2
dec
Seneste opdatering: 4/12-10 kl. 1931
46 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Update: Filmen er desværre borte fra You Tube af copyright grunde. Hvis den dukker op igen, lægger vi den på denne plads.

Er islam kapret av radikale ekstremister som aktivt går inn for å ødelegge de verdier vestlige samfunn bygger på? Og bør verden være bekymret? Filmen er en personlig reise i den muslimske verden, fra sentrale intellektuelle som lever med truslene fra den moderne islamismen og inn til ledelsen for den verdensomspennende bevegelsen Muslimbrødrene. Forfatteren Walid al-Kubaisi er filmens forteller og reiseleder. Fra Jemen til Kairo, fra Oslo til Paris, får publikum del i hans reise og et unikt og avslørende innblikk i antidemokratiske krefter som har fått oppsiktsvekkende stor innflytelse i den vestlige verden.Frihet, likhet og Det muslimske brorskap Filmen havde premiere i Oslo den 25 november og blev sendt på NRK 2 Muslimleder: – Vi vil danne en samlet islamsk stat. Lederen for Det muslimske brorskap i intervju med TV 2.

Stramningerne er effektive, men vi er blevet en sikkerhedsrisiko

Siden regeringen strammede udlændingeloven 1. juni i år, er der kun givet fem permanente opholdstilladelser til udlændinge i Danmark, viser nye tal.Pointsystem er uhyre effektivt

Enhedlisten og Folkesocialisterne “er utrygge”:

Amerikanerne vil have lov til at kontrollere rejsende fra EU til USA langt grundigere end i dag. De vil også have lov til at bemande fly med bevæbnede vagter. Hvis de ikke får deres vilje, kan de måske ende med at genindføre visumtvang for bl.a. danske rejsende til USA. USA vil have bevæbnede vagter på fly fra EU, Regeringen accepterer bevæbnede vagter på fly til USA.

WikiLeaks: Amerikansk dobbeltspil vis-à-vis Tyrkiet i EU

Julian Assange og WikiLeaks’ motiver er næppe at finde i bekymring for vestlige nationalstaters frihed, og det er selv sagt skræmmende at kræfter der ønsker at omtegne verdenskortet frigiver tusinder af hemmeligtstemplede dokumenter uden at besidde den nødvendige indsigt i de mulige konsekvenser. Kigger man isoleret på dele af lækagen må man dog nok sige at lige netop Europas befolkninger har en klar interesse i at få blotlagt luskeriet og fortielserne vedrørende den manisk besatte drift henimod at få Tyrkiet indlemmet i EU.

Vi ved nu sort på hvidt at man bag kulisserne i Washington er særdeles velinformerede om hvilke kræfter der regerer i den anatolske stat man mener at skulle pådutte europæerne. Bemærk her at bekymringerne kun går på Erdoganstyrets motiver og kvalifikationer, og ikke på konsekvenserne i gadehøjde her i Europa ved tilførsel af et stort antal menige tyrkere. Dette scenarie er fuldstændigt fraværende i i elitens argumenter og lokketoner (LFPC).

The US is concerned about its NATO ally Turkey. Embassy dispatches portray Prime Minister Recep Tayyip Erdogan as a power-hungry Islamist surrounded by corrupt and incompetent ministers. Washington no longer believes that the country will ever join the European Union. […]

US diplomats are likewise unflinching when it comes to Erdogan’s advisor and foreign minister, Ahmet Davutoglu. They say he understands little about politics outside of Ankara. They see this as unfortunate, because they want to see Turkey join the EU — but they don’t believe it will ever happen. In order to make progress toward EU accession, the US ambassador wrote, the government must “hire a couple thousand people skilled in English or other major EU languages and up to the bureaucratic demands of interfacing with the Eurocrats.” The AKP, write US diplomats, had thus far employed mostly confidants from the Sunni brotherhoods.

Some AKP politicians, according to a US assessment, support Turkish membership in the EU for “murky” and “muddled” reasons, for example because they believe Turkey must spread Islam in Europe. A US dispatch from late 2004 reports that a member of a leading AKP think tank said that Turkey’s role is “to take back Andalusia and avenge the defeat at the siege of Vienna in 1683.” […]

The Americans are watching with concern as Erdogan distances NATO member-state Turkey further and further from the West. They are concerned about the country’s stability. “Every day is a new one here, and no one can be certain where this whole choreography will fall out of whack,” James Jeffrey, then the US ambassador in Turkey, wrote in late February 2010. “Then, look out.” Wiki Secret: U.S. Distrusts Turkey’s PM Recep Tayyip Erdogan

Moderat hustrutævende imam arresteret

Han var altså heller ikke den med længsel eftersøgte enhjørning ‘den moderate muslim’ på hvem gode mennesker kan projicere deres våde forhåbninger. Men jagten fortsætter. En dag må det da give pote, og så begynder det at gå den rigtige vej: Dialogbænke vil summe af mellemfolkelig forståelse, ghettoer vil blive eftertragtede indflyttermål for indfødte borgere, utilpassede unge vil aflægge den grimme etageklip, og Geert Wilders, Kurt Westergaard og Ayaan Hirsi Ali kan sende livvagterne hjem. Koranverset manden her har citeret er 4:34, som apologeter og taqiyya-artister ellers gerne hævder kun handler om at lade genstridige hustruer sove alene, evt. at afklapse dem ganske let (LFPC)

A Muslim imam who lectures on non-violence and advises the German government on interfaith issues has been arrested in Germany for beating up his wife.

Sheikh Abu Adam, 40, is now on remand in Munich while his wife, 31, is being guarded by police. She was allegedly assaulted so badly that she suffered a broken nose and shoulder and numerous cuts and bruises.

Media reports claimed the woman, who has borne one of his ten children, wanted to live a more ‘western’ lifestyle and was allegedly attacked after telling her husband. […]

Adam is alleged to have shouted a verse from the Koran at his wife as he beat her. The line said: ‘Good women are obedient. They guard their unseen parts because God has guarded them. ‘As for those from whom you fear disobedience, admonish them and send them to beds apart and beat them.’ […]

A week ago, he held a lecture at the city’s Catholic University entitled ‘An Islam which distances itself from violence’.  […]Muslim imam who lectures on non-violence in Germany is arrested for beating up his wife

“Sweden – The open theft of an entire country”

Mario Vargas Llosa: Slöjan är inte bara en slöja

Oversat til svensk fra El Pais “El velo no es el velo” af Stig Carlson

Provinsregeringen i Katalonien i Spanien har tvingat en kommunal skola i Gerona att tillåta en marokansk flicka på 8 år, Shaima, att bära slöja i skolan. Shaima har stannat hemma sedan en vecka, eftersom myndigheterna har förbjudit hennes skolgång, så länge hon bar hiyab eller den islamska slöjan. Rektorn grundade förbudet på skolans stadga, som avvisar klädesplagg, som kan orsaka diskriminering. Provinsregeringen däremot anser att “rättigheten till skolgång” bör vara överordnad skolornas lokala regler.

I motsats till länder som Frankrike och Storbritannien, där det finns lagar om den muslimska slöjan i det offentliga rummet, så finns det ingen lagstiftning i Spanien. Beslutanderätten har fram till nu överlåtits till de lokala rektorerna och skolorna. Det som har hänt den marokanska flickan innebär ett prejudikat, som om det sprids och får leva vidare, öppnar portarna till den s.k. mångkulturen. Enligt min bedömning är ett sådant perspektiv högst riskabelt för de framtida frihetliga rättigheterna i Spanien.

Vid första anblicken kan ett sådant påstående för en del verka överdrivet eller apokalyptiskt. Kan det vara fel, att det lilla barnet, som är van vid familjens seder och religion, fortsätter att bära hiyab i skolan? Skulle det inte vara grymt att tvinga henne att ta av sig huvudbonaden och visa håret i vetskap om att för hennes tro och tradition skulle en sådan sak vara lika traumatisk som att begära av kristna flickor att de skall blotta överkroppen eller stjärten? Från att förbjuda den muslimska slöjan för flickor i kommunala skolor är det bara ett litet steg till islamofobi och rasism eller kolonial etnocentrism?

Det är emellertid inte så enkelt. Den muslimska slöjan är inte en enkel slöja, som en flicka på åtta år, frivilligt bestämmer sig för att sätta på huvudet, eftersom hon tycker att det är mera bekvämt att ha håret täckt. Den är symbolen för en religion, där diskrimineringen av kvinnan tyvärr fortfarande är mera utbredd än i någon annan – alla trosläror, även de mest avancerade, diskriminerar kvinnor. Det är ett av mänsklighetens tillkortakommanden, som en mera demokratisk kultur delvis har lyckats befria oss ifrån, tack vare en lång process av politisk, ideologisk och institutionell kamp, som har förändrat vår mentalitet och traditioner och stiftat lagar ämnade att komma till rätta med orättvisorna. En av de stora landvinningarna är den sekulära staten, en av demokratins grundpelare. Den sekulära staten är inte motståndare till religionen. Tvärtom garanterar den samhällsmedborgarnas rättigheter att tro och utöva sin religion utan inblandning, så länge praktiken inte kommer i konflikt med de lagar, som garanterar frihet, jämlikhet och de andra mänskliga rättigheterna, som utgör rättsstatens existensberättigande.

De offentliga skolorna i en sekulär stat kan aldrig vara konfessionella. Om de vore det skulle de framhäva en tro framför en annan, eller diskriminera de icke troende. Detta skulle innebära en oacceptabel särbehandling i ett fritt samhälle. Religionen försvinner inte, utan begränsas till den privata sfären utanför skolorna och de offentliga institutionerna. De troende kan naturligtvis starta skolor av konfessionell karaktär och i sina kyrkor och i familjekretsen verka för trosläror, i vilka de vill uppfostra sina barn. Men religionen kan inte inkräkta på det offentliga rummet, utan att fundamentala, demokratiska principer, framför allt medborgarnas jämlikhet och frihet, åsidosätts. Det uppstår privilegier och självsvåldiga hierarkier.

Den muslimska slöjan i de offentliga skolorna är ett brohuvud inom demokratierna med vilket motståndare till det sekulära samhället försöker flytta fram sina juridiska och moraliska positioner och förhindra religionsfrihet och mänskliga rättigheter, och även jämlikhet mellan man och kvinna. Om demokratierna tillåter detta, kan det leda till självutplåning. Ty med samma argument, som man tillåter hiyab i skolorna, kan man också kräva, och som en del islamister har uppnått i några städer i Europa, att det skall finnas offentliga simhallar med skilda avdelningar för män och kvinnor, eftersom muslimska kvinnor finner det oanständigt att bada tillsammans med män. Och om vi försöker att respektera alla kulturer och seder….. Varför tillåter inte demokratin tvångsäktenskap och för att löpa linan ut könstympning av flickor, som utövas av många miljoner troende i Afrika och på andra håll i världen.

Mångkulturen utgår från ett falskt antagande, som måste avfärdas; att alla kulturer, av den enkla anledningen att de existerar, är jämlika och respektabla. Det är inte sant. Det finns en del kulturer, som är mera utvecklade och moderna än andra. Sanningen är, att det också i de mest primitiva kulturerna finns vanor och seder, som har berikat mänskliga erfarenheter, likaså lärdomar som andra har kunnat ta vara på, men det är också så, att i många kulturer finns det kvar fördomar och till och med barbariska och kriminella beteenden, som ingen demokrati kan tillåta utan att förneka sig själv och ta flera steg tillbaka på den långa vägen mot civilisation, som vi strävar efter.

Frankrike, där frågan om slöjan har varit föremål för intensiva debatter, har förstått detta och är en god förebild för andra demokratiska länder, när de sedan 2004 i lag har förbjudit
“iögonfallande religiösa symboler i landets offentliga skolor och gymnasier.” I början ansåg en del s.k. “progressiva” den här åtgärden vara reaktionär och grundad på fördomar mot muslimska invandrare. Så var det inte. Tvärtom, dess djupa förnuft är, att den ger alla chansen, invandrare och infödda av alla raser, kulturer och religioner, att bo och arbeta i Frankrike under fria och lagliga förhållanden, och tillåter dem att fortsätta att utöva sina religioner och seder så länge de är förenliga med gällande lagar. Och naturligtvis avfärda de som inte är det, som de kristna kyrkorna gjorde, när de var tvungna att anpassa sig till mera öppna samhällen. Om vi anser att demokratin har betytt ett stort framsteg i förhållande till despotiska och enväldiga regimer från förr, är det svårt att förstå, att den bara är värdefull för demokrater och demokratiska länder. I den absoluta likvärdighetens falska namn tillåter demokratierna antidemokratiska enklaver och tvivelaktiga beteenden oförenliga med grundläggande principer om frihet och rättvisa.

De som försvarar mångkulturen har en statisk och fundamentalistisk uppfattning om de kulturer, som historien har lämnat bakom sig. De utvecklas också i enlighet med vetenskapens framsteg och de förändringar, som kommer allt snabbare i en modern värld av idéer och kunskaper, som, undan för undan kommer att ändra övertygelser, trossatser, vidskepelser, värden och fördomar. En modern muslim från t. ex. Libanon eller Kairo har mycket litet att göra med fundamentalistiska muslimer från Darfur, som ödelägger byar och tänder eld på hela familjer, eftersom de anses vara hedningar. Att sätta på dem samma kulturella etikett är lika absurt som att jämföra dagens vanligtvis toleranta katoliker i våra öppna samhällen med medeltidens korsriddare och inkvisitorer, som torterade och dödade i korsets namn. Om de demokratiska länderna på något sätt vill hjälpa den muslimska religionen att gå igenom den sekulariseringsprocess, som har tillåtit den katolska kyrkan att anpassa sig till en demokratisk kultur, så är det sämsta vi kan göra att ge upp de viktiga framsteg, som ett sekulärt och mera jämlikt samhälle inneburit, för att inte verka etnocentriska och fördomsfulla. Det finns ingen etnocentrism, som inte leder till eftergifter i försvaret av frihet och mänskliga rättigheter.

För mig är det franska systemet tydligare och effektivare än det brittiska, där staten har överlämnat beslutet om att godta eller förbjuda slöjan till enskilda skolor och gymnasier.
Men den här bestämmelsen gäller bara för eleverna. Däremot är lärare enligt ett domstolsutslag från förra året förbjudna att undervisa, så snart som de visar sig i en brittisk lektionssal insvept i niqab, ett slags tältliknande klädesplagg, som täcker kroppen från topp till tå. Är det inte absurt att förbjuda lärare det som man tillåter eleverna och tvärtom?

På foton i morgontidningarna idag ler den lilla marokanska flickan, Shaima, lyckligt med sina stora ögon. Hon går till skolan med slöjan på. Mormor har sagt att så gör alla goda muslimer. Kommer hon att vara lika lycklig i fortsättningen? Jag tror , att de goda människorna i den katalanska provinsregeringen har dömt henne till olycka.

Översättning: Stig Carlsson

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Ragnar Svedje

    Årets Nobelpristagare i literatur Mario Vargas LLosa är mycket läsvärd. Jag har nyligen läst om hans “Bockfesten”. Är han med ovanstående artikel välkommen på Nobelfesten? Vad säger ordföranden i Svenska Akadenmien Peter Englund? Och fram för allt, vad säger samhällsdebatören Johan Norberg?
    Norberg var före valet starkt anti-SD. Efter valet sansade han sig, kopplade bort känslorna och kopplade in förståndet. (han ville förstå väljarna som röstade på SD)
    Stockholmaren Norberg bor numera i Malmö, och snart kanske vi får se honom hylla den Danska frispråkigheten.
    Med följande länk kan man finna Norbergs skriverier om Vargas LLosa. Spec hans intervju med författaren från 2006 är läsvärd.
    http://www.johannorberg.net/?page=displayblog&month=10&year=2010

  • barfbag

    Off topic
    http://www.thereligionofpeace
    (i blogrullen) i dag viser en grotesk udtalelse af Barack Obama om lighederne mellem islams og U.S.A.’s syn på retfærdighed med weblinks der viser det modsatte!

    • Hans Jensen

      Hussein Obama er mindst skabsmuslim. Dansk presse har ikke skrevet meget om at han på rekordtid blev den mest upopulære præsident i USA. Hans danske fans i medieverdenen kan glæde sig 2 år længere, så hører vi aldrig mere til ham. Det handler kun om at begrænse den skade han kan gøre.

      • Mette

        Nej, Obama er ikke skabsmuslim, og Wíkileaks har – som The Times bemærker – i hvert fald godgjort, at amerikanerne gør deres for at passe på verden.

        Morgenavisen Jyllands-Posten har haft i snesevis af artikler om, at Obamas popularitet er styrtdykket.

        • Ingen, heller ikke USA, passer på de europæiske befolkningers frihed for religiøs kolonisering og underkastelse af middelalderlige leveregler. Det er ikke ret mange dage siden at Hillary Clinton mente hun skulle belære os om frihed til religiøs uniformering. En verden uden USA ville være et skrækindjagende sted, og selvfølgelig er vi under deres paraply i strategisk henseende, men vi skal heller ikke af f. eks. nostalgiske grunde forestille os at vores frihed altid flugter med supermagtens interesser, og at vi ikke vil blive solgt til tyrkisk stanglakrids hvis de mener at tjene nogle for dem større interesser derved.

  • Mette

    Ang. Det muslimske broderskab vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på, at ingen i Danmark har propaganderet så intenst for broderskabet som NASER KHADER.

    Khaders broderskabspropaganda findes ikke mindst i bøgerne “Ære og Skam” (fx den reviderede og ajourførte udgave fra 2006, dvs. efter Muhammedkrisen) og i debatbogen “Islam i Danmark”. I begge bøger skamroser han broderskabets mest fremtrædende repræsentant i Europa Tariq Ramadan, der er barneban af Hassan al Banna, der grundlagde broderskabet. Khader kalder Ramadan for et “Fyrtårn” og håber på, at en lignende skikkelse vi opstå i Danmark for at udbrede Ramadans tanker. Mon ikke han i den sammenhæng har sig selv i tankerne.

    Naser Khader roser også Tariq Ramadans bog “At være europæisk muslim” og angiver at have læst den. Det har jeg også. I den oplyses, at SHARIAEN er den muslimske levemåde, og at fx tekster til popmusik bør vurderes juridisk ud fra Shariaen. Dette retter beundrede som OUTLANDISH sig da også efter.

    Sidst jeg så efter, betalte den danske stats årligt Naser Khader 38.000 kr. i bibliotekspeng for bl.a. at udbrede sin propaganda til fordel for broderkskabet. Dertil kommer så indtægter fra salg af bøgerne, indtægter som medlem af det danske Folketing samt en omfattende foredragsvirksomhed, hvor Khader i modsætning til, hvad der er god tone for folketingsmedlemmer tager sig betalt for sine foredrag og endda meget højt betalt. Pengene går ifølge ham selv til et fond til hans fars minde og sendes bl.a. til Vestbredden til familie.

    Som bekendt er Naser Khader integrationsordfører for De konservative og nu for tredje gang godt i gang med at ødelægge et dansk politisk parti. Ja, faktisk er det fjerde gang, for man bør skelne imellem Ny Alliance og Liberal Alliance. Han lever fuldstændig op til Det muslimske broderskabs ideal om nedbryde Europa indefra. I dag betragter danskerne gennemgående Naser Khadre som en nar. Men har har rent faktisk været en af dem, der har bidraget mere end rigeligt til at nedbryde respekten for Folketingets arbejde og som alt for længe har fået lov til at stå uimodsagt med sine såkaldt “moderate” muslimske budskaber.

    Naser Khader er et levende logo for Det muslimske broderskabs budskab om fredelig kolonisering og nedbrydning indefra.

    • li

      Tja, taqiyya muhammedaneren khader er nok endnu en af de talrige udnævnte rollemodeller, som før eller siden viser sig fra den altid uheldige muhammedanske side!
      Jeg venter, for jeg er ikke i tvivl om, at rollemodellen!!khader nok skal fejle, for det svært at leve på en løgn.
      Kun naive uvidende drømmere har en naiv fantasi om, at iSLAM og demokrati kan forenes.
      Desværre er khader ikke en drømmer, men en benhård muhammedaner der vil gøre alt for at udbrede iSLAM i stedet for at frigøre de enfoldige angrebne underkastede muhammed slaver.

      Eller moské er khader selv en enfoldig muhammed angrebet IDIOT!

      Underligt som jeg kommer til at tænke på Lars Vilks Rondellhund hvergang den bælgøjede blåøjet! muhammedaner khader kommer på tale?
      En forvirret hund i et spil kegler, der ingen vegne kommer, men render rundt efter sin egen hale, meningsløst. Lige så meningsløst at blande olie og vand, og tro denne rørte sammenblanding forbliver sammenhængende. Meningsløst arbejde.
      Demokrati og iSLAM kommer aldrig til at hænge sammen.

  • Robin Shadowes

    Naser Khader är en femtekolonnare, den saken är klar. Har instinktivt känt motvilja för honom från början även om jag gillade hans ord-konstruktion halal-hippie. Outlandish gillar jag inte heller och skulle aldrig drömma om att stödja dem genom att köpa deras skivor. Nu gillar jag inte deras musik i vilket fall som helst så den risken är närmast obefintlig.

  • Bjovulf

    Det går laaaangsomt i den rigtige retning 😉

    Hvornår kommer mon de første klager kommer fra de hypersensitive muslimske lande?

    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/12/02/225433.htm

    Julen tilbage på officiel dansk hilsen
    02. dec. 2010 23.11 Indland
    Udenrigsministeriet tager den kristne jul til nåde på årets julekort.

    Trods kors i flaget, en statsstøttet kirke og fyldte kirker juleaften har Udenrigsministeriet i årevis sendt ikke-kristne julehilsener til de fleste lande uden for Europa.

    …..

    • li

      Som Ateist glæder det mig meget, at den hedenske julefest fortrænger de politiske korrektes sæson! hilsner 🙂
      Tak for det.
      Som Ateist så har jeg i den grad taget julepynteriet til mig, fordi jeg mener julenisser er mere sympatiske end jihad kvindeundertrykker svineriet iSLAM, ud med det shit…
      Vi skal have langskæggede julenisser og ikke langskæggede jihadister.
      Og julen skal vare mindst lige til påske, så jihad-muhammedanerne kan lide mest muligt.
      Nu det jul igen, nu det jul igen….

      • Peter Buch

        Ateisters eventuelle hang til skæg, hver dag, året rundt, kunne nok være et af deres mest sympatiske træk.

    • Mette

      Bjovulf

      Det var da for en gangs skyld en god nyhed. Fra artiklen har jeg sakset dette ordskvalder:

      “Men ifølge professor i international politik Ole Wæver er den neutrale hilsen mere inkluderende:
      – Folk med andre religioner fejrer også højtider omkring jul, og de kan lægge, hvad de vil i den neutrale hilsen. Det kan de ikke med den kristne.”

      Inkluderende mig her og inkluderende mig der. Jeg er dødtræt af at være inkluderende, fordi det pt. er politisk korrekt. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg også er træt af at høre, at vi skal blive i Afghanistan aht. de afghanske kvinder. Det er jo vanvid at ville redde hele verden og dermed udtvære sig selv.

      • li

        @Mette
        Det for nemt bare at opgive et land til talibans skæbne. Det aldrig billigt at kæmpe for noget, men at opgive og lade et land i stikken fordi volds islam har det med at vinde, den tankegang om ikke at gøre forsøget til knuse islam og hjælpe til andre magt forhold end taliban får fodfæste, det syntes jeg er værd at kæmpe for, at kvinderne har ALT at vinde i den kamp, er bare en tillægs gevinst, hvis det lykkes.
        Hvor intet forsøges, intet vindes!

      • Bjovulf

        Ja, sikke en omgang – burde han ikke snart tage navneforandring til Væver? 😉

        Den grundlæggende fejl er jo netop, at vi ikke vover at stå fast på vore værdier og kulturelle
        normer og kræver at fremmede gæster – som minimum – respekterer dem, så længe de
        befinder sig her i landet.

        Vi har vist efterhånden set rigeligt til, hvad Væver og hans PK-kumpaners uansvarlige inkluderings-
        eksperimenter har ført til af ulykker og falden på knæ for muslimernes endeløse, vanvittige krav
        og stærkt provokerende opførsel og mentalitet.

        • li

          @Bjovulf
          Hmm, væver!
          Eller skifte job og blive spin-doktor for islams udbredelse.
          Eller bedre skift navn og job og blive til væver spin-doktor for udbredelsen af det idiotiske islamiske bedetæppes udbredelse, i stuerene Danske hjem!

        • li

          Sådan en skide tæppehandler!

        • Bjovulf

          Ha, jeg mente det nu i den overførte betydning “at væve” = “at tale udenom” / “have uld i munden” etc. –
          i stedet for at sige tingene lige ud af posen, præcis som de er 😀

        • li

          Jo, den forstod jeg godt, jeg ville bare gøre dhimmiens krybende vævende uldtotte bæh..lamme! fåret udtalelser mere skarp!

        • Bjovulf

          OK, tak 😉

  • .

    @ li

    “Vi skal have langskæggede julenisser og ikke langskæggede jihadister.”

    Rørende enig.

  • Emeritus

    ‘…The Americans are watching with concern as Erdogan distances NATO member-state Turkey further and further from the West…’

    Forleden påstod jeg, at det ikke så meget er Islam, der er Vestens problem, som Vesten selv. Det mener jeg stadig. I et fortættet overblik på JP’s debatside udvider Flemming Rose problemkredsen rundt om min påstand med sit spørgsmål til en amerikaner, som er i besiddelse af stort erfaringskendskab til amerikansk udenrigspolitik.

    Spørgsmålet lyder: ‘Hvad er den overordnede strategiske udfordring for USA i Mellemøsten og omegn de næste 10-15 år, og hvordan kan USA bedst opnå sine mål?’ Det er jo et godt spørgsmål. Svaret er ikke ringere.

    Det dagsaktuelle skubbes straks til side og tilbage står – VÆRDIKAMPEN! Skulle det nu være noget? Men værdikampen er altafgørende, og der svares i en klar og klassisk form ikke vulgariseret eller forvrænget. Udfaldet af den mellemøstlige værdikamp er udfordringen for USA i regionen. Men svaret, som bestemt er kvalificeret, har i kraft af sin generelle form i lige så høj grad adresse til Vesten selv. Udfordringen er nemlig indlysende den samme i både Øst og Vest: Hvem kan præsentere den bedste fortælling, som også er den bedste og mest acceptable fortælling om dig selv! – og hvem tror mest overbevist på den? Svaret på de spørgsmål bestemmer jo hos Vesten i høj grad parallelsamfundenes skæbne og integrationens succes eller fiasko. For Roses amerikanske kommentator åbner et udfordrende rum sig, hvori man kan påvirke udviklingen. Amerikaneren ser konstruktivt på de mellemøstlige brydninger, fordi han anser dem som en udfordring. Udfordringer rummer som bekendt handlemuligheder. Brydningen på det personlige plan udmønter Rose i få beundringsværdigt klare ord til sidst.

    Men jeg er hverken journalist eller politiker. Som den, der kun kan iagttage begivenhederne fra sidelinjen, og som er uden handlemuigheder har jeg mest lyst til at være negativ og hævde, at den, hvis tro er fraværende, har tabt. Amerikaneren tror stadig, men er vi stadig i besiddelse af en troværdig fortælling om os selv? Er vi overbeviste om vor ret til at være i Verden og at påvirke den fra en bestemt lokalitet, som er helt vor egen? Betragter vi istedet vort spejlbillede? Eller kryber vi i ly.
    Nogle af os konverterer ligefrem og flygter ind i noget større bag andres stærke tro.

    Denne kommentar er ikke et referat, så læs bare også Roses udmærkede klumme under overskriften ‘Dette er ikke en læk’

    http://jp.dk/opinion/klumme/article2265378.ece

    Med venlig hilsen

  • Emeritus

    O.T.
    Nu, hvor jeg er i gang med at anbefale kort, kommenterende læsning har Michael Jalving et meget vittigt og rammende indlæg om danske politiske partiers meldinger m.m. Alvorligt altsammen, nuvel, men grine måtte jeg.

    http://jp.dk/opinion/klumme/article2265302.ece

    Med venlig hilsen

  • Mette

    Jeg tilslutter mig Emeritus’ anbefalinger af Michael Jalvings og Flemming Roses klummer i dagens JP og iler tillige med en varm anbefaling af Søren Høy’s kronik “Forbandende ungdom”, som jeg først hoppede over. Kronikken indeholder temmelig forfærdende perspektiver, som vi bør være yderst opmærksomme på.

    http://jp.dk/opinion/kronik/article2265879.ece

    Emeritus skrev: “har jeg mest lyst til at være negativ og hævde, at den, hvis tro er fraværende, har tabt”.

    Spektret mellem tro og erklæret ateisme er meget bredt. Nogle af os kalder os forsigtigt for agnostikere, fordi vi ikke har nogen tro men på den anden side ikke vil afvise det guddommelige helt og aldeles. For mit vedkommende slet ikke, skønt jeg da ikke fatter en brik af, hvorfor jeg går rundt på denne kugle i himmelrummet.

    Religioner er menneskers værk og kan indholde værdifulde erfaringer og impulser, det nægter jeg ikke. Men tro er en nådegave, som jeg ikke fik, skønt jeg føler mig overbevist om, at den kan hjælpe mennesker ikke så lidt. Derimod er jeg i besiddelse af stor ydmyghed og taknemmelighed overfor meget, jeg ikke forstår, og for mig var naturen og familien altid det vigtigste, omgivet som jeg har været af den næsten hele mit liv. “Guddommelige” indgreb oplever jeg ofte, min virkelighed overgår i hvert fald hyppigt en fantasifuld roman.

    Kunne vi måske enes om, Emeritus, at en god forankring i hverdagen og vilje til at kæmpe for det, man finder af betydning, også er en slags tro? En selvrespekt, der må koste, så at alt ikke er lige gyldigt ligegyldigt?

  • Mette

    LFPC

    Ang. Tyrkiet var det netop den store positive overraskelse – for mit vedkommende og åbenbart også for dit – at WikiLeaks viser, at amerikanernes tiltro til Tyrkiet er styrtdykket. Ikke mindst efter propagandanummeret med at sende “nødhjælp” til Gaza.

    På den baggrund mangler jeg nu en forklaring på, at væsentlige dele af missilskjoldet indtil videre er planlagt til en placering i Tyrkiet. I den sidste tid har jeg læst flere artikler, hvor Tyrkiet var på vej mod at blive en af verdens betegnes som hardcore islamist, hvilket Hillary Clinton selvfølgelig ved.

    Men du har da ret vedr. Hillary Clintons naive offentlige udtalelser om islam. Obamas udtalelser har jo længe været himmelråbende naive i så henseende, men det har ikke forhindret ham i at bombe løs i Afghanistan, som bl.a. Claus Erholm har skrevet om. Et er altså, hvad de siger til referat, noget andet hvad de indadtil diskuterer og handler ud fra.

    • Skulle man lade bare lidt tvivl komme amerikanerne til gode her kunne man tilskrive de modstridende udmeldinger et større politisk spil som vi ikke har forudsætninger for at forstå. Måske vil man lade Tyrkiet male sig selv op i et hjørne, så de ikke kan spille offerkortet når/hvis de bliver afvist af Europa. Vi her nede i bunden af fødekæden må på vores side bare konstatere at vi absolut ingen støtte har fra nogen som helst magtfuld aktør eller organ. Tværtimod bliver vi dæmoniserede, og selv hvis USAs (formodede) rænker mod Tyrkiet lykkes vil islamiseringen af Europa fortsætte, og Hillary har aktivt medvirket til at stigmatisere os og gøre os handlingslammede. Jeg holder derfor på at vi må se på USA med nøgterne og kritiske øjne, og ikke holde os tilbage fordi venstrefløjen (ud fra helt andre grunde) hader USA. Vi er tværtimod ‘allierede’ med de konservative kræfter i USA der står for nøjagtig samme kritik som jeg her har antydet.

      • Mette

        LFPC du skrev:

        ” Vi er tværtimod ‘allierede’ med de konservative kræfter i USA der står for nøjagtig samme kritik som jeg her har antydet.”

        Jeg ved ikke, hvem du tænker på. Med mit kendskab til amerikansk politik vil jeg tro, at vi kan finde allierede både blandt demokraterne og hos republikanerne, men at vi på den anden side meget vil have os frabedt at alliere os med nogle af de konservative. Palin er fx et hul i jorden, jeg syntes, at der var noget frisk og uspoleret over hende, da hun kom frem, men hun er simpelthen for dum og opportunistisk. Tea Party bevægelsen har ikke faste konturer men er trods alt et sundhedstegn. På den anden side føler jeg mig sikker på, at der er mange demokrater, som også vil flytte sig, når det går op for dem, hvad islam er i færd med i Europa, og at de selv står for tur. I øjeblikket hører man hele tiden, at muslimer ikke er noget problem i USA, men de er jo heller ikke nået op i nærheden af den kritiske mængde, som vi andre har passeret.

        • Jeg tænker på dem man stifter bekendtskab med på blogs som Pajamas Media, Frontpagemag, Jihad Watch, Gates of Vienna osv., enten som skribenter der eller som dem der bliver omtalt. Solide folk som John Bolton, f. eks. Dermed ikke sagt at jeg er ‘allieret’ med alle i denne sfære i enhver henseende, men man kan sagtens samle dem under en hat der repræsenterer noget helt andet end hvad vi ser hos Obama & co. Palin og de mere uheldige elementer i den mangefacetterede Tea Party-bevægelse er dem som MSM herhjemme, herunder glatnakken Elholm, identificerer med den vulgære, uvaskede, ikke-stuerene verden uden for deres lille osteklokke. Bemærk Kim Møllers historie om Palins Korea-fortalelse, og kig så på den grundige dokumentation i disse amerikanske græsrodsmedier jeg nævnte, af hårrejsende udtalelser fra Obama og de rabiate personer der findes i hans bagland og administration, og se hvordan sidstnævnte får en helt anden behandling end den nemme skydeskive Palin. Også i angiveligt borgerlige netmedier som jp.dk. Man er nødt til at gå direkte til de konservative amerikanske blogs og hjemmesider for at få dette perspektiv med, danske medier er ubrugelige.

  • Mette

    Rettelse. Noget forsvandt i æteren, det var der, da jeg sendte mit foregående indlæg af sted. Der skulle have stået:

    I den sidste tid har jeg læst flere artikler, hvor Tyrkiet mentes på vej mod at blive en af verdens supermagter, men WikiLeaks tegner derimod billedet af et stort land, der er klemt fra alle sider. Amerikanske diplomater vurderer, at den tyrkiske uderigsminister er hardcore islamist, hvilket Hillary Clinton selvfølgelig ved.

  • Emeritus

    Til Mette – om tro blandt andet.
    Forankring ja, og vilje til at kæmpe for alt, hvad man har kært forudsætter da TRO. Trofasthed er en mangelvare, for den hviler i en forankring, som ikke har været i høj kurs i lang tid. Vi er da fuldkommen enige her. Mangler forankringen smuldrer trofastheden og viljen til at kæmpe, for hvad har man egentlig kært?
    Og mere dybsindigt:
    TROEN begynder vel, hvor erkendelsen brister. Videnskabsmænd tror også, men de vil ikke være ved det. Det kommer af professionen. Ofte TROR de mest på verificerbare data. Kun en tåbe tror ikke. Min fætter er videnskabsmand. Han tør netop intet udelukke, selv om hans erklærede skepsis over for alt, som lugter af det overnaturlige er endog meget udtalt. Er han ateist? Nej. Tror han på Gud? Slet ikke. Hvad da? Ja, han og jeg er faktisk enige om samme synspunkt, om end vi er kommet til det hver for sig. Han har lige som Einstein en svaghed for Spinoza. Min fætter og jeg er agnostikere, men ikke på den troende måde, desværre, snarere på den måde, at der nok er mere mellem himmel og jord, end vi måske har mulighed for at finde ud af. Ingen af os kan jo afvise en årsag til skabelsen. Men hvilken? Den er måske ikke helt tilfældig – vel? Prøv for eksempel at se Naturen fra et strengt tilfældighedsperspektiv. Holder det? Umuligt. Tænk bare tanken et lille stykke på vej.

    Hvis vi nu siger, at alt i sin oprindelse kan føres tilbage til det tilfældige, bliver det tilfældige jo ingenting til. Alt vil vedblive at være tilfældigt. Det kan gudhjælpemig ikke andet. Derfor er der ingen ordnet fremtid i det tilfældige – kun tilfældigheder – og det er alt iberegnet lig med en vedvarende kaotisk eller tilfældig tilstand. Du kan selv fortsætte – du når aldrig frem til en eneste (opbyggelig) naturlov, for en naturlov er ikke behersket af tilfældighed, men af en vis overordnet rammeorden, som unddrager sig tilfældigheden som dominerende faktor. Kombination og kausalitet giver reelt ingen mening i en tilfældig verden. Selv i kvantemekanikken er der orden – en kvantificeret, statistisk, men ikke helt tilfældig orden. Hvor kommer orden da fra? – Ikke fra tilfældig uorden. Det er HER allerede, at påstandene begynder at blive påståelige og erkendelsen brister. – Jeg mener, min fætter har ret. Som videnskabsmand, kan man ikke tage noget for givet, og det gør man, hvis man trodser sin profession og afviser det, som ikke synes at høre til professionen, eller at professionen fører til, at man bliver ateist, blot fordi man som videnskabsmand ikke magter andet end at måle og veje og derfor konkluderer, at det var det.

    Fra et videnskabeligt synspunkt er man nok mest tro mod sin videnskab, hvis man om TROEN kan sige, at den ved man ikke nok om. Ikke nok i hvert fald til at kunne bevise noget, for TROEN ligger under alle omstændigheder hinsides erkendelsens grænse. Ateistiske forskere er derfor ikke min kop te, kan du nok fornemme, for de TROR lidt for meget på egen ufejlbarlighed og ateismen som det sikre. Det er ikke videnskabeligt nok i mine øjne, men en erhvervsskade. At give efter sin undren for eksempel over eksistensen, som du giver udtryk for, og hvorfor man dog er her, er en helt anden sag – og dybsindighedens forudsætning. Uden undren, fantasi og efterfølgende dybsindighed forbliver man som videnskabsmand efter min bedste mening kun håndværker.

    Med venlig hilsen

    • li

      @Emeritus
      Jeg forstår ikke helt hvorfor du vil indrage en menneskeskabt gud eller noget overleveret overtro om en guds eksistens som noget holdbart.
      Som Ateist ser jeg nok anderledes på de menneskeskabte historier om gud, jesus og allah fanden og hans pumpestok 😉 min “tro” er så ydmyg, så jeg erkender jeg/vi faktisk er for “dumme” til at løse eller fatte mysteriet om universet og dets tilblivelse. En tanke som kan gøre min hjerne helt skør, er spørgsmålet om hvor universet ender, for der må da være noget bagved, intet kan slutte brat og ingenting er bagved, jeg ved ikke om du kan følge mig, men min hjerne kan simpelthen ikke forstå dette med hvor er enden.
      Hvad er meningen med mit liv, hvad er meningen med en sandorms liv? her vil jeg bruge det nyrupske erkendelses citat “jeg ved det ikke, jeg ved det ikke” men det afholder mig ikke fra at tage ansvar og omtanke for mit og mine medmenneskers og mindre begavede dyrs trivsel, jeg behøver ikke en ankerfortøjning for mine tanker, de kan sagtens trives på en fornuftig måde, uden jeg behøver et fast udgangspunkt.
      Nej, jeg tror ikke på det hele er tilfældigt, men ingen har den ufejlbare sandhed på spørgsmålet og mindst af alt har div overlevede historiske forklaringer om en langskægget hankøns gud den bedste forklaring, efter min mening.
      Jeg kan “desværre” bare ikke narre min hjerne til at tro på en menneskeskabt gud, den vil hele tiden stille fornuftige spørgsmål ved denne teori, som jeg “desværre” ikke har formået at besvare overbevisende, så min hjerne “køber” ikke bare en udokumenteret og urealistisk hellig tro ukritisk.
      Der for mange løse ender, der bare hænger ud i det blå, hvor enden er fattelig synlig.
      For mig vil al slags guds dyrkende religioner være noget menneskeskabt forældet forsøg på at give en forklaring, fordi alle vores hjerner er for småtkørende til at fatte universet og dets funktion.

      • Mette

        li, du skrev:

        “For mig vil al slags guds dyrkende religioner være noget menneskeskabt forældet forsøg på at give en forklaring, fordi alle vores hjerner er for småtkørende til at fatte universet og dets funktion.”

        Ja, sådan er det. Mennesker har til alle tider higet efter en forklaring på det, som de ikke kan forstå. Med syndefaldet røg vi ud af paradiset, fordi vi partout ville spise af kundskabens træ. Men vi er ganske rigtigt ikke gearede til at klare tanken om “det der er bagved”.

        Jeg tror ikke, at du befinder dig så langt fra Emeritus og mig, hvad dette emne angår. Emeritus nævner Spinoza, og han var fortaler for en form for panteisme. Desværre er Spinoza pt. også “voldtaget” som husfilosof hos Frit Forum og ikke mindst Frederik Stjernefelt med hans universelle menneskerettigheder. Jeg har nu altid forbundet Spinoza med panteismen, der passer mig langt bedre, og bestemt ikke forhindrer os i at fejre en rigtig solhvervsfest. Jeg kan godt lide tanken om, at den kristne kirke rettede ind efter vor ældgamle hedenske jul.

        • li

          @Mette
          Interessant at du fremhæver historien om kunstskabens træ, den fortæller i min Ateist-verden 😉 noget om den menneskeskabte historie om, at vi skal forblive uvidende og ikke forsøge at erhverve os viden for ellers bliver vi sparkes ud i virkelighedens verden. Vi skal åndeligt forblive tåber og ukritisk tro på noget, som den menneskeskrevne bibel fortæller os.
          Nej, jeg tror ikke der står en HERRE i det høje! bagved universets ufattelige endestation!
          Det menneskeskabt fup og fidus, religions forklarings modellen du’r ikke, næste 😉

    • Mette

      Emeritus.
      Du foretog en fin manøvre ved at sammenstille ordet tro med ordet trofasthed. Den satte jeg pris på. Da jeg læste dit gode svar, kom jeg desuden til at tænke på den velkendte anekdote om Niels Bohr, der mente, at en hestesko skal hænges rigtigt op, dvs. med den lukkede del nederst, for man kan jo aldrig vide. 🙂

      Engang blev jeg lokket med til et foredrag om forskellen på Einsteins og Bohrs teorier. Fordragsholderen hed Kalkar, og han var dygtig til at forklare det komplicerede på en i forhold til stoffet enkel måde. Jeg hang på hele vejen og var lidt stolt over mig selv, skønt jeg straks glemte det meste igen. Men jeg har aldrig glemt, hvordan vi endte i aller største ydmyghed over, hvor lidt vi ved, og at vi i det hele taget eksisterer og har noge,t vi kalder naturlove.

      ”Kombination og kausalitet giver reelt ingen mening i en tilfældig verden. Selv i kvantemekanikken er der orden – en kvantificeret, statistisk, men ikke helt tilfældig orden. Hvor kommer orden da fra? – Ikke fra tilfældig uorden.”

      Nej, den kendte orden kan ikke komme fra et kaos af uorden, skulle man tro, og verdens samlede viden og dermed kendskab til ”nye ordener” er blevet kolossalt udvidet i din og min levetid, mere end nogensinde før. Men alligevel er vi på visse punkter ikke kommet videre og har måske endda som helhed bevæget os baglæns i livsvigtige henseender, fordi det var fristende at gøre sig selv til guder. Blandt andet kan man nemt få den tanke, at vi i vor forkælethed er blevet dårligere til at udholde, hvad de foregående generationer klarede.

      Vi er i hvert fald blevet meres skødesløse, fordi vi er blevet forført til at tro på utopien om det universelle, hvor det igen var vort eget, vi satte i centrum. At vi sidder her og skriver, skyldes jo menneskeligt overmod. Hvor de forudgående generationer var klar over, at der var behov for et forsvar, har de senere årtiers overmodige beslutningstagere først forført et flertal til at tro, at hele verden tænker og reagerer som os, og siden nægtet at indse, at det ikke forholder sig sådan. Det fik Jimmie Åkesson harceleret fornemt over i sin tale i Trykkefrihedsselskabet forleden, og hvad han sagde om Sverige gælder i hele Europa blot i lidt mere beskeden grad.

      Jeg har også kendt videnskabsmænd, og de dygtigste var de mest beskedne, der stadig havde evnen til at forundres, undertiden i en sådan grad, at udenforstående nok ofte har fundet det enfoldigt. Det var den undren, der drev dem, ikke forfængelighed og bestemt heller ikke hensyntagen til egne interesser udover arbejdet.

      Det bekymrer mig ikke, at velfærdssamfundet ikke kan opretholdes, og at vi står over for mere magre tider. Tværtimod. Vi har meget at vinde indadtil, når den dyre facade falder. Det gør den i alle tilfælde, og det sker lynhurtigt, hvis den røde blok får magt, som den har agt.

  • Bjovulf

    Uhrskov: Tyrkiet er en trojansk hest

    http://blogs.jp.dk/setfrahoejre/2010/12/03/tyrkiet-%e2%80%93-en-trojan sk-hest/

    Tyrkiet er en trojansk hest
    Dato: d. 03.12.10, 22:42
    Af: Morten Uhrskov Jensen

    Det er artige sager, europæerne præsenteres for i de lækkede dokumenter fra Wikileaks. Man tør roligt sige, at afsløringen af amerikanske diplomaters sande vurdering af EU-kandidatlandet Tyrkiet fortjener at nå offentligheden.

    De seneste års indberetninger fra amerikanske diplomater til Washington er i stik modstrid med alt, hvad der er kommet fra skiftende amerikanske regeringer om det velsignelsesrige i tyrkisk medlemskab af EU.

    Ifølge rapporterne får den tyrkiske premiereminister Tayyip Erdogan næsten al sin information fra aviser med en islamistlignende dagsorden. Analyser fra hans ministerier interesserer ham ikke, og hæren og efterretningstjenesten undlader at sende ham bestemte rapporter.

    Erdogan og præsident Abdullah Gül siges ifølge de amerikanske kilder at være medlemmer af et muslimsk broderskab. Det samme gør sig gældende for en række topfolk i regeringspartiet AKP. Generelt siges det, at AKP-folk i betroede stillinger på nationalt eller lokalt niveau er “inkompetente eller snævertsynede islamister”. Erdogans tidligere bemærkning fra før hans deltagelse i regeringen nævnes også:

    “Demokrati er som et tog. Vi vil stå af på den station, vi ønsker”. Jeg overlader fortolkningen til læseren.

    • Bjovulf

      Pittelkow: Thornings farlige fremgang

      http://jp.dk/opinion/pittelkow/article2264625.ece

      Thornings farlige fremgang
      Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator

      Offentliggjort 02.12.10 kl. 12:04

      De Radikale er på vej tilbage til glansrollen som Socialdemokraternes krævende og bedrevidende lillesøster.

      Rød blok har øget sit forspring til blå blok i meningsmålingerne. Hvis der var valg i morgen, ville Helle Thorning-Schmidt stå til at blive statsminister med en komfortabel margen.

      Det har hun selvfølgelig al mulig grund til at glæde sig over. Men midt i glæden bør hun føle en vis foruroligelse. Fremgangen ser ud til at styrke De Radikale og Enhedslistens indflydelse inden for rød blok, og det varsler politiske fare for Thorning frem mod valget.

      Thorning havde Vestager, hvor hun gerne ville have hende: solidt lænket til rød blok, men for svag til at kunne ændre på de aftaler, som Thorning og Søvndal lavede med hinanden. Men det er slut nu.

      Debatten om pointsystemet for familiesammenføringer har til sammen givet De Radikale og Enhedslisten en styrke, der ikke ligger langt fra det niveau, Dansk Folkeparti har i dag. Dermed bliver de to partier mere selvbevidste og krævende over for Thorning og Søvndal

  • Emeritus

    Til Li.
    Det er dig, der begynder at tale om at tro på en Gud. Ikke mig og min fætter. Vi hylder tværtimod et forsigtighedsprincip, om det, vi ikke ved nok om. Det er først og fremmest ikke spor uvidenskabeligt at være åben over for alt, at tvivle om alt, også om sine egne fornægtelser og det, man tror at vide.
    Ateisme er Gudsfornægtelse eller den opfattelse (tro), at der ikke eksisterer nogen personlig Gud. ‘Opfattelse’ er imidlertid ikke det samme som viden.

    Hvis jeg peger på, at Naturen er uden mening, følger, at det er meningsløst at forestille sig, at Naturen har et formål med sin væren, eller at den skulle kunne følge fastlagte spilleregler, for hvor skulle de regler dog komme fra, som den skulle have lyst til eller mulighed for at følge?
    Derfor skulle det heller ikke være muligt at opstille fornuftige rammebetingelser for den, de matematisk-logiske naturlove, som Naturen i det mindste et stykke hen ad vejen faktisk overholder. At vi kan iagttage, at den ikke desto mindre gør det, må især for en ateist være oprørende og komplet urimeligt, ligeledes at Einstein faktisk formåede at opstille sine relativitetsteorier om verdens sammenhæng, fordi sådanne teorier jo bygger på nogle rammebetingelser, som absolut giver mening. Disse relativitetsteorier tillægges ham, men man skal huske på, at han han fandt dem i Naturen, som en beskrivelse af NATUREN, der gav mening – ikke en meningsfuld beskrivelse af ham i naturen. – Og alt, hvad der giver mening, bør der jo ikke være noget af i den døde natur. For Naturen er pr. definition meningsløs og burde være kaotisk, hvis den overhovedet var til ikke sandt. Alligevel eksisterer den lovlydigt omkring os på nogle givne? betingelser. Det fører da til stor undren – og en vis forsigtighed. Længere bevægede jeg mig faktisk heller ikke ud. Men, som du fornemmer, jeg er allerede så langt ude, at jeg intet tør udelukke – måske lige bortset fra, at jeg ikke ville turde forestille mig en personlig Gud, som passer på os. Man kan vel sige, at vi er forsigtige på grund af problemet og det uoverskuelige svars overvældende omfang og dybde.

    Med venlig hilsen

    • Peter Buch

      Hvad er, gerne kort beskrevet, argumenterne for præmisset, at Naturen skulle være uden mening?
      Samt.
      Hvor meget kræves der egentlig for at noget giver – mening, henholdsvis videnskabeligt kravsopfyldende, argumentatorisk?

      Eventuelt svar må gerne forsøges relateret henholdsvis individuelle opfattelser, groft skitserede generelle samfundsopfattelser, henholdsvis trossystemers opfattelser samt have inddraget eksempler fra virkelighedens aktuelle politiske situation med bloggens tema in mente.

  • Emeritus

    Til Peter Buch.
    Kort beskrevet! Det er vist ikke lige mig.
    Lad mig begynde med det sidste du nævner – bloggens tema. Li, Mette og jeg røg helt klart ud af tangenten og væk fra temaet, da Mette og Li greb fat i min bemærkning om, ‘…at den, hvis tro er fraværende, har tabt.’ Den bemærkning har stadig godt fat i temaet, men er samtidig en ladeport ind i et af livets store spørgsmål.
    De store spørgsmål er aldrig blevet besvaret tilfredsstillende og har fortsat en enorm fascinations- tiltræknings- og afsporingskraft. Især når emnet/tråden som her berører beslægtede begrebsdannelser. Det skete indlysende i dette tilfælde med TROEN på noget (min skyld). Men Li og Mette lagde nok mere i troen på noget, end jeg forudså. Snaphanen ville eksempelvis ikke eksistere, hvis vi ikke troede på, at den udfyldte et behov, og havde en vis nytteværdi. Amerikaneren, Rose omtaler, tror også på, at han eller USA er i stand til at tackle de strategiske udfordringer i fremtiden. Tro er mange ting. Derfor mente Li, jeg talte om den Gud, hun fornægter og Mette trak en tråd til panteismen. Den slags kan jeg ikke stå for. Pludselig udvider verden sig. Vi blev som børn igen, Peter. Jeg tror, vi nød det alle tre. Og tak for det. Børn kredser også om de store ubesvarede spørgsmål.

    Hvad mening angår har videnskaben intet sted i Universet kunnet finde nogen mening med Universet, eller at Universet selv skulle have en mening om sin egen eksistens bortset fra den mening, videnskabsmænd selv har om Universet, eller den vi andre lægger i tingene. Videnskabens opgave er heller ikke at finde Gud, men at undersøge, indsamle data, forholde sig til disse og give et bud på verdens indretning. Hele Universet er til disposition for en sådan øvelse, for fænomenologisk er Universet der bare til fri afbenyttelse.

    Man har tilladt sig at sige, at med os er Universet for første gang begyndt at forstå sig selv. Ydmyghed har aldrig været det første, der falder os mennesker ind. Så spørger du, hvor meget der egentlig kræves for, at noget giver mening. Kort: Tankevirksomhed. Jeg kunne være fræk og påstå: et menneske er tilstrækkeligt. For et menneske har åbenlyst brug for meninger, hvad NATUREN ikke synes at have. Vi lægger derimod vore meninger ind i alting. Videnskabeligt set leder man ikke efter en højere mening. Man kan heller ikke pege på en sådan – og vil nok heller ikke. Man beskæftiger sig i stedet med andre ting blandt andet indgående med at finde ud af, hvor grænsen egentlig går mellem det, man stadig kan kalde liv og det, der adskiller sig ved at være livløst, uorganisk stof. Det er mere end svært at tillægge en sten en særlig mening eller tro, at den har én, som vi ikke allerede tænker ind i den. Men visse vira, hvad med dem?

    Til slut vil du hale mig tilbage i selve temasporet med individuelle opfattelser, generelle samfunds- og trossystemers opfattelser samt eksempler fra virkelighedens aktuelle politiske situation, – meget gerne, men de krav, du stiller åbner for en redegørelse så lang, at jeg slutter med et digert værk. På den anden side kan jeg vælge en lettere løsning ved at pege på, at de krav du opstiller, netop synes at være, hvad en blog som Snaphanen forsøger at gøre og altid har gjort. Dine krav er i den henseende allerede opfyldt. Vore input på trådene oveni er en ofte inspirerende anarkistisk blanding af henvisninger, præcis on topic meningsudvekslinger, Off Topic indskydelser, digressioner, skøre indfald og tangentiale ekskursioner, som nu den, jeg har rodet mig ud i sammen med Mette, Li og dig. Er du tilfreds med mit svar, eller var det for overfladisk, i luften frit svævende eller for langt fra tema?

    Med venlig hilsen

    • Peter Buch

      Emeritus

      Du formår at få meget med, selv i korte ytringer.
      Afslutningen er særdeles eminent, set herfra, med påpegningen af bloggen her som eksempel på en slags aktuelt prisme hvori meget ses, vurderes og observeres indenfor og noget udenfor de satte rammer.
      At prise Snaphanerne skal med her.
      Et par strofer fra Hostrups Rejsesang falder mig da ind:
      Som Trækfugle flagre
      Vi vidt over Strand
      Fra Hjemmet, det magre,
      Til Glædernes Land.
      Vær frejdig, vor Haaben!
      Hvad frygte vi for?
      See, Vejen er aaben,
      Og Verden er vor.

      Dine første ytringer er også velstruktureret beskrivende og giver mere end nok at fundere over, for mig.
      Skulle du have tid, lyst og ikke andre sager der optager dig, kunne du vist roligt arbejde på et digert værk med et videreperspektivernde sigte, det er ikke umuligt der tilmed ville være en større påskønnende læserskare end os.

      Med venlig hilsen

  • Idéhistorisk set er Koranen symbolet på 1400 års had, vold og terror! Intet sted i verden har islam kunne leve sammen med almindelige og normale mennesker.

    Man hører ofte den romantiske myte om den fredelige sameksistens mellem muslimer, krisene og jøder på den Iberiske Halvø, men det er ukorrekt. Historieforfalskning og intellektuel uhæderlighed, når den er værst. Så lad os derfor kaste et kort blik i de spanske historiebøger!

    Plyndringstogter.

    Det er farligt, at lade mennesket for tydeligt mærke, hvor meget

    De er lig dyrene uden samtidig at understrege deres storhed.

    Blaise Pascal. (1623-62)

    På sporet af Adam. Af Herbert Wendt. 1958.

    I 710 var der knap gået 80 år siden røverhøvdingen Muhammeds død, og hans arvinger havde allerede spredt (udvidet)det islamiske imperium fra Kinas grænse til Atlanterhavetskysten i Nordafrika. Krigen i Mellemøsten begyndte med Muhammeds røvere og banditter, og den krig slutter aldrig. Muslimerne erobrede Irak i (637), Syrien (640), Ægypten (641), og Persien (641) – de var alle fortrinsvis jødiske og kristne samfund. Springet over Gilbraltarstrædet lå nu lige for, hvis ekspansionen skulle forsætte. I den situation dummede spaniere sig slemt, da de henvendte sig på den anden side af strædet og bad om hjælp i den interne spanske borgerkrig.

    Det skulle senere vise sig at være den største fejltagelse i den spanske historie.

    For bagefter rykkede de muslimsk hjælpetropper ikke ud af gæsteværelset. De overtog simpelthen hele boligen. Erobringen var et plyndringstogt af den type, som afspejlede de arabiske nomadestammers livsform. Før Muhammed lå de arabiske stammer i evig krig med hinanden om ørkenens sparsomme ressourcer.

    Muhammed ønskede at forene araberne, men han forstod også, at uden disse plyndringstogter ville befolkningen vokse hurtigere end fødevare-produktionen.

    Det problem løste han med dihad, den hellige krig, som tilhængerne af hans nye religion gav sig til at føre mod hedningene. Muslimerne havde ikke lov til at slås indbyrdes, så lige så snart naboerne var omvendt med sværdet, blev det nødvendigt med nye plyndringstogter på jagt efter nyt bytte. På den måde

    skabtes en vældig krigsmaskine, og det borgerkrigsramte Spanien lå lige for som et hurtigt og nemt bytte. Ifølge historie professor Bernard Lewis med speciale i Mellemøstenstudier varede disse plyndringstogter i næsten tusind år. (4.

    Nogle mener ligefrem, at de ikke er slut endnu med henvisning til Kosovo, Bosnien, Tjetjenien, Kashmir og Sudan osv.

    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, – o – ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    På Tarifa havde det kristne Europa for 1300 år siden sit første møde med den nye trussel fra islam.

    I 710 gik en maurisk kriger ved navn Tarif i land på Tarifa med ca.7000 krigere for at sondere terrænet. Således blev Tarifa den første af talløse andalusiske lokaliteter, som fik et nyt arabisk navn. Tarif og hans kriger vendte tilbage med et bytte, der fik tænderne til at løbe i vand på de arabiske terrorister. Det følgende år sendte de feltherren Tariq over strædet ved romernes Calpe, der ved den lejlighed også tog navneforandring til Tariqs klippe, det vi i dag kalder Gibraltar.

    Fem år senere var det hele overstået, bortset fra et lille hjørne i Nordspanien, hvor de sidste kristne stadig holdt stand.
    Allerede i 718 gik en adelsmand ved navn Pelayo i gang med at organisere modstandskampen i Asturien, men der skulle gå op til 800 år, før hans efterkommere kunne gøre skaden god igen. For Andalusiens første første kalif, Abd al-Rahmán var det et spørgsmål om at sikre grænserne imod de kristne generobrere, men sydpå følte Abd al-Rahmán sig lige så truet af sine muslimske trosfæller på den anden side af strædet, hvor de stod på spring for at få del i Andalusiens sagnomspunden – og noget overdrevne rigdomme.
    Desuden var der store indre spændinger i landet, hvor de kristne stadig var i flertal, mens muslimerne var delt i mindst tre grupper: den lille arabiske overklasse, det store mauriske tjenerskab, og den endnu meget lille gruppe af omvendte kristne. Allerede i 1082 nåede de første kristne generobrere til Tarifa, hvor Kastilliens krigerkonge Alfonso V1 drev sin hest ud i vandet og triumferende råbte” Dette er enden på landet al-Andalus. Efter at have erobret Toledo følte Alfonso sig i stand til det hele, men muslimerne hentede forstrækninger fra deres trosfæller på den anden side af strædet, og fire år senere blev de kristne atter drevet ud af Sydspanien. Det er sandt, at Andalusiens muslimske herskere også betalte en dyr pris, fordi de måtte aflevere magten til disse invasionsstyrker. Det har aldrig været gratis at hente hjælp i Nordafrika.

    Først 200 år senere var tiden moden til den kristne generobring af Tarifa, som på dette tidspunkt var en grænse by i Spaniens sidste muslimske kongedømme Granada. Igennem hele 1292 forsvarede Tarifas kristne kommandant Alonso Pérez de Guzmán den isolerede by mod de genforenede muslimer. I løbet af belejringen kaldte muslimerne Guzmán frem på brystværnet, for at han kunne se sin lille søn Pedro, som muslimerne havde taget til fange. Kommandanten

    fik valget mellem Pedro Alonso død eller Tarifa overgivelse. Som svar trak Guzmán sin dolk og kastede den ned til belejrerne, som skar struben over på barnet. Bagefter lagde de hovedet i en kastemaskine og sendte det over bymuren, så farmand kunne nyde synet på nært hold. Hvordan var muslimerne kommet i besiddelse af sønnen? Han blev taget til fange af en kristen prins, der konspirerede om Kastilliens trone og håbede på hjælp fra muslimerne.

    Disse opslidelseskrige var lige så vigtige som de store slag, hvis en af parterne ville hævde sin ret til landet. Derfor gjaldt om at skaffe nybyggere for enhver pris, og i 1334 gik Alfonso X1 et skridt videre. Han tilbød amnesti til fanger og fredløse, der tog ophold på Tarifa i minimum et år og en dag.

    Kampen mod islam.

    Død før livet – eller livet før døden?

    Efter Granadas fald i 1492 skulle man måske tro, at Tarifas indbyggere kunne ånde lettet op, men det var langt fra tilfældet. Spanien gik samme år ind i stormagtstiden efter opdagelsen af søvejen til Amerika, men landet var samtidig ude af stand til at sikre sin egne kyster mod mauriske og tyrkiske pirater, hvis vigtigste bytte var mennesker – menneskevarer, som efter voldtægt blev solgt til Nordafrikas enorme slavemarked. Denne trussel var ikke drevet helt over, da en ny fjende viste sig i horisonten. Efter den engelske besættelse af Gibraltar i 1740 blev Tarifa atter grænseland og en vigtig brik i det strategiske spil om kontrollen med indsejlingen til Middelhavet.

    Det er nok kun de færreste, der ved, at Andalusiens otte provinshovedstæder skylder danskerne deres eksistens. Efter forskrækkelsen i 844, hvor kong Horiks vikinger plyndrede Sevilla, inviterede emiren Abd al-Rahman 11 to yemenitiske stammer til at tage ophold i det østlige Andalusien for at forsvare denne del af kysten mod los vikingos eller ”machus”, som de blev kaldt på arabisk. Yemenitterne slog sig ned i Pechina, men nede ved kysten og her

    byggede de et tårn, som de kaldte vagttårnet: al-Mariya. Almeria! Så havde man et navn. Nu manglede man blot en by. Den voksede snart op under tårnets beskyttede mure. Knap var byen blevet hovedstad i 995, før en nordafrikansk flåde trængte ind i havnen brændte skibene og plyndrede byen.
    Dette med vikingerne er måske en anekdote, men også en passende start på byens historie, for Almeria har i mere end tusind år lidt under pirateriet som intet andet sted i Europa.” Havet koger af pirater” skrev den spanske vicekonge af Napoli hjem. Vor tids jihad er ikke en form for ny opfundet islamisk terrorisme. Den er blevet brugt til at udvide den islamiske verden, siden araberne i 700-tallet begyndte at rage det meste af Nordafrika til sig, og allerede i år 830 gik muslimske krigere, de såkaldte saracenere i land nord for Rom, hvor de hærgede og plyndrede den første Peterskirke. I 1200-tallet erobrede tyrkerne Anatolien, der var en del af det Byzantinske rige. Senere indtog de Konstantinopel og omdøbtes byen til Istanbul, hvorfra det ottomanske rige ekspanderede til det meste af middelhavsområdet.
    Fra Perignan i Frankrig til Portugal ligger jorden uopdyrket, fordi folk ikke turde bo tættere ved vandet end fire, fem mil”, klagede prokuratoren ved det spanske hof i 1538. Situationen ved de spanske kyster skal ses i en større sammenhæng. I 1529. stødte Karl V og Tyrkiets sultan Suleiman el Magnifico sammen foran Wiens port. Knap havde Spanien sluttet sin 800 års kamp for at generobre deres land fra muslimerne, før disse rettede et nyt stød mod selve Europas hjerte. Europæerne stod langt fra sammen mod den islamiske trussel. Kaperstaterne støttedes indirekte eller endda direkte af England, Holland og Frankrig, der alle var begærlige efter en del af det spanske imperium. Det passede dem udmærket, at Spanien havde hænderne fulde på hjemmefronten.

    PIRATKYSTEN.

    Krigen mellem Spanien og Tyrkiet førtes lige så meget til søs som til lands. Hele Nordafrikas kyst fyldtes med kaperstater og tyrkiske vasalstater, hvis vigtigste erhverv var sørøveriet. Det ved ethvert spansk skolebarn. Desværre kunne piraterne tit mønstre større styrker end forsvarerne. Kampen mod kaperstaterne var den spanske histories længste krig. Men det er også en mærkelig overset krig, selv om den næsten førte til Almeria provinsens affolkning. Efter Granadas fald i1492 blev denne opslidelseskrig meget mere brutal fra muslimernes side. Togterne havde tidligere været et rent forretningsanliggende, men derefter forekom hævnmotivet ofte at være lige så vigtigt.
    Det var slaver, som var piraternes mest eftertragtede bytte. Nogle historikere skønner, at alene i Algier passerede en million mennesker slavemarkedet i løbet af tre århundreder. Endnu i 1700-tallet fortæller en engelsk rejsende, hvordan han har set 3000 lænkede kristne fanger i Tetuans fangehuller, hvor de ventede på at blive at blive drevet til markedet. Hvis den spanske og portugisiske slavehandel var grusom – og det var den, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Så var det dog for intet at regne i forhold til muslimernes transatlantisk slavehandel, som stod på i mange århundreder, og slavehandlen foregår stadig i den muslimske verden – man kalder den bare noget andet.

    Det var hovedsagligt Spanien, Portugal, Italien, Holland og England, der var offer for disse slavejæger men strakte sig så langt, som til Island.

    Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika indfangede over en million europæere i perioden 1530-1780.( 250. år). Nogle af disse var den danske konges undersåtter

    Den 21. august 1635 afsendes et brev fra Algier adresseret til “Øvrigheden i København”. “Findes der da ingen barmhjertighed, ingen næstekærlighed, ingen samvittighed, som kan vækkes? Findes der da ingen gudfrygtige mennesker, eller har vi ingen nådig konge? Har vi ingen retfærdige herrer og øvrigheder eller ingen gudfrygtige præster, ingen forældre, venner eller brødre, som lader vor dødbringende nød og angst og vore veklager gå til hjertet?” spørger brevskriverne, der gennem årene har sendt adskillige breve til deres kære, men aldrig har fået svar.

    Brevskriverne er to gange blevet narret af udsendinge fra Danmark. Udsendingene købte huder og sukker for løsesummen, der skulle have købt dem fri. Nu er en tredje udsending fra Danmark dukket op med løsepenge, men de er ikke sikre på ham.

    De afslutter brevet med i Guds, Jesu og næstekærlighedens navn at bønfalde myndighederne i Danmark om ikke at glemme dem, men at der bliver bedt for dem foran alle Guds hellige altre og fra alle prædikestole i alle lande regeret af deres nådige herre kongelige majestæt, så at Guds krafts nådige vilje kan skænke dem friheden og lede dem ind i et kristent land.

    Af brevet fremgår, hvorfor de befinder sig i Algier, eller Barbarien som brevskriverne kalder deres opholdssted: “Vi er bortført til slaveri og trælbundne i bortførernes land”, bortførere som de beder Gud nedkalde sin straf over.

    Hvem var disse danske undersåtter, der levede som slaver i Algier i 1635? For at få svaret herpå skruer vi tiden tilbage til højsommeren 1627. Da hjemsøgtes Island af sørøvere. De jagtede ikke gods og guld, som Island heller ikke er rig på, men mennesker.

    Specielt Vestmannaøerne blev hårdt ramt. Af øernes 400 indbyggere blev små 250 taget til fange. Over 30 øboere blev dræbt, mens det lykkedes godt 100 at skjule sig i klippehuler eller ro over til fastlandet.

    De til fangetagne blev roet ud til piraternes skibe. Først da skibene satte sejl og lagde kursen sydover, blev islændingene klar over, hvem deres overfaldsmænd var. De troede en overgang, de var englændere, for englændere havde tidligere overfaldet og plyndret øerne, og nogle af sørøverne og mandskabet ombord talte engelsk og så engelske ud.

    Men af de fleste bortføreres sprog og udseende regnede islændingene ud, at piraterne måtte være tyrkere. Da de også fandt ud af, at sørøvernes anfører hed Murad Reis, gik det op for dem, hvorfor de var blevet indfanget. De skulle sælges som slaver i Nordafrika, for Murad Reis var tyrkernes dygtigste slavejæger.

    De 250 øboere og andre 150 fra fastlandet var langt fra de eneste europæere, som Murad Reis og andre nordafrikanske korsarer bortførte og solgte som slaver. Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika 1530-1780 indfangede over 1 million europæere for at sælge dem på slavemarkeder i Tripoli, Tunis, Algier og Rabat-Salé eller udveksle dem mod løsepenge.

    Nordafrikanernes jagt på slaver var et led i den flere århundreder lange strid mellem kristne og muslimer. Konflikten skærpedes i 1400-tallet, da muslimske osmanner i 1453 erobrede det kristne Byzans’ hovedby, Konstantinopel, mens kristne spanske konger gen-erobrede dele af Spanien fra muslimerne.

    Halvdelen af de slavetogter, der udgik fra Nordafrika, var anført af renegater, altså kristne europæere, der var konverteret til islam. Murad Reis var hollænder og hed Jan Janszoon, før han fik sit tyrkiske navn. Hans og andre renegaters omvendelse kan have flere forklaringer. Den muslimske tro kan have tiltalt nogle, men for de fleste var det et liv i pomp og pragt i Nordafrika, der gjorde dem til muslimer.

    Andre igen – som korsaren Ali Basha Fartas med fødenavnet Ochali – ville have hævn, fordi de var blevet dårligt behandlet på deres hjemegn eller af deres redere i Europa. I spidsen for en flåde vendte renegaten tilbage til sin fødeby i Calabrien og ødelagde nogle adelsfolks ejendom. Han belønnede slægtninge, der valgte at konvertere og følge ham til Algier.

    Slaveriet i Algier kulminerede 1550-1650. Anslået en fjerdedel af byens indbyggere var da slaver. I virkeligheden var antallet af indbyggere med europæisk baggrund langt højere, da mange slaver havde omvendt sig til islam. Det gjorde de af enten overbevisning, tvang eller nød.

    Da de fleste mandlige slaver var beskæftiget med udmarvende arbejde i stenbrud, på moler eller ved vejanlæg eller værre endnu var roere på korsarernes galejer, var dødeligheden blandt slaverne høj.

    Mange slaver forsøgte at konvertere til islam, da de fandt ud af, at muslimer ikke måtte holdes som slaver. Men ofte afviste slaveherrerne slavernes ønske om omvendelse, da de i så fald mistede værdifuld arbejdskraft.

    Øernes præst, Ólafur Egilsson, var blandt de tilfangetagne, men han og hans kone blev ikke sat til salg, da tyrkerne ville have løsepenge for dem. Egilsson blev derfor en måned efter ankomsten til Algier sendt til Danmark efter løsepenge. Det gik trægt, da Christian IV’s Danmark var besat og fattigt. Efter hjemkomsten til Island nedskrev han en beretning om tyrkernes overfald på øen.

    Cirka 35 islændinge døde kort efter ankomsten til Algier. Andre 20 købte sig fri i de første år, og andre 35 blev købt fri otte år senere blandt andet for penge, der var indsamlet i kirker i Island, Norge og Danmark. Blandt de frikøbte i 1635 var Egilssons kone. Parrets to små børn måtte blive i Algier, og man ved ikke, hvad der blev af dem. Resten, omkring 300, blev dernede, og dem ved man lige så lidt om. Hovedparten endte sikkert deres dage som slaver, men det vides, at mange unge konverterede til islam.

    En enkelt islænding, Gudridur Símonardóttir, ved vi meget om. Hun og sønnen Sölmund bortførtes sammen med de andre øboere i 1627, mens hendes mand Eyjólf Sölmundarson undslap. Hun og sønnen havde været slaver for den samme tyrker i otte år, inden det i 1635 lykkedes hende at sende et brev til Eyjólf. Hun var blandt de frikøbte i 1635, men hun måtte lade sønnen Sölmund blive tilbage i Algier.

    Brevet til ægtemanden nåede ham imidlertid aldrig, da han nogle måneder forinden var omkommet under en heftig storm på havet. Senere erfarede hun, at Eyjólf, som de fleste andre mænd, hvis koner var blevet fanget i 1627, havde taget sig en husholderske, og da han regnede med, at Gudridur var død, giftede han sig med hende og fik fire børn.

    Havde han stadig været i live, da Gudridur 10 år senere dukkede op på Island, var han formentlig blevet halshugget, da halshugning på den lutherske ortodoksis tid var straffen for ægteskabsbrud.

    Da Gudridur Símonardóttir og de godt 30 andre frikøbte ankom til København i 1636, blev Hallgrímur Pétursson, en ung teologistuderende, sat til at genopfriske den rette lutherske lære for dem. Hallgrímur og den 17 år ældre Gudridur forelskede sig, og hun blev gravid. Som straf blev de sendt hjem til Island.

    De kunne imødese hårde straffe for hor, da de regnede med, at hendes mand var i live. Hvis ikke hendes mand Eyjólf var død, ville Gudridur være blevet straffet med druknedøden og Hallgrímur med øksen.

    I Island blev de efter en længere retssag gift. Først i 1651 fik Hallgrímur Pétursson en præstestilling. De fik mange børn, men alle undtagen én døde før voksenalderen. En af døtrenes død gjorde Pétursson til salmedigter, og han regnes for Islands betydeligste salmedigter. Han er repræsenteret med to salmer i den danske salmebog.

    Gudridur Símonardóttir har fået et skidt eftermæle. Hun kendes under øgenavnet Tyrker-Gudda, da hun på grund af sine otte-ni år i Algier som slave for en muslimsk mand – helt uretfærdigt – blev mistænkt for kætteri og for usømmelig omgang med kristendommens fjender, muslimerne.

    – Jørgen J. Grimstrup er lektor og cand.mag. Slaveriet i det tyrkiske Nordafrika, og de islandske slavers skæbne danner baggrund for Jørgen Grimstrups roman “Laurids”, der netop er udkommet.

    Hvis man skal forstå kampen mod islam og udvisningen af muslimerne, er der lige en vigtig detalje, vi skal have med. Datidens kristne højborg Byzans, som nu hedder Istanbul, blev stormet og indtaget af muslimerne i 1453. De kristne forsvarere, der var tilbage, fik alle halsen skåret over. I Byzans lå verdens største kirke, Hagia Sofia kirken. Det er i dag en moské, som nu hedder Hagia Sofia Moskéen. Muslimerne trængte helt op til Ungarn. Her blev de endelig standset og slået tilbage. Historien er herodotisk dvs. fortløbende og konfiktuel.

    I løbet af det 16.årh. erobrede de ottemanniske sultaner Bagdad, Ungarn, Ægypten og største delen af Nordafrika, og takket være deres flåde fik de magten over Middelhavet. I 1492 indtog Ferdinand af Aragonien og hans Dronning Isabella af Castilien Granada, som var den sidste islamistiske by på Halvøen. Men det var først i søslaget ved Lepanto, at ottomanernes magt blev knækket, og de kristne genvandt overherredømmet i Middelhavet. I søslaget ved Lepanto 1571deltog den berømte spanske forfatter Cervantes Saaveda(1547-1616), som nok mest er kendt for sin berømte roman Don Quijote her mistede han sin venstre hånd. Han blev sener taget til fange af nogle sørøvere, og de følgende fem år holdt, som slave i Algier. Syg og nedbrudt kom han i 1580 fri ved familiens økonomiske hjælp og kunne vende hjem til Spanien. Men det skulle senere vise sig ikke at være den sidste gang, Europa var truet af udslettelse af den islamiske krigsmaskine. I 1683 stod tyrkerne i det sydlige Europa foran Wien port med ca. 30.000 mand (nogle historikere mener, at tallet var meget større; men det er en anden sag). Europa, der var svækket gennem religionskrige, var nær kommet under islams herredømme. Så havde der ikke eksisteret noget kristent Vesten.

    ”Den kristne tro er to fingerbredder fra udslettelse, hvis I bliver herre, ” sagdeTerkeli til den tyrkiske vesir, som det næsten var lykkes at lægge Europa ind under islam i 1683. Wien gjaldt dengang som kristendommens bolværk ”. ( Histoire de L´Empri Othoman, 1713.)

    Som bekendt lykkes det Nordeuropæerne at samle sig i en fælles front mod islam, og tyrkerne blev fordrevet. Og fra da af var Europa blevet så stærkt militært, at Muhammeds røverbander ikke længere kunne løbe europæerne over ende. Muslimerne har altid ført kujonkrig. Hver gang de har mødt en veludrustet hær, løber de hjem og gemmer sig blandt kvinder og børn – ” vi har aldrig gjort noget”.

    ”At dræbe en hykler, der nægter at omvende sig, er mere værd end 1.000 bønner” Ayatollah Muhammed Guilavi, 1983.

    De nordafrikanske kaperstater er et mærkeligt overset kapitel i slavehandelens historie. Historikerne har ofte meget større opmærksomhed på de forbrydelser, som europæerne på samme tid gjorde sig skyldig i andetsteds. Efter de spanske muslimers udvisning sidst i 1500-tallet drev faren for hjemlandets ” femte kolonne” over, men Almeria lå næsten ubefolket. Efter hvert større piratoverfald var mange overlevende kristne nybyggere så demoraliserede, at de vendte tilbage til Kastillien. Intet andet sted kostede det så mange tårer og så meget blod at vinde freden, efter at man med meget besvær havde vundet krigen.

    JØDERNE DER FORSVANDT.

    Lad os indledningsvis starte med at fastslå, at jøderne altid har været gode til at integrere sig i det omkring liggende samfund – endda så gode, at det vakte misundelse blandt tyskerne – denne tragiske historie kender vi alle.

    Jøderne har altid været dygtige håndværkere, handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk.

    Lad mig blot nævne tre verdensberømte jøder, som alle om end på hver sin måde har fascineret verden.

    Albert Einstein, Charlie Chaplin og Bob Dylan. Man kunne for så vidt nævne mange berømte filmskuespillere, filminstruktører og musikere med jødisk baggrund.(..)

    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, O ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    Det skal for en ordens skyld tilføjes, at også de spanske jøder var hårdt trængt under muslimernes brutale angreb. Man skønner, at der i middelalderen fandtes ca. 150.000 – 200.000 jøder i Spanien. Da udgjorde de ca. 15-25 pct. af befolkningen. Kun tre synagoger minder om, at de har eksisteret. I 1013 blev Códobas jøder ofre for de første jødeforfølgelser i det muslimske al-Andalus.

    Jøderne havde som alle andre været agerdyrkere, indtil forfølgelserne tvang dem til at opgive deres jord og ejendomme. I 1013 blev Córdobas jøder massakreret af byens nordafrikanske lejetropper. De overlevende søgte tilflugt i Lucena (lille Jerusalem), som også tog imod flygtningene efter en anden stor jødemassakre i Granada. 1066 blev hele den jødiske menighed i Granada slagtet af muslimerne. Da almohaderne (marokkanerne) erobrede landet, blev de stillet over for valget mellem islam eller døden. Der var næsten ingen jøder tilbage, da de kristne generobrere fra Nordspanien i 1212 trængte ind i Andalusien og blev modtaget af de overlevende jøder som befriere. Der er ingen spor af Córdobas store synagoge, som Fernando111 gav tilladelse til at bygge i de lykkelige år efter tilbagekomsten i 1236. Ingen aner, hvor den lå. I dag bor der omkring 40.000 jøder i Spanien. Kun de færreste ved, at igennem et halvt århundrede var Ronda et selvstændigt kongerige. Episoden hører hjemme i en forvirret periode af Spaniens historie, og Rondas tre mauriske småkonger er i virkeligheden mere kendt for deres død end for deres liv. På trods af de fine titler var der reelt tale om tre røverhøvdinger. Såvel de tysktalende som de fransktalende – blev kristendommens tapreste forsvarere. Under Karl Martel blev den store muhamedanske invasion i 732 standset ved Tours i Sydfrankrig. Og Martels sønnesøn, Karl den Store, blev en af den europæiske histories store kristne herskere. Han blev frankernes konge i 768, og ved sin død i 814 havde han udstrakt sit rige til at omfatte næsten hele Vesteuropa.

    Det var så myten om den fredelige sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder på den Iberiske halvø – og som vi har set det ovenfor, så har den teori ikke meget tøj på. (Se også the myth of islamis tolerance. – How Islamic law treats non-Muslims. Af Robert Spencer. 2005. Det er ganske hårrejsende læsning.

    Se også, http://www.Gatesofvirna.com

    Måske skulle vi lige stifte bekendtskab med en af myternes jordmødre. Det var den Amerikanske forfatter Washington Irving, som besøgte Spanien i 1829. Han var en naiv romantiker og havde ingen grundlæggende indblik i den spanske historie. Irving er langtfra den eneste og ikke engang den første. Men han er en af de hovedansvarlige for romantikernes uholdbare teori. Hans største fadæse var hans grusomme konklusion,” at det var spanierne, som ødelagde paradisets have”. Det skriger jo til himmelen! Mange romantiske myter har forvandlet sig til” historiske” sandheder simpelthen ved at blive gentaget til bevidstløshed indtil vore dage. Normalt skrives historien af sejrherrerne, men i Spanien skete det mærkelige, at den blev skrevet ud fra de besejredes synspunkt.

    Straks efter invasionen i 711 indførte de nye herskere et apartheidsamfund, hvor de kristne både økonomisk og socialt havde status som andenrangsborgere. Som altid indførtes den forhadte skat jizya, som alle ikke muslimer var tvunget til at betale til muslimerne.
    Det var en skat, som kan sammenlignes med det, man i mafiaen kalder for beskyttelsespenge.
    Det var muslimerne selv, som på intet tidspunkt i deres historie ønskede at lade sig integrere, ikke engang da de var blevet besejret i Granada og i starten fik alle faciliteter. Med hensyn til de ud skældte korstog blev de til som et selvforsvar. De var simpelthen en kopi (modsvar) på den islamiske djihad, som skyllede hen over den kristne kultur i store områder af middelhavszonen. Den Iberiske Halvø var blot et af de få steder, hvor det lykkedes at vende udviklingen. De første korstog var for øvrigt en temmelig mislykket affære, idet korsridderne rejste om dagen med fuld oppakning i den bagende sol, hvorimod muslimerne sov om dage og angreb om natten. Kendsgerningerne sorteres nu efter deres politiske korrekthed. Det erfarede José Maria Aznar for nylig, hvor den muslimske verden på ny kræver undskyldninger for vestens formodede overgreb. Aznar mindede om, at muslimerne aldrig har undskyldt invasionen af Spanien. Muslimerne og den samlede venstrefløj med regeringspartiet i spidsen stemplede Aznars kommentar som tåbelig og endda som historisk ukorrekt, for så vidt at Spanien aldrig var blevet invaderet!

    Den offentlige debat føres mellem en kultur, der med tiden udviklede evnen til selvkritik, og en anden, som aldrig gjorde det. Spaniens stadige mere aggressive islamiske organisationer presser voldsomt på for en anerkendelse af det, de betragter som deres historiske rettigheder til landet. Og de vil også afskaffe de traditionelle byfester”Moros y Cristiano”, hvormed mange byer mindes de gamle grænsekrige. Flere steder har man allerede censureret eller helt aflyst festerne. Man kan jo nok tilgive Irving hans araberromantik, idet den alene hviler på et ringe kendskab til den spanske historie, men han skabte det klima, der tillod folk som ham selv at skrive alt det sludder og vrøvl, de lystede, hvor myter er vigtigere end kendsgerningerne, også vor egen H. C. Andersen har bidraget til myten om det romantiske Al-Andalus.
    Også Portugal var under muslimsk belejring igennem mange hundrede år. Og den portugisiske historie ligner den spanske til forveksling. Lande som Syrien, Libanon, Jordan, Ægypten, Palæstina var alle kristne lande, længe før verden så den første muslim. De blev alle løbet over ende af Muhammeds røvere og banditter i det 7. århundrede. Om muslimernes plyndringstogter på Balkan se Ingmar Karlsson for yderlige oplysninger og historiske kendsgerninger se (5.
    som er noget af det bedste (danske) materiale, der findes på området, værket skal især roses for sin bredde, dybde og nuancerede perspektivering. Islam trækker det dybeste og længste blodspor ned gennem historien, denne verden endnu har set. Ingen forbryderorganisation har slået så mange mennesker ihjel som netop islam. I 1100-tallet var man i Sevilla gået så vidt, at man indførte et dekret om dødsstraf til alle personer, der ikke bad fem gange om dagen – til allah- vel og mærke.

    Ekspansionsmønstret i Nordafrika, Spanien, Portugal og på Balkan er altid det samme. Plyndringstogter, massemassakrer og massevoldtægter, som er en gammel islamisk ”tradition”, som går helt tilbage til Muhammeds klanmentalitet og ørkenkultur. Allahs had og vold vil ingen ende tage.

    Nye undersøgelser har for nylig uafhængig af hinanden fastslået, at det had og vold herunder selvmordsbomber, som man praktiserer i den muslimske verden, kan føres tilbage til den syge mands bog. Måske vi lige skulle høre

    allahs mening om denne sag og smage på et satanisk vers fra Koranen.

    ”O I troende gør ikke jøderne eller de kristne til jeres venner!

    Dræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, gør dem til fanger,

    Belejr dem, angrib dem fra baghold. Træffer I vantro, så hug

    Hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt

    Dem. Igen ser vi koranens indre svinehund stikke sit hæslige fjæs frem.

  • Emeritus

    Nota bene.
    Mette har vist ret i, at hendes, Li’s og min indbyrdes værdikamp, mere er en kamp om hvor snittet skal ligge end om dyb uenighed.
    Til Peter Buch sammenfattende: Både de individuelle opfattelser, generelle samfunds- og trossystemers opfattelser og virkelighedens aktuelle situation hviler på det samme – værdikamp og en fast tro på, at egne værdier er værd at kæmpe for og at de vil sejre eller en frygt til døden for, at disse værdier til syvende og sidst vil lide nederlag og et værdigrundlag synke i grus.

    Med venlig hilsen

    • Mette

      Emeritus.

      Du har da ret, vi har nydt det, og denne tråd er en af de mange, der viser, hvordan det spontant kan udvikle sig i helt uventede retninger.

      Jeg kom egentlig kun forbi, fordi jeg endnu engang ville gøre opmærksom på, at den islamkritiske debat ikke vinder ved at pådutte Obama skrøner, der er i samme genre som dem om jøderne, der bager brød med palæstinensiske børns blod. Jeg var desuden lettet over WikiLeaks afsløringer om amerikanske diplomaters syn på Tyrkiet. Det emne overtog Bjovulf.

      Og apropos beåndet eller ubeåndet natur har Steen i hvert fald begavet os med et ualmindelig smukt beåndet fotografi af en båd på en vinterstrand. Det har nu dannet baggrund for min pc’s 16 tommer skrivebord i den sidste uge, og aldrig har det været så dejligt. Anbefales varmt til daglig glæde. Billedet ligger på den tråd, som Steen kaldte November – eller noget i den retning.

      • li

        Ja, tak til både Mette og Emeritus hvis værdikamp jeg for det meste er meget enig i, tror faktisk kun de guderiet som jeg helt har valgt at udelukke som skiller os, men det er altid berigende at læse Emeritus på Monokultur og her.

        • Mette

          Selv tak, li. I modsætning til dig, siger Emeritus og jeg jo blot, at vi ikke kan tage stilling.

  • Mette

    Eller rettere sagt endeligt stilling, fordi vi mangler det endelige bevis. Vi holder om jeg så må sige en kattelem åben.

  • Emeritus

    Til Peter Buch.
    Jeg følte du var utilfreds med vidtløftigheden og ville presse mig samtidig med, at du holdt dine kort tæt ind til kroppen. Ville du mon rise, prøve mig af eller rose? Jeg kunne ikke vide det. Du ville det sidste, men havde grund til det første. (For hvad med min mangel på fokus?)
    Jeg kan så glæde mig over, at du skriver, at de begivenheder og tanker, der har sat mig i gang også har kunnet sætte gang i dine tanker.

    Du synes, at jeg kunne nå en større kreds? Det tager jeg som en kompliment. Så langt rækker min ambition dog ikke længere, og mine tanker er formodentlig tænkt for længst. Så, hvis ikke jeg er til for megen ulejlighed – og afsporing i dette forum, vil jeg meget hellere gemme mig herude i ubemærketheden blandt jer end optræde inde i, rampelyset og manegen med alle de forpligtelser, der følger med. Der var jeg på mit fags vegne engang, så det har jeg prøvet. Alle benspændene tillige og alt det, man også skal tage vare på, som sker bag om ryggen. Alt det er jeg lykkeligt fri for her på Snaphanen. Enhver kladde, vi skriver til bloggen, ligger åben for enhver, så snart vi trykker på ‘Submit Comment’. Intet filter, ingen censur, ingen ventetid som i medierne eller hos forlagene. En dag, et par dage, så synker vore tanker kontinuerligt ud af øje, ned i Snaphanens arkiv til glemselen, – som om det skrevne aldrig blev skrevet, det sagte aldrig sagt, lige som samtalen, cafélivets summen og – snakken over middagsbordet, væk så snart alle rejser sig, slettet før vi gå ud for at vaske op, ind og se fjernsyn eller sætter os hen for at læse i en god bog. Men kulturen er intakt, den, der efterlades i vore hoveder, selvom alt synes glemt.

    Til Mette og Li.
    Ja, jeg synes som Mette, at kattelemmen er ret påtrængende. Jeg tror dog, man må se stort på enhver skuffelse over, at kattelemmen nok aldrig kan komme til at dreje sig om trøst eller om det enkelte menneskes behov for, at end er der en Gud foroven, der tager vare på én. Kravet til Gud om at være en personlig Gud, er på sæt og vis det samme urimelige krav som kravet til julemanden om at være en personlig julemand for hvert enkelt barn, en julemand som derfor absolut skal nå at bringe pakker ud til alverdens børn gennem alverdens skorstene på en aften og nat. – Så hvorfor overhovedet holde kattelemmen Åben? Fordi ingen forstandig argumentation er i stand til at lukke den. Det er jo ikke afgørende for kattelemmen, at de forskellige religioner er tidsafhængige eller troen på at rumme sandheden og verdenssynet nok ikke holder.

    Med venlig hilsen