Den tidligere finanssenator i BerlinThilo Sarrazin får stort bifald for sin nye bog fra højrefløjen, men SPD lederen Michael Mueller kritiserer bogen “Tyskland afskaffer sig selv – Hvordan vi sætter vores land på spil” .Partikammerater kræver at han træder ud af Socialdemokratiet (SPD.)

Blandt Berlins socialdemokrater vokser presset på den tidligere senator Thilo Sarrazin, for at han skal aflevere sin røde partibog.

“Hans holdninger har absolut intet at gøre med politik, socialdemokratisk integrationspolitik eller demokratisk politik overhovedet at gøre,” siger SPD leder Michael Müller til Tagesspiegel. “Ren provokation driver ham til at komme med stadig mere tvivlsomme og menneskeforagtende udtalelser.” Årsagen til kritikken, er Sarrazins bog om muslimske indvandrere “Tyskland afskaffer sig selv”, der udkommer i slutningen af august.

Thilo Sarazzin, der er doktor i økonomi, hævder at den voksende underklasse af uintegrerbare indvandrere gør Tyskland fattigere og dummere og udgør en trussel mod selve landets eksistens

.- “Det har hidtil været et været tabu at tale om. Vi accepterer som uundgåeligt, at Tyskland bliver mindre [demografisk] og dummere.Vi ønsker ikke at tænke på, endsige tale om det. Men vi bekymrer os om verdens klima i 100 eller 500 år. Hvilken rolle spiller det, hvis vi har afskaffet os selv til den tid. ? Vi må tale fornuftigt om demografi, indvandring og familiepolitik. Intelligente kvinder skal føde flere børn. Lige nu befinder os nu ved slutningen af en samfundsmæssig guldalder, der begyndte i 50 erne.” Sarrazin tilføjer : “Hvis jeg vil høre bønnekald fra en muezzin, booker jeg en rejse til Østen.”

Et sammendrag af Deutschland wird immer ärmer und dümmer! Kritiker nennen Sarrazin “Schande für Bundesbank”,Sarrazin warnt vor einem muslimischen Deutschland,Hvis Sarrazin fremturer, så ender det med han bliver omtalt i Lasse Jensens i Mennesker og Medier inden næste august. Derimod skal man ikke frygte at støde på hans navn i svensk presse nogensinde. Publicisten og Enzensberger-biografen Jörg Lau skriver i sin egen avis, Die Zeit i Thilo Sarrazin, mutiger Tabubrecher:

Thilo Sarrazin, den modige tabu-bryder. Endelig får Thilo Sarrazin en begyndende anerkendelse for sin advarsel om et muslimsk Tyskland. Som indledningvis nævnt, kan man mene om Sarrazin, hvad man vil, men han er i øjeblikket det eneste repræsentant for systemet, der har modet til at sige den ubehagelige og usminkede sandhed – ikke kun som en døgnflue som så mange andre før ham. Det er på tide at sætte spørgsmålet om masseindvandringen, velfærdssystemets sammenbrud og truslen om vort folk undergang ind i en større sammenhæng. Indtil for nylig var enhver, der talte om truslen mod vort folk, konspirationsteoretikere og værtshusprofeter. Nu ser sig selv “Bild Zeitung”sig nødsaget til skrive om dette katastrofale problem. (Snaphanens sammendrag og oversættelser)

En lille smule er nået ud på engelsk: A LEADING German Social Democrat has written a book with an apocalyptic vision of his country sliding into poverty, stupidity and Muslim domination. Og her på svensk Snaphanens sammanfattning och översättning översatt av Magnus Andersson.

GZ mosque: Christopher Hitchens gribes af nagende tvivl

Stuerenheden af modstanden mod Ground Zero-moskéen kan måles ud fra hvilke personer i disses gruppe der ikke kan afskrives efter de sædvanlige klicheer. Den muslimske Miss USA, eller Abdur-Rahman Mohammed, f. eks. Og så er der islamkritikere på venstrefløjen der gerne vil beholde et figenblad af anstændighed, og derfor må træde en omhyggelig balancegang mellem virkelighed og gruppeidentifikation. Som nu Christopher Hitchens, der har måttet justere sin positionering en anelse, affødt af påtrængende information. Som det tegner sig nu må man vist konstatere at skulle dette center rejse sig som planlagt, bliver det ikke nødvendigvis den sejrstriumf – skråstreg – multikulturelt fyrtårn det ellers var planlagt at være. I stedet bliver det en betændt byld af ubekvem information det vil kræve en stadig indsats fra mainstreammedierne at spinne bort.

Two weeks ago, I wrote that the arguments against the construction of the Cordoba Initiative center in lower Manhattan were so stupid and demagogic as to be beneath notice. […]

Efter en længere læggen distance til de ‘forkerte’ moské-modstandere, fortsætter Hitchens (via Jihad Watch (LFPC)):

I do not find myself reassured by the fact that Imam Rauf publicly endorses the most extreme and repressive version of Muslim theocracy. The letterhead of the statement, incidentally, describes him as the Cordoba Initiative’s “Founder and Visionary.” Why does that not delight me, either?

Emboldened by the crass nature of the opposition to the center, its defenders have started to talk as if it represented no problem at all and as if the question were solely one of religious tolerance. It would be nice if this were true. But tolerance is one of the first and most awkward questions raised by any examination of Islamism. […]

Let us by all means make the “Ground Zero” debate a test of tolerance. But this will be a one-way street unless it is to be a test of Muslim tolerance as well. Christopher Hitchens: A Test of Tolerance

Ladeporten står åben

Det var samtidigt som jeg så denne artikel, at en ven af mig havde været i Malmø i dag med sin tyrkiske veninde. Denne veninde var velinformeret om Malmø – hun havde alene tre landsmænd som i år var blevet familiesammenført til Danmark via et kortere ophold i Malmø – Metock dommen. Der er andre måder at omgå den “stramme” nationale udlændingepolitik på:

Af Marianne Wagner, teolog

Som bekendt er en stram udlændingepolitik den siddende regerings varemærke, og støttepartiet, Dansk Folkeparti, står som garanten for, at der ikke slækkes på den.

For små tre år siden fremkom Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid på Danmarks Radios P1 med nogle ubehagelige tal; i 2006 var der blevet lukket 46.000 fremmede ind i Danmark mod 36.000 i 2001. Af disse 46.000 var 17.000 mennesker fra u-lande. Til trods for diverse stramninger og skærpede krav var der masser af smuthuller i lovgivningen. Mange af indvandrerne omgik 24-årsreglen ved at komme som arbejdere eller som studerende. Efter nogle måneders ophold i landet opfyldte de og deres ægtefælle således tilknytningskravet. Den regel, som var blevet mest diskuteret i den tid, den borgerlige regering havde været ved magten, virkede altså ifølge Vesselbo ikke. Ladeporten stod åben.

Jeg tillod mig i et par læserbreve i Jyllands-Posten at forholde Dansk Folkeparti disse tal, og en gnaven Peter Skaarup kunne belære mig om, at asyltallene aldrig havde været så lave som nu, og med hensyn til indvandrere, ja, så var de altså kommet til landet under den tidligere regering, og VKO måtte bruge alle deres kræfter på at integrere disse.

Jeg påpegede overfor Skaarup, at jeg ikke havde talt om asylansøgere, men derimod om antallet af indvandrere, der jo altså var stærkt stigende, og jeg spurgte ham om følgende:

”Er det tænkeligt, at de 17.000 indvandrere [fra u-lande] kan blive til rigtig mange de kommende år? Er det tænkeligt, at de bliver rigtigt svære og omkostningskrævende at integrere? Og endelig, er det ansvarligt af DF at give sit samtykke til en politik, der stadig har ladeporten stående åben for indvandrere fra ikke-vestlige lande?”

Endelig måtte Skaarup indrømme, at udover asylsøgere, kom der indvandrere til landet, men de kom mestendels fra Kina, Vietnam og Indien, og disse var en ressource for det danske samfund, ”mennesker, der for de flestes vedkommende er kommet hertil for rent faktisk at yde en indsats for det danske samfund”, som han skrev.

Jeg fornemmede en vis uvilje mod at diskutere spørgsmålet, men jeg tænkte i mit stille sind, at Dansk Folkeparti ikke spillede med åbne kort.

Vesselbo slår til igen

I april i år skrev Vesselbo en kronik i Berlingske Tidende, hvor han atter tog antallet af indvandrere op, og han kunne fortælle, at der under VK-regeringen er givet næsten 100.000 flere opholdstilladelser end under Nyrup-regeringen. Problemet er det samme som i 2006; ikke-vestlige indvandrere kommer til Danmark under påskud af at studere, men vil i stedet forsøge at blive i landet. Det giver sig selv, at når der stedse kommer tusinder og atter tusinder af indvandrere til landet, vil det snart få uoverskuelige konsekvenser for danskerne som folk og for samfundet s evne til at fungere ordentligt.

Et par vakse medlemmer af Dansk Folkeparti, Morten Uhrskov Jensen og Michael Pihl, tog Vesselbos tal op i en kommentar, som sluttede således:

”Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk. Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?”

Det var Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, der svarede de to, og svaret faldt ganske tæt på det, Peter Skaarup år tilbage havde givet mig, dog med den indrømmelse, at situationen m.h.t. indvandringen ikke var den bedste. Henriksen slog dog fast, at Dansk Folkeparti nøje fulgte udviklingen, at man stedse forsøgte at lukke huller i lovgivningen, at ikke-vestlige indvandrere kom fra Kina, Vietnam og Indien, og at de kom for at yde en indsats for Danmark. Han anerkendte endvidere, at de åbne grænser i EU var et problem, og at Metock-dommen ligeledes havde gjort det svært at føre en stram udlændingepolitik. Regeringen turde ikke lægge sig ud med vennerne i Bruxelles, skrev Henriksen, og derfor kunne man ikke stille noget op mod problemerne.

Hvor blev pressen af?

Nu var der en situation, der burde være gefundenes fressen for pressen; en højt profileret udlændingepolitik, der var kørt af sporet, kritik af Dansk Folkeparti fra baglandet, en udlændingeordfører fra partiet, der forholdt sig tavs, og en socialordfører fra selvsamme parti, der indrømmede, at partiet ikke formåede at gøre noget egentligt virksomt, fordi EU alligevel bestemmer det hele. Det skulle vise sig, at pressen ikke fandt det vigtigt.

For Dansk Folkeparti rettede nemlig på denne tid en skarp kritik mod regeringen for manglende lederskab. Denne kritik kastede pressen sig straks over, som om det var noget nyt, at Dansk Folkeparti er blevet vrantent over dette eller hint m.h.t. regeringens måde at lede landet på. Dansk Folkeparti har jo ofte brokket sig over forskellige småtterier, men af en eller anden årsag finder pressen det altid interessant. Dansk Folkeparti er i det hele taget dygtig til at håndtere pressen; partiet får altid fuld opmærksomhed på sine kampagner, det være sig tørklædeforbud for dommere, burkaforbud for alle eller tvangsanbringelse af indvandrerbørn i daginstitution. Således lykkes det altid for partiet at fremstå som regeringens strammere, og med kritikken af regeringstoppens manglende ledelse kunne Dansk Folkeparti vise sig som det stabile støtteparti, der formår at bevare overblikket, medens regeringspartierne er ved at gå i opløsning.

Jo, Dansk Folkeparti er i sandhed dygtigt til at drive politik, man har fået magt, og man ynder at bruge den, men hvad gør den godt for, hvis det, partiet oprindeligt så som sin fineste opgave at bekæmpe, nemlig indvandringen og EU, slet ikke er blevet bekæmpet, men derimod taget til i omfang og styrke?

Dansk Folkeparti og EU

For Dansk Folkeparti har fra begyndelsen af sit samarbejde med regeringen lagt sig selv i lænker. Det kom frem kort efter folketingets vedtagelse af Lissabontraktaten, som var det afgørende slag mod nationalstaterne. Dansk Folkeparti var imod traktaten, men kunne ingenting gøre, da det meste af folketinget var for. Muligheden for at samle stemmer nok til at udskrive en folkeafstemning forsvandt hurtigt efter folketingsvalget i 2007, da mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer, som ellers var gået ind for en afstemning, lynhurtigt ombestemte sig. Kunne partiet så ikke have forlangt en afstemning mod fortsat at støtte regeringen? Det ville ikke have undgået nogens opmærksomhed, vigtigheden af traktaten ville ikke længere kunne skjules, EU ville komme til debat i det ganske land. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at bære sit nederlag med ”rejst pande”, og den 4. december 2007 kom forklaringen, da DR’s Pieter Raunwe (PR) til Orientering udspurgte Søren Espersen (SE) om emnet:

PR: Nu er det jo sådan, at I udgør regeringens parlamentariske grundlag forstået på den måde, at I giver regeringen de sidste mandater til, at regeringen kan være, hvor den er, som regering. Kunne I bruge det til at presse regeringen til, at der kommer en folkeafstemning?

SE: Nej, der har vi altid haft en stiltiende aftale med regeringen siden 2001, at når det drejer sig om EU, så foregår det i Europaudvalget og i det brede flertal. Det har vi accepteret, at det er ikke noget, vi gør til et kabinetsspørgsmål. Der kan regeringen regne med os. Det er ikke altid, vi kan regne med regeringen, men her kan regeringen altså regne med os 100 %

PR: Det er altså ikke stiltiende mere?

SE: Nej, det er nu sagt helt åbent, men det er også en fair måde at gøre det på, når vi har det ganske specielle standpunkt, som vi har i forhold til EU, så vil vi ikke fraskrive os muligheden for at få en borgerlig statsminister.

En stiltiende aftale! Dansk Folkeparti VILLE have en borgerlig statsminister, den borgerlige statsminister fandt sig ikke i at blive væltet på spørgsmål om EU, og så skulle han da heller ikke udsætter for det! Altså bandt Dansk Folkeparti sig selv, om ikke for munden, så for hånden, og vi ser nu en regering, der ikke vil gøre op med EU og EU’s udlændingeregler, fordi dens støtteparti ikke vil tvinge den til det. Det gode samarbejde og den hyggelige stemning går altså forud for folk og fædreland.

Hvad skete der med Kresten Spillemand? Han døde, da den smukke Rosinante dukkede op og kærlighed blev sået, for ”han havde ingen sjæl at gi’, den havde Fanden fået.” Ligeledes kan man sige om Dansk Folkeparti, at da kærlighed blev sået, da kærligheden til Danmark og danskerne skulle stå sin prøve, da var der ingen sjæl at gi’, den havde EU fået!

Nyt fra DANSK SAMLING Nr. 2 – 2010 ”En stiltiende aftale” – da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl (ikke online)

Tal på udlændingeområdet pr. 31.05.2010

Man kan se de seneste opholdtilladelser fra i år her, men man kan for eksempel ikke se hvor mange opholdtilladelser der er givet til familiesammenførte, der har været en kortere tur i Tyskland eller Sverige.