18
okt
Seneste opdatering: 18/10-10 kl. 1618
27 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Morten Uhrskov Jensen

Der finder i disse år en betydelig indvandring sted til Europa, herunder til Danmark. Denne indvandring finder især sted fra den tredje verden, herunder ikke mindst fra muslimsk dominerede lande. Lande som Frankrig og Sverige – men også Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien – oplever betydelige problemer i bestemte områder, og kriminaliteten, især voldskriminaliteten, er høj og voksende. Således anmeldes f.eks. mere end 86.000 tilfælde af vold årligt i Sverige (for året 2009) mod godt 18.000 i Danmark (for året 2008).

I Danmark ser billedet til dels anderledes ud. Også hos os er der tale om betydelige ghettodannelser, og religiøse særkrav imødekommes i stigende grad. Men antallet af personer med især muslimsk kulturbaggrund er lavere end i de nævnte lande, både i absolutte tal og som procentandel af den samlede befolkning. Årsagen hertil skal bl.a. søges i, at Danmark relativt sent (fra 1983) begyndte at føre en lempelig udlændingepolitik, der gjorde det muligt for at stort antal personer at søge og få bevilliget asyl. Endvidere har det givetvis spillet en rolle, at Danmark modtog relativt få såkaldte gæstearbejdere fra midten af 1960´erne og frem til indvandrerstoppet i 1973 som følge af den økonomiske krise. Det var derfor en mindre gruppe – godt 20.000 personer indvandret frem til 1973 – der kunne påbegynde den kædevandring gennem familiesammenføringer, som er så almindelig for en stor del af de indvandrere, som Danmark har modtaget og fortsat modtager.

Med den markante ændring i det politiske landskab ved folketingsvalget i 2001 blev det muligt at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken, der havde til formål at dæmme op for både flygtningestrømmen og den kædeindvandring, der følger med tilvandringen af borgere fra tredjeverdenslande. Resultatet af forhandlingerne mellem regeringspartierne Venstre og de konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti mundede ud i især to stramninger på familiesammenføringsområdet: Dels en 24-årsregel, hvorefter en person med ophold i Danmark (dansk statsborger eller ikke), der ønskede familiesammenføring, og personen fra tredjeland skulle være fyldt 24 år, dels et tilknytningskrav, hvorefter personen i Danmark og den sammenførte person skulle sandsynliggøre en større samlet tilknytning til Danmark end til oprindelseslandet. På flygtningeområdet afskaffedes endvidere den såkaldte »de facto«-regel, således at kun såkaldte konventionsflygtninge (personligt forfulgte) i fremtiden kunne få asyl.

Den officielle begrundelse for disse stramninger var et ønske om at komme såkaldte tvangsægteskaber til livs. Den reelle grund var et ønske fra især Dansk Folkeparti om at begrænse den ikke-vestlige indvandring, herunder især den muslimske indvandring.

Umiddelbart så stramningerne ud til at være ganske effektive. Ikke mindst tilknytningskravet så virkningsfuldt ud, idet en udlænding bosiddende i tredjeland i princippet kunne have meget vanskeligt ved at dokumentere nogen grad af tilknytning til Danmark overhovedet, hvorfor den samlede tilknytning aldrig kunne blive større end tilknytningen til oprindelseslandet. De to stramninger på familiesammenføringsområdet rummede således rent umiddelbart set en kraftig opfordring til personer i Danmark med rødder i andre lande til i det mindste at gifte sig »internt« i Danmark, altså inden for egen etniske og/eller religiøse gruppe. Allermest håbede man vel på, at ægteskab i stigende grad ville blive indgået på tværs af kulturer, især mellem den muslimske og den danske.

Inden jeg går videre med mit hovedanliggende – nemlig den del af udlændingepolitikken, der har at gøre med familiesammenføringer mellem personer, der allerede bor i Danmark og personer fra tredjelande – vil jeg kort komme nærmere ind på stramningerne i flygtningepolitikken samt i de lempelser, der er givet i reglerne om opholdstilladelse på grundlag af arbejde eller studier.

Flygtningepolitikken

Fjernelsen af de såkaldt de facto flygtninges retskrav på asyl har kraftigt sænket antallet af opholdstilladelser til flygtninge. Det er dog nu igen stigende , men der er stadig et godt stykke op til niveauet før stramningerne i 2002. Dette lavere antal har i sig selv betydet et lavere antal familiesammenførte, da et lavere antal opholdstilladelser efter asylreglerne betyder færre ansøgninger om familiesammenføring fra godkendte flygtninge.

Imidlertid vil det såkaldte Stockholm-program, hvis det på initiativ af EU-kommissionen bliver vedtaget med effekt fra 2014, fjerne Danmarks mulighed for at føre en selvstændig flygtningepolitik. I et papir fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) nævnes, at det meget vidtgående forslag, programmet indeholder, ikke nødvendigvis vedtages i den skitserede form, måske især på grund af modstand fra de øst- og centraleuropæiske medlemslande. Men EU-kommissionen lægger dog op til at fjerne medlemslandenes muligheder for at føre en selvstændig flygtningepolitik. Tanken er således, at de flygtninge, som godkendes af Kommissionen, skal fordeles til medlemslandene. EU´s regler om den frie bevægelighed vil dog antagelig indebære, at et land som Danmark med høje sociale ydelser kan forvente en betydelig tilstrømning fra en række af de andre medlemslande. Med andre ord – EU afgør i fremtiden, hvor mange og hvilke personer, der kan opholde sig inden for EU’s grænser samt fordelingen af disse flygtninge de enkelte medlemslande imellem. Men på sigt må det forudses, at mange af de nytilkomne vil søge til Danmark, så snart de får muligheden for det, grundet vores velfærdydelser, som det dermed bliver svært at fastholde.

Opholdstilladelser til studier og arbejde

Som en del af det ovenfor omtalte forlig med VK-regeringen måtte Dansk Folkeparti acceptere, at der kom betydelige lempelser i reglerne om studie- og arbejdstilladelser i Danmark for udlændinge.

Det blev i den forbindelse af både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti fremhævet, at der nu var sket i skifte i indvandringen, så det ikke var dårligt integrerbare flygtninge og familiesammenførte, der kom til landet, men mennesker, der ville yde en indsats i Danmark. Den 29. marts 2010 havde Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid en kronik i Berlingske Tidende, hvor han satte et stort spørgsmålstegn ved, om dette nu også var tilfældet. Vesselbo hæftede sig således ved, at der i årene 2002 til 2009 var blevet givet et samlet antal opholdstilladelser på godt 370.000 personer, dvs. næsten 100.000 flere end under Nyrup-regeringerne, der sad fra 1993 til 2001. Af disse var de 14 procent givet til flygtninge og familiesammenførte, mens de resterende 86 procent, godt 318.000 personer, var kommet til Danmark på andre måder. Eyvind Vesselbo pointerede, at der slet ikke var den samme grad af kontrol med de 86 procent som med flygtningene. Det var og er med andre ord uklart, om de berørte udlændinge rent faktisk er udrejst efter endte studier eller arbejde.

Det skønnes da også, at der i dag er væsentligt flere illegale indvandrere i Danmark end før regeringsskiftet i 2001 som følge af den liberale politik i forhold til studie- og arbejdstilladelser.

Usikkerheden om, hvor disse mange mennesker befinder sig i dag, bidrager i sig selv til at skabe uklarhed om, hvorvidt stramningerne i udlændingepolitikken er effektive. Det skal dog understreges, at en del af forklaringen på det nævnte høje tal på godt 370.000 skyldes, at det såkaldte opholdsdirektiv fik virkning i EU-landene fra 2004, hvorefter enhver EU-borger frit kan indrejse til Danmark for at søge arbejde.

Indtil dette er blevet undersøgt nærmere, må konklusionen være, at tallene giver anledning til at tro, at tilstrømningen til Danmark på dette område er stor, og at kontrollen modsvarende ser ud til at være begrænset.

EU´s opholdsdirektiv

Den såkaldte Metock-dom fra 2008 afsagt af EF-domstolen (i dag EU-domstolen) fastslog, »at en tredjelandsborger har ret til ophold, uanset at denne ikke tidligere har haft gyldigt ophold i et EU-land, hvis vedkommende gifter sig med en EU-borger, der har udnyttet den frie bevægelighed ved ophold i et andet EU-land«. Dommen var en udløber af opholdsdirektivet, der trådte i kraft i 2004 I en pressemeddelelse fra EU-kommissionen fra den 2. juli 2009 forklares det, at opholdsdirektivet af 2004 skal forstås sådan, at et nært »afhængigt« (dependent) familiemedlem fra tredjeland skal have »visas and residence cards«, altså visa og opholdstilladelse. I pressemeddelelsen defineres »afhængig« på den måde, at »material support for that family member is provided by the EU citizen or by their spouse/partner«. Det må forstås sådan, at indgåelse af f.eks. ægteskab er tilstrækkeligt til at skabe afhængighed.

Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig. Opholdsdirektivet og etableringen af det indre marked overtrumfer med andre ord uden videre det restforbehold, som den danske befolkning vedtog ved folkeafstemningen i 1993. Og denne tolkning bakker et flertal i det danske folketing op om. Det er derfor en umiddelbar klar følge af de ovenstående kilder, at det enkelte medlemsland ikke kan opstille nogen begrænsninger i retten til f.eks. familiesammenføring mellem en EU-borger og en person fra tredjeland. Når blot parret er villig til at tage et kortere (reelt) ophold i et andet EU-land – set fra et dansk perspektiv kunne det være Sverige eller Tyskland – kan parret uproblematisk rejse tilbage til Danmark efter kort tid. Er man altså dansk statsborger, og dermed EU-borger, er det ikke muligt for Danmark at forhindre familiesammenføring for denne statsborger med en person fra tredjeland.

Det er i den sammenhæng væsentligt at pointere, at der ikke kan stilles bestemte krav til den person fra tredjeland, der kommer til Danmark via EU-reglerne. Krav om en eller anden form for uddannelse kan således ikke kræves, eftersom retten for EU-borgeren til at blive familiesammenført med en person fra tredjeland er betingelsesløs, såfremt parret blot i en periode har boet i et andet EU-land. Det afgørende er blot, at den familiesammenførte er »dependent«, altså afhængig af den pågældende EU-borger.

På det skitserede grundlag er det med andre ord ikke muligt at praktisere en stram udlændingepolitik over for danske statsborgere i forhold til familiesammenføringer med personer, der har rødder i tredjeverdenslande. Har man statsborgerskab her, har man ret til familiesammenføring som følge af EU-reglerne.

Med denne erkendelse in mente er der grund til at se på, hvorvidt denne mulighed også udnyttes i praksis. Jeg vil endvidere se på, hvad den gruppe, der ikke har dansk statsborgerskab, og som ønsker familiesammenføring med en person fra tredjeland, rent faktisk gør.

Rapporten fra SFI

SFI – tidligere Socialforskningsinstituttet, nu Det nationale forskningscenter for velfærd – udgav i oktober 2009 en rapport med titlen Ændrede familiesammenføringsregler – hvad har de nye regler betydet for pardannelsesmønstret blandt etniske minoriteter? Som titlen lyder, har rapportens forfattere sat sig for at undersøge, om personer i Danmark med rødder i andre lande har ændret ægteskabsmønster som følge af 24-årsregel og tilknytningskrav. Et ændret mønster ville betyde, at en stigende andel inden for de forskellige minoritetsgrupper var begyndt at gifte sig med andre herboende, eventuelt fra samme etniske og/eller religiøse gruppe, men ud fra et integrationsperspektiv allerhelst med danskere. Undersøgelsens fokus var unge i alderen 15 til 30 år med oprindelse i et af følgende lande: Tyrkiet, Eksjugoslavien, Irak, Libanon, Pakistan, Somalia, Iran, Sri Lanka, Marokko og Afghanistan. Med undtagelse af Sri Lanka og delvist Eksjugoslavien er der altså tale om muslimsk dominerede lande. Hvad angår Libanon gælder, at langt de fleste med libanesiske rødder i Danmark er palæstinensere med muslimsk baggrund.

Forfatterne til rapporten har dels trukket statistiske oplysninger fra dansk og svensk statistik, dels interviewet en række personer som f.eks. de unge selv, deres forældre, men også f.eks. danske sundhedsplejersker. Endelig har forfatterne til rapporten inddraget et antal såkaldte survey-undersøgelser, der spørger bestemte grupper om f.eks. holdninger til det danske samfund.

For at lægge ud med konklusionen i rapporten, så er den meget klar. For gruppen med oprindelse i Tyrkiet kan der iagttages en ændring af en vis signifikans, idet et stigende antal gifter sig »internt« i Danmark. Dette kan, som rapporten skriver, skyldes, at gruppen med tyrkisk oprindelse er den største af indvandrergrupperne med næsten 60.000 personer. For ingen af de øvrige grupper har forskerne ved SFI derimod kunnet konstatere en markant ændring. Det hedder således, at

»Regelændringerne har til gengæld [der kan konstateres en senere registreret ægteskabsalder, MUJ] ikke betydet, at markant flere etniske minoriteter med baggrund i ikke-vestlige lande gifter sig med en herboende person med anden etnisk minoritetsbaggrund eller med en etnisk dansker. For 20-23-årige etniske minoritetsunge gælder det, at både andelen, der gifter sig med en person med anden etnisk minoritetsbaggrund, og andelen, der gifter sig med en person med etnisk dansk baggrund, er under 3 pct. før og efter regelændringerne. For de 24-27-årige er andelene, der gifter sig med en etnisk dansker eller en herboende person med anden etnisk baggrund, næsten lige så små både før og efter regelændringerne som for de 20-23-årige«.

Umiddelbart er der altså ikke nogen tvivl om, at stramningerne på familiesammenføringsområdet ikke har haft den ønskede effekt. Folk fra tredjelande henter altså fortsat deres ægtefælle i udlandet – med andre ord kædevandringerne blandt de etniske minoriteter fortsætter stort set uændret til Danmark. For at forstå grundene hertil skal man have EU´s regler i baghovedet og givetvis også det stærke ønske om at fortsætte kædeindvandringen (som vi i øvrigt skal se også gælder for dem, der ikke er danske statsborgere, og som altså ikke kan benytte sig af EU´s regler).

Danske statsborgere

Det skal erindres, at da stramningerne i form af 24-årsregel og tilknytningskrav blev vedtaget af Folketinget i 2002, var EU´s opholdsdirektiv endnu ikke trådt i kraft, og Metock-dommen, der har fastlagt en væsentlig del af indholdet af opholdsdirektivet, blev først afsagt i 2008. Det har betydet, at personer med dansk statsborgerskab, der har ønsket familiesammenføring i perioden 2002 til 2008, har været nødt til at forsøge andre veje end den, direktivet og dommen åbner.

Først og fremmest er den såkaldte »Malmø-model« blevet taget i anvendelse. Når netop Malmø (eller Sydsverige generelt) har været og givetvis fortsat er central i sammenhængen, skyldes det, at en væsentlig del af de personer i Danmark, der har baggrund i den tredje verden, herunder især i muslimsk dominerede lande, er bosiddende i Københavnsområdet.

I kapitel 6 i SFI-rapporten, „Ægteskab, udvandring og pendler-ægteskaber“, konstateres det på baggrund af kapitel 5, at der har været »en markant stigning i antallet af etniske minoriteter fra Danmark, som tager til Sverige for at blive familiesammenført«. Det nævnes, at det særligt er unge med baggrund i landene Pakistan, Tyrkiet, Eksjugoslavien, Libanon og Marokko, der benytter sig af denne mulighed. En forælder med pakistansk baggrund beskriver situationen således: »Der er bryllup hver anden uge, og de flytter alle sammen til Sverige«. Udsagnet bekræftes af, at der i SFI-rapporten står, at »Alle interviewede forældre har dog kendskab til unge, som er flyttet, enten gennem familiemedlemmer, venner eller bekendte«. Rent praktisk forløber en flytning til Sverige således:

»Dette [flytningen] sker ved registrering hos Folkbokkföringen og Skatteverket. Dernæst søger ægtefællen fra oprindelseslandet Migrationsverket om visum til Sverige, som giver mulighed for et kortere ophold. Det er ofte i den periode, at parret indleder deres ægteskab. Ægtefællen ansøger så Migrationverket om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, som i dag gives i en periode på 5 år. Herefter kan ægtefællen søge om permanent opholdstilladelse og om svensk statsborgerskab. Efter erhvervelsen af svensk statsborgerskab kan ægtefællen frit slå sig ned i Danmark«.

Allerede før Metock-dommen slog fast, at der ikke krævedes andet end et kortere ophold i et andet EU-land for at opnå familiesammenføring i det ønskede EU-land, har det altså været muligt lovligt at omgå stramningerne fra 2002. Det var godt nok besværligere end efter reglerne for EU´s opholdsdirektiv fra 2004 og Metock-dommen fra 2008. Men var ønsket om kædevandring til stede, var det også muligt at få det opfyldt. Den pakistanske forælder overdriver muligvis, når han/hun taler om, at »alle sammen« flytter til Sverige. Men SFI-rapportens konklusion gør det berettiget at tro, at endog mange har benyttet sig af muligheden.

Og med opholdsdirektivet og Metockdommen er det nu blevet langt lettere. Det fremgår af et svar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, at det ikke længere er nødvendigt at vente fem år på at blive svensk statsborger, idet »EU-borgere, herunder danske statsborgere, kan efter EU-rettens regler udøve retten til fri bevægelighed og i den forbindelse opnå ret til familiesammenføring… Det er ikke et krav, at ansøgeren opnår statsborgerskab i det andet EU-land«.

SFI-rapportens kapitel 6 skriver, at de interviews, der er foretaget, viser, at proceduren ved at blive familiesammenført i Sverige er blevet lettere, som årene er gået, »fordi „Sverigesløsningen“ er så udbredt, at der er hjælp og vejledning at hente fra især netværker og fordi en begyndende industri af private firmaer i indvandrermiljøet, der mod betaling hjælper med bolig, visum og opholdstilladelse i Sverige [, er opstået(?), MUJ]«.

I Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 195, 4. maj 2010 kan det da også ses, at der »For tredje år i træk flyttede markant flere fra Skåne til Østdanmark i 2009«. Tallene fra Danmarks Statistik viser, at tilstrømningen fra Sverige til Danmark i 2009 var næsten lige så stor, 5.120, som vandringen den anden vej, 5.426. Danmarks Statistik oplyser desuden, at »Personer født i andre lande end Danmark og Sverige udgør en stadig stigende andel. Tilbage i 2001 udgjorde personer fra øvrige lande 15 pct. I 2009 udgør de 32 pct. af det samlede antal flytninger i denne retning [fra Skåne til Østdanmark]«.

Der er ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem Malmø-modellen og de seneste tal fra Danmarks Statistik. I princippet kunne det bero på en tilfældighed. På den anden side er det nærliggende at se en sammenhæng imellem SFI-rapportens konstatering af, at der for de udvalgte ti etniske grupper (på nær for en mindre del af gruppen med tyrkiske rødder) ikke kan påvises en forøget tilbøjelighed til at gifte sig internt i Danmark og den relativt enkle mulighed for at bruge EU-reglerne til at opnå familiesammenføring i Danmark med en person fra tredjeland. Når det kan konstateres, at folk fra de etniske minoriteter I Danmark fortsat henter deres ægtefælle i udlandet, må disse komme ind på en eller anden måde. Derfor er det særligt interessant, når Danmarks Statistik oplyser, at 32 procent af de fra Sverige til Danmark tilflyttede hverken er født i Danmark eller i Sverige. Det er ikke urimeligt at antage, at de resterende 68 procent for en (hel) dels vedkommende har benyttet EU´s regler ved at blive gift med en person fra tredjeland og derpå tage ophold i Sverige i kortere eller længere tid for derpå at vende tilbage til Danmark.

Der er således overordnet en meget stærk indikation for, at stramningerne i udlændingepolitikken fra 2002 i form af 24-årsregel og tilknytningskrav systematisk omgås. Ikke sådan at forstå, at der er tale om svindel i forhold til de danske regler. De danske regler er underlagt EU-reglerne, og det er disse regler, der benyttes af de personer, der ønsker familiesammenføring med en person fra tredjeland. Det kan derfor konstateres, at EU-reglerne bruges til at gøre de danske stramninger af 2002 reelt virkningsløse. Dette gælder, hvad enten de mere liberale svenske regler for statsborgerskab benyttes, eller om der gøres brug af rettighederne efter EU´s opholdsdirektiv. Det skal tilføjes, at personer, der benytter EU-reglerne til at undgå de danske stramninger, ikke vil optræde i statistikken over familiesammenførte, når de bosætter sig i Danmark, men som vandrende EU-borgere.

Pendlerægteskaber

For personer uden dansk statsborgerskab, men med opholdstilladelse i Danmark stiller sagen sig vanskeligere, hvis der ønskes familiesammenføring med en person fra hjemlandet. EU´s regler kan ikke benyttes, og i stedet opstår ifølge rapporten fra SFI fænomenet »pendlerægteskaber«, hvor personen fra tredjeland i en periode, der kan strække sig over flere år, kommer til Danmark på turistvisum en gang om året og derpå rejser tilbage til hjemlandet eller bliver i Danmark efter visummets udløb, nu som illegal. Det hedder således i SFI´s rapport:

»Regler på familiesammenføringsområdet har medvirket til nye måder at leve sammen som familier og ægtefæller – ofte på tværs af grænser. På grund af reglerne ser vi bl.a. forekomsten af„pendlerægteskaber“, som er ægteskaber, hvor den ene part lever i Danmark og den anden (oftest) ioprindelseslandet. I disse ægteskaber lever parret adskilt i kortere eller længere perioder og er typisk kun sammen i den tid, et turistvisum tillader. Pendlerægteskaber er ofte turbulente, ikke mindst for de børn, der lever i dem. Undersøgelsen kan ikke fastsætte omfanget af pendlerægteskaber, men de kvalitative interview tyder på, at denne type ægteskaber er at findeblandt en række etniske minoritetsgrupper, og at de er opstået som konsekvens af de ændrede regler på familiesammenføringsområdet«.

Denne konklusion drages i rapporten primært på baggrund af tre kilder: a) interviews med etniske minoritetsunge og deres forældre, b) sundhedsplejersker, der har kontakt med børn født af sådanne par og c) fra de danske ambassader i de berørte lande. Vedrørende ambassaderne hedder det, at

»Ansatte ved ambassaderne i Tyrkiet, Marokko og Eksjugoslavien fortæller således, at de har oplevet en stigning i antallet af personer, som gentagne gange ansøger om at komme til Danmark på et turistvisum i den maksimale periode:

„Vi udsteder mange af de her 90-dages-viseringer, og folk pendler. Pendlerne er ikke nødvendigvis under 24 år, måske kan der være andre grunde til, at de ikke har fået familiesammenføring – fx tilknytningskravet […] Vi har mange gengangere [der søger om turistvisum med jævne mellemrum]“ (Ansat, ambassade i Tyrkiet)«.

En sundhedsplejerske fortæller om statsløse palæstinensere, der uanset 24-årsregel fortsat gifter sig i 18-20-års-alderen med ægtefæller fra forældrenes hjemlande. Rapporten fortæller, at det, når det drejer sig om unge kvinder, bliver disse

»… gravide måske to eller tre gange, får børn, som så vokser op med den her alenemor, typisk installeret hos bedsteforældrene i en lejlighed, mens vi venter på ‘farmand’, der så kommer hertil efter nogle år. […] For kvinderne får jo ikke lov til at komme ud og bo alene i en lejlighed, når manden ikke er der (sundhedsplejerske)«.

De interviewede fagfolk bekræfter i øvrigt, at der meget tænkeligt er opstået en voksende gruppe af såkaldte »spøgelsesborgere«, der kan være gift både med danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark. Det må altså vurderes, at antallet af illegale er steget som følge af 24-årsregel og tilknytningskrav.

Med hensyn til den person i et pendlerægteskab, der pendler frem og tilbage (eller forbliver i Danmark som illegal), kan det formodes, at vedkommende på et eller andet tidspunkt vil søge om opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han eller hun nu har en eller anden grad af tilknytning til Danmark som følge af f.eks. brug af turistvisum i et antal år. Jeg har forsøgt at få svar fra integrationsministeren vedrørende denne antagelse, og dette lød, at det

»beror på en konkret og individuel vurdering af de samlede omstændigheder i en sag. Om parret opfylder tilknytningskravet afhænger af deres samlede tilknytning til Danmark på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle omstændighederne i den enkelte sag. Et pendlerægteskab kan ikke i sig selv bevirke, at tilknytningen til Danmark er størst. Den herboendes tilknytning til og integration i Danmark er selvsagt også vigtige momenter i denne vurdering«.

Svaret må forstås sådan, at det ikke er givet, at der gives opholdstilladelse til personen fra tredjeland, da den herboendes tilknytning til Danmark også vil bliver vurderet, men muligheden foreligger. Det gør den vel især, da tilknytningskravet er udformet således, så en familie med et eller flere børn formentlig kan hævde en ret stærk grad af tilknytning til Danmark.

Også for så vidt angår personer uden dansk statsborgerskab er der altså en stærk indikation af, at stramningerne af 2002 ikke længere har nogen effekt, hvis det i virkeligheden har været tilfældet på noget tidspunkt.

Konklusion

Ud fra de kilder, jeg har haft til rådighed, kan jeg konkludere, at stramningerne i udlændingepolitikken i form af 24-åresregel og tilknytningskrav kan omgås. Det skal ikke forstås derhen, at der er tale om ulovlig omgåelse. Det er der kun i de tilfælde, hvor et familiesammenført par f.eks. ikke reelt bor i Malmø, eller hvor personen fra tredjeland i et pendlerægteskab forbliver i Danmark, efter at turistvisummet er udløbet. I de øvrige tilfælde anvendes fuldt lovligt enten EU´s regler, eller også bruges pendlermodellen, formentlig med den forhåbning, at det efter nogle år er muligt at opnå opholdstilladelse, fordi personen fra tredjeland kan påvise en vis tilknytning til Danmark.

Konklusionen i SFI´s er meget klar og fortjener gentagelse. Af de ti undersøgte landegrupper kan forfatterne til rapporten kun for en mindre del af dem med tyrkisk baggrund konstatere en forøget hyppighed i retning af at gifte sig »internt« i Danmark. For alle de øvrige ni grupper kan noget sådant ikke iagttages. Det må derfor være altovervejende sandsynligt, at disse grupper (samt fortsat en væsentlig del fra gruppen med tyrkisk baggrund) i vid udstrækning fortsætter kædevandringen, hvor ægtefællen hentes i oprindelseslandet. En helt plausibel forklaring på dette forhold er givetvis, at Danmark som en del af den rige verden fortsat er et overordentlig attraktivt land at komme til. Den kendsgerning skal givet ses i sammenhæng med et kulturelt mønster i mange familier med udenlandske rødder, der vægter den samlede families velfærd højere end enkeltindividernes.

Hvad end grundene kan være, er konklusionen ganske klar. Stramningerne i den danske udlændingepolitik er, hvad angår familiesammenføringer, i vid udstrækning ophørt med at virke.

Af Morten Uhrskrov Jensen

(for udførlige kildehenvisninger, download artikel i Word.)

Uhrskov var i Deadline igår (fra min. 17:30) om ghettoerne og udlændinge politikken, der er brudt sammen. Uhrskov har antagelig helt ret i, at uden sanktioner som som fratagelse af penge og opholdstilladelse/statsborgerskab, har vi ingen sanktioner, der bare kan inddæmme ghettoproblemerne. Derfor imødeser vi heller ikke regeringens ghettoudspil med søtrre  nysgerrighed.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Morten – – –

    Jamen så kan vi jo puste ud og spænde af. Kampen er slut. Det hele ligger nu i “EU”s ansvars- og moralbevidste hænder. Der er ikke mere for os at gøre.

    Andet end at minde os selv om Margrethe Aukens uforglemmelige forsikring til al folket i et TV-program:

    Jamen, der er m a s s e r af demokrati i EU – folk ved det bare ikke!

    Sandelig, sandelig.

    – – –

  • Gunnar Biering

    Fortrinlig gennemgang, omend deprimerende. Den viser, at kampen mod folkevandringen ikke slutter i overskuelig tid, og at der skal mere effektive midler til. Konsekvenserne bliver under alle omstændigheder dramatiske, uanset hvad vej det går. Derfor kan vi lige så godt tage vores skæbne i vore egne hænder først som sidst.
    Tornerosesøvnen er snart forbi, uanset hvad vi gør. Derfor bedre at handle selv.

    • Morten – – –

      Jamen Gunnar, problemet er, at kampen mod folkevandringen faktisk slutter i overskuelig tid. Den er en kamp, fjenden let kan vinde endeligt. Og vi aldrig kan vinde endeligt. Derfor deres enorme overskud i forhold til alle os frustrerede sprutrasende med det notorisk dårlige sprog, som der kan peges fingre ad. Alt der går udover “overskuelig fremtid” er til fjendens fordel.

      Vores evt. vending af udviklingens gang ligger inden for yderst overskuelig fremtid. Eller den ligger slet ikke.

      – – –

      • Ja, det er nok ret præcist udtrykt. Der er formentlig en kritisk masse der, når den er overskredet, fører til irreversibel tilbagegang af de tilbageværende europæere. Faktisk skulle den demografiske selvafvikling ved manglende antal børnefødsler i Tyskland have nået sådan en tærskel. Læg dertil forhold som manglende assertivitet af egne værdier (hvilke, i øvrigt? Endeløs inklusion?) og manglende aggression på egne værdiers vegne, fortrængning fra flere og flere områder ved direkte fordrivelse eller uacceptable levevilkår, udvandring af højtuddannede til de attraktive lande der stadig findes, konvertering af praktiske grunde eller under pres, osv.

        Spørgsmålet om borgerkrig, balkanisering osv., er jo ‘bare’ et skrækscenarie der kan få udviklingen til at gå hurtigere. Når Tyrkiet på 100 år er gået fra omkring 20% ikke-muslimer til omkring 1% skyldes det dels pogromer mod det græske mindretal, men også et stadigt pres på stadigt færre. Så hurtigt eller langsomt, det går kun i én retning. Bemærk også tilbagegangen af hinduer i Pakistan og Bangladesh, og væksten af muslimer i Indien i samme tidsrum, så det handler tilsyneladende ikke bare om postmoderne, selvhadende kulturer der viger tilbage for den frembrusende hest.

        Jeg får altid skyld for at være dommedagspessimistisk, men jeg vælger jo også denne form for at blive overbevist om at der findes positive scenarier. Faktum er at der lige på den anden side af Middelhavet er et ufatteligt overskud af potentielt mobile muslimer – og det til trods for hvad man hører om faldende fødselstal også her. De mennesker der allerede er født kan i en kritisk situation let fortrænge os, så faldende børnetal bliver ikke en faktor i mange år, og vi vil formentlig altid være færre. Og altså ikke villige til at hævde vores ret til vores frihed.

        • Morten – – –

          Marianne Jelved ønskede fra en start af, helt uden tvivl, at indvandringen skulle ske i et sådant tempo, at “det multietniske samfund” var konsolideret længe inden “de reaktionære” nåede at finde deres ben. Hun mener fortsat, at truslen om et overgreb kommer fra os. Vi er derfor dem, der skal stækkes.

          Mariannes store inspirationskilde er bogen om Jugoslaviens sammenbrud ”They would never hurt a fly”. For er det ikke netop det, man meget karakteristisk kan sige om danskerne ?

          Det minder en anelse om det ældgamle gyser-plot: Offeret har fået en fiks idé og flygter fra den, der forsøger at redde hende, og låser sig af vanvare inde sammen med den, hun har fuld og fast tillid til. Morderen …

          – – –

        • Dette kan jo heller ikke længere afvises som konspirationstankegang efter afsløringen af Labours åbent formulerede ønske om at “rub their (Toriernes) noses in diversity”. Sådan tænkes der altså. Kan forræderi og kynisme være værre?

      • Pk

        Morten.
        Da tegninge-vanviddet kørte sad en aften en ung officer i Deadline
        og sagde meget stille: “Vi er ikke herre i eget hus mere”.
        Den sætning tænker jeg ofte på.

  • Emeritus

    ‘Multikulti ist tot…aber!…’

    Med venlig hilsen

  • JensH

    “for at blive overbevist om at der findes positive scenarier”

    De er godt nok svære at få øje på lige for tiden. Ganske vist er flere Europæiske ‘main-steam’-politkere begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hele dette multikulturelle projekt, (senest frau Merkel), men selvom de virkelig skulel mene det seriøst, så spørgsmålet er om de overhovedet kan gøre noget ved udviklingen, (i det mindste med de midler de har valgt at begrænse deres handlemuligheder med). Jeg ser f.eks. ingen reel vilje til i det mindste at stoppe for yderligere indvandring fra den muslismke verden, (bare som en begyndelse på en ændring af den diskurs Europa slog ind på for 30-40 år siden). Lidt uforpligtende små-pludren om ‘at sikre en bedre integration’ er forløbig hvad det er blevet til.

  • Ole Burde

    I Israel er hoejrefloejen generelt mere optimistisk indstillede end det er tilfaeldet i feks Danmark .
    Det siger jeg ikke for at fortaelle jer en masse only-in-Israel-snik-snak , men fordi jeg tror situationen i DK er paralel .
    En stor del af denne optimisme bygger paa en klippefast tro paa at araberne ALTID vil ” skyde sig selv i benet” paa en eller anden fjollet maade , hvis man bare har lidt taalmodighed med dem og ikke SELV lader sig dupere af al den larm de laver .
    Denne holdning har stort set virket perfekt .
    Tag feks et af de nyere “problemer” for israel , Flotillaen : Erdogan har skudt sig selv i benet . Hvis man bliver duperet af al larmen ser det ud som om det er lykkedes ham at foraarsage skade for israel , men hvis man ser efter hvad der rent faktisk SKETE saa er det kun en fordel for israel at se sine politiske fjender afmaskerede , hvorimod Erdogan muligvis har mistet den sidste chance for at blive medlem af EU efter at han har blottet sine islamistiske stormagts-aspirationer .

    Paa lignende maade tror jeg paa at det snart vil blive mere klart i Europaeisk politik at man virkelig KAN stole paa at modstanderen vil begaa en hel serie af taabelige fejltagelser .
    Paa en hvis maade er hele affaeren omkring Muhammed-tegningerne den foerste af disse . Muslimernes sag havde vaeret betydelig bedre tjent UDEN at braende danske embasader af , fordi dette har vaeret med til at fremkalde den nuvaerende hoejredrejning .
    Det samme kan siges om “ground zero moskeen” i New York , som maaske vil faa varige konsekvenser for Islaams betingelser i USA.
    Det vigtigste er derfor at soerge for at modstanderen ikke loeber toer for kugler til at skyde sig selv i benet med ….

    • Anonym

      Ole Burde

      Ja, sådan kan man sagtens se på det. Og ret beset har Muhammedkrisen jo egentlig gavnet Danmark mere end det modsatte, skønt det selvfølgelig er forfærdeligt, at nogle mennesker har mistet livet eller må leve under stadige trusler for at gøre det. .Ambassaderne var en billig pris for at få øjnene åbnet lidt mere, og eksporten er vist større end nogensinde – i hvert fald Arlas.
      Den var nu aldrig af et sådant format, at der var grund til at bemymre sig om den – ca. 2 pct. af den totale eksport.

      Jeg synes, at USA har mistet prestige på den Ground Zero affære, fordi den officielle holdning til imam Rauf virker tordnenede naiv, og de fleste af os vel ikke kan se noget positivt i at lade sig træde på.

  • Emeritus

    ‘…Lidt uforpligtende små-pludren om ‘at sikre en bedre integration’ er forløbig hvad det er blevet til…’

    Morten Uhrskov er sammen med folk som Kasper Støvring og Kai Sørlander seriøs fortaler for en national enhedskultur frem for multikulturalisme.
    Før dette skøre multikulti-flip (begrundet i masseindvandringspolitik) var Folkeskolen ikke i tvivl om, hvad dens kerneopgave var. Det drejede sig for skolen om at bibringe folkets børn en fælles forståelsesramme, uanset hvor de kom fra, en ramme, hvori de kunne tale sammen (entydig kommunikation) og derfor forstå hinanden på tværs af sociale skel. Det var knap nok en bestræbelse. Man gjorde det bare, for det lå lige for efter princippet en dansker er en dansker er en dansker. I dag kan en dansker være hvadsomhelst fra Maribo til Mekka. Med multikulti krakelerede Danmarksbilledet. Ikke som Multikultierne påstod, fordi der var tale om et nostalgisk skønmaleri i Morten Korch-stil, men på grund af forankringen i det nationale billede af landet, Et Danmark indrammet af den fælles forståelse. Der var før multikulti end ikke tale om en dominerende kultur, for der var kun den danske fra Skagen til Gedser og Kruså, og det var kun den, det drejede sig om. Det er det stadigvæk, selv om det ikke må hedde sig.

    I dag er Folkeskolen især i de store byer svækket – gennemsyret som landet er blevet af den holdning, at den ene kultur kan være lige så god som den anden. Holdningen gælder ikke mindst Folkeskolen selv og den er helt forkert. Ligeværdigheden er komplet irrelevant. Det er netop ikke på grund af ligeværdigheden, forældrene er her, men af helt andre grunde! Så længe man fra tredie-verdenslande har valgt Danmark, er dansk kultur det eneste saliggørende for deres børn. Ud med alt det andet skrammel hjemmefra. Basta. Tosprogede klarer sig bedre siger man. Sludder. Påstanden er pilrådden, al den stund max én elev i klassen er i den kategori som barn af ressourcestærke forældre ansat på en dansk virksomhed med uddannelser på universitetsniveau. Deres barn vil have stor gavn af at kunne flere sprog flydende. Men resten af de såkaldt tosprogede er dobbelt-halvsprogede, hvilket vil sige, at oplæring af dem i flydende dansk og dansk kultur er det eneste, der duer. Det andet halvsprog skal glemmes eller køres ud på et sidespor hurtigst muligt og den fremmede kultur henvises til deres forældre, for det er givetvis ikke dem, man kan lære noget. Det er deres børn, der skal have chancen – som danskere i en dansk enhedskultur.

    Lykkes den opgave ikke for både Danmark som for de øvrige EU-lande disintegrerer vi alle, til vi som verdensdel og enkeltsamfund ikke kan hænge sammen.
    Og slet ingen bliver EU-borger, hvis ikke han eller hun først er tysker, dansker eller franskmand først og véd, hvad det indebærer.

    Med venlig hilsen

  • Victor

    Så er Merkels kabinet lige vendt 180 grader igen igen. I sidste uge forlød det, at Multi kulti er stendød.

    I denne uge er der pludselig helt andre boller på suppen:

    http://www.tagesschau.de/wirtschaft/einwanderung116.html

    Kort link:
    http://bit.ly/cNy2Nz

    Nu taler man om at importere op til 500.000 udlændinge om året!

  • Anonym

    Har I set Uhrskov Jensens sidst blogindlæg på JP?

  • Mette

    Uhrskov Jensen har meldt sig ud af DF, skriver han på Blogs.

  • Morten – – –

    Fordi DF ikke omtaler problemet, siger han angiveligt.

    http://www.uriasposten.net/archives/19120/comment-page-1#comment-10148 50

    – – –

    • Gunnar Biering

      Uhrskovs artikel og blogindlæg er ikke morskabslæsning, og da især for en DF-folketingskandidat. Men jeg ser det som en påmindelse om, at indsatsen mod masseindvandring er et aldrig ophørende Sisyfos-arbejde, og ikke som noget, vi kan vende os bort fra.
      Men EUs og den svenske elites rolle er naturligvis helt uacceptabel. Jeg mener også, at vi burde have taget et opgør med EU i det sidste tiår. EU-kritik må blive et vigtigt tema i den kommende valgkamp. Men det bliver en kamp mod eliten!

  • Torben Snarup Hansen

    I over- og mellemklassen rangerer æstetik over alt andet. Det er simpelthen dårlig stil at omtale vulgære problemer som voldtægt eller hærværk – uanset hvilke meldinger, de uvidende og vægelsindede politikere kommer med. På den anden side skal børnene selvfølgelig ikke anbringes i ikke-fungerende skoler, og bildækkene skal ikke ødelægges af “unge”. Derfor bliver fremtiden “gated communities” med private vagtkorps, privatskoler, privathospitaler og klubkultur.

    • Morten – – –

      – Og en fortælling om, at udviklingen skyldes, at DF “og ligesindede” har skabt et “dem og vi”-samfund, så disse foranstaltninger er blevet nødvendige. Hvis man vil ind på den sikre side af hegnet, skal man derfor holde ren mund med evt. fremmedfjendske sympatier.

      – – –

  • Hans L

    Lige et par ting om den maxistiske frankfurterskole som jeg postede på Søren Pind’s blog, som måske forklarer lidt:

    Til fremme af skolens “stille” kulturelle revolution – skolens anbefalede (blandt andet):

    1. Skabelse af racisme lovovertrædelser.
    2. Vedvarende Politiske forandringer for at skabe forvirring
    3. Undervisning i sex og homoseksualitet til børn
    4. Underminering af skolernes og lærernes myndighed
    5. Kæmpe indvandring for at ødelægge national identitet.
    6. Fremme af overdrevent drikkeri
    7. Tømning af kirker
    8. En upålidelig retssystem med bias mod ofre for forbrydelser
    9. Afhængighed af staten eller offentlige ydelser
    10. Kontrol og undertrykkelse af meninger i medier
    11. Tilskynde til opløsning af familienstrukturen

    En af hovedtankerne i Frankfurterskolen var at udnytte Freuds idé om ‘pansexualism «- søgen efter nydelse, udnyttelse af forskellene mellem kønnene, den omstyrte traditionelle relationer mellem mænd og kvinder. For at fremme deres mål, ville de:

    • angriber faderens myndighed, fjerne specifikke far og mor roller, og fratage familiernes rettigheder som primære pædagoger for deres børn.
    • afskaffe forskelle i uddannelse af drenge og piger
    • afskaffe alle former for mandlig dominans – bla derfor ses tilstedeværelsen af kvinder i militæret.
    • erklære kvinder at være en »undertrykt klasse ‘og mænd som’ undertrykkere ‘

    Munzenberg opsummerede Frankfurterskolen’s drift på lang sigt således: »Vi vil gøre Vesten så korrupt, at det stinker.”

    • Gunnar Biering

      Man kan sætte flueben ved de fleste punkter: Det er 68’ernes politik over hele den vestlige verden, som de har ført med stor succes.

      Det store spørgsmål er, hvorfor de borgerlige ikke trådte kraftigere op mod dette. I ord og, hvor de har haft flertal, i gerning. Svaret er nok, at Frankfurter-sygen har bredt sig helt ind i yderkanterne af V og K.

      Samt, at det taktisk er nemmere for politikere at love “nydelse” fremfor pligt og afsavn. Godhed fremfor retfærdighed.

    • annonym

      Hans L,

      Har du nogen kilde henvisninger, så det er muligt ved selvsyn, at konstatere de har formuleret disse “teser”?

      Ikke, at jeg er tvivl om rigtigheden, jeg kan som Gunnar tjekke mod den faktisk førte politik og hvem dens fortalere har været, men kilder er nu meget rare at kunne henvise til!

  • Hans L

    Jeg har fulgt forelæsninger på universitetet i psykologi, der er masser af litteratur om emnet. Google ardono, habermas, frankfurterskolen, marcuse political correctness., horckheimer ect.

    Herbert Marcuse bog: Der eindimensionale Mensch
    Adorno bog: Oplysningens dialektik
    Horckheimers bog: The Authoritarian State

    Bare lige for at nævne enkelte

  • Hans L

    En nem indgang til politisk korrekthed som udspringer af Frankfurterskolen.

    http://www.youtube.com/watch?v=qyu-9-OhHog

  • Gunnar Biering

    Apropos EUs rolle i bestræbelserne på at sabotere Danmarks indvandringspolitik:
    Jeg så lige, at EUs ligestillingskommissær – “kommissær” giver meget passende mindelser – Viviane Reding nu kræver, at der kommer 50% kvinder i alle bankdirektioner inden 2 år.
    Dette er endnu et eksempel på, at EU er vokset til et monster, der blander sig i detaljer i medlemsstaterne, der aldrig kan vedkomme fællesskabet, og uden folkeligt mandat. EU skulle også give tilladelse til mågebekæmpelse i Århus midtby, eller til kliniske forsøg på danske hospitaler!
    EUs fornuftige formål er at regulere handels- og andre forhold mellem medlemsstaterne og udadtil. EU bør kun blande sig i landenes indre forhold, hvis medlemmer prøver at lave tekniske handelshindringer o.l. Den politiske union, man prøver at skabe, er et misfoster, som befolkningerne ikke ønsker, hvorfor eliten behændigt undgår at spørge landenes vælgere.
    Derfor burde EU heller ikke blande sig i indvandrings- og flygtningeforhold. De vedrører ikke det indre marked, og landene ønsker selv at bestemme – også her.
    Det er på høje tid at sige stop til mere EU. Typisk nok er venstrefløjen og de kulturradikale nu blevet EU-tilhængere – det bør give V og K anledning til at stoppe op og tænke om.

    • Gunnar Biering

      Sidste nyt:
      Der har lige været topmøde i Normandiet mellem Tysklands, Frankrigs og Ruslands regeringschefer, hvor de drøftede udenrigs- og sikkerhedspolitiske tiltag. Der var ikke andre deltagere.
      Det demonstrerer, hvad jeg skrev i går: Når det gælder, kører nationalstaterne fortsat deres eget løb udenom EUs opstyltede organer. På alle andre områder end det indre marked er EU kun anvendeligt som drøftelses-forum, ikke som besluttende enhed.

  • PBr

    Det ønskværdige ville selvfølgelig være at EU , gradvis blev kørt ud på et sidespor, et slags FN, hvor skål taler og overforbrug bliver “tolereret” til en vis grænse og systemet tuller rundt i sig selv.
    Problemet med EU er blandt andet, at der sidder en række lavtuddannede men højtlønnede og indflydelsesrige apparatnik’s, eksempelvis typer som Margot Wallström og at det vil blive en hård kamp at fra tage disse Mona Salin kloner, indflydelse, vellevned og magt.
    Man kan så håbe at virkeligheden og realiteterne snart overhaler dette dødssejler projekt og div. folk tager hånd om deres nære samfund og dets beskyttelse.