29
maj
Seneste opdatering: 29/5-09 kl. 2200
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!
Del...


Wall Street Journal: The Latest Reincarnation of Elvis, The 54-year-old British rocker gets in touch with America’s roots

»Svenskere dør i kamp i Somalia«

Sverige bidrag til muslimsk terror: Asyl til rebelledere fra Aceh, Syd Thailand, Somalia……………

“Dessa personers agerande i Somalia riskerar enligt Säpo att skada Sveriges internationella anseende, att Sverige kan uppfattas som en plats där man kan stödja terrorism.”

Unga män i Sverige lockas av terrororganisationen al-Shabaabs budskap och reser till Somalia för att delta i strider. Hittills har minst ett 20-tal personer rest dit för att tränas och medverka i kriget, i vissa fall utan anhörigas vetskap. Enligt Säpo har en handfull per- soner med svenska pass dödats i striderna.Svenska säkerhetspolisen är djupt oroad över att unga män reser från Sverige för att delta i strider i Somalia. Enligt Säpos chefs-analytiker på enheten för kontraterrorism, Malena Rembe, finns det flera personer med svenskt pass som dött i strid. Hon kan inte lämna några ytterligare detaljer om dem, men påpekar att det är en personlig tragedi för familjen.

Vi bedömer att ett 20-tal personer har rest från Sverige till Somalia för att delta i våldshandlingar eller utbildning. För när- varande bedöms ett 10-tal svens-kar finnas på plats i Somalia som antingen deltar i våldshandlingar eller finns på träningsläger, men det kan finnas ett mörkertal. Det som oroar oss är att det är pågående och ökande, säger Malena Rembe.Malena Rembe beskriver gruppen som brokig, men det handlar inte bara om svenskar med somalisk bakgrund. Istället är det en etniskt blandad grupp, och där några också kommer från välintegrerade familjer. Det här är personer som åker ned på eget initiativ. De ser sig som en del av en global kamp och vill bidra. Till viss del handlar det också om våldsglorifiering. Det är främst unga män i åldern 20–30 år. De söker själva kontakterna och resvägarna. Svenskar döda i strid i Somalia

“Humor er universel”

Det var Ayatollah Seyyed Ruhollah Khomeini, der sagde, at det ikke  var meningen man ligefrem skulle more sig i hans kalifat. Marzouk gjorde heller ikke just lykke på “Islamofobikonferencen” i Bella Centret 2006 overfor en forsamling på 1200 islamister + Tøger Seidenfaden, Jørgen Bæk Simonsen og biskop in spe Anders Gadegaard. Der må være noget Marzouk har misforstået:

Omar Marzouks stand-up show floppede i det Hizbollahstyrede Libanon. Imamerne nægtede at grine. Fortvivlelsen næsten lyser ud af komikeren Omar Marzouks øjne, da han har afsluttet sit stand-up show for en fyldt hangar i den ærkemuslimske del af Beirut i Libanon. Omar Marzouks mission om at få dem, han selv kalder for ‘mullaher’, til at le, er forulykket – som en dromedar på en skøjtebane, og selv for en professionel stand-up’er er det en svær kamel at sluge. Normalt er det ikke noget problem for den egyptiskfødte stand-up’er at underholde et publikum, men med en sal fuld af stenansigter måtte selv kongen af politisk ukorrekt, men integrationsvenlig humor give op.

»Jeg skal tage deres stand-up-mødom«, fortæller komikeren ellers i begyndelsen af udsendelsen. Men efter showet er der i hvert fald mindst et par imamer og andre lærde, der stadig er jomfruer. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for Omar Marzouk, da han er fuldt ud klar over, at det ikke er uproblematisk at lave satire på arabisk. »Høflighedsgrænserne er anderledes dernede. Herhjemme er vi alle sammen mere i øjenhøjde, og vi er intellektuelt ligestillede«, forklarer den kortvarigt desillusionerede stand-up’er. Imamer jorder dansk komiker

Særloves ubehagelige dilemma

Efter hjemsendelsesaftalen må de afviste asylansøgeres støttegrupper se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig.

Af Kirsten Sarauw, præst, forfatter og psykoterapeut; Kai Sørlander, filosof og forfatter; Torben Snarup Hansen, historiker; Lone Nørgaard, lektor, cand.mag.

Vi har modtaget en mail, som åbenbart cirkulerer på nettet for øjeblikket, med opfordring til at støtte den aktuelle »kirkeaktion« i Brorsonskirken på Nørrebro til fordel de 282 afviste irakiske asylansøgeres krav om asyl/opholdstilladelse i Danmark. Aktionen, der angiveligt har været nøje planlagt igennem flere måneder, plæderer for, at der vedtages en særlov i lighed med den særlov fra 1992, som gav asyl til 460 afviste palæstinensere efter en tilsvarende kirkeaktion, hvor 78 palæstinensere i månedsvis havde besat blandt andet Blågårds Kirke.

Selv om vi er klar over, at støtteaktionen er sat i værk ud fra de smukkeste medmenneskelige motiver, vil vi alligevel tillade os at pege på nogle meget ubehagelige dilemmaer og langsigtede konsekvenser, som en eventuel vedtagelse af en ny særlov vil medføre.

Som bekendt har samtlige af de afviste irakiske asylansøgere for længst fået deres sag individuelt og omhyggeligt behandlet efter gældende dansk (og international) ret og er ikke fundet berettigede til asyl i Danmark. Den afgørelse har disse irakere så ikke villet respektere, og de har fundet støtte blandt en kreds af mennesker, som øjensynlig er uenige i den officielle danske flygtninge- og asylpolitik med tilhørende lovgivning, og som – med deres aktioner – har sigtet på at omstøde de danske myndigheders afgørelse. Kort sagt er de afviste asylansøgere blevet en brik i et indenrigspolitisk spil om udlændingepolitikken.

Med den nylige hjemsendelsesaftale er klokken så faldet i slag ikke blot for de afviste asylansøgere, men også for deres støttegrupper, som nu må se i øjnene, at konsekvensen af deres idealistiske aktioner har været alt andet end medmenneskelig. Det falske håb, som støtteaktionerne så tankeløst har indgivet asylansøgerne, har forhindret disse familier i at handle i overensstemmelse med realiteterne og tage ansvar for deres egen situation ved i god ro og orden at indstille sig på et liv i deres eget hjemland.

Alle fornuftige mennesker ved naturligvis godt, at den ene »særlov« efter den anden ikke er nogen farbar vej for et demokratisk retssamfund, fordi tæppet dermed vil blive trukket fuldstændig væk under den myndighed, som er garanten for, at et retssamfund kan fungere. Formentlig derfor har støttegrupperne også suppleret deres argumentation med at henvise til forskellige internationale konventioner: Børnekonventionen, FNs anbefalinger, Amnesty International, ja, sågar Udenrigsministeriets rejsevejledning for danskere, som angiveligt skulle sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de danske myndigheders beslutning om hjemsendelse af de afviste asylansøgere.

Hermed forsøger man at flytte hele flygtningespørgsmålet fra den politiske arena og ind under en slags overordnet universel rettighedstænkning, som til hver en tid kan trumfe demokratisk og national vedtaget flygtningelovgivning. Bortset fra at tankegangen er umiskendeligt totalitær og antidemokratisk, så umuliggør den også enhver fremtidig flygtningelovgivning og lægger i det hele taget en bombe under nationalstaternes selvbestemmelsesret med hensyn til, hvem der kan få tilladelse til at bo inden for deres grænser.

Når millioner af irakere kan leve deres liv i Irak, så kan vores afviste asylansøgere naturligvis også. I modsat fald skulle samtlige andre millioner af irakere også have ret til asyl i Danmark. Der er ingen af de irakiske asylansøgere, der har godtgjort, at de er personligt forfulgte.

Men nu har disse irakere jo opholdt sig så længe i Danmark, siges det, er det så ikke uanstændigt at sende dem tilbage efter alle disse år? Disse irakere har meget længe vidst, at de ikke havde lovlig hjemmel for asyl i Danmark. Ved at støtte disse irakere i deres ulovlige krav om asyl, har de forskellige støttegrupper samtidig givet dem medløb i, at de er uretfærdigt behandlede ofre.

Er der noget, der er degraderende for menneskelig selvrespekt, så er det at komme til at opfatte sig selv som offer. At evne at bøje sig for realiteter, også de meget ubehagelige, uden at forfalde til offerrollens drømmerier hører med til det voksne menneskes allervigtigste kompetencer og værdighed. På en mærkelig måde ligner de to grupper hinanden; både asylansøgerne og støttegrupperne lider øjensynlig af alvorlig »Wirklichkeitsverlust« og grænseløshed, hvor den ene part har fået bildt den anden – alt for villige – part ind, at grænser ikke er virkelige, og at love kan omgøres, når bare man benægter og protesterer længe nok.

Til sidst et par bemærkninger om konsekvenserne af den såkaldte »Palæstinenserlov« af 3. marts 1992. Ud af de 420 palæstinensere, som fik tilkendt asyl, fik 321 personer opholdstilladelse. Ifølge en opgørelse fra 2003 var 135 af de 321 personer blevet dømt for kriminalitet, svarende til 42 procent. 238 personer, svarende til 74 procent, var på en eller anden form for overførselsindkomst. Af de 110 børn, som er født af de 321 palæstinensere, havde 56 procent været involveret i kriminalitet ifølge en opgørelse fra 2005. Ydermere viste det sig hurtigt efter Palæstinenserlovens vedtagelse, at flere hundrede havde opnået flygtningestatus på falsk baggrund, idet de i årevis forud for lovens vedtagelse var rejst på ferie i Libanon.

Som det fremgår af ovenstående, kan grænseløs godhed sommetider have nogle utilsigtede onde konsekvenser. Vore politikere er valgt til at gennemtænke de langsigtede følger af den politik, der skal føres, og de skal på befolkningens vegne være i stand til – på trods af pressionsgruppers kortsigtede følelsesmæssige engagement i en sag – at turde træffe ubehagelige beslutninger, som kan virke umenneskelige, men er nødvendige af hensyn til almenvellet.

Havde Churchill ikke vovet at tage ansvar for nogle meget onde beslutninger i en ond tid, havde konsekvenserne for Europas skæbne været katastrofale. Lad os håbe, at vi stadig har politikere af den kaliber. Det ville være et ironisk resultat af den flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951 på baggrund af de forfærdelige erfaringer – især for jødernes vedkommende – under Anden Verdenskrig, at Europa måske igen havner i kaos og opløsning, denne gang på grund af en helt ukontrollabel flygtninge- og indvandrerstrøm med ret til endeløse familiesammenføringer, som vi af lutter godhed og angst for gentagelse af fortidens synder ikke evner at sætte grænser for. (Weekendavisen)

Iraqi asylum seekers ‘will be sent home’

Iraqi asylum seekers ‘will be sent home no matter where they are’ .Taking shelter in a church will not have an effect on the government’s decision to expel refugees whose request for asylum has been denied. Cphg. Post

Nordisk Råd bekymret over de danske “deportationer”

Members of the Nordic Council Left-wing Socialist and Green Group (VSG) have questioned the Danish decision to send 282 Iraqi asylum seekers back to areas deemed dangerous by the UN High Commissioner for Refugees (UNHCR). The VSG would like to know what plans Denmark has to work with its neighbours to prevent the export of refugees from one Nordic country to another.

In a letter to the Danish government, the VSG is highly critical of the fact that the integration minister has ignored UN recommendations and decided to send 282 asylum seekers home to dangerous parts of Iraq.

“All countries must respect international conventions and refugee rights, and they all have a responsibility to interpret refugee law on the basis of current facts about actual conditions in the areas to which refugees are deported. Why has the Danish Immigration Service ignored information from the UN about the situation in Iraq?” asks Rolf Reikvam, the VSG chairperson.

.

Nordisk Råd


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


GB

Posted: 29 maj 2009 - 13:40 - Svar

Vi hører, hver gang en afvist asylansøger skal sendes hjem efter årelang sagsbehandling, trukket i langdrag af ansøgeren selv eller hans advokat, at det er et problem, at han eller hans børn har været så længe væk hjemmefra, at de næppe kender hjemlandet mere.

Så spørger jeg: Hvorfor er der ikke tilsvarende fremmedhedsproblemer, når de skal udvandre DEN ANDEN VEJ – til de rige lande? Dem kender de dog slet ikke i forvejen! Men der fejler rejseviljen ikke noget?

Crass Børsting

Posted: 29 maj 2009 - 14:00 - Svar

Et sobert, nøgternt og velargumenteret indlæg fra Kirsten Sarauw, Kai Sørlander, Torben Snarup Hansen og Lone Nørgaard.

Hvis danske journalister og venstrefløjspolitikere kunne læse og tænke, ville debatten være afsluttet.

Men sådan foregår det jo ikke, så lad os håbe, at vores vaklende og mimrende integrationsminister for en gangs skyld demonstrerer lidt handlekraft.

Jacob A

Posted: 29 maj 2009 - 17:33 - Svar

Off topic: En lille solstrålehistorie fra sappho.dk

http://www.sappho.dk/afghansk-flygtning-afgjorde-pokalfinalen.htm

VH
Jacob

morlille

Posted: 29 maj 2009 - 17:48 - Svar

Vedr. Omar Marzouk, undrer mig dlet ikke over at imamerne ikke lo. Jeg ler heller ikke af Omar. Han er overhovedet ikke sjov. Han er kikset og gabende kedsommelig.Det har jeg da tilfælles med mullaherne. Der kan man bare se!
Omar M. kan takke sin etnicitet for at medierne gider beskæftige sig med ham. Var han almindelig leverpostej som os andre, var der da ingen, der gad engagere ham!

Victor

Posted: 29 maj 2009 - 17:56 - Svar

“Nordisk Råd bekymret over de danske “deportationer””

Dårlig rubrik. Det er den Venstresosialistiske Gruppe i Nordisk Råd, som mener det her. Det siger din text osse.

Peter Buch

Posted: 29 maj 2009 - 18:20 - Svar

Briter der siger- tag magten tilbage:
http://www.youtube.com/watch?v=Y3yxs8A6xSE

Thomas Bolding Hansen

Posted: 29 maj 2009 - 20:18 - Svar

The one and only Pixies: Allison 🙂

http://www.youtube.com/watch?v=6yaeATCPwbQ

Fra det fedeste album de sidste tyve år, Bossanova 🙂

Niels C

Posted: 29 maj 2009 - 21:09 - Svar

Nej Omar er ikke altid ret sjov. Men der har faktisk været Stand up i Mellemøsten før, og der skulle være en levende scene i Libanon
Se klip med sjove amerikanske – arabiske stand ups
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=17268898

Robin_Shadowes

Posted: 29 maj 2009 - 21:37 - Svar

Man borde utsätta mulla-stenansiktena för Jeff Dunham och hans Ahmed den döde terroristen. Undrar vad som hade hänt då? Eller Pat Condell kanske… 😀

LFPC

Posted: 29 maj 2009 - 22:08 - Svar

“The one and only Pixies: Allison”

Enig, det er også den sang er også det første jeg associerer med navnet. The Pixies var fantastiske.

Peter Buch

Posted: 29 maj 2009 - 22:28 - Svar

Andre billeder kommentator lyder lidt som Pat C.

http://www.youtube.com/watch?v=Te7uzWZ4CzY

Fra:

http://www.ukip.org/

dana

Posted: 30 maj 2009 - 09:23 - Svar

Imamerne har muligvis humoristisk sans, men er ikke blevet underholdt af Omar Marzouk.

Procopius

Posted: 30 maj 2009 - 12:25 - Svar

Omar M er troende muslim og derfor næsten pr. definition kedelig!

Islam er kedelig! Leveringsdygtigheden i uendelige massakrer, optøjer og mishandlinger stammer fra denne fanatiske kedelighed!

Kernen er dyrkelsen af en forbryder som ypperste forbillede og det guddommeliges talsmand. Muhammed var ikke sjov, ibedstefald ynkværdighed i sin usselhed og elendighed.

Kulturberigelsen udbliver således fra vore muslimske indvandrere fordi de intet har at byde på andet end vold, sharia og nonsens!
Med andre ord et dybt forankret slaveri som vi andre nødigt deler!

Fanden alene ligger flad af grin i sit helvede!

Procopius

Posted: 30 maj 2009 - 12:33 - Svar

Jeg vil gerne nøjes med “Ynkværdig” i det ovenstående! 🙂

Mens “Ynkværdighed” dog stadig kan bruges, isærdeleshed som beskrivelse af den tilstand Allah kaster over sin Ummah!

Fred være med dem.

Jacob A

Posted: 30 maj 2009 - 17:17 - Svar

Flere:

Beklager, men jeg er uenig. Jeg synes, at Omar marzoukh er skideskæg, måske dén sjoveste stand up-komiker her i landet. Som politisk kommentator er han dog ikke meget bevendt. Men fuck det, han er SJOV.

VH
Jacob

kimpo

Posted: 31 maj 2009 - 22:17 - Svar

-> TBH:

Bossanova var selvfølgelig med i Sverige. Alle ordentlige bloggere kan lide Pixies 🙂

Thomas Bolding Hansen

Posted: 1 juni 2009 - 01:10 - Svar

Kimpo, det glæder mit hjerte uudsigeligt, men overrasker ikke.

Pixies er på et mere subtilt plan et band, der brugte sin frihed (land of the free and home of the brave i endnu en ny variant) og brød med mainstream, og friheden skal netop værdsættes ved at bruge den.
Hvor andre (mine forældre f.eks 🙂 ) måske hører en skrighals i Black Francis, hører jeg en person, der tør være sig selv og give los, giver sig selv friheden til at være den person, han er.
Det er stor musik og stor eksistentialisme i samme ombæring.

Modsat de såkaldte tilhængere af “mangfoldighed”, hvor man helst skal synge med samme stemme som dem, Jesus.

Kan i følge mig?

Leave a Comment