10
maj
Seneste opdatering: 30/7-15 kl. 1538
29 kommentarer - Tryk for at kommentere!

 

Sommertiden nærmer sig, agurketid. Musik. Sidste år var det Emmylou Harris og Gram Parsons. Eller var det forrige ? Nok til at stemple denne blog som vammel og madam blå. Tant pis ! Vi er ikke bekymrede over folk, der ikke kan administrere deres egen dårlige smag.

Jeg spillede rock i 60 erne. Trommer og senere klaver og orgel. Det var ikke så let. Guitaristerne ville spille  Jimi Hendrix og Lovin´Spoonful, sangerne ville synge Otis Redding og Aretha Franklin, saxofonisten ville spille  Billie Holliday og Django Reinhard og bassisten og jeg, vi ville bare spille og møde nogle spiselige kvinder, selvom jeg kun var 16 og ikke havde modtaget seksualundervisning. Tresserne var en periode med gylden pop musik, men også en periode indtil 1973, hvor avantgarden var main stream. Det er ikke sket siden,  poppen er big business nu og akkurat så ligegyldig, at eventuelle originaler bare kan fise af. Jeg forlod den slags musik i mange år, indtil jeg mødte en musikalsk pige i 1992, der førte mig ajour med hvad der var sket i mellemtiden. Hun gav mig også Bellmann og Åkerstrøm oven i købet. Noget var sket, men mindre end jeg troede.

Da jeg skiltes fra Robert Redeker og hans franske livvagter forleden, passerede jeg Drop Inn, Henrik Stangerup og Jurij Moskvitins gamle vandingstrug. Derindefra lød Stig Møller og Peter Ingemann, det lød  godt, så jeg standsede for at lytte. Tankerne fløj afsted. I sommeren – 67 sad jeg en måned på Valhalla på Bakken og hørte på Steppeulvene. Vi var måske 15 i lokalet hver aften. Jeg havde ikke  hørt Stig Møller siden dengang. Nu tænkte jeg på Eik Skaløe og Steppeulvene, som de var havnet i et øltelt med deres chillummer og Herman Hesse den sommer, underligt malplacerede bortset fra os få , unge søgende. Skaløe rakte ud efter stjernerne, næsten forgæves når man ser tilbage på det. Én plade, det blev det hele. Død ung af sindssyge og erobringslyst.  Havde jeg vidst det var musikhistorie, jeg overværede, havde jeg taget kameraet med. Jeg havde taget noter, som en kronikør skal gøre. Nu har han fåët en kulturministeriel plads opkaldt efter sig. Så kan jeg fotografere den.

Man ser, at nogle unge  ønsker sig en anden, mere glorværdig ungdom, deres forældres, min for eksempel. Så er den pivegal, hvis de vil bytte  deres egen tvivl og usikkerhed, deres eget Helvede med forældrenes. Det ligger i vores  kultur, at vi  er villige til at tage vores egen skæbne  på os,  helt uden at være fatalister. Ikke at  skyde skylden på andre, ikke drømme  os til andres skæbne, men at vi selv tør være voksne .Dét er vores  arv og styrke i en forvildet verden. Andres ungdom skal  kun have historisk interesse. Vi skal selv vide bedst, efter at vi har overvejet hvilke gaver vi har arvet. Ingen gud, ingen stat, igen forældre, hvor meget vi end skylder dem alle sammen, men netop ikke total forkastelse, som man ser i fotos nedenfor. Pop er pop og pop  er vores fælles berøringspunkt, så lad os da bare mødes der. Snaphanen som det rene Politiken og deres intellektuelle flagskib fra det jyske deep south, Rune kirkestormeren og hvad er det nu han hedder… Tjulahopsasa, Tøger og Århus bugt.

Samme alder, hvor store ord i små popsange ikke blir slagtet af velerhvervet kynisme og faktisk stadig ikke bliver. Min kærlighed til England, indlært fra 6 års alderen af min sidekammerat i skolen, hvis far havde været rear-gunner på en Lancaster bomber over Hamborg og Kiel. Og trommeslager. Da vi var ni, svigtede hans humor da han blev pinligt berørt over at skule have en lillesøster. Intet kunne ellers gøre ham forlegen, Barclay jun. Hans gamle havde gjort “det der”, som vi ikke rigtig vidste hvad var, men vi anede at der forelå en forbrydelse. Min musikalske venindes far gik i land på Gold Beach, og sagde altid med betydelig bitterhed: “Hvorfor siger I Churchill vandt krigen ? We won the fuckin´war for him”. Han talte aldrig om detajlerne, jeg spurgte ham ikke, jeg går ud fra han ikke kunne. Krigen sad i ham resten af livet. Hvad jeg vil frem til er, at krig er mig fremmed, men ikke fremmed.

En dag i sommeren 67 – jeg lå i en havestol på en græsplæne – annoncerede Jørgen Mylius: “Og her er en amerikansk sanger, der  har fået et kæmpehit i England med sangen “Hey Joe”. Mylius, lige enthusiastisk for enhver nyhed, Johnny Reimar og Lis og Per, kunne ikke  høre den aldrig før hørte, swingende Stratocaster, der blæste ud af transistorens højttalere. Sådan er han stadig, fuldstændig blottet for musikalitet.. Per Højholt  har digtet på den lyd. Senere hørte jeg ham i Falkoner Centret og havde tinnitus i uger efter. En trio, der lød som et symfoniorkester, alene  på grund af volumen. Og med verdens mest jazzede rock- trommeslager Mitch Mitchell. Ken Gudman var smigret, da jeg sagde til ham, at han swingede lige så godt. Rytme, ikke takt, som er det eneste man hører idag. Man kan ikke argumentere imod Jimi Hendrix. Han kan altid slå én i hovedet, med mere  liv end man selv har til rådighed,selvom han har været død i 38 år.

Clapton & The Bluesbreakers, surt at have toppet for 42 år siden.  Ville være kunstner, så gik det galt. Fra da der stod på Londons mure: “Clapton is  God”:

Samme med Stones. Et fremragende kopiband med den musikalske hjerne Brian Jones. Derefter 40 år som en sæk væltede kartofler. Morale: Ønsk dig ikke at blive  kunstner. Bare hør Ib Michael på P 1 .Bibliotekarlitteratur, hvis man vil være lidt ond.  It´s All Over Now, en profetisk sang titel af Womack og Womack. (fra min. 5;:35)


Og så skøjtede tresserne helt ud, allerede i 67. Pink Floyd og Syd Barrett spillede i Star Club på Åboulevarden. Jeg var der. To år  efter var Barett blevet uhjælpeligt sindssyg, men dog uskadelig indtil han døde for nylig. Resten med Pink Floyd var også ufarlig, pompøs støj og business på noget, der var engang. Skal man koge  årene ned,  så er det vel i ordet “uskyldstab”. Og “myte”. Vi var alle så vidunderlige, da vi var 18. “Vi ejer byen”,  “vi ejer det hele”, men vi skal miste alt alligevel.

Men pop musik slutter selvfølgelig ikke der. Der er bare længere mellem de gyldne, banale øjeblikke. Jeg blev trukket væk fra Buxtehude, Hildegaard von Bingen og Bach af en musikalsk kvinde – f.eks. til F.Y.C.: Musik er mere abstakt end poesi. Nogle vil elske helt andre numre, og det er også i orden. Det er bare ikke i orden kun at blive hængende i den musik man dansede og elskede til da man var 18. Det er ikke musikalitet, men  sentimentalitet. Dårlig smag er mere udholdelig, hvis den er flytbar og i live. Jeg bilder mig ind, min er, men det er nok løgn. Jeg er reaktionær, fordomsfuld og alt det jeg selv ville have hadet,  da  jeg var tyve. Og det er jeg fuldstændig ligeglad med, når først musikken spiller. Men til bisættelser skal man spille Kingo og ikke Kim Larsens opkog af Emil Aarestrup. Dér slutter poppen.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • ole burde

    Den maniske focusering paa fornyende musik som livsstils-kompas er , selvfoelgelig ,kun et af de mange symptomer som opstod , efter at vi med uforstaaelig taabelighed skar ankertovet over ; det tov som holdt os forbundet med de forrige generationers kultur , erfaringer , haab og droemme, det tov som vi i vores tilstand af KULTURSHOK kun kunne se som en navlestreng , ventende paa kniven

  • Wauw, denne tråd glæder jeg mig til at læse – og se og lytte – når jeg kommer hjem fra arbejde!!!
    Øh, hvem er forfatteren til denne guldgruppe!!!
    Mvh Eyvind

  • JensH

    @Steen

    Så er situationen i Malmø blevet optrappet yderligere et skridt. Politiet er blevet beskudt med automatvåben i forbindelse med en rutinekontrol af en bil:

    http://svt.se/2.22620/1.1551666/poliser_beskjutna_i_malmo?lid=puff_155 1670&lpos=rubrik

  • Peter Buch
  • Janne

    Glæder mig meget til senere at høre den musik som snaphanerne linker til.

    OT

    Kig engang på presse meta programmet: Presselogen på TV2news i denne weekend hvor der bl.a. snakkes om racistiske bemærkninger på BT’s netdebat. Det er skrappe sager som jeg også helt klart tager afstand fra. Det jeg derudover hæfter mig ved, er, at Politiken repræsentanten forståeligt nok er meget indigneret – dog er det samme avis Politiken som har tegnet Pia Kjærsgaard som affald og det der er værre. BT repræsentanten (kan ikke lige huske navnet på ham) var forståeligt nok også forarget over de racistiske kommentarer på BT netdebatten, men kaldte så ved samme lejlighed dem, der er fremkommet med racistiske ytringer for noget i retning af nogen der kommer frem fra rottehuller. Jeg skal lige love for at der er dobbeltstandarder på både Politiken og BT. Det var ret skægt at se hvor dobbeltmoralske nogle avisfolk er. Politiken og BT klarer sig rigtig godt i den ’sport’.

  • Hejsa gamling!
    Var der desværre ikke dengang. Men det jeg har hørt siden 70ernes start berkræfter det skrevne.

    Kan nikke genkendende til hvad du skriver om Mylledrengen, Stones, Clapton og Pink Floyd.

    Hendrix Experience kan jeg ikke rigtigt snuppe, de er for pubertært egocentriske og glade for hver deres instrumenter. Doors er også alt for selvhøjtidelig og umodent sort.

    Hvad siger du til the Who? Sellout fra 67 er da kreativ.

    Men hvis man går efter det iørefaldende, holder jeg stadig på Beatles. Få melodimagere som dem. Blot tosset at de ikke smed Strawberry Fields og Penny Lane med på Pepper-albummet. SÅ ville det måske have været verdens bedste album.

    Har endnu ikke hørt Steppeulvene, men fik den biligt og sætter den på om lidt.

    Klassisk aner jeg næsten ikke en dyt om.

  • Peter Buch

    LFPC plejer at signere så de musikalske indlæg er sandsynligvis fra Steen.

    A second childishness
    http://www.telegraph.co.uk/comment/columnists/borisjohnson/5225984/Thi s-moribund-Government-has-returned-to-its-miserable-youth.html

  • Lidt ot, og så måske alligevel ikke?

    En interessant stemme fra venstrefløjen:

    http://www.modkraft.dk/spip.php?article10532

    VH
    Jacob

  • Pingback: Polemiken » Blog Archive » VM i ishockey slutter om lidt()

  • Velskrevne og som altid tankevækkende døgnrapporter, hr. Snaphane. Om Steppeulvene skal huskes som noget stort – nåja, det bliver en smagssag. Jeg vil hellere lytte til Gustav Winckler.

  • Janne

    Den går lige i hjertekulen og jeg må søreme fælde en lille menneske-tåre, for hvor er der meget tidsløs uskyld, enkelhed og det-skal-nok-gå-det-hele stemning i Gery The Pacemakers nummer. Strygerne prikker hul i himlen og vender vrangen ud på min hud og nakkehårene stritter som små pindsvin til den gode guf for ørerne… Jeg må høre nummeret igen… og kommer til at tænke på sangen: Kæmp for alt hvad du har kært…

    Jeg ved ikke om det er LFPC eller Sten der skrevet teksten i forbindelse med linkene til god og inspirerende musik, men det er skønt at læse (og høre) og tak for at dele de vedkommende tanker og betragtninger med os andre. Meget livsbekræftende..

    Bortset fra det så er det nogle ordentlige kindpelse Eric Clapton havde da han var helt ung. Ha ha. Kindpelsen passer godt til den skønne lyd af orgel. Flot fyr i øvrigt. Der er noget Clinten over ham.

    Pink Floyd….uha så spøger Dommedag nu filmen igen. Må være den film der har betydet mest for mig for den får mig altid til at gyse med velbehag, må jeg tilstå. Vesten fik en omgang Pink Floyd – nu trænger islam til en omgang af samme ’medicin’. En god omgang Another Brick in the Wall..

    Det er jo det der er galt – hele venstrefløjens gamle kreative musik og tekst skyts ligger og støver til – for venstrefløjen. Hvor er oprørstrangen og de frie fugle blevet af på venstrefløjen når det gælder islams rigide konservatisme og konformitet?

    ”Vi var alle så vidunderlige, da vi var 18. “Vi ejer byen”, ”vi ejer det hele”, men vi skal miste alt alligevel.”

    Ja, det hele er blot til låns. Det hele…

  • Janne, Pink Floyds musik blev ikke brugt i Apocalypse Now, men du tænker måske på sammenfaldet i stemning mellem de to? Den kan jeg godt følge. På The Wall er der forresten også disse her dystre lyde af WWII-fly, så hvis man er til den ene form for dysterhed er man sikker også til den anden.

  • Robin_Shadowes

    Har för mig där är Pink Floyd i någon film (förutom The Wall) men det står tyvärr helt stilla just nu. Eftersom jag är yngre än Steen så förknippar jag mer Floyd med 70-talet. Det fanns ju andra artister som också debuterade i slutet av 60-talet men som jag mer fröknippar med det kommande årtiondet. Led Zeppelin, Bowie, Genesis, Zappa. Eftersom jag var så ung då så är det mest Beatles som har fastnat av den tidens musik. Mitt tidigaste minne är nog She Loves You men jag minns också satellit-utsändningen av All You Need Is Love. Fick Yellow Submarine på single (har tyvärr inte kvar bildomslaget). Gillade dock inte B-sidan Eleanor Rigby – då. Fick också en EP med Povel Ramels Naturbarn som med tiden blev helt sönderspelad bara för att låten är så skön. 🙂

  • Janne, jeg ÆÆÆlsker Gerry and the Pacemakers. Jeg har det lidt som de der tøser, der er ved at briste af…ja, whatever. Jeg fører også hånden op til munden. Jeg elsker i det hele taget the Mercy Beat. Man kan godt forstå, den blev hele Liverpools sang.

    screenshot006screenshot007

  • “Har för mig där är Pink Floyd i någon film (förutom The Wall) men det står tyvärr helt stilla just nu”.

    Pink Floyd lavede i starten musik til flere undergrundsfilm: Tonite Let’s All Make Love in London (Interstellar Overdrive er fra denne session), The Committee, More, La Vallée/Obscured By Clouds, Zabriskie Point og selvfølgelig deres egen Pink Floyd in Pompeii.

  • Tusind tak Sten (rigtigt?)
    for en smuk gennemgang af mine første musikalske orgasmer!!! ;-))

    “You’ll Never Walk Alone” hørte jeg dog ikke dengang, men først maaange år senere da jeg var sammen med nogle Irere der var Liverpool fans. Men da de sammen sang “You’ll Never Walk Alone” sad den lige i skabet første gang, og siden har jeg forgudet den sang.
    Og Spencer Davies – hold da kæft – var de virkelige SÅ go’e dengang? Nougat for øregangen.

    Min aller aller første single var Stones’ “Tell me”, jeg husker hvordan jeg spillede den igen og igen og igen – 20-30 gange? – når jeg var alene hjemme og kunne bruge grammofonen. Nogle måneder senere havde jeg råd til at købe min første LP “Around and around” også med Stones og netop med nummeret “It´s All Over Now”
    The Byrds “Mr. Tambourine man” gjorde mig syg af vellyd, ingen idag kan forstå hvordan Byrds kunne vælte folk omkuld med den lyd.
    Jeg var også helt vild med Beach Boys, Brian Wilson, Pet Sound et al, men måtte desværre høre det gedulgt, da jeg var bange for at kammeraterne skulle høre at jeg ’svigtede’ “den ægte RB”. Først flere år senere indrømmede jeg at Beach Boys stod højt på min hitliste. Men der begyndte Califonien også at slå mere igennem, Doors(min første koncert i Kbh), Jefferson, Gratefull Dead osv.

    Nogle gange er kopierne også gode:
    Joe Cocker – With a little help from my friend – en klassiker!
    og Suspicious Mind er nu altså god – rigtig god – med ELVIS!!!

    PS:
    Min bror blev bisat til Kim Larsen og jeg får en rigtig god stund og mindes min bror når jeg hører Kim’s “opkog” 😉

    PPS:
    Jeg kendte også en der lignede hende der lignede Kirsten, min Kirsten var nu lidt mørkere!

    Med kærlig hilsen
    Eyvind
    (Ja, man bli’r sgu’ helt hippikærlig af den musik) 🙂

  • JensH

    @Steen

    Jeg formoder ikke, at grupper som Deep Purple og Led Zeppelin hører til blandt dine favoritter?? Jeg ved de først og fremmest bliver opfattet som 1970’er bands, men de slog dog begge igennem i 1968.

  • Robin_Shadowes

    LFPC; Tror nog att det var Zabriskie Point jag egentligen tänkte på. Visste att där fanns en väldigt känd film men jag bara hade glömt bort den. Pompeiji har jag också sett men det är ju inte en ren spelfilm. Tack för påminnelsen ändå!

    Bummer! Hur kunde jag glömma Deep Purple? Dessutom kom väl Black Sabbaths debut ut 69 om jag inte minns fel. Manfred Mann är ju definitivt en 60-tals ikon men han hade ju även en period på 70-talet med sitt Earth Band och hade en rad hits bl a Blinded By the Light där soundet var mer uppdaterat till det nya årtiondet. Status Quo startade också på 60-talet och Jeff Lynne och Roy Wood hade ju sitt The Move innan dom startade Elictric Light Orchestra. Camel startade som The Phantom Four redan vid mitten av 60-talet, om nus sådant räknas. Yes debuterade också vid slutet av 60-talet. Men dom är ju definitivt mer ett 70-tals fenomen med tanke på album som Fragile, Close To The Edge, Tales From Topographic Oceans, Yessongs och Relayer. Vangelis och Demis Roussos startade med sitt Aphrodites Child innan dom gick och blev solo-artister.

  • Robin_Shadowes

    Electric Light Orchestra heter dom naturligtvis.

  • Her er en hyleskæg kommentar til de automonotone:

    http://konflikten.dk/?p=71#comments

    VH
    Jacob

  • JensH

    @Jacob A

    Jeg har lige læst kommentaren, og den er virkelig morsom. Men her er en der er endnu mere morsom:

    Politidirektør Hanne Bech Hansen: “Vi reagerede for sent”

    Hvad mener hun med “for sent”?? Politiet reagerede OVERHOVEDET IKKE, og der er da heller ingen af de 400 ‘aktivister’ der er blevet anholdt.

    http://politiken.dk/indland/article708752.ece

  • Janne

    Ja, Steen, de to billeder du viser fra musikvideoen siger alt! :o)

  • Peter Buch
  • Peter Buch

    Fra 1964 b-siden Why do fools fall in love af Fun, Fun, Fun-singlen fra Beach Boys er heller ikke dårlig 60er musik i mine øre:
    http://www.youtube.com/watch?v=AwqtCpFyRrI

  • @Eyvind: “Og Spencer Davies – hold da kæft – var de virkelige SÅ go’e dengang? ”

    Ja, for satan – hør deres Autumn 66 – perler på en snor, rigtige musikere. Og Stevie Winwood var bare 16 år med den sorteste, hvide stemme i verden

  • JensH:

    Ja, du har ret. Det er sgu tragikomisk med politiets passivtet. men jeg spekulere på: knne man ikke gøre en eller anden form for erstatningsansvar gældende for deltagerne ifht sådanne hændelser? Er der lovhjemmel for det, tror du?

    Desuden: tænk en gang, at undertegnede faktisk en gang havde en vis sympati for hættemågerne. Arrghh!(lyden af et hoved, der bankes ind i væggen en 4-5 gange i træk).

    VH
    Jacob

  • JensH

    @Jacob A

    Erstatningansvar?? Det sker aldrig. Når det drejer sig om venstrefløjen eller ‘utilpassede unge indvandrere’ får deres ‘aktivisme’ aldrig nogen konsekvenser. Hvor mange er blevet straffet i forbindelse med optøjerne omkring ‘ungdoms’-huset?? Ingen, og det til trods for, at hele Københavnske kvarterer stod i brand. Under vinterferie-intifadaen i 2008 stod landets byer i brand, og hvor mange er til dags dato blevet straffet?? Igen: Ingen.

    Men vi får selvfølgelig det sædvanlige skuespil fra myndighedernes side. Den psykopat som stod frem med navns nævnelse, og fortalte at han nød at deltage i hærværket i Hyskenstræde, vil nu blive sigtet. Christ, politiet kender hans navn og i Berlingske Tidende er der ligefrem et billede af ham, og så nægter politiet at anholde ham. Det er en ren tilstålelsessag!!! Men politiet nøjes bare med at sigte ham, og når der så er ‘faldet lidt ro om sagen’, så vælger man stille og roligt at frafalde sigtelsen, sådan helt i tråd med ‘Hanne Bech Hansen dialog og forståelse’-konceptet. Såadan plejer det jo at gå hver gang venstrefløjens stormtropper har været ude og udleve deres infantile revolutions-fantasier.

    http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-22296538.html

  • Robin_Shadowes

    Har nyss fått reda på att Peter Gabriel fått årets Polar Prize (delat med nån inom kalssik musik som jag inte minns namnet på). Såg Peter Gabriel första gången på Tivolis Koncertsal 1977. Det var hans första turné som solo-artist efter att han lämnat Genesis. Då hade han bara hunnit släppa en LP den självbetitlade, där Solsbury Hill förmodligen är den mest kända låten. Väl nere vid färjeläget så hakade jag och kompisen på ett annat par som också skulle dit. Den här killen Bolle (lär numera bo i Kalfornien) hade en otrolig skivsamling och var känd för att ha kontakter. Bolle hade tagit med sig skivor som han tänkt få signerade. Så efter konserten hakade vi på igen. Vi promenerade från Tivolis Konsertsal till deras hotell som låg strax utanför Hovedbanegården (minns inte namnet men vad jag förstår så har det bytt namn några gånger genom åren). Ni vet förmodligen vilket hotell jag syftar till om ni bor i Köpenhamn. När vi kom dit stod där redan lite fans och groupies. Efter ett tag kom en bil och ur stiger band-medlemmarna men huvudattraktionen själv var inte med. Så vi passade på att få autografer och sedan försvinner band-medlemmarna in på hotellet. Vi väntade ytterligare än stund och då kommer äntligen Gabriel själv, inte i bil men på cykel! Att sedan få en stor stjärnas autograf när man bara var 18 år gammal var väldigt stort då. Bara som liten anekdot ur verkliga livet. Ingen annan som var där (konserten alltså)?

  • Robin_Shadowes

    Klassisk musik heter det förstås. Ursäkta min typonese.