21
feb
Seneste opdatering: 22/2-11 kl. 1200
13 kommentarer - Tryk for at kommentere!

via Exilirakier med mörkt perspektiv (med svensk transskription)

Weimar Reepalus afledningsmanøvre

Bormesteren for Sveriges suverænt mest kriminelle kommune, på statslig bistandhjælp i milliarklassen, et sted ingen bor, som ikke er nødt til det, fører krigen over i fjendes lejr. Svensk socialdemokrati er i sin dybeste krise nogensinde, også i Malmø, det forklarer borgmesterens kun tilsyneladende umotiverede, vilde slag. Muligvis er han også træt af “Malmø-modellen,” men det er svært at sige højt. Berlingske Tidende agerer reklamebureau for dem. Det kan vel skyldes at hr. og fru Lisbeth Knudsen er loyale socialdemokrater, at avisen trykker sådan et primalskrig. Zenofobi eller kaos, Reepalu har valgt. Han sku´være glad for, at Danmark beskæftiger i titusindvis af skåninge.

Stjerneforskere, kvalificeret arbejdskraft og internationale virksomheder er blevet væk fra Øresundsregionen på grund af den strammede danske udlændingepolitik. Det mener Malmøs socialdemokratiske borgmester Ilmar Reepalu. Han siger, at Danmark har ødelagt forudsætningerne for en succesfuld vækstregion omkring Øresund.»Danmark har fået et stempel som værende et land, der lukker sig om sig selv, og som er xenofobisk. Det påvirker resten af Øresundsregionen. Sådan en plet tager meget længere tid at vaske væk end at lave,« siger Ilmar Reepalu og bygger blandt andet sine holdninger på OECD-tal fra 2009, der viste, at København er langt dårligere til at tiltrække bl.a. arbejdskraft fra udlandet sammenlignet med eksempelvis Amsterdam og Stockholm. Malmø: Danmarks ry ødelægger regionen.

Allen West vs. CAIR

Vejen til Mekka er bestrøet med politikere der har udvist stor indsigt i og kampvilje mod den globale jihad, men efter en tur på mainstreampolitikkens bonede gulve på gådefuld vis synes at have glemt alt de vidste. Lige nu er den amerikanske republikaner Allen West en af dem man forhåbningsfuldt skæver til (LFPC).

Sudden Jihad Syndrome, eller bare almindelig muslimsk road rage?

Man kan fodre halalsvin med bedyringer om at dette eller hint ‘ikke var en terrorhandling’. Måske var det heller ikke her. Måske er det bare almindelige førmoderne, sydlandske temperamenter der har det med at koge over bag rattet, omend på bizar, uforklarlig vis når netop én bestemt religion er involveret. Vi ved heller ikke om erklæringerne om ikketerroristiske motiver har at gøre med en fra højere sted udstukket strategi om at tale problemet ned, eller om det er en konsekvens af 9/11 at terror er blevet synonymt med noget stort og spektakulært (LFPC).

[…] The man, apparently a Tunisian married to an Italian, was shot in the foot by a colleague of the officer who was attacked and then detained. Terminal One of the airport has been evacuated and outgoing flights delayed. The police have ruled out terrorism as the motive for the incident and said the man seems to have simply been overcome by a fit of rage. Foreign man shot, arrested after ramming Milan airport door

Sennels: Dansk kultur er verdens bedste
Af: Nicolai Sennels, psykolog og forfatter

Den danske kultur er noget særligt, på den gode måde. Forskningen viser, at danskerne er verdensmestre på flere områder, der har med menneskelig lykke og psykologisk modenhed at gøre.

Danskerne har flere år i træk vist sig at være verdens lykkeligste folk. OECD undersøgte i 2009 folks tilfredshed med livet i 140 lande (Politiken, 20. maj 2009 “Her er verdens lykkeligste folk”). Danmark kom endnu en gang på 1. pladsen. Hvad er det vi gør, som gør os så lykkelige? Nogle forskere mener, at danskerne er så lykkelige, fordi vi ikke forventer så meget, og derfor heller ikke bliver så skuffede. Det lyder ikke usandsynligt, for evnen til at stille sig tilfreds er bestemt en sund ting og et tegn på, at man ikke er urealistisk eller forkælet.

Danskerne er også verdensmestre i noget andet, nemlig tillid til andre mennesker. Forskere fra Syddansk Universitet har undersøgt befolkninger over hele verden for at se, hvem der stoler mest på hinanden (Avisen.dk, 6. august 2010 “Danmark er verdensmester i tillid”). Danskerne er dem i verden, der stoler mest på andre mennesker. Det er der sikkert flere grunde. Den mest oplagte er vel, at danskerne stoler på hinanden, fordi man kan stole på en dansker. Det er et tegn på, at vi har en høj moral, at vi holder vores løfter og at vi grundlæggende tror på det gode i andre mennesker.

Tyv tror hver mand stjæler, men hvis man selv har rent mel i posen og en god motivation, så stoler man også mere på andre. Nogle forskere forklarer den høje tillid og det, at vi holder hvad vi lover, med vores vikingefortid. Vores økonomi byggede dengang på, at vi kunne sende varer afsted på handelsskibe, og så føle os sikre på, at vi ville få betaling, når skibene måneder eller år efter vendte tilbage. Andre peger på vores særlige danske andelsbevægelse, hvor gensidig tillid til, at alle gør deres bedste og ingen stjæler af fælleskassen, er det bærende grundlag.

Danskere har også en tredje verdensrekord, nemlig i selvsikkerhed. Forskere fra Aalborg Universitet har undersøgt graden af såkaldt gelotofobi i 72 lande (Aalborg Universitet, “Danskerne skammer sig skam ikke”). Gelotofobi er “angst for at blive grinet af”. Gelotofobe mennesker er ifølge forskningen mere usikre end andre, de har en indre følelse af at være latterlige og de er bange for at andre kan se disse ting. Det handler i høj grad om dårlig selvtillid og følelsen af at være til grin – og forsøg på at skjule dette. Danskerne er ifølge undersøgelsen det folk i verden, som er mindst gelotofobe. 1,67 procent af danskerne har en mild form for gelotofobi. Omvendt er Mellemøsten det område, hvor der er mest gelotofobi. 30 procent af araberne er gelotofobe.

Det er intet under, at det land, hvor folk tager andres vittigheder mindst personligt, er tørnet sammen med verdens mest usikre og fornærmelige kultur (den muslimske) – i Muhammed-krisen. En lav grad af gelotofobi gør det muligt at grine af sine egne problemer, og er grundlaget for et sundt debatklima. Hvis folk er selvsikre og kan klare andres ironi, så gør livet ikke så ondt, og vi kan være uenige med hinanden, og stadigvæk være venner. En høj grad af gelotofobi gør derimod, at man ikke kan tåle kritik og at andre laver sjov med en. Det gør det også svært at deltage i en intellektuel debat, fordi man hurtigt føler sig hånet og latterliggjort. Så tyer man istedet til trusler, vold og påstande om krænkelse af ens ualmindeligt skrøbelige ære. Den slags piveri og sure brok er hverken særligt ærefuldt eller noget imponerende tegn på styrke.

Kulturer former de mennesker, der lever i dem. Den påvirker vores værdier, vores måde at være sammen og den måde, vi ser os selv og livet på. Nogle kulturer gør folk aggressive, sårbare over for kritik, uansvarlige, sex-forskrækkede og intolerante overfor ikke-troende. Her har især muslimske lande gjort sig særligt bemærkede. Andre kulturer gør folk lykkelige, tillidsfulde og selvsikre. Vi tænker måske ikke så meget over det, men vores danske syn se livet på har bestemt noget at tilbyde verden. Det er intet under, at vi danskere er blevet spydspids i den globale værdikamp mod islams fornærmede og fanatiske surmuler.

Den største fare er, at indvandringen fra lande med et helt andet menneskesyn og kultur ødelægger vigtige dele af vores danske og vestlige kultur. For hvad sker der med glæden, når utrygheden øges og velfærden beskæres som følge af den mislykkede integration af muslimer? Hvad sker der med vores gensidige tillid, hvis store dele af befolkningen har helt modsatte værdier? Hvad sker der med tilliden, hvis staten er nødt til at kontrollere alt og alle, fordi muslimsk indvandring på drastisk vis har øget graden af for kriminalitet, terror og socialt bedrag? Og hvad gør det ved vores evne til at grine befriende af tingene, når vi bliver truet med vold og retssager, hvis vi laver sjov med islam og peger fingre af muslimsk kultur? Folk risikerer at blive hakket i stykker med en økse, hvis de laver en tegning af muslimernes profet. Mange tør ikke engang bruge deres eget navn, når de diskuterer islam på internettet eller skriver læserbreve.

Vi er kommet i en situation, hvor islam og muslimsk indvandring har gjort det nødvendigt at være barske og konsekvente. Den gensidige tillid, som er grundlaget for venskab og sammenhold i et land, bliver udfordret. Vores grundlovssikrede ytringsfrihed giver retten til at lave grin med det meste – inklusiv gelotofobe kulturer og religioner – men færre tør bruge den, for de gelotofobe dele af befolkningen har det med at være voldelige. Det er ikke sjovt.

Heldigvis er vi danskere ikke så nemme at få bugt med. Vi har stadigvæk vores humor, vores mod og vores befriende holdning til folk, der prøver at få deres vilje ved at blive sure. Vi har kvinder og mænd, der frejdigt siger deres mening, vi elsker vores land og vi kan vise børster, når tingene bliver alvor.

Kristenforfølgelser i Verden

Bogen “Kristenforfølgelser i Verden 2” er nu færdig og den udkommer i marts måned. I den elektroniske udgave er den internetaktiv. Denne bog viser islams varierede og mangeartede undertrykkelse og forfølgelse af kristne overalt i verden. Enhver falsk, politisk korrekt og naiv forestilling om fred og dialog med islam og respekt for islam gennemhulles for alle, der ikke vender sandheden ryggen.

Bogens opgave er at give et billede af en trist virkelighed med henblik på at ændre denne virkelighed. Men bogen stopper ikke her. Marxismens undertrykkelse behandles. Det hinduistiske kastesystems undertrykkelse behandles. Bogen er heller ikke politisk korrekt om sekulariseringsinteresserne for de europæere, der ønsker alt åndeligt ud af det offentlige rum. Den psykologiske forfølgelse af kristne i Europa fremhæves. Opmærksomheden henledes på kulturradikalismens underminering af Europas nationale og åndelige grundlag. Når islam kan trænge ind i Europa, skyldes det kulturradikalismens åndelige underminering af Europa. At betragte religion som problemet er en sekulariseringsfejltagelse. Niels Erik Søndergård. Download bogen her.

Mikael Jalving och jag i Absolut Sverige

Idag ska jag tala lite om mig själv och Mikael Jalving. Hans bok Absolut Sverige utkommer på torsdag. Det blir stor recension här i bloggen redan på onsdag, och idag vill jag bjuda på ett smakprov. Det är den ursprungliga intervjun med mig, som ingår i boken. Den har förändrats under resans gång och i boken är den både längre och annorlunda. Men jag publicerar den i originalskick här. Jalving har skrivit en mycket fascinerande bok om vårt arma land. Jag återkommer alltså till den på onsdag.

En af dem, der lider af utanförskap, hedder Thomas Nydahl og er forfatter til flere end 40 bøger, essays og reportageudgivelser. Han føler sig som en fremmed fugl i Sverige og skilter endda åbent med det på sin blog, hvor Sverige og de svenske medier får på puklen. Januar 2010 sagde han farvel til mere end 30 års journalistisk samarbejde med forskellige svenske dagblade, fordi han opfatter dem som en del af underholdningsindustrien og ganske underlagt kunsten at være sød.

Thomas Nydahl virker nu ellers ganske flink og svarer samme dag, samme time, ja, inden for få minutter pr. mail. Men tag ikke fejl. Han føler sig som en fremmed, ikke blot abstrakt i forhold til den svenske mainstreamkultur, men helt konkret i forhold til sin egen by, ja, i sit eget hjem.

Forfatteren er født i Malmø og bosat i Kristianstad i et hus tapetseret med bøger. Thomas Nydahl går med hat, er plejefar til en chilensk pige, i dag en voksen kvinde, hvis ældste barn han er gudfar til; arbejder om natten og skriver korte, lavmælte, men prægnante indlæg på sin egen blog Occident. F.eks. dette stykke:

”Klokken nærmer sig halvtolv. Byens midte fyldes med mennesker, som kommer med etteren og toeren fra forstæderne. De kommer gående ind mod centrum. Jeg er en ensom mand i bussen (…) Jeg forstår hverken somalisk, arabisk eller sharia-loven, som tillige gælder i eksil. Det er mig, der er den fremmede. Kvinderne omkring ser ud til at være hjemme i deres nye by. De lever med en stor følelse af at blive taget hånd om og hele islams vækkelse (…) De nordafrikanske ørkenklæder bliver en del af den nordskånske kollektive trafik (…) Det er januar på kloden, den isnende vind i mit ansigt forsikrer mig: Jovist, dette er Skåne, dette er Europa. Alt andet modsiger mig: sproget, stemmerne, teltene, slørene, bybilledet (…) Jeg er den fremmede i dag og den fremmede alle dage. Jeg tænker på Ekelöfs digt (om at alle mennesker deler de samme vilkår, mj) og indser, at intet af det, som min forældregeneration skrev længere er gyldigt.”

Det sidste er en grov anklage. Intet. Intet af det, forældrene talte om, kan bruges i dag. Direkte adspurgt, hvad det er, den ældre generation ikke fatter et klap af i Sverige i dag, svarer han, at forgængerne levede i det overfladiske. Eftersom de lå – og stadig – ligger under for et dybt rodfæstet tabu om aldrig at kritisere noget, som har med indvandrere at gøre, formår de heller ikke at diskutere et eneste aspekt, som har med islam at gøre.

Islam. Så blev ordet nævnt. Der er sågar dem, der mener, at ordet skaber, hvad det nævner, men her på dette sted nævner vi det, fordi det har det med at glide ud af det svenske sprog, og Nydahl peger på, at der findes mere realisme i Kosovo, hvor majoriteten er muslimer, end i Sverige, hvor muslimer endnu er en minoritet. I Kosovo har man forbudt slør i skolerne, fordi lovgiverne forstår slørets symbolske betydning og ønsker at mindske spændingerne mellem muslimer, ortodoks kristne og katolikker. I Sverige, derimod, taler de fleste forfattere og intellektuelle om, at man må gå klædt som man vil, uden at forstå slørets symbolik.

Thomas Nydahl blev født i Malmø i 1952 og forlod byen 30 år senere. Hans første kontakt med islam fandt sted i hans unge år, men uden at det dengang var noget problem. I Malmø blev han venner med såvel kosovo-albanere som grækere, da han arbejdede på den lokale farvefabrik:

”Ingen af disse indvandrere udgjorde noget som helst problem for mig. Jeg mente omvendt, at de berigede mit liv. Tidligt blev jeg stærkt interesseret af Balkans forskellige kulturer, litteraturen, musikken og historien. Mine venner kom fra disse lande, og i 1972 rejste jeg for første gang til Tirana.”

Det blev til flere rejser i perioden 1974 til 1979. Thomas Nydahl var nysgerrig, åben, fascineret. Flere af hans venner var dengang politisk aktive et sted på venstrefløjen og sekulariserede, men de blev stadig mere utilfredse med situationen i Albanien og vrede over konflikten mellem Israel og Palæstina. Skuffede vendte de sig mod islam, heriblandt initiativtagerne til det Islamic Center, som siden blev til Stora Moskéen i Malmø. En nær ven var Daniar Osmani, født muslim, som senere skiftede sit fornavn til det endnu mere muslimsk klingende Ramadan. En anden var Bejzat Becirov. De kom begge fra det daværende Jugoslavien, var etniske albanere, som havde satset alt på socialismen under Enver Hoxha, men nu skiftede loyaliteten ud med islam.

I 1983 var Thomas Nydahl med førnævnte Ramadan Osmani på besøg i Tripoli, Libyen. Her skulle de rejse finansiering til moskeen i Malmø gennem World Islamic Call Society, oprettet i 1970, som blev styret og stadig styres af den libyske diktator Muhammmar Gadhafi. Nydahl tog et foto af diktatoren i hvid Jesuskjortel og omgivet af livvagter i Benghazi-parken. Han viser det til mig.

”Ramadan var på tiggerrejse, jeg var med som freelancejournalist”, siger Nydahl. ”Vi besøgte det libyske religionsministerium, hvorfra der rundhåndet blev givet en støtte svarende til omkring 30 pct. af moskeens udgifter. Resten kom fra Saudi-Arabien.”

I december 2009 oplyste avisen Sydsvenskan, at moskeen er solgt til en libysk organisation. Det skete for at redde moskeen, fortalte Bejzat Becirov, en af grundlæggerne af Islamic Center. Den organisation, der har købt moskeen for en oplyst pris på 5 mio. kr., er netop World Islamic Call Center.

Thomas Nydahl flyttede fra Malmø i 1982 og mistede kontakten til sine daværende albanske venner, men kender og korresponderer i dag mennesker fra såvel Albanien som Indien, Portugal, Bosnien, Kosova, Ungarn, Israel, Chile, Hviderusland, Rumænien, Polen, Finland og Danmark. Samtidig støder Malmø ham fra sig som en magnetisk modpol, særligt ”det arabiske Malmø, vandpibernes og den sorte økonomis Malmø, slørets, Hamas’ og om-Gud-vil-Malmø”. I hans øjne fremstår byen i dag som en ”atomiseret, sønderslået boligmasse, hvor individerne er fremmede for hinanden.” Ja, Malmø findes sådan set slet ikke. ”Den by som hedder Malmø er nu en global by, præget af det ’ideal’, at mennesker kan bygge et liv på socialbidrag.”

Tilbage i sit hus ved Kristianstad – efter et besøg i Malmø – er forfatteren, den solitære iagttager med hang til portugisisk fadomusik og litterært arbejde ”hjemme i hjemløsheden, hjemme i mig selv”, som han siger:

”Jeg låser døren, sætter Charlie Parker på, kyllingen ind i ovnen og frem med den nyeste roman af Vénus Khoury-Ghata; den handler om stening af kvinder, der lever ’umoralsk’. Til trods for Birds saxofon findes ørkenen i mine stuer; der er ingen steder, jeg kan gemme mig længere. Jeg har aldrig betragtet mig som nationalist, men har stadigt mere forstået, at vi må forsvare den arv og tradition, som er vores, og her tænker jeg ikke mindst på ytrings- og trykkefriheden og den sekulære stat.”

Thomas Nydahl beretter, hvordan følelsen af fremmedhed hjemsøger ham, som da han i 2005 fik nys om indbruddet og det voldelige overfald i den lokale kioskejers hjem – begået af seks unge mænd, to etniske svenskere i kompagniskab med fire indvandrerdrenge, alle kendt af politiet. Gerningsmændene brød ind, bandt og mishandlede parret og truede manden med at myrde ham, hvis han ikke gav dem penge, og fik, da de blev fanget og sat for en domstol, mellem ét og to års fængsel.

Da Nydahl efterfølgende skrev et essay om mishandlingen og offentliggjorde det i Kristanstadsbladet, fik bladet en sag på nakken hos pressens ombudsmand. Tre af gerningsmændene samt deres forældre gjorde i deres sagsanlæg gældende, at de var blevet gjort til ”ofre for ytringsfriheden”.

Nydahl havde bl.a. skrevet:

”Koster det ikke mere at ødelægge andres liv? Slipper man så billigt, at straffen snarere kan betragtes som en slags rekreation – en velfortjent pause for mennesker, som virkelig slider i det for at gøre andre menneskers liv surt?”

Anklagerne tabte sagen, Thomas Nydahl og avisen kunne ånde lettede op, men forfatteren noterer i dag, at anklagernes ordvalg om at være offer for ytringsfriheden er eksemplarisk. Sverige er blevet et land, hvor voldsmændene – sim-sala-bim – forvandles til ofre: keine Hexerei, nur Behändigkeit. Resultatet er, at volden og den dertil knyttede offerkultur breder i alle led af det svenske samfund. Logikken er slående simpel: Mindretal er ofre, flertal er undertrykkere. Derfor kan mindretal ikke tage fejl, mens flertal ustandselig tager fejl og gør sig skyldig i ”racisme” og ”fremmedhad”. Det Sverige, Thmas Nydahl kritiserer, er éndimensionalt. Ytrer man skepsis over for endeløs tolerance, drager man Sverige i tvivl og står udenfor. Dermed diskvalificerer man sig selv. Og derfor er svensk politik blevet et manikæisk spørgsmål om at være for eller imod. Den svenske elite er for. De umoralske uden almen dannelse eller med de forkerte meninger er imod. De skal inkluderes, og gør de det ikke frivilligt, så skal de tvinges.

Jeg spørger Thomas Nydahl, hvad det er, der er ske i Sverige de seneste 15-20 år?

”Det spørgsmål er dumt, undskyld jeg siger det. Svaret er indlysende. For det første har Sverige ikke længere en tilvirkningsindustri. Vi bygger hverken både eller syr tøj længere. Sko laves andre steder, og det er til trods for de seneste forsøg på at bremse udviklingen et spørgsmål om tid, før også produktionen af biler flytter til Kina, hvor arbejderne er tilpas kuede og underbetalte, så fortjenesten bliver større. Hvad sker der så med mennesker, som kommer til Sverige fra den tredje verden? Arbejdspladserne skriger ikke ligefrem efter dem. Hvis man bor i Rosengård eller lignende områder behøver man slet ikke kunne tale svensk for at klare hverdagen. Åbenlyse resultater er ghettodannelse og polarisering. Samtidig opmuntrer islamismen som politisk idelogi denne udvikling. Dens teorier, dybt forankrede i Koranens lære, er som en stor lysende pegefinger om, hvad der er på vej. Vil vi andre følge med? Nej, det tror jeg ikke, og stadig flere svenskere vil ligesom stadig flere franskmænd, hollændere, danskere, italienere, spaniere og andre europæiske folkeslag vende sig mod denne udvikling. Ingen vil gå fri for denne konflikt. Selv hvor man forsøger at tier problemerne ihjel, vil de snart vise sig. At lægge låg på er som at bygge et sandslot og tro på, at det kan være beboeligt for mennesker. Bølgerne visker vores illusioner bort.”

Da jeg taler med Thomas Nydahl i oktober, efter riksdagsvalget, og i anledning af, at en ukendt gerningsmand tilsyneladende gik rundt i Malmø og skød efter personer med muslimsk eller arabisk udseende, svarede han straks, at det kun var blevet værre i Sverige efter valget:

”Nu vågner politikerne, helt inde i regeringskontorerne. Hvorfor først nu? Jo, fordi politiet i Malmø har sagt, at de tror, en ny Lasermand går rundt og skyder muslimer i byen i stil med ham i Stockholm i begyndelsen af 1990’erne. Hvad der oprører mig er de svenske mediers totalt manglende evne til at to parallelle spor, som måske ikke engang har nogen forbindelse. Der er en, som går rundt og skyder efter folk – pt. 15 eller 16 episoder. På den anden side er der alle de banderelaterede skududvekslinger – godt 30 indtil videre i år – i kampen om narkotikaen, kroerne, magten.”

Jamen, hvad er forbindelsen?

”At bandernes daglige skydderier tiltrækker sig ringe eller ingen medieomtale, mens denne nye og gale ’Lasermand’ straks kommer på den politiske dagsorden. Den ene galning optager politikerne, mens banderne, og de er mange, accepteres som en del af den nye orden. Lad mig minde om, at Malmø for længst blevet Skandinaviens mest arabiserede og islamiserede by, ikke kun i forstæder som Rosengård og Lindängen. Også de klassiske arbejderkvarterer som Möllevången, Sofielund og Kirseberg udmærker sig i dag ved arbejdsløshed og bistandsafhængighed. Jeg tror faktisk, at de ansvarlige politikere i byen instinktivt ved, at de har mistet kontrollen over Malmø. Ved mørkets frembrud er det de kriminelle bander, som præger både forstæderne og byens centrum.

Occident

Se også I Sverige er der stille og Tortur i Sveriges sommerland

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

13 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] er verdensmestre, både når det gælder glæde, tillid til andre mennesker og i selvtillid “Sennels: Dansk kultur er verdens bedste”. Dansk kultur opfostrer altså lykkelige, tillidsfulde og selvsikre mennesker, men det kan […]

Morten - - -
Morten - - -
13 years ago

“Idiot’s guide to Islam” er en lidenskabelig, men meget præcis, skildring af hvad der foregår lige nu. En mindre lidenskabelig – men mindst lige så præcis – forudsigelse findes i bogen “The Spiritual Imperative”, som allerede for årtier siden fortalte, at detteher oprør ville finde sted, og at det ville ende med en islamistisk, revolutionær sejr. Enten voldeligt eller relativt fredeligt.

Oprøret i den arabiske verden er en del af Den Religiøse Verdensrevolution. Ikke et skridt henimod demokrati i vor forstand.

– – –

Josefina Bergfast
Josefina Bergfast
13 years ago

Människor är mycket komplicerade varelser.

Nils
Nils
13 years ago

Islam er i grunden ikke andet end dårlig opdragelse sat i system.

Josefina Bergfast
Josefina Bergfast
13 years ago

Ja, ja… De avskräckande exemplen och liknelserna till kommunismen och nazismen är ju just avskräckande och får många människor att dra åt sig öronen när det gäller Islam, med rätta. Religiösa och politiska rörelser som vill förändring eller förnyelse, kräver ofta hängivenhet av olika slag. De som då uppvisar denna hängivenhet och kanske till och med en beredvillighet att ”dö för saken”, de får mycket lätt ganska stort inflytande och kan inta ledande roller. Att samtidigt tro att den västerländska demokratin är utan fel och brister är kanske att ta någonting för givet som man inte borde ta för givet.… Read more »

Morten - - -
Morten - - -
13 years ago

Kære Josefina

Blot en lille korrektion til dit udmærkede indlæg: Islam er ingenlunde “østerlandsk”, men derimod en udpræget occidental faderreligion. Islam skal ses primært i et tidsperspektiv – muslimernes reaktionsmønstre minder om noget vi kender fra vores egen fortid. Siden kan man så se dem i et stedperspektiv, hvorved de selvfølgelig fremstår mere østlige, men på samme måde som “Østeuropa”.

– – –

Bjovulf
Bjovulf
13 years ago

“Kulturberigelsen” ruller planmæssigt videre:
Unge angriber politiet med sten og flasker i Tingbjerg

http://politiken.dk/indland/ECE1202239/unge-angriber-politiet-med-sten-og-flasker-i-tingbjerg/

AF Rasmus Dam Nielsen

En politipatrulje fik her til aften en hård medfart i Tingbjerg i det nordvestlige København.

Ifølge den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Søren Viborg, var betjentene midt i en anholdelse, da en byge af sten og flasker pludselig regnede ned over dem.

kenneth
kenneth
13 years ago
Reply to  Bjovulf

Du er vel godt klar over at Tingbjerg er muslimsk zone?

Her har politiet ikke noget at gøre!!!

Bjovulf
Bjovulf
13 years ago
Reply to  kenneth

Nå, ja – silly me 😉 Godt min familie kom væk derfra i tide, inden politikernes uansvarlige import af enorme mængder af “kultuberigere” (islamisering) til Tingbjerg gik helt amok. Det begynder at minde kraftigt om det fænomen, man bla. har set i Frankrig i adskillige år med “no-go-zones”, de såkaldte “zones de non-droit” eller “zones urbaines sensibles”, hvor det franske politi efterhånden ikke længere kan patruljere normalt, kun i store grupper med våben og skudsikre veste, og hvor hvide mennesker kun nødigt færdes nutildags, med mindre de er nødt til det – fx. tvunget til det af økonomiske årsager –… Read more »

Anonymous
Anonymous
13 years ago
Reply to  Bjovulf

“Forældrene må jo have forsømt at opdrage dem …”. Næppe. De er bare opdraget som muslimer.

Torsten Hansen
Torsten Hansen
13 years ago
JensH
JensH
13 years ago

DF har ret. Det er på høje tid vi får et opgør med disse internationale konventioner, sopm er skrevet i en hel anden tid end den vi lever i nu. Så må vi jo håbe DF står fast:

http://politiken.dk/politik/ECE1201685/pia-k-kraever-storvask-efter-koks-hos-roenn/

13
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x