Med Mark Steyn, Ann Coulter, Tarek Fatah og Juan Williams. Steyn er fra minut 5:00. Også Kurt Westergaard og Lars Vilks optræder i udsendelse via deres tegninger.

Frankrig: Fra 150 til 2.369 moskéer på 35 år

The number of mosques and Muslim prayer rooms has doubled in France over these last twenty years, going from 1000 to 2000. In precise terms, the Minister of the Interior and of Religions counts 150 in 1976, 900 in 1985 and 1,555 in 2001. Ten years later there are exactly 2,368 Muslim religious centres, but this falls to 2,052 if Mayotte and the overseas territories are taken away.

In the short term, the president of the Conseil français du culte musulman (CFCM) [French council of the Muslim religion], Mohammed Moussaoui, estimates that between 100 and 150 mosques are in the course of construction. But, for the long term, more than 1000 extra places of worship will be needed to cover the needs of the Muslim community. Equilibrium will be achieved with 3000 mosques and prayer rooms. Other estimates put this equilibrium at 4000 Muslim buildings. Without going into the financial aspect, at least two questions are begged. That, first of all, of the number of Muslims in France. Absent a census – prohibited on religious criteria, the estimates vary between 2.1 million (last study of INED and INSEE) and 5-6 million for the majority of polling specialists and institutes. Number of Mosques in France has Doubled in 20 Years (The Rise of Islamic No-Go Zones.)

Saif, Gadaffis Damoklessværd

Man kan sige at med et navn der betyder ‘sværd’ på arabisk burde alarmklokkerne have ringet for længst hos dem der lod sig charmere af Saif al-Islam Gadaffi, men en masse fremtrædende vesterlændinge lod sig lokke af glamour og petrodollars, noget de utvivlsomt fortryder bittert i dag. Fraterniseringen i vestlige politiske og akademiske kredses forbindelser med arabiske pengemænd og muslimske frontfigurer pågår stadig, og der er potentiale til skandaler der vil få afsløringen af Den Kolde Krigs kollaboratører i Vesten til at ligne rygklapperi. Det Store Forløsende Ketchup-Udslip har vi stadig til gode, men begivenhedernes gang i Libyen viser at vinden hurtigt kan vende, og det der kaldes dialog i dag i morgen kan være regederligt højforræderi. Et lille uddrag af pinligt mange forbindelser til Saif og familien Gadaffis regime (LFPC).

[...] Gaddafi’s money also entered the United States. As reported previously by PJMedia, Boston-based PR firm The Monitor Group received a lucrative $3 million contract to promote Saif as the new “progressive” face of Libya and the Arab world. The firm of Harvard faculty members introduced Saif and his international charity — the Gaddafi International Foundation for Charity Associations – to Washington’s political and military establishment. They recruited Francis Fukuyama and anti-Western author Benjamin Barber to endorse Saif and Libya as a forward-looking country. Clinton White House insider Joseph Nye was a cheerleader for Saif: Nye is accused of helping Saif with his Ph.D thesis — he is a proponent of the idea of using “soft power” over military force. [...] Richard Pollock: How Saif Gaddafi and Friends Fooled the Euro-Left

Oran – A Paradise Lost

This bittersweet video shows the decline of the city of Oran in Algeria, the setting for Albert Camus’ great novel The Plague, and home to many thousands of Frenchmen and other Europeans for over a century. Colonization was not to last and ended in unspeakable brutality, but for some the memories of what life was like in Oran give them solace. The first image in this video is an old photo of the city, possibly from a postcard. It then moves to more current views and asks “Why?” Gallia Watch

Tandlægen og mit tabte paradis

Jeg lå ned hos tandlægen og fik renset nogle betændte tandlommer. Tænderne kan ikke lide piberøg, men der er ikke noget at gøre ved det. Nogle bliver bedøvede, men så tyndhudet er jeg ikke. Min bedøvelse er et headset og noget høj pop musik, jeg ikke behøver lytte til. Det overdøver den fræsende lyd i mit tandkød og leder tankerne bort fra smerten. Jeg halvslumrer. Det er en dygtig tandlæge, han laver rekonstruktiv kirugi på hjemvendte Afghanistansoldater, jeg er en ren banalitet, og jeg skal ikke være mere pivet end dem.

Ud af larmen kommer Wilson Picktts Mustang Sally (1966) og fører tankerne på rejse, til første gang jeg hørte den samme år. Da jeg var 15 og mistede min uskyld, som det hedder med en kliche, der som så mange alligevel rammer præcist.

Hun var 16 og ikke uskyldig. Jeg husker ikke hvor jeg vidste det fra, for jeg kan umuligt have været modig nok til at spørge. Hun havde mellemblod halvlangt, glat hår, lange slanke lemmer som en mynde og et par elegante, smalle asiatiske øjne. En dårende nordisk dejlighed. Intet tøj, ingen kosmetik kunne have gjort hende skønnere.

Det var hjemme hos hendes far i en lejlighed med udsigt til Havnegade og bådene til Sverige. Hun satte mig på sengen, gav mig et dobbeltopslag fra Ekstra Bladet med en artikel af Inge og Sten Hegeler. Den har heddet noget i retning af, “Hvad en mand skal gøre for en kvinde”, eller måske nok noget mindre prosaisk. I baggrunden spillede “Mustang Sally”. I glassene var der hvidvin fortyndet med vand, som børn får det i Frankrig. Så gik hun, og lod mig læse i fred.

Hun må have vidst, hvor længe det vil tage mig at læse artiklen, for jeg havde ikke været færdig ret længe, før hun kom tilbage fra brusebadet med en håndklæde om livet og et om det våde hår. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke helt kunne koncentrere mig om at læse dobbeltsiden, jeg skimmede den flere gange. Dette var før skolerne gav seksualoplysning, jeg var på vej ud i ingenmandsland, som en soldat med verdens korteste uddannelse. Min konkrete viden om erotikken stammede i det store hele fra Agnar Mykle, Højsangen, Henry Miller og Soya. 1966 er i bøgernes tid, inden TV spiller nogen rolle for dannelsen af verdensbilledet. Ordene er der, billederne danner man selv. Men der er en glæde, ved at opdage tingene på egen hånd, trin for trin, igen pædagoger der affortryller ens opdagelsesrejse. Voksne glemmer glæden ved mysterier, og TV er gift for dem.

Jeg må have været skrækslagen, men jeg kan ikke huske det i dag. Jeg kan heller ikke huske, hvordan natten forløb, men på en eller anden måde, må den jo være gået uden at der indtraf katastrofer. Jeg må have bestået eksamen.

Om morgenen kom hendes far med en stor bakke morgenmad og sagde leende henvendt til sin datter, der slangede sig tilfredst i lagenerne: “Nå Anne Sofie, gik voldtægten godt?” Jeg var lige lettet over, at natten var overstået, men nu var jeg igen på udebane. Frisind koster arbejde.

Jeg har tit tænkt på hende siden dengang med taknemmelighed, for det er en tilfældig, ufortjent gave at blive indviet så nænsomt og kærligt, selvom jeg i øjeblikket følte, at det var noget praktisk og kontant ved det hele, men i virkeligheden var det et stykke indfølt opdragelse. Jeg er mere erfaren, nu skal jeg hjælpe dig let over det. Det er det opmærksomme og praktiske ved kvinder, jeg ikke kan stå for. Helt små piger har det allerede, hvorimod mænds opmærksomhed ofte ikke er noget at prale af.

Hun var ikke bare smuk, hun var klog, og jeg forestiller mig, at hun ikke er mindre smuk og elegant i dag som 60 årig. Den nat sluttede barndommen og mine brølende tressere begyndte.

Da jeg kom fra tandlægen, besluttede jeg mig at skrive det ned. Man får aldrig takket i tide, men måske læser hun dette.