13
nov
Seneste opdatering: 14/11-09 kl. 0513
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er så vovet som SVT nu engang bliver, med frygt og megen bæven og indkaldte imamer, udlæggere og tydere i kaffegrums. Hirsi Ali var ikke til at komme udenom. Det er ikke noget tilfælde at svenske seere ikke kender Wafa Sultan, der har været i dansk TV flere gange. Eller Nonie Darwish. Eller Chahdortt Djavann. Eller Brigitte Gabriel. Eller Phyllis Chesler. Eller den lange liste a mandlige kritikere, Warraq, Pipes, Spencer, Bostom, Solomon. You Tube trailer. Hele programet min. 26:27, synligt til 16 januar 2010.

DM 2 003

Skolelærere: 84.8 procent stemmer rødt

Hvis vi regner Radikale med, og det gør vi jo værdipolitisk:

Når en skolelærer sætter sit kryds i stemmeboksen på tirsdag, havner krydset med stor sandsynlighed til venstre for midten.Det viser en undersøgelse, som DR har lavet. Skolelærere stemmer rødt

Enkeltbillet fra Rinkeby til Paradis

Flera av de unga män som rekryterats från Sverige av den islamistiska rebellgruppen al-Shabab, till strider i Somalia, har värvats från en fritidsgård som startades av moskén i Rinkeby i nordvästra Stockholm. SR Islamister rekryterade på ideell fritidsgård

Men betraktar ni [SÄPO] sådana personer som hot?

– Vi har inte sett att det finns en förändring i att det, för dem, skulle vara legitimt att utföra attentat mot Sverige och svenska mål – än så länge. Utan det är i Somalia som det är okej för dem att utföra våldshandlingar. Men det är klart att de har en kompetens som de inte hade tidigare. Shabaab-krigare återvänder till Sverige, You Tube: Ungdomar rekryteras till al Shabaab.

Søren Krarup og The New Totalitarians *

Systemskiftet i 2001 er i sidste ende et opdragelsesprojekt. Systemet Politiken har tabt.

Og derved – siger jeg – er Danmark blevet et slags foregangsland i Europa. For nylig fik jeg endnu en gang lejlighed til at konstatere det. Danmark fik nemlig besøg af en svensk journalistpige, der har produceret en film om Danmark og danskerne, som hun med alle midler søger at mistænkeliggøre og bagvaske, naturligvis i særlig grad Dansk Folkeparti. Der var slet ingen ende på bagtalelsen af de grimme, grimme danskere.

Jeg fik lejlighed til at se filmen og siden diskutere med den svenske journalist på TV 2 News, og for mig, der igennem årene har haft lejlighed til at stifte nært bekendtskab med nutidens politiske korrekthed, var det slående, hvorledes dette var forsøget på at tvinge fortidens ideologiske spændetrøje ned over danskerne og måske især svenskerne.

For danskerne skulle kun bruges som skræmmemiddel for den svenske befolkning, der svagt, ganske svagt, er begyndt at foretage samme opgør med de ideologiske magthavere, som Danmark har gennemført. Jeg måtte minde journalistpigen om, at i 1970’erne udgav den engelske journalist Roland Huntford en bog om det Olof Palme-Sverige, i hvilket han havde arbejdet i adskillige år, og kaldte bogen for ’The New-Totalitarians’. Således karakteriserede han det moderne Sverige, som regeres af Olof Palme-politikere og -journalister. Et land af uforfalsket Svend Auken-type.

Et land derfor, hvor skældsordet ’racisme’ bestemmer den offentlige debat, og hvor de menige svenskere, der under trykket af en overvældende og utålelig indvandring kalder deres landsmænd til modstand, bliver kulet ned og forfulgt af magthaverne i medier og politik. Dertil skulle denne film om et Danmark, hvor systemskiftet har fundet sted, tjene.

Og jeg kunne i debatten med den svenske journalist ikke lade være med at fortælle om en oplevelse, jeg for nogle år siden havde på Tidehvervs sommermøde. En mig ukendt ældre mand rejste sig og bad om ordet og fortalte, at han havde i mange år været bosat i Skåne, selv om han var født dansk. Og under den tyske besættelse, sagde han, så danskerne fra det mørklagte Danmark længselsfuldt over mod den svenske kyst, der lå badet i lys. Nu er det omvendt. Nu sidder svenskerne i et mørklagt Sverige og ser misundeligt over på et Danmark, hvor der er lys og åndsfrihed, fordi danskerne har taget det opgør med ufriheden og ensretningen, som Sverige lider så stærkt under. Jeg fortalte dette til den svenske journalist. Men konstaterede jo, at det var spildte Guds ord på Balle-Lars. Søren Krarup kronik: Danmark er blevet et foregangsland i Europa. (*The New Totalitarians)

Roger Scruton om TV´s skadevirkninger

Australia has come out against television – but some of us have known of its dangers for years. To my amazement the Australian Government has come out against television. Admittedly its report is confined to the effect on small children, and takes the form of undemanding guidelines: the report says that no child under the age of 2 should be allowed to watch telly.

[..]It has been known for 20 or more years that television induces mental disorders, such as enhanced aggression, shortened attention span and reduced ability to communicate, and that these disorders involve an even greater social cost than the obesity and lethargy that are TV’s normal physical side-effects. Research by the psychologists Mihaly Csikszentmihalyi and Robert Kubey has shown that television is also addictive, setting up pathways to pleasure that demand constant reinforcement. As a threat to the nation’s health, it stands far higher than alcohol, drugs or tobacco, and the worry is that it may be too late to do anything about it, since the addiction is all but universal.

Yet worse than the effect of television on adults is its effect on small children. The human brain is not fully developed at birth and goes on growing through the early years, in ways that depend on a constant exploration of the environment. This feature of our development is unique to our species and lies at the heart of what it is to be human. Many of the connections vital for a fulfilled life — notably those involved in social understanding — do not exist at birth, and come into being as the brain develops in the first five years.
Brains subject to the wrong input in early years will be wrongly wired; vital capacities, both intellectual and emotional, will fail to be acquired, and the result will be a stunted human being. If you don’t believe this, just ask how you might explain the sudden emergence in the age of television of so many young people who are inarticulate, short-fused and unable to form lasting or genial social relationships.

This syndrome — which we witness everywhere, in the classroom and in our streets — is exactly what neurologists predict. When children are distracted by a flickering screen from the earliest age and never encouraged to explore the real world, they will not develop the capacity to communicate with other humans, or to cope with the stresses of real encounters. They will take the short way out, which is not the way of communication but of aggression.
Like every medium of communication, television has its uses. There are important educational programmes, in which visual images communicate what can be conveyed in no other way. There are TV classics, and forms of innocent entertainment ideally suited to the screen. A serious TV programme should be treated like a book, or a visit to the theatre — to be absorbed in a critical frame of mind.

But that is not how television is used. It is a constant flickering presence that competes for attention with all the necessary goings-on of everyday life. Over the years, as its impact has stalled, it has had recourse to ever more vulgar colours, ever grosser language and ever more mesmerising facial close-ups. When the telly is on, and in a third of Australian households, apparently, it is never off, conversation is impossible, and conversational skills cannot develop. Moreover, even the wisest and most affectionate remark will lose its flavour when heard against the clamorous vulgarities that issue from the screen. [..]

All that was obvious long before psychological research confirmed it. I have to say that this research came as no surprise to me. In my childhood television was a rare luxury; broadcasts would begin at 6pm and were constantly interrupted by technical faults. My father took a principled attitude to this intruder, which his mother-in-law had smuggled into the household, and would turn it off whenever he walked through the sitting room. In the few years before he finally dispatched it with a hammer, the telly never gained a foothold that would enable it to compete with books and music. So I grew up outside the culture that television has spawned.
And it is why there is no television in Scrutopia today.

Times Online: TV will never poison my children’s minds

Hvis Scruton har ret, er vi meget heldigt stillede her på bloggen; vi ser ikke fjernsyn. Der var ikke noget TV i mit liv før jeg var 13 (og da var der næsten ingen programmer i kassen). Idag har jeg godt nok et stort skrummel stående, men det er kun fordi jeg ikke  har fået det kylet ud, det er for tungt. Det virker ikke, og da det virkede, brugte jeg det ikke. At dømme efter det DR Update og TV News jeg en sjælden gang passerer ude i byen, flimrer  TV mere end nogensinde, med mindre indhold en nogensinde. Det giver ikke  appetit på et TV hjemme, som fungerer. Det er mit indtryk, at det er forbløffende lidt, jeg går glip af: Når jeg ser  Billed Bladet hver anden måned mens  jeg bliver klippet, kender jeg ingen af “kändissarne” eller hvem de nu er blevet skilt fra. Det er åbenbart hvad jeg går glip af, stakkels mig. “TV personlighederne” lader stadig til at tro, de er lige  betydningsfulde og landskendte, når der  går 1000 på dusinet.  Til gengæld går jeg tit i Filmmuseet, som jeg stadig kalder det. Glimrende TV.

Hvad Scruton mener om nettet eller blogging ved jeg ikke, men min erfaring er, at det ikke egner sig for “deep reading”, som Harold Bloom kalder det. Den læsning kræver foruden særlige skribenter, også en særlig form. Vi ved at blogging er fast food, men vi prøver at holde tempoet ned  på forskellige måder. Blandt andet ved sjældent at lege nyhedsmedium, hvad der også ville være  halsløst.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Kronik: Krarup: Danmark er blevet et foregangsland i Europa

    http://politiken.dk/debat/kroniker/article831285.ece

    AF Søren Krarup

    Lad os bare stille spørgsmålet her otte år efter. Var det et systemskifte i 2001? Er der virkelighed og alvor i dette begreb i denne situation?

    Det er klart, at når man som jeg bruger udtrykket systemskifte om det, der skete med november 2001, forudsætter jeg, at perioden op til 2001 repræsenterede en slags system. Har jeg ret heri?

    Hvis jeg må være en smule selvoptaget, vil jeg svare, at mit snart mangeårige forfatterskab hævder og begrunder en sådan påstand.

    Især i bogen ’Det moderne Sammenbrud’ fra 1984, men også i mange andre i et temmelig omfattende forfatterskab har jeg søgt at skildre og dokumentere et fælles åndspræg, der bar kulturradikalismens mærke og tog sit udgangspunkt i Georg Brandes’ gennembrudsforelæsninger i 1871 og især i Dagbladet Politikens herredømme over den offentlige mening fra slutningen af 1800-tallet til – ja, til systemskiftet anno 2001.

    Systemet Politiken – det var Danmark fra 1905 til 2001. Med alt, hvad dette indebærer.

    Med forsvarsnihilisme, med national selvforagt, med den kolde skulder til de danske sønderjyder, med 9. april 1940, med samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, med EU-overnationalisme og med en udlændingepolitik, hvis indhold var foragten for det danske folks førstefødselsret til Danmark, udtrykt så karakteristisk og rammende af Bjørn Elmquist under andenbehandlingen af udlændingeloven 2. juni 1983: »Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis«. [!!!!!]

    Et sådant udsagn er jo identisk med en ophævelse af Danmark som nation eller af dansk indfødsret, der indlysende for alle sondrer og skal sondre mellem dem, der er danske borgere og er omfattet af dansk lov, og dem, der ikke er danske borgere, og som derfor ikke kan gøre krav på danske borgeres rettigheder i Danmark.

    Bjørn Elmquists afslørende sentens udtrykker Systemet Politiken. Han forstår det karakteristisk nok ikke selv. Jeg har diskuteret med ham, og han fatter ikke selv realiteten. Det er måske det egentligt karakteristiske ved Systemet Politiken. Man er jo bare ’god’. Man står jo bare for ’medmenneskelighed’ og ’retfærdighed’.

    En sådan uanfægtelig selvretfærdighed – jeg fristes til at sige en sådan totalitær humanisme – har jo for længst hævet sig over det eksisterende menneskes virkelighed. Man vil jo bare ofre sig for menneskeheden. Og at man ofrer menneskene, de virkelige, levende, konkrete mennesker, man er skyldig at vise respekt og solidaritet, anfægter ikke sådanne farisæere.

    Dette er Systemet Politiken. Dette er systemet, som folketingsvalget i 2001 gjorde op med, hvorfor der er god mening i at tale om et systemskifte.

    ….

  • Takker, Bjovulf. Tekniken kan ikke finde ud af, hvorfor du altid havner i spamfiltret. Kan du ? Anyway, det er derfor du tit kommer på med forsinkelse. Vi kan jo ikke være over bloggen uafprut 🙂

    • Bjovulf

      Næh, kender ikke så meget til det område – men i dette tilfælde var det måske bare fordi, jeg glemte
      at skrive mit “nom du guerre” i første omgang. Det kommer nemlig ikke op automatisk – som normalt -,
      når man lige har haft et program til at rengøre PC’en for alskens gammelt snask 😉

      Eller mener du, at de faste brugeres kommentarer bliver godkendt automatisk? Det er så ok.

      Hmm, måske pga. nogle skjulte tegn? ( Så mit navn ikke er 100 % identisk med det i jeres brugerfortegnelse? )
      Eller manglende e-mail-adresse? Den er så godt nok på i dag, men jeg plejer gern at glemme den.

      • Bjovulf

        Nå, nu virker det da – så måske var det bare den manglende e-mail-adresse?

        ( altså at jeres program kræver en sådan for at kunne registrere en bruger som godkendt )


        SVAR: Godt, du burde gå lige så nemt igennem som alle andre. S

  • Peter Buch

    Gospodar, hospodar- tal om en ting eller om madpriser, sygehuse, børns pasning, der er ingen ende på lyksaglighederne…Ja jeg indrømmer, jeg kom til at se tv.

    Ingen gennemførte politiske initiativer har for mig at se for alvor gjort så meget som hundredetusind eller flere danske fri for uheldige følger af finanskonjuktures udsving, eller den reelt eksisterende frie ankomst til nationen og tagen ophold heri for potentielt millioner.

    Men det lyder da interessant med et foretaget systemskifte, et fortsat skifte blandt andet ophandlende og relateret just sidstnævnte problematikker lyder måske endnu mere interessant i mine ører.

    Stemmer selv DF da jeg anser det for det mindst ringe parti blandt de opstillede.

    In Shakespeare’s Twelfth Night, Feste the jester is described as “wise enough to play the fool”.

  • PerH

    Manji tilsviner europæiske antiimmigrationspartier og kalder dem vulgar populists.
    http://www.theglobeandmail.com/news/opinions/lets-analyze-fort-hood-no t-sanitize-it/article1357062/

    Of course, Canada is hardly alone in avoiding this most public of questions. Some European countries are electing ultra-right politicians precisely because mainstream elites fear touching the “Muslim problem,” thereby creating a vacuum for vulgar populists to fill.

    Desværre sætter hun ikke navne på hvilke ultra-right politicians og vulgar populists, det er hun hentyder til. Det havde ellers været meget informativt, men allerede denne formulering – uden nogen forbindelse til emnet – er jo tåbelig.
    At hun så ovenikøbet bruger “Muslim problem” som et beskidt associationstrick til at trivialisere europæiske patrioters berettigede frygt for fremtiden med den usagte implikation, at man er nazistisk for at drage operationelle konklusioner om det stigende muslimske befolkningssegment som et samfundsproblem viser tydeligt, hvorfra hun kommer.
    Hun foregiver, at hun er på vores side, men det er hun jo ikke, hvis hun i øvrigt anser modstand mod muslimsk indvandring for analog eller sammenlignelig med nazisme.
    Er det DF, Wilders og Sverigedemokraterne hun betegner som vulgar populists? Og er det vulgærpopulistisk at ville dæmme op for muslimske indvandring?

    Ligesom visse venstreorienterede lader Manji til kun at godtage modstand mod islamisk supremacisme, såfremt den overholder det fremherskende paradigme for politisk korrekthed. Vantro har ingen ret til at forsvare deres egne flertalssamfund, blot fordi de vil minimere eller inddæmme islam, men kan kun med legitimitet bekæmpe islamisk supremacisme, hvis det sker for at opretholde et pluralistisk samfund og kun ved ikke at stemme på stuerene ikke-højrepopulistiske partier.

  • Peter Buch

    Om vandringer i mindre målestok, der blev noteret:
    http://jp.dk/indland/krimi/article1884356.ece

  • Hugh Fitzgerald på Jihad Watch er bestemt ingen beundrer af Manji. Denne kommentar er stærkt anbefalelsesværdig for hans sammenkædning af spørgsmålet om Nidal Malik Hasans evt. sindssyge, og så hans religion – kort sagt er pointen den at en muslim i personlig krise vil have et forudbestemt verdensbillede med opdeling i troende og vantro osv., at falde tilbage på, og som kan disponere ham for at reagere som Hasan. Derfor er det at gå uden om problemet at tilskrive massakren “sindssyge”. Det gør en forskel om man har sådan et verdensbillede i baghovedet (som Hasan) eller om man ikke har (som skoleterroristerne). Kun i førstnævnte tilfælde har man en angiveligt legitim grund til at begå ugerningen.

    Fitzgerald: Irshad Manji, Islam, and mental illness

    Denne kommentar ligger i forlængelse af den forrige, og stiller også med udgangspunkt i vanvittige udtalelser fra diverse ledende muslimske personligheder spørgsmålet om man kan tale affærdigende om sindssyge, når disse personer taler ud fra deres religions kilder, og har bred folkelig opbakning:

    Fitzgerald: Major Nidal Hasan must be “nuts”

    • Peter Buch

      LFPC

      Småting, men alvorligt nok:
      Kun i førstnævnte tilfælde har man en ud fra religiøse skrifter og eksisterende praksis hævdet legitim grund til at begå ugerningen.
      Foreslås anvendt som formulering i stedet for din valgte.

  • Benjamin

    Problemet er jo ikke udelukkende reduceret til folkeskolen: Også (måske især?) på universiteterne regerer den røde agenda og sætter deres standarder for “politisk korrekte holdninger”. Nu har jeg desværre ikke tal for rektorerne, professorerne og dekanerne osv. på landets universiteter, men jeg mærker helt klart, at det der kommer “fra oven” i universitetssystemt er kraftigt farvet.

    Se bare f.eks. seneste nummer af iniversitetsavisen, hvor politisk neutrale(??) studerende ved KU opfordres til at boykotte Israel pga. landets angivelige “besættelse” af de stakkels muslimers land. At palæstinenserne affyrer snesevis af raketter af mod Israel med mange civile ofre til følge, er åbenbart ikke noget, som man som politisk korrekt studerende skal kæmpe imod?
    http://uniavisen.dk/campus/studerende-ku-skal-traekke-sig-ud-af-israel

    Der var en gang, hvor landets universiteter koncentrerede sig om samfundsgavnlige sysler såsaom videnskab og forskning. Ak ja, det var tider. I dag har den røde gift sneget sig ind gennem revner og sprækker og angriber især undervisere og ledelse, som bestemmer hvilke nye medlemmer af sekten (tidligere kaldet: studerende), der skal have ansættelse og titler. KU har jo efterhånden udviklet sig til en rødfeministisk snakkeklub, der bruger deres studietid på at planlægge protestdemonstrationer og aktioner for afviste irakere i stedet for at (ha ha?) læse lektier.