5
apr
Seneste opdatering: 6/4-09 kl. 0838
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Last year, an All-Party Parliamentary Inquiry into Antisemitism found that violence, desecration of property and intimidation directed against Jews are all on the increase. Richard Littlejohn talks to victims and analysts and argues that antisemitism, once the preserve of the extreme right, now has a foothold among some Muslims and says even elements of the Left are fuelling the fire.

Channel Four, The War on Britain’s Jews? Sendt for godt halvandet år siden, men ikke set online før nu. 47:26 minutter. Fremragende, men skrækindjagende dokumentar. Interessant at se lidt om ikke bare antisemitterne Galloway og Livingstone, men også Nick Griffin og BNP ernes egentlige sindelag, der nu er lagt ud i entreprise. Engelske jøder angribes fra tre fronter: Højre-, venstreradikale og islam. En18 årig jøde siger: “We have to learn, we don´t belong in this country anymore”. Hvad DR dog ikke kunne  vise, hvis de ville….

Bussen som tidsbillede

Jo mindre vi er sammen….

islamic_bus_campaign

I klass 3 A i Ålholm skole i Köpenhamn går det bara arabiska barn. Inte en enda dansk klasskamrat. I klass 3 B går det danska barn och barn från andra länder. Apartheid eller pedagogik?

– Nackdelen är att det kan betraktas som apartheid men fördelarna överväger, säger Michael Olesen. Ålholm skole hade över 700 skolbarn för några år sedan men sedan sjönk antalet till cirka 400. – Det var helt enkelt en elevflykt, de danska föräldrarna tog sina barn från skolan, säger Peter Aksten som kom som ny rektor till skolan då.

Italian ‘Apartheid’ bus service to be launched: Immigrants and locals in the southern Italian town of Foggia are to take separate bus services in a development that has sparked an outcry about its overtones of racial segregation. Officials approved a service to take foreigners to an immigrant hostel and by-pass a working-class neighbourhood served by the existing 24 bus after disturbances between the two groups of passengers. “At the heart of the decision are the clashes between immigrants and residents,” said Orazio Ciliberti, the centre-Left mayor of the agricultural town in Puglia province. He added, however, that immigrants would be free to travel on any bus they choose.

“We are not talking about racism, but about providing a better service.” Authorities say friction has been rising between residents of the working-class neighbourhood of Mezzanone and the roughly 800 migrants who live in the Cara centre after a series of robberies blamed on foreigners.

Arabiska barn skiljs från etniska danskar, Bussning av elever ska motverka gettoskolor,”Positivt med arabisktalande klass“, Italian ‘Apartheid’ bus service to be launched.

Dette har været en uge hvor busser og (manglende) integration har præget nyhederne

30bus_tavistockDet gjorde de jo også for fire år siden i London, og her var islams “peace” gravens fred (LFPC).

 

Plads til flere somaliere

Migrationsverket tror på en fortsatt hög inströmning av somalier. I fjol tog sig mer än 80 000 somalier till flyktingläger i Kenya, Etiopien och Jemen. Många av de somalier som har ekonomiska förutsättningar att söka sig vidare från närområdet väntas ha siktet inställt på Sverige. I Europa tar bara Italien och Holland emot fler asylsökande somalier än Sverige. Flest somalier i asylkön, Förändrad bedömning av klanskydd i SomaliaNew English Review: Denmark’s Somali Problems

Bundegaard: “Det er en hævnaktion” – kulturkampen genbesøgt

Debat med kulturredaktør Flemming Rose fra Jyllands-Posten, kulturredaktør Anita Bay Bundegaard fra Politiken og litteraturredaktør Anna Libak fra Weekendavisen. Deadline  2 sektion

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, ikke på et liberalt, borgerligt program, men fordi han håndfast demonstrerede over for vælgerne, at han havde løsningen på en fejlslagen indvandrerpolitik, der hastigt var på vej ud af samfundets kontrol. Anders Fogh Rasmussen er nok den strategisk og taktisk bedst begavede danske politiker i flere generationer. Asger Aamund

Han bliver svær at efterfølge:  På andre områder har kulturkampen været af afgørende betydning, og her har Anders Fogh Rasmussen sat hele sin autoritet ind. Alene tanken om, at en Helle Thorning-Schmidt havde været statsminister under Muhammed-krisen, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. På alle områder har Fogh delt vandene. Men det er værd at bemærke, at næppe nogen statsminister siden Stauning sidst i 1930erne, hvor skyerne trak sig sammen over Europa, har fået så massiv opbakning fra befolkningen som Anders Fogh Rasmussen. Selv socialdemokrater og SFerne foretrækker ham som leder. Folkelig-populær er han ikke. Han er noget, der er langt stærkere: folk har tillid til ham som leder.Claes Kastholm: Fogh gav os stoltheden tilbage

Om sharialagar i Sverige och EU

För den som har sysselsättningsproblem i höst erbjuder sig nu ett tillfälle att studera hur man ska tillämpa sharialagar i Sverige och Norden. Det är Lunds universitet som ger kurser i europeisk sharialagstiftning. [..]

Kursen ges vid Centrum för Mellanösternstudier, i vars styrelse vi återfinner Sveriges Radios Mellanösternkorrespondent Cecilia Uddén, vilket naturligtvis garanterar opartiskhet och objektivitet. Dock noterar vi att de i högskolesammanhang obligatoriska formuleringarna om genusperspektiv tycks ha fallit bort i just denna kursbeskrivning, vilket får förmodas vara en ren tillfällighet. Axess

Danske arbejdere lider af islamofobi

(Vi har oversat LO´s overskrift “Lønmodtagerne er ramt af mulim-forskrækkelse” så også svenske og norske journalister kan forstå den.)

Det religiøse samkvem på arbejdsmarkedet er langtfra så rosenrødt som hidtil antaget. Lønmodtagere med kristen baggrund er i vid udstrækning modstandere af at tage hensyn til muslimske kollegers religiøsitet på jobbet, viser ny undersøgelse. Danmarks to største fagforbund erkender, at der ligger en stor opgave i at forhindre konflikter mellem muslimske og ikke-muslimske medlemmer. Trods årtiers religiøst samkvem på det danske arbejdsmarked lurer intolerancen over for muslimske kolleger lige under overfladen.


Det kan godt være, diskussionen om tørklæder er mere eller mindre forstummet, og at der uden den store ballade findes praktiske løsninger i virksomhederne, hvis nogle medarbejdere har behov for at bede i arbejdstiden. Men alligevel mener en påfaldende stor andel af ikke-muslimske lønmodtagere, at religiøse symboler og hensyn ikke har nogen berettigelse på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Hver tredje ikke-muslimske lønmodtager mener ikke, det skal være tilladt at gå med tørklæde på arbejde. Og et flertal er imod, at muslimske kolleger får lov til at bede i arbejdstiden.

Undersøgelsen er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af lønmodtagere, som i øjeblikket arbejder sammen med muslimske kolleger. Holdningerne kan altså ikke forklares med manglende erfaringer med at samarbejde på tværs af religiøse skel. Af de 705 adspurgte, ikke-muslimske lønmodtagere bekender 94 procent sig til kristendom.

Halvdelen giver udtryk for, at de ikke bryder sig om at blive konfronteret med kollegers religiøsitet på jobbet. To ud af tre mener, at muslimerne skaber problemer for sig selv ved at stille krav om særlige hensyn til deres religiøsitet.

Størst imødekommenhed er der over for muslimske kollegers kostregler og ønsker om at tage fri i forbindelse med muslimske helligdage. I begge tilfælde er »kun« en fjerdedel imod at vise hensyn. Derimod er et solidt flertal modstandere af, at muslimske medarbejdere skal have lov til at gå tidligt om fredagen for at kunne deltage i fredagsbøn.

Rystende og skræmmende

Holdningerne er både rystende og skræmmende, mener næstformand i forbundet 3F Jane Korczak. Hun er overrasket over, at der er en så massiv uvilje mod at vise hensyn til muslimske medarbejdere blandt lønmod tagerne.

»Når jeg har talt med tillidsrepræsentanter og medlemmer med anden etnisk baggrund, har jeg ikke fået indtrykket af, at vi sidder på en tikkende bombe. Men tallene tyder på, at vi har nogle problemer på arbejdspladserne, som vi ikke hører om, men som kan udløse noget ubehageligt på et tidspunkt,« siger hun.

3F er det forbund, der har flest medlemmer fra de etniske minoriteter, som langt overvejende er muslimer. Det er derfor også blandt forbundets medlemmer med etnisk dansk og kristen baggrund, at man finder nogle af de største erfaringer i at samarbejde med muslimske kolleger.

Ifølge A4’s undersøgelse mildner den erfaring tilsyneladende ikke holdningen til kolleger med anden religiøs baggrund. Blandt de ufaglærte, som udgør hovedparten af 3F’s medlemmer, ser 11 procent negativt på at skulle arbejde sammen med muslimske kolleger i fremtiden. Tallet for lønmodtagerne som helhed er otte procent, og blandt akademikere er modstanden koncentreret hos fem procent.

Den faggruppe, der udtrykker størst modstand mod kolleger med muslimsk baggrund, er imidlertid HK’ere/kontorfunktionærer. Her er 12 procent negative over for et fremtidigt samarbejde med muslimske kolleger. Også forbundet HK har en stor andel medlemmer med muslimsk baggrund, så holdningerne i undersøgelsen bekymrer faglig sekretær i forbundet Steen Karlsen.

»Det er træls, hvis de holdninger er repræsentative for mine medlemmer, for så bliver det svært at skabe integration. Risikoen er jo, at arbejdsgiverne fravælger en bestemt type mennesker alene ud fra en frygt for, hvordan de allerede ansatte vil reagere. Der ligger noget, som kan skabe problemer, og som der skal arbejdes med,« siger han.

Også Jane Korczak fra 3F frygter, at det fodfæste på arbejdsmarkedet, som de etniske minoriteter har opnået under opsvinget, kan blive sat over styr nu på grund af negative holdninger til muslimer. Hendes værste mareridt vil være, hvis holdningerne får så frit løb, at hendes forbund skal til at føre en diskriminationssag for det ene medlem mod det andet. Men der vil ikke være nogen vaklen, hvis det kommer så vidt. [..]

Politikerne mudrer billedet

Det er Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, enig i. Han lægger skylden på politikerne og deres evige behov for at problematisere mangfoldighed. Den udbredte modvilje mod muslimske kolleger, som lønmodtagerne giver udtryk for i Ugebrevet A4’s undersøgelse, afspejler en politisk virkelighed og ikke et arbejdsmarked, hvor der helt uden problemer er fundet plads til religiøse hensyn, mener Torben Møller-Hansen.

»Den integration, der er sket på arbejdsmarkedet de seneste 10 år, er ikke politikernes fortjeneste. De er resultatet af, at der er nogle virksomheder, som har stillet større krav til rummelighed, end politikerne gør i samfundet. De har fundet modeller for samvær, som går langt videre, end politikerne tilslutter sig. Politikerne begynder hele tiden at diskutere det land, som allerede er vundet. Det er det, de lægger ind i hovedet på folk, der kommer til udtryk i undersøgelsen,« mener han.

I praksis er det ikke ret mange af de muslimske medarbejdere, der kræver det store hensyn til deres religion, og der skal under alle omstændigheder ikke særlig meget til at imødekomme det, vurderer Torben Møller-Hansen. Man kan for eksempel indrette et bederum og konstatere, at det ikke bliver brugt særlig meget. Men så har man om ikke andet demonteret problemet, påpeger han.

LG Insight’s undersøgelse fra sidste år giver efter Torben Møller-Hansen et mere retvisende billede af det religiøse samkvem på arbejdspladserne end Ugebrevet A4’s. Og æren for den succes giver han organisationerne på arbejdsmarkedet.

»Ikke mindst er der grund til at kreditere organisationer som 3F og FOA, der arbejder med betydelige andele af medlemmer, som stemmer på Dansk Folkeparti, men samtidig arbejder for at finde konstruktive løsninger,« siger han.

Holdningen til muslimske kolleger hænger nøje sammen med politisk tilhørsforhold, bekræfter A4’s undersøgelse, hvor især ufaglærte er overrepræsenteret blandt de lønmodtagere, der vil stemme på Dansk Folkeparti. Blandt DF’s vælgere mener 75 procent, at muslimske medarbejdere skal forbydes at gå med tørklæde på arbejdet. Til sammenligning gælder det »kun« 27 procent af Socialdemokraternes vælgere.

Den positive udlægning

Undersøgelsen understreger også på anden måde, at det er principielle og politiske holdninger snarere end erfaringer, der afgør, hvordan de adspurgte har svaret. Spørger man folk, om de har oplevet problemer med det hensyn, de er modstandere af, er svaret nemlig nej i de fleste tilfælde.

For eksempel er 54 procent imod, at muslimer beder i arbejdstiden. Men kun 16 procent har haft problemer med det. Og mens 65 procent mener, at muslimerne skaber problemer for sig selv ved at kræve for store hensyn til deres religiøsitet, har kun 20 procent oplevet det som et problem.

Det er blandt andet dét, det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan hæfter sig ved, når hun vælger at tolke tallene positivt. Hun brænder for at bane vej til arbejdsmarkedet for de mange indvandrerkvinder og mener ikke, at danskernes holdning nødvendigvis udgør en barriere for det projekt.

»Jeg ser ikke holdningerne som udtryk for intolerance, men snarere som en konsekvens af, at danskerne ikke er vant til, at religion fylder så meget på en arbejdsplads. Det positive er da, at lønmodtagerne kun i begrænset omfang har haft problemer med kolleger med muslimsk baggrund. Det viser vigtigheden af, at vi politisk arbejder for at få flere kvinder med minoritetsbaggrund ud på arbejdsmarkedet, så vi kan få flere fordomme nedbrudt,« siger hun.

Yildiz Akdogan har selv muslimsk baggrund, men er ikke tilhænger af, at religion får en dominerende plads i det offentlige rum. Hun synes, det er en fair forventning hos danskerne, at muslimske kolleger tilpasser sig arbejdspladsernes regler og normer. Derfor vil hun heller ikke gøre sig til talsmand for de religiøse hensyn, danskerne i vid udstrækning vender sig imod.

»Det kan og bør ikke være et problem at tage hensyn til muslimers kost regler i kantiner, som i forvejen tager hensyn til vegetarer og alt muligt andet. Men en ting som bederum tror jeg, man skal overveje nøje. Det kan let blive et pres på folk, der ellers ikke ville bede, og du beder jo heller ikke fem gange om dagen på en arbejdsplads i Tyrkiet,« siger hun.

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk, Ugebrevet A 4

6. april 2009 /nr. 13

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Victor

    Citat fra sydsvenskan:

    “Den stora fördelen är att alla extra resurser nu kan användas till en och samma klass”.

    Jeg gad godt snart se nogle faktuelle tal om, hvad en elev i en sort skole koster – i sammenligning med en elev på en hvid skole.

    Lars Olsen har berørt det, kort, men klare tal ville godt nok være en fordel.

  • HelgeD-H

    Hvor er vi urdanskere skrækkelige islamofober med et forkvaklet menneskesyn ifølge ugebrevet A4.
    Gode Socialdemokrater er chokerede over danskernes holdninger.
    Her haves et supplement til ovenstående indlæg:
    Tørklæder og bederum i modvind.
    »Hver tredie ikke-muslimske lønmodtager mener, at det ikke skal være tilladt at gå med tørklæde på arbejde. Og et flertal er imod, at muslimske kolleger får lov til at
    bede i arbejdstiden. Til fagforbundenes forskrækkelse viser ny undersøgelse en udbredt intolerance over for muslimske kollegers religiøsitet på jobbet.«
    http://www.ugebreveta4.dk/2009/200913/Baggrundoganalyse/Loenmodtagerne _er_ramt_af_muslim-forskraekkelse.aspx
    Jeg kan godt lide den tilhørende tegning til artiklen. -Dansk arbejdsmand står til at sparke bedende Korantilbeder bag i 😀 🙂 😉
    Gutmensch Socialdemokrater kører i samme rille. -De bliver aldrig klogere 😀

  • Vedr. jødehad i Storbritannien. Visse britiske kommentatorer hævder at muslimerne der udsættes for samme behandling som jøderne i Tyskland før krigen. Kendsgerningerne viser dog det direkte modsatte. Adrian Moragn har skrevet en spændende beretning om, hvorledes alting bøjes mod at tage hensyn til muslimer, hvilket absolut ikke skete i Tyskland. Hans opsummering af eksempler er skræmmende. Læs evt. her.
    http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/03/forskellene-pa-racisme.html

  • polinos

    “Han (Torben Møller-Hansen) lægger skylden på politikerne og deres evige behov for at problematisere mangfoldighed. Den udbredte modvilje mod muslimske kolleger, som lønmodtagerne giver udtryk for i Ugebrevet A4’s undersøgelse, afspejler en politisk virkelighed og ikke et arbejdsmarked, hvor der helt uden problemer er fundet plads til religiøse hensyn, mener Torben Møller-Hansen.”
    Manden trænger til et realitetstjek. Det interessante ved undersøgelse er netop, at den sætter fokus på holdningerne blandt arbejdere og funktionærer, der rent faktisk har ERFARING i at omgås muslimske kolleger. Med andre ord: Kendskab fremmer tilsyneladede ikke forståelsen. Men det ser Torben Møller-Hansen og sosse-pamperne stort på. De gider slet ikke forholde sig til, hvad modviljen dog kan skyldes (kendskab BURDE jo netop have fremmet forståelsen, ikke sandt), me ævler som sædvanligt om “en politisk virkelighed”. Det eneste, der undrer mig, er at modebegrebet “italesættelse” ikke optræder, men det må være, fordi sosse-pamperne ikke har lært det endnu; det kommer!
    Man forholder sig heller ikke til danske arbejderes modvilje mod at blive konfronteret med andres religiøse synspunkter på deres arbejdsplads. Arbejderne forstår altså mere end arbejdsgiverne og deres pamper-herrer: Nemlig at demonstrativ religiøs tro i det offentlige rum eller arbejdspladsens rum skaber spænding og splittelse, ikke forståelse. Medarbejderne er jo NETOP ikke “islamofober”, de har intet mod at tage hensyn til kostregler eller muslimske helligdage. De gider bare ikke få smidt al den hellighed i hovedet på deres arbejdsplads. Og de gider heller ikke acceptere, at kolleger skulker fra arbejde, fordi de skal passe deres “religiøse pligter” – pligter, som de første par generationer af muslimske gæstearbejdere ikke havde besvær med at suspendere.
    Undersøgelse viser bare afgrunden mellem “elitens” luftige, idealistiske, politisk korrekte og realitetsfjerne verdensbillede og så den åbenlyse snusfornuft og grundlæggende tolerance,man finder blandt danske arbejdere.

  • Janne

    “Det religiøse samkvem på arbejdsmarkedet er langtfra så rosenrødt som hidtil antaget.”

    Det er ikke nødvendigvis det at være religiøs der er et problem. Det er måden at være religiøs på der kan skabe problemer – også på arbejdspladser. Religion bliver et politisk redskab på arbejdspladsen, hvis religiøse dogmer kræves indført både for den religiøse og for andre – for arbejdspladsen – i og med religiøse tøjregler bliver en del af dresskode og religiøs mad bliver det mad man kan få i kantinen osv. Det er det faktum at arbejdspladser deles op i halal og ikke-halal, i rent og urent, der er problemet, for det skaber ulighed og fjerner eller mistænkeliggør dansk og vestlig kultur og arbejdskultur på arbejdspladser.

    Den form for personale politik bryder mange vesterlændinge sig ikke om. De opfatter religion som noget privat og ikke som et politisk redskab som det er blevet til nu. De ser nu hvordan religion mere og mere bruges som netop et politisk magtredskab og det bryder de sig ikke om. De opfatter det som udemokratisk og som tyranni i og med at religiøse dogmer sættes højere end alt andet, som vi ser det med tørklæder som del af dresskode på sygehuse og i skoler osv. Og hvis ansatte kritiserer at religion bruges som politisk redskab på arbejdspladser, så bliver de beskyldt for at være racister og islamofober osv. Alt må kritiseres undtaget religion og det gør at personaler får mistillid til netop religion. Det er en helt forståelig reaktion.

    Jeg kender en præst som har sagt at religion bliver klaustrofobisk når den bliver så udvendig og regelrytteragtig. Det synes jeg at præsten har helt ret i. Fundamentalistisk religiøse mad- og beklædningsdogmer og opdeling i rent og urent gør arbejdspladser klaustrofobiske og ukærlige. Sådanne religiøse dogmer og strikse krav på arbejdspladser skaber flere steder mistillid, intolerance og splittelse ikke det modsatte.

  • Janne

    Det vil nok altid skabe splid når arbejdspladser indrettes efter religiøse dogmer som ikke alle går ind for. Og når vi så ved hvad der står om mennesker der ikke lader sig underkaste gammeltestamentlige dogmer og de intolerante dogmer der står i koranen, så skal man selvfølgelig ikke indrette arbejdspladser – hvor der skal være plads til forskellighed og rummelighed – efter religiøse forskrifter der netop deler mennesker op i rettroende og vantro – i rene og urene. Sådanne arbejdspladser bliver koraniske – ikke moderne og rummelige og slet ikke mangfoldige. Religion splitter ad med sine (i flere tilfælde intolerante) dogmer. Så når disse dogmer indføres på arbejdspladser – ja, så splittes arbejdspladsen også op og strid imellem ansatte opstår.

    Det burde være et fagforeningsspørgsmål – at ansatte skal kunne være fri for religiøs moralisme og opdeling af mennesker i rene og urene i arbejdstiden.

  • Janne

    Se i øvrigt hvordan Khader bliver behandlet af flere religionstilhængere på sin blog på JP. Det er ikke noget kønt syn:

    h t t p://blogs.jp.dk/nasersvaerdikamp/2009/04/05/sluk-for-den-tyrkiske-musi k/

  • Janne

    “Han lægger skylden på politikerne og deres evige behov for at problematisere mangfoldighed.”

    Det er ikke politikere der problematiserer mangfoldighed.

    Det er religiøse skrifter der problematiserer mangfoldighed.

  • Pingback: Fire kalotter til Snaphanens tilsvining af britiske patrioter fra BNP » Balder Blog()