Arthur Legger og et hollandsk tv-team overværede retssagen og interviewede historikeren Lars Hedegaard og Søren Krarup udenfor retten på Blegdamsvej bagefter. Nedenfor ser man Hedegaard, Legger og hans advokat Karoly Nemeth. Da jeg selv var indkaldt som vidne til forbrydelsen, hørte jeg ikke de første fem kvarter af rettergangen, men der var kapable referenter tilstede: Blandt mange andre folketingsmedlemmerne og præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, professor Bent Jensen, journalisterne Mikael Jalving og Ulla Dahlerup, filosoffen Kai Sørlander, Kit Louise Strand, Kirsten Damgaard, Eva Agnete Selsing, Geoffrey Cain, Jette Dali og Katrine Winkel Holm. Den lille retssal var udvidet med stole til 35 tilhørere, ikke så få flere end de omliggende sales voldsrettergange. Berlingske Tidende livebloggede, men Lars Hedegaard må vente en uge på sin dom. Her er alt om staten versus Hedegaard. Lars Hedegaards afsluttende henvendelse til retten – efter anklageren og forsvarerens procedure -findes her nedenfor. –Formand nægter sig skyldig i racisme, Mange sympatisører er mødt op i retten, (fotos: klik f. helskærm)

Anklager: Døm ham og døm hårdt, Forsvarer: Det er dybt useriøst

Giv mig frem for alt andet frihed

Lars Hedegaard får ordet tilsidst og henvender sig til retten:

Sandheden irrelevant

Min forsvarer har instrueret mig om, at i sager anlagt efter § 266b, er det alene forhånelsesaspektet, der har betydning for, om man bliver dømt eller ej, hvorimod der ikke kan føres sandhedsbevis for udsagnet.

Paragraffen handler om offentligt fremsatte ytringer, hvorved en gruppe personer “trues, forhånes eller nedværdiges”. Men som min forsvarer allerede har redegjort for, har jeg ikke offentligt fremsat ytringer.Når det gælder §266b er der ikke lighed for loven. Jeg bliver dagligt forhånet og nedværdiget over noget, jeg læser eller hører, og jeg er sikker på, at de fleste har det på samme måde.

Jeg føler mig forhånet

Jeg bliver f.eks. ikke bare forhånet og nedværdiget og truet, men rystet i mit inderste, når jeg hører en kendt dansk imam udtale, at naturligvis vil shariaen – den muslimske lov – blive indført som officiel retsorden i Danmark, når der bliver tilstrækkeligt mange muslimer.

Jeg vil stærkt anbefale landets jurister at sætte sig ind i, hvad shariaen indebærer, ikke bare for muslimer, men i lige så høj grad for ikke-muslimer, der, hvis de er heldige, bliver henvist til en tilværelse som retsløse undermennesker.

Og hvis man ikke har lyst til at læse kedelige afhandlinger, kunne man jo kaste et blik på retstilstanden der, hvor shariaen hersker enten de jure eller som faktisk retsorden. Så vil man se tilstande, som vi næppe har kendt i Danmark, siden Jyske Lov blev indført i 1241 og sandsynligvis heller ikke før.

Men imamen vil altså have denne uorden indført i mit fædreland. Og jeg må åbent vedstå, at det går mig på. Det går mig også på, når den samme imam forsvarer drab på muslimer, der har forladt islam, eller når han bekræfter, at kvinder og mænd, der begår utugt, naturligvis skal overdænges med sten, indtil de er døde. For det mener han er Guds bud, som man ikke kan sidde overhørigt.

Skulle jeg så gå til politiet og fortælle, hvor truet, forhånet og nedværdiget, jeg føler mig?
Det kunne jeg aldrig drømme om, for jeg er nemlig tilhænger af ytringsfriheden, og hvis den skal have noget reelt indhold, så må den også – og især – beskytte de ytringer, folk ikke vil høre. Og det uanset, hvor modbydelige, disse ytringer må forekomme.

En åben port til ulighed for loven

I øvrigt ville det være halsløs gerning at melde imamen og hans ligesindede til politiet, for anklagemyndigheden ville aldrig rejse sag mod dem. Ellers var det nok sket for længst.

Som retspraksis viser, ikke bare i Danmark, men i alle de europæiske lande, der har tilsvarende forhånelsesparagraffer i deres straffelov, er disse forhånelsesparagraffer en åben port til ulighed for loven.

Der er forhånede, der nyder anklagemyndighedens ømme bevågenhed, og så er der de mindrebegunstigede, der er henvist til at bide forhånelserne i sig.

Men det har måske noget at gøre med, at man ikke må forhåne minoriteter, mens minoriteter gerne må forhåne majoriteter? Hvis det er forklaringen på, at jeg befinder mig i retten i dag, så er den ganske besynderlig.

I 2002 stod den imam, jeg allerede har omtalt, under en fredagsbøn i Fælledparken og fortalte sin menighed, at alle muslimer i verden –1,6 milliarder eller hvor mange der nu er – udgør ét samlet folk, én umma.

Det samme understreges af Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, som har 57 medlemslande. Overfor ummaen udgør de fem millioner ikke-muslimske danskere med andre ord et mikroskopisk mindretal, men ikke desto mindre et mindretal, hvis medlemmer står til straf, hvis de udtaler sig om kulturtræk i ummaen.

Hvad håber anklagemyndigheden at opnå ved at få mig dømt? Den kan trække mig i retten, den kan prøve at fremstille mig som racist, højerekstremist og umenneske. Det samme kan den gøre mod hundreder og tusinder af andre, der insisterer på deres ytringsfrihed til at beskrive islam og muslimsk kultur på samme måde, som vi i et frit samfund ville tale om ethvert andet fænomen.

Men hvad har man så udvirket?

Tror man, at folk vil begynde at omtale islam og muslimsk kultur med større respekt og ærbødighed? Ja, måske i det offentlige rum, fordi man frygter bøder og fængsel. Men hvad vil folk sige til hinanden, når de ikke mener sig overvåget af tankepolitiet?

Og hvad tror anklagemyndigheden, at folk vil mene om en religion, en politisk ideologi og en kultur, der skal beskyttes af lovgivere, politi, anklagemyndighed og dommere, fordi den ikke selv formår at forsvare sig i en fri og åben debat?

Giv mig frem for alt andet frihed

I 1644, da det engelske parlament overvejede at indføre religiøs censur, skrev den kristne præst og ytringsfrihedsforkæmper John Milton:

“Jeg har endnu tilbage at omtale det utrolige tab og den skade, denne censuropfindelse påfører, og som er langt større end den, der kunne tilføjes os af en fjendtlig sømagt, der blokerede alle vore havne og indløb og fjorde; den hindrer og sinker importen af vor vigtigste handelsvare, sandheden.”

Og han skrev videre:

“Der er folk, som ustandseligt beklager sig … og betragter det som en ulykke, hvis nogen ikke er enig med dem i deres dogmer. Det er deres eget hovmod og uvidenhed, der volder forstyrrelsen, fordi de hverken vil høre med ydmyghed eller evner at overbevise, og dog skal alt undertrykkes, som ikke findes i deres håndbog.”

Og han sluttede med denne opfordring:

“Giv mig frem for alt andet frihed, friheden til at erkende, til at tale, til uhæmmet at argumentere i overensstemmelse med min samvittighed.”

Til slut blot dette:

Anklagemyndigheden har tydeligvis ikke skænket en tanke til de mindst 20.000 kvinder i den muslimske verden, der årligt falder som ofre for de såkaldte æresdrab, eller de 50.000 muslimske piger i Tyskland, der ifølge forbundspolitiet er truet af kønslemlæstelse.

Eller de hundredtusinder af småpiger i de muslimske flertalssamfund, som af deres far eller værge er solgt til tvangsægteskaber med meget ældre mænd, og som derfor må leve et liv med konstante voldtægter, alt mens islams retslærde forkynder, at dette er i bedste overensstemmelse med den religiøse ortodoksi.

Jeg håber, at dommeren i modsætning til anklagemyndigheden vil overveje disse ulykkelige menneskers skæbne, ligesom jeg håber, at dommeren vil indse det meningsløse i at retsforfølge mig for udtalelser fremsat inden for mine egne fire vægge.
Anklagemyndigheden har i ti måneder været klar over de omstændigheder, hvorunder mine udtalelser faldt. Det har ikke anfægtet den.

Jeg håber, at det vil anfægte dommeren.

Hedegaard: Det var en skueproces

Det blev ikke til dommedag for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Efter en interessant formiddag i Retssal L i retsbygningen på Blegdamsvej i København blev sagen lagt frem. Dommen falder den 31. januar.

Tætpakket retssal

– Det var en skueproces, en politisk sag og især en sag, der tydeligt viser, at der er forskel på folk, sagde Lars Hedegaard efter en lang formiddag på anklagebænken. Allerede fra begyndelsen var man klar over, at de næste par timer ville blive interessante. Foran Retssal L på Blegdamsvej i København var der stimlet en større flok sammen. Lægfolk, pressefolk og selvfølgelig dagens hovedperson Lars Hedegaard, der er forfatter, journalist og formand for Trykkefrihedsselskabet.

Anklageskriftet var formet efter den omstridte racismeparagraf 266b, og her kunne man læse Hedegaards forbrydelse. Eller kunne man?
Nej, mente forsvarer Karoly Nemeth, for anklageskriftet bestod kun af sammenklippede brudstykker af, hvad Hedegaard havde sagt under det famøse interview, der havnede på blogstedet Snaphanen og vandrede til 180 grader og videre til blog efter blog samt blev gengivet i aviserne.
– Anklageskriftet er en sammenskrift og ikke noget, min klient har sagt direkte. I øvrigt står der ikke noget i anklageskriftet om, at min klient har forhånet eller nedværdiget nogen tro. Det, som min klient antagelig har gjort sig skyldig i, ifølge anklageskriftet, står i citationstegn og har efterskriften ”eller lignende”.
– Jeg mener, at sagen bør afvises, sagde Karoly Nemeth.
Det mente dommeren nu ikke,

Det var en julefrokost

Lars Hedegaard forklarede, at han kort før jul 2009 var blevet kontaktet af en blogger, Asger Trier Engberg, der gerne ville snakke med ham om den bog, han sammen med EU-parlamentarikeren Mogens Camre havde udgivet kort forinden – 1400-års krigen.
– De var et par stykker, og de syntes, det ville være en god ide at slå samtalen sammen med en julefrokost. Det var jeg ikke ret indstillet på, men sagde, at det kunne vi godt, men så måtte de selv tage mad og drikkevarer med.
– Interviewet foregik på engelsk, og det var ok med mig. Jeg vidste godt, at det blev optaget på diktafon. Jeg har selv arbejdet som journalist i mange år, og jeg var også vant til at bruge en båndoptager, så jeg var sikker på at forstå det og få detaljerne med, så det var der ikke noget mærkeligt i.
– Hvad jeg ikke vidste, var, at snakken blev optaget på video. Hvis jeg havde vidst det, så havde jeg taget et slips på, jeg ville ikke have drukket en øl – i øvrigt drak jeg vist kun den ene den dag – og jeg ville have insisteret på ikke at blive videooptaget nedefra. Det er en grusomt uattraktiv vinkel, forklarede Lars Hedegaard, da han blev afhørt.
Videre forklarede Hedegaard, at han som en selvfølgelighed havde regnet med at få det færdigredigerede resultat til godkendelse, inden det blev offentliggjort. Det fik han ikke. Et par timere senere lå det uredigerede interview på snaphanen.dk, og så gik udbredelsen stærkt.
Inden Lars Hedegaards forklaring og vidneafhøringerne fik retten – og den tæt pakkede retssal – lejlighed til at genopfriske, hvad der konkret blev sagt.
Intervieweren Asger Trier Engberg fortæller på båndet, at han overhørte en samtale mellem en gruppe muslimske drenge, og det blev nævnt, at 40 procent af pigerne i en ikke nærmere defineret klub var blevet voldtaget. Det var i den forbindelse, at Hedegaard nævner, at kvinder ingen værdi har i islam.
De skal føde soldater, og de kan bruges til seksuelle formål, men ellers ikke. Han nævner i generelle vendinger, at kvinder og piger kan voldtages efter lyst og behov.
Tre gange undervejs høres det, at Lars Hedegaard tager forbehold og understreger, at det ikke er alle muslimske mænd, der voldtager deres døtre, og det er ikke engang de fleste, men det foregår for tit til, at man kan lade som om, det ikke sker.
Det var en fejl
Intervieweren Asger Engberg forklarede som vidne, at interviewet med Lars Hedegaard skulle bruges på den internationale blog Gates of Vienna og den dansk/svenske Snaphanen.
– Der lå ikke nogen forhåndsaftale med Hedegaard om, at han skulle have noget til godkendelse, men jeg erkender, at det var en fejl, at han ikke fik det. Det er kotume at give den interviewede mulighed for at rette misforståelser og lignende.
– Jeg har efterfølgende i mail beklaget overfor Lars Hedegaard. I øvrigt var jeg ikke klar over, at der var video på, forklarede Asger Trier Engberg.
Steen Raaschou fra blogstedet Snaphanen bekræftede Asger Trier Engbergs forklaring og tilføjede, at han var med for at tage et par billeder.
– Jeg havde lige købt en ny mobil, og jeg tænkte, at jeg ville prøve, om videofunktionen virkede. Det gjorde den. De andre tilstedeværende var ikke klar over, at næsten hele interviewet blev optaget på video.
– Da vi var kommet hjem, fik jeg kort efter lydfilen fra Asger, og det hele blev lagt uredigeret på Snaphanen med et foto. Og kort efter uploadedes videoen, forklarede Steen Raaschou.
Tredje vidne var Kai Sørlander, der er en god bekendt af Lars Hedegaard. Han havde ikke deltaget i selve interviewet, men havde fordybet sig i en bog, indtil det var tid at indtage vådt og tørt. Men han mente at kunne huske, at der havde været snak om, at ingen gad at lytte til en lydfil, men han var ikke sikker på, hvem der havde nævnt det. Helle Baldersbæk: Hedegaard: Det var en skueproces (vi beklager at denne kildehenvisning var glemt i første omgang)