge Atatürks slørforbuds-lov, af 1928, eller cirka deromkring,
    til også at omfatte hijab ?
    Kemal Atatürks sekulariseringslov står på Tyrkisk, så den lov om forbud mod
    hijab i offentlige stillinger, må enhver tyrkisk hættemåge kunne forstå.

    Det er en stor fejl, at politikerne og myndighedspersoner i årevis har tilladt
    at hijab-personale har vundet indpas, og har undladt at i Danmark skal de indordne
    sig danske samfundsregler, omgangsformer, og demokratisk sindelag.
    For dem som ikke vil Danmark, kan siges:
    Skik følge eller land fly.

  • Johansen

    Det er forvrængende af tv2 at indlede indslaget om hijabs med at sige, at debatten handler om et hvidt firkantet stykke stof:

    http://nyhederne.tv2.dk/video/index.php/nodeId-19875117.html

    Hvorfor indleder tv2 ikke med at sige, at striden handler om sygehusansatte, som sygehuset tillader at gå rundt med religionspolitiske symboler i arbejdstiden?
    Vinklingen af hijab-problematikken er grotesk. Hele tiden bagatelliseres der og tales om f. eks. hygiejne.
    Det handler ikke om hygiejne, men om at man ikke skal skilte med og promovere sine private præferencer i arbejdstiden, når man er offentligt ansat. Hvor svært kan det være at indse dette? Åbenbart overordentligt svært for tørklædevogterne og pinligt ignorante medløbere.