31
Aug
Seneste opdatering: 13/3-13 kl. 0310
14 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg lå ned hos tandlægen og fik renset nogle betændte tandlommer. Tænderne kan ikke lide piberøg, men der er ikke noget at gøre ved det. Nogle bliver bedøvede, men så tyndhudet er jeg ikke. Min bedøvelse er et headset og noget høj pop musik, jeg ikke behøver lytte til. Det overdøver den fræsende lyd i mit tandkød og leder tankerne bort fra smerten. Jeg halvslumrer. Det er en dygtig tandlæge, han laver rekonstruktiv kirugi på hjemvendte Afghanistansoldater, jeg er en ren banalitet, og jeg skal ikke være mere pivet end dem.

Ud af larmen kommer Wilson Picktts Mustang Sally (1965) og fører tankerne på rejse, til første gang jeg hørte den samme år. Da jeg var 15 og mistede min uskyld, som det hedder med en kliche, der som så mange alligevel rammer præcist.

Hun var 16 og ikke uskyldig. Jeg husker ikke hvor jeg vidste det fra, for jeg kan umuligt have været modig nok til at spørge. Hun havde mellemblod halvlangt, glat hår, lange slanke lemmer som en mynde og et par elegante, smalle asiatiske øjne. En dårende nordisk dejlighed. Intet tøj, ingen kosmetik kunne have gjort hende skønnere.

Det var hjemme hos hendes far i en lejlighed med udsigt til Havnegade og bådene til Sverige. Hun satte mig på sengen, gav mig et dobbeltopslag fra Ekstra Bladet med en artikel af Inge og Sten Hegeler. Den har heddet noget i retning af, “Hvad en mand skal gøre for en kvinde”, eller måske nok noget mindre prosaisk. I baggrunden spillede “Mustang Sally”. I glassene var der hvidvin fortyndet med vand, som børn får det i Frankrig. Så gik hun, og lod mig læse i fred.

Hun må have vidst, hvor længe det vil tage mig at læse artiklen, for jeg havde ikke været færdig ret længe, før hun kom tilbage fra brusebadet med en håndklæde om livet og et om det våde hår. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke helt kunne koncentrere mig om at læse dobbeltsiden, jeg skimmede den flere gange. Dette var før skolerne gav seksualoplysning, jeg var på vej ud i ingenmandsland, som en soldat med verdens korteste uddannelse. Min konkrete viden om erotikken stammede i det store hele fra Agnar Mykle, Højsangen, Henry Miller og Soya. 1965 er i bøgernes tid, inden TV spiller nogen rolle for dannelsen af bevidstheden. Ordene er der, billederne danner man selv. Men der er en glæde, ved at opdage tingene på egen hånd, trin for trin, igen pædagoger der affortryller ens opdagelsesrejse. Voksne glemmer glæden ved mysterier, og TV er gift for dem.

Jeg må have været skrækslagen, men jeg kan ikke huske det i dag. Jeg kan heller ikke huske, hvordan natten forløb, men på en eller anden måde, må den jo være gået uden at der indtraf katastrofer. Jeg må have bestået eksamen.

Om morgenen kom hendes far med en stor bakke morgenmad og sagde leende henvendt til sin datter, der slangede sig tilfredst i lagenerne: “Nå Anne Sofie, gik voldtægten godt?” Jeg var lige lettet over, at natten var overstået, men nu var jeg igen på udebane.

Jeg har tit tænkt på hende siden dengang med taknemmelighed, for det er en tilfældig, ufortjent gave at blive indviet så nænsomt og kærligt, selvom jeg i øjeblikket følte, at det var noget praktisk og kontant ved det hele, men i virkeligheden var det et stykke indfølt opdragelse. Jeg er mere erfaren, nu skal jeg hjælpe dig let over det. Det er det opmærksomme og praktiske ved kvinder, jeg ikke kan stå for. Helt små piger har det allerede, hvorimod mænds opmærksomhed ofte ikke er noget at prale af.

Hun var ikke bare smuk, hun var klog, og jeg forestiller mig, at hun ikke er mindre smuk og elegant i dag som 60 årig. Den nat sluttede barndommen og mine brølende tressere begyndte.

Da jeg kom fra tandlægen, besluttede jeg mig at skrive det ned. Man får aldrig takket i tide, måske læser hun dette.

Oran – A Paradise Lost

This bittersweet video shows the decline of the city of Oran in Algeria, the setting for Albert Camus’ great novel The Plague, and home to many thousands of Frenchmen and other Europeans for over a century. Colonization was not to last and ended in unspeakable brutality, but for some the memories of what life was like in Oran give them solace. The first image in this video is an old photo of the city, possibly from a postcard. It then moves to more current views and asks “Why?” Gallia Watch


Ulla Lauridsen

Posted: 31 August 2011 - 20:18 - Reply

Jeg tror aldrig før tandlægen har udløst så smukke tanker og følelser. Tak for det. Man tænker jo uvilkårligt tilbage på folk man selv må være taknemlig overfor.

Svend

Posted: 31 August 2011 - 20:59 - Reply

Det er indlæg som dette, der gør Snaphanen til noget helt specielt. Tak.

    Lotte

    Posted: 2 September 2011 - 09:33 - Reply

    Ja netop….

      steen

      Posted: 2 September 2011 - 10:44 - Reply

      I er søde. Tak ! Jeg troede sørme, det var mine fotografier, der gjorde det…..

Victor

Posted: 31 August 2011 - 22:01 - Reply

Mustang Sally!!!

Max 3 minutter og 13 sekunder.

Hvis det nu havde været “in a gadda da vida”, havde hun nok sendt julekort endnu.

LarsS

Posted: 31 August 2011 - 22:55 - Reply

Håber Anne Sofie læser det.
Det er usædvanlig smukt skrevet og beskrivende.
Om en enkelt hændelse der bliver livsvarigt hængende.

Erling

Posted: 1 September 2011 - 01:48 - Reply

God video fra Oran. Det minder mig om den scene i Dommedag Nu med de franske kolonialister, som var klippet fra i den oprindelige biografudgave. Der er en scene hvor een af dem forklarer Martin Sheen forskellen på franskmændene og amerikanerne; efter hukommelsen: “Indokina er vores hjem.” Og det er forskellen på kolonialisme og neo-kolonialisme. Kolonialisterne bragte civilisation, uddannelse, infrastruktur, sundhedsvæsen, de spredte demokrati, som Bush ville sige det. Neo-kolonialisterne er in it for the money.

Min fars familie er babouches – marokkanske pieds-noirs – og betragter efter 30 år i Frankrig, stadig Marokko som deres hjemland. Min farbror har døbt sit hus Oudayas efter det gamle kvarter i Rabat, hvor man drak te om søndagen, hvis man havde været en sød dreng. Om sommeren tog kvinder og børn til stranden, hvor de slog telte op og boede der indtil temperaturen igen blev udholdelig engang i august – det var før aircondition.

Han fortæller med en blanding af vemod og stolthed at marokkanske toldere indtil et årti siden stadig bød ham ‘velkommen hjem’, når de så i hans pas at han var født i landet. Han har en omfattende samling af fotos meget lig det første i videoen, og selv om han indtil for nylig stadig holdt alle sine ferier i Marokko var det ikke uden bitterhed. Under det franske kolonistyre var Marokko verdens største eksportør af fosfat. Fosfat er ætsende, hvilket betyder at maskinerne skal udskiftes hver femte år, hvorfor mineselskaberne afsatte en stor del af indtægten af til re-kapitalisering. Efter ti år med selvstændighed eksporterede Marokko så at sige ikke noget fosfat.

Ud over det urbane, industrielle og kulturelle forfald, er moskeerne skudt op som paddehatte og folk i fuldskæg og kjole præger gadebilledet, hvor det før var jakke, slips og samvittighedsfuld barbering. I hans barndom blev der ikke skreget fra minareterne, der var ikke noget muslimsk broderskab, skolerne var fuldt på højde med de franske og ikke (som i USA) segregerede, hospitalerne var bedre, da de dygtigste franske lægestuderende specialiserede i tropemedicin og derfor tog til Nordafrika, hvor de bl.a. udryddede syfilis der var godt på vej til at decimere den nordafrikanske befolkning.

Nu koloniserer marokkanerne så Le Midi. Noget for noget.

anno

Posted: 1 September 2011 - 03:21 - Reply

Saif al-Islam Gaddafi – det er ikke meget mere end et år siden han ville bringe “modern democracy to Libya
( trykfejl? Måske han mente democrazy )

Stepping out of Gaddafi’s shadow
Saif al-Islam Gaddafi has distanced himself from his father’s image and seems intent on bringing modern democracy to Libya (10 June 2010)
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2010/jun/10/saif-al-islam-gadd afi-libya

Nabila is a winner of the inaugural European Muslim Woman of Influence (EMWI) Award 2010.
She is a nominee for the EU Journalist Award-Together Against Discrimination 2010.
ht tp://en.wikipedia.org/wiki/Nabila_Ramdani

European Muslim Woman of Influence (EMWI) Award 2010
(Støttet af bla: Open Society Institute, British Council)
ht tp://www.cedar-emwi.com/fr/welcome

EU Journalist Award – Together against discrimination!
ht tp://journalistaward.stop-discrimination.info/?lang=en

Thomas Nydahl

Posted: 1 September 2011 - 14:02 - Reply

Steen,
en vidunderligt vacker text om ungdomens år, denna erotik som efteråt framstår både som ett lyckoland och en sensuell svepning kring det egna livet. Som du vet har jag skrivit en del sådana texter från barn- och ungdomsåren i Malmö, och jag blir lika glad varje gång jag ser någon annan göra det. Stort tack!

Sune

Posted: 1 September 2011 - 20:53 - Reply

Aaahh, ja..! Steen

Den nænsomme, første polering af det juvenile scepter.
Hvilken udfriende lykke..!

Tak for, at påminde mig min egen ‘udfrielse’.

Olli Rein

Posted: 2 September 2011 - 00:29 - Reply

Det kallas rätt och slätt för islamisering.

Olli Rein

Posted: 2 September 2011 - 14:41 - Reply

Det som har hänt med Oran alltså!

pæl

Posted: 3 September 2011 - 12:37 - Reply

Hvilken tekst.

Leave a Comment