10
maj
Seneste opdatering: 30/7-15 kl. 1538
29 kommentarer - Tryk for at kommentere!

 

Sommertiden nærmer sig, agurketid. Musik. Sidste år var det Emmylou Harris og Gram Parsons. Eller var det forrige ? Nok til at stemple denne blog som vammel og madam blå. Tant pis ! Vi er ikke bekymrede over folk, der ikke kan administrere deres egen dårlige smag.

Jeg spillede rock i 60 erne. Trommer og senere klaver og orgel. Det var ikke så let. Guitaristerne ville spille  Jimi Hendrix og Lovin´Spoonful, sangerne ville synge Otis Redding og Aretha Franklin, saxofonisten ville spille  Billie Holliday og Django Reinhard og bassisten og jeg, vi ville bare spille og møde nogle spiselige kvinder, selvom jeg kun var 16 og ikke havde modtaget seksualundervisning. Tresserne var en periode med gylden pop musik, men også en periode indtil 1973, hvor avantgarden var main stream. Det er ikke sket siden,  poppen er big business nu og akkurat så ligegyldig, at eventuelle originaler bare kan fise af. Jeg forlod den slags musik i mange år, indtil jeg mødte en musikalsk pige i 1992, der førte mig ajour med hvad der var sket i mellemtiden. Hun gav mig også Bellmann og Åkerstrøm oven i købet. Noget var sket, men mindre end jeg troede.

Da jeg skiltes fra Robert Redeker og hans franske livvagter forleden, passerede jeg Drop Inn, Henrik Stangerup og Jurij Moskvitins gamle vandingstrug. Derindefra lød Stig Møller og Peter Ingemann, det lød  godt, så jeg standsede for at lytte. Tankerne fløj afsted. I sommeren – 67 sad jeg en måned på Valhalla på Bakken og hørte på Steppeulvene. Vi var måske 15 i lokalet hver aften. Jeg havde ikke  hørt Stig Møller siden dengang. Nu tænkte jeg på Eik Skaløe og Steppeulvene, som de var havnet i et øltelt med deres chillummer og Herman Hesse den sommer, underligt malplacerede bortset fra os få , unge søgende. Skaløe rakte ud efter stjernerne, næsten forgæves når man ser tilbage på det. Én plade, det blev det hele. Død ung af sindssyge og erobringslyst.  Havde jeg vidst det var musikhistorie, jeg overværede, havde jeg taget kameraet med. Jeg havde taget noter, som en kronikør skal gøre. Nu har han fåët en kulturministeriel plads opkaldt efter sig. Så kan jeg fotografere den.

Man ser, at nogle unge  ønsker sig en anden, mere glorværdig ungdom, deres forældres, min for eksempel. Så er den pivegal, hvis de vil bytte  deres egen tvivl og usikkerhed, deres eget Helvede med forældrenes. Det ligger i vores  kultur, at vi  er villige til at tage vores egen skæbne  på os,  helt uden at være fatalister. Ikke at  skyde skylden på andre, ikke drømme  os til andres skæbne, men at vi selv tør være voksne .Dét er vores  arv og styrke i en forvildet verden. Andres ungdom skal  kun have historisk interesse. Vi skal selv vide bedst, efter at vi har overvejet hvilke gaver vi har arvet. Ingen gud, ingen stat, igen forældre, hvor meget vi end skylder dem alle sammen, men netop ikke total forkastelse, som man ser i fotos nedenfor. Pop er pop og pop  er vores fælles berøringspunkt, så lad os da bare mødes der. Snaphanen som det rene Politiken og deres intellektuelle flagskib fra det jyske deep south, Rune kirkestormeren og hvad er det nu han hedder… Tjulahopsasa, Tøger og Århus bugt.

Samme alder, hvor store ord i små popsange ikke blir slagtet af velerhvervet kynisme og faktisk stadig ikke bliver. Min kærlighed til England, indlært fra 6 års alderen af min sidekammerat i skolen, hvis far havde været rear-gunner på en Lancaster bomber over Hamborg og Kiel. Og trommeslager. Da vi var ni, svigtede hans humor da han blev pinligt berørt over at skule have en lillesøster. Intet kunne ellers gøre ham forlegen, Barclay jun. Hans gamle havde gjort “det der”, som vi ikke rigtig vidste hvad var, men vi anede at der forelå en forbrydelse. Min musikalske venindes far gik i land på Gold Beach, og sagde altid med betydelig bitterhed: “Hvorfor siger I Churchill vandt krigen ? We won the fuckin´war for him”. Han talte aldrig om detajlerne, jeg spurgte ham ikke, jeg går ud fra han ikke kunne. Krigen sad i ham resten af livet. Hvad jeg vil frem til er, at krig er mig fremmed, men ikke fremmed.

En dag i sommeren 67 – jeg lå i en havestol på en græsplæne – annoncerede Jørgen Mylius: “Og her er en amerikansk sanger, der  har fået et kæmpehit i England med sangen “Hey Joe”. Mylius, lige enthusiastisk for enhver nyhed, Johnny Reimar og Lis og Per, kunne ikke  høre den aldrig før hørte, swingende Stratocaster, der blæste ud af transistorens højttalere. Sådan er han stadig, fuldstændig blottet for musikalitet.. Per Højholt  har digtet på den lyd. Senere hørte jeg ham i Falkoner Centret og havde tinnitus i uger efter. En trio, der lød som et symfoniorkester, alene  på grund af volumen. Og med verdens mest jazzede rock- trommeslager Mitch Mitchell. Ken Gudman var smigret, da jeg sagde til ham, at han swingede lige så godt. Rytme, ikke takt, som er det eneste man hører idag. Man kan ikke argumentere imod Jimi Hendrix. Han kan altid slå én i hovedet, med mere  liv end man selv har til rådighed,selvom han har været død i 38 år.

Clapton & The Bluesbreakers, surt at have toppet for 42 år siden.  Ville være kunstner, så gik det galt. Fra da der stod på Londons mure: “Clapton is  God”:

Samme med Stones. Et fremragende kopiband med den musikalske hjerne Brian Jones. Derefter 40 år som en sæk væltede kartofler. Morale: Ønsk dig ikke at blive  kunstner. Bare hør Ib Michael på P 1 .Bibliotekarlitteratur, hvis man vil være lidt ond.  It´s All Over Now, en profetisk sang titel af Womack og Womack. (fra min. 5;:35)


Og så skøjtede tresserne helt ud, allerede i 67. Pink Floyd og Syd Barrett spillede i Star Club på Åboulevarden. Jeg var der. To år  efter var Barett blevet uhjælpeligt sindssyg, men dog uskadelig indtil han døde for nylig. Resten med Pink Floyd var også ufarlig, pompøs støj og business på noget, der var engang. Skal man koge  årene ned,  så er det vel i ordet “uskyldstab”. Og “myte”. Vi var alle så vidunderlige, da vi var 18. “Vi ejer byen”,  “vi ejer det hele”, men vi skal miste alt alligevel.

Men pop musik slutter selvfølgelig ikke der. Der er bare længere mellem de gyldne, banale øjeblikke. Jeg blev trukket væk fra Buxtehude, Hildegaard von Bingen og Bach af en musikalsk kvinde – f.eks. til F.Y.C.: Musik er mere abstakt end poesi. Nogle vil elske helt andre numre, og det er også i orden. Det er bare ikke i orden kun at blive hængende i den musik man dansede og elskede til da man var 18. Det er ikke musikalitet, men  sentimentalitet. Dårlig smag er mere udholdelig, hvis den er flytbar og i live. Jeg bilder mig ind, min er, men det er nok løgn. Jeg er reaktionær, fordomsfuld og alt det jeg selv ville have hadet,  da  jeg var tyve. Og det er jeg fuldstændig ligeglad med, når først musikken spiller. Men til bisættelser skal man spille Kingo og ikke Kim Larsens opkog af Emil Aarestrup. Dér slutter poppen.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?