20
nov
Seneste opdatering: 13/5-16 kl. 0016
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg kan huske den boksekamp i Madison Square Garden den 24 marts 1962, to år inden jeg selv kom til USA med Svenska Amerika Linjens Kungsholm. Emile Griffith slog Benny Paret ihjel i de sidste sekunder af den sidste omgang. Det vil sige, jeg kan huske de sort-hvide fotos på avisernes forsider af den døende cubaner Benny Paret dagen efter. De kornede fotos viste den dybt bevidstløse Paret, der hang med den ene arm i tovene, den sidste rest af liv, han hang fast ved.

Det var en mere billedfattig tid, vi havde ikke TV, og selvom vi havde haft det, havde de ikke vist kampen. Billederne var ladet med en betydning dengang, der er gået inflation i med alderen og med tiden. Jeg interesserede mig ikke for boksning, det kom langt senere, men døden og billedet af den, brændte sig fast i min hukommelse. Børn interesserer sig for døden på en elementær, eksistentiel måde. Det er kun med alderen, den interesse bliver prosaisk og praktisk betonet.

Det siges, at Griffiths raseri skyldtes, at Paret ved indvejningen havde kaldt ham Maricón (bøsse) – hvad han vistnok var – og som var ødelæggende for en sort sportsmand dengang, og til dels også i dag. Griffith, der lever endnu, skal have angret kampens forløb lige siden.

Det er først nu 48 år efter, at jeg ser de levende billeder af den slagbyge, der slog Paret ihjel, men alligevel gør det et langt stærkere indtryk på mig at læse Norman Mailers beretning fra ringside her nedenfor. Ord taler til ens forestilling på en anden måde end billeder, som vi efterhånden er blevet immune overfor. Hvis man vil gengive billederne deres betydning, må man gå modstrøms, nedsætte hastigheden og tvinge øjnene til at se om og forfra. Det er lidt som med internet, dets hurtighed er fascinerende, – man passerer gaden, tager et foto, og et minut efter er det på nettet – men hvis man vil indgive det mere betydning, må man forsøge at tilføje det langsomhed.

Det er ikke et tilfælde, at store forfattere som Norman Mailer, Albert Camus og Joyce Caroll Oates, har fæstnet sig ved det koncentrat af livets drama, som boksning er. Jeg er mest tiltrukket af dens skønhed, som f.eks. hos Ayub Kalule mere end nogen anden bokser.

Han kunne ikke slå hårdt, har var som født uvoldelig, uden dræberinstinkt, men alligevel vandt han 46 ud af 50 kampe. Jeg nød at se ham, på den samme måde, som jeg forestiller mig at balletpublikummet nyder ballet, som jeg til gengæld er helt blottet for sans for. Omvendt væmmes jeg af primitiv boksning, som TV flyder over af. Det gjorde ondt at se Sugar Ray Leonard pille silken af Kalule i den berømte titelkamp i juli 1981, det var et nederlag for det, jeg holdt af. To store kunstnere, hvor Leonard havde én ting, Kalule manglede: instinktiv brutalitet. Jeg så tit Kalule i Øbro Hallens dampbad mellem 1976 og 1983, og i samtale var han lige så blid som i ringen. Jørgen Leth med det usvigeligt sikre blik for enestående kunstnere i sport, har lavet en film om Ayub Kalule.

Men læs Norman Mailers korte artikel. Så dramatisk og samtidig så lidt svælgende i drama og sensation, som tænkes kan, og så fjernt fra sportsjournalistik, som overhovedet muligt. Det er en indiskretion, at være så tæt på nogen der dør, hvis man ikke kender dem meget godt, og selv da. Mailers beskrivelse er båret af ærefrygt overfor synet. Forlegenheden på begge sider af ringens tove, er i sætningen: “He gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet.”

Det er en privat sag at dø, det skal ikke bevidnes af tusinder, det er et instinkt, vi deler med dyrene. Når Josef K. bliver dolket på den sidste side i Processen, er det skammen, Kafka accentuerer. Han dør “som en hund, men skammen overlever ham.” Det er vidnerne til døden, der er den foruroligende omstændighed. (Steen)

And Paret? Paret died on his feet. As he took those eighteen punches something happened to everyone who was in psychic range of the event. Some part of his death reached out to us. One felt it hover in the air. He was still standing in the ropes, trapped as he had been before, he gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet,” and then, his head leaning back but still erect, his death came to breathe about him. He began to pass away. As he passed, so his limbs descended beneath him, and he sank slowly to the floor. He went down more slowly than any fighter had ever gone down, he went down like a large ship which turns on end and slides second by second into its grave. As he went down, the sound of Griffith’s punches echoed in the mind like a heavy ax in the distance chopping into a wet log.

Norman Mailer: The Death of Benny Paret. Der var flere dødsfald i tressernes amerikanske boksning. Bob Dylan skrev om dem: Bob Dylan Who Killed Davey Moore? 1963

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • PK

    Steen….
    Du få den på English!
    YOU NEVER CEASE TO AMAZE ME.
    Pas på dig…..PK.

  • .

    Det er en god analyse af kampen mod Leonard, du leverer, Steen. Jeg så også den kamp, og det var hjerteskærende at se den dygtige og sympatiske Kalule komme til kort. Leonard var, som du skriver, ganske enkelt mere brutal og kynisk. Et lærestykke i ikke bare boksningens, men virkelighedens beskaffenhed.

    Kalule har en søn her i Danmark, der spiller fodbold på ret højt niveau. Muligvis i 1. division.

    Kalule trænede også i Nørresundby (i lokalerne hos Lindholm Bokseklub). Han var en utrolig venlig mand (i øvrigt muslim, men altså ikke af den problematiske type, som der er flest af her hos Snaphanen 🙂 ).

  • .

    Mailer har også skrevet en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig bog om Muhammed Ali og den kamp, han boksede i Afrika.

  • Anne Marie Buch

    Boksning er en syg, syg beskæftigelse. Jeg vil ikke engang kalde det en sport.

  • Pingback: Man kan ikke skåne nogen for noget « Snaphanen()

  • Pingback: Smukt venstrehook « Snaphanen()