Først gned Tony Blair sine landsmænd næser så grundigt i “diversity”, at England aldrig nogensinde bliver sig selv igen. Så gik parfumesælgeren Blair ud og blev mange- mange millionær i pund, og med en rockstar-status i den arabiske verden a la Henry Kissinger. Jesper Langballe sagde for nylig i et portrætprogram, at man altid i hans familie havde betragtet politikere som landssvigere på et lidt højere niveau. Helt oppe på Blairs niveau, forestillede de dem sig nok næppe. Man ved jo snart ikke hvad man skulle gøre af sig selv, den dag der dukkede en politiker op man ligefrem beundrede, for ikke at sige, en der blev elsket, så meget er afsmagen og foragten blevet en vane, og Tony Blair er ikke midlet imod den foragt. Mistillid bør være udgangspositionen overfor enhver magthaver, men i Blairs tilfælde skrider den fareturende ud i retning af eksitentiel kvalme, som programmet spiller fremad. Kun den brilliante journalistik England stadig er velsignet med, forhindrede os i at kaste op. Channel Four Dispatches blev sendt i september 2011.

Hvem var “imamen” så ?

Der var ikke mange der gættede, og de få der gjorde, gættede ikke rigtigt hvad man ikke kan fortænke dem i. Det er nemlig kunstneren, syflitikeren, drankeren den 1.5 meter høje adelige Henri de Toulouse-Lautrec, der i sit meget korte liv elskede at blive fotograferet, og som gerne poserede udklædt som Pjerrot, messedreng, japaner og kvinde. Lautrecs yndlingsdrink hed Tremblement de Terre (Jordskælvet), og man kan dårligt lade være med at tænke på hvilket jordskælv der ville indtræffe, hvis en hyldet kunstner i Paris eller København i dag poserede i den forklædning. Hurtigere end man kan nå at sige Van Gogh, ville han i heldigste fald blive anklaget for “hate-dressing.” Dagstaksten er omkring 3000 Euros.

Statens Museum for Kunst har en stor særudstilling af hans værker for tiden, og det var der jeg stødte på det fotografi fra 1892, som jeg ikke kendte i forvejen.

Lautrec hører til mit indre tapet, fordi min barndomsven var sønnesøn af den ufatteligt fremsynede danske maler, Johan Rohde, der var med til at grundlægge Den Frie Udstilling, og var drivkraften bagved den berømte udstilling i 1893, hvor københavnerne kunne opleve bla. Van Gogh, Gauguin og Lautrec mens de endnu levede og var ukendte og ludfattige. Udstillingen var den skandale man talte om i det år, men i Rohdes efterkommeres hjem, der hang de store, originale Lautrec plakater endnu inden de var gjort kendte af Lousiana og reproduktionskunsten. Jeg har det med dem, som med mine egne billeder. De skal være der, for ellers mangler der noget og fordi man engang med års mellemrum kigger på dem, og opdager at man har fået nye øjne i mellemtiden. Lidt som med en kone, vil jeg tro..

Den hovedløse tro på den bløde sharia

En enfoldig tillid til at tingene går den vej man har drømt våde drømme om er det gennemgående tema i kommentarerne til begivenhederne i de tilbagestående lande i Nordafrika. Har man stadig kontakt mellem hoved og krop kan man godt tillade sig at ryste på førstnævnte, for idiotien er grænseløs. I Afghanistan dør danske soldater for at opretholde et regime der også har shariaen indskrevet i forfatningen. Dette misforhold har vist været fuldstændigt fraværende fra debatten herhjemme, og man kan derfor godt frygte at selv åbenlys fallit for ønsketænkningen på de arabiske landes vegne vil kunne fortrænges. På den anden side er denne verdensdel langt mere nærværende end bjerglandskabet Afghanistan, og det forhold at der her er tale om turistlande burde alt andet lige gøre det meget vanskeligt for medier og politikere at lægge glasur på en udvikling der er fatal for demokrater og religiøse mindretal.

[…] Men eksperter advarer [sic, (LFPC)] mod at tro, at partiet vil bruge sejren til at indføre streng sharia-lovgivning og undertrykke kvinders rettigheder. […]

Den stærke mand i partiet er Ennahdas grundlægger, Rached Ghannouchi, som i 1970’erne agiterede for at indføre en streng fortolkning af den muslimske sharia-lov for at værne mod moralsk forfald.

Men i de senere år har han nedtonet retorikken. […] Sharia-lov indføres næppe i Tunesien

Enhjørningevarsel: Den ikke-strenge fortolkning af sharia repræsenteres af …. ? Dette er hvad han altså har “nedtonet”, hvilket i mainstream-parlør betyder at det er absolut tænkeligt til at han slet ikke mener den slags længere (LFPC):

[…] Observatoire de l’Islamisation has some interesting extracts from Ghannouchi’s writings and interviews he has given over the years, translated into French from Arabic. Here are his thoughts on secularism.

What place is there for secularism in Islamic society?

“Islamic society is based on the interpretation of values organising the life of individuals and communities. It also organises the spiritual side of the latter. For this reason it is impossible to conceive of a secular Islamic society, or a secular Muslim, unless essential elements of Islam have been renounced.”

In one of his books, he called apostasy a crime and mentioned, seemingly with approval, the harsh punishments traditional Islamic texts prescribe for it.

Apostasy is the renunciation of Islam after it has been embraced willingly…

…Verses of the Koran set out the horrific nature of this crime in several places, and threaten anyone guilty of it with the most atrocious tortures, without mandating a specific punishment down here however. As to the tradition, the sunnah, it demands the death penalty (in conformity with the hadith): “Kill whoever changes his religion”. […]

The Real Rachid Ghannouchi

I Libyen mener de blød sharia – ikke stening og tilhyllede kvinder – når overgangsstyret taler om sharia som kilde til lovgivning.

Sådan tolker den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), udtalelser fra Libyen om, at sharia-lovgivning i det nye Libyen, som danske kampfly har været med til at skabe.

– Jeg tror mere, at det kan sammenlignes med, at katolske partier i Europa kalder sig kristelige. Det betyder ikke hardcore-kristendom, men at sådan er deres grundorientering i livet, siger Søvndal. […] Søvndal tror på blød sharia i Libyen

…at I salafister benytter jer fuldt ud af ytringsfriheden til at udbrede jeres syge fortolkning af Koranen samtidig med, at I bekæmper andres ret til at benytte samme ytringsfrihed. Det skriger da til himlen, at du ikke engang forholder dig til det. […] Inger Støjberg, integrationsordfører: Så langt rakte modet altså, Abdullah M. Ali

Når ummaen trænger sig på kommer sproget i retræte

(Efter forlæg af Caleb)

Engang talte vi uden blusel og frygt om ‘muhammedanere’. Så fik vi at vide at det var de lidt kede af, for Muhammed var ikke deres gud. Så vi rettede ind og kaldte dem muslimer, uden at vi følte os pressede af den grund.

Under 1990’ernes borgerkrig i Algeriet var der ikke nogen videre skrupler forbundet med at se denne som overvejende mellem sekulære arabere og muslimer.

9/11 gav anledning til en ubekvem konfrontation med det forhold at bin Laden og Al-Qaeda nød udbredt sympati i den muslimske verden. Kunstbegrebet ‘islamisme’ fik en opblomstring som retorisk figenblad der skulle udskille slemme muslimer fra det store demokratiske flertal man antog var ligesom os, bortset fra at deres Bibel hed Koranen. At de uhyrligheder man projicerede over på ‘islamismen’ såmænd er mainstreamdogmatik i islam kom man let udenom: Man sørgede for at holde fast i uvidenheden.

Men virkeligheden trængte sig på igen: ‘Islamisterne’ vandt regeringsmagten i lande som Tyrkiet, Pakistan og Tunesien. Det store fredelige flertal følte sig altså repræsenteret af dem man ellers fastholdt var en minoritet med en ‘særligt streng udgave’ af islam. Islamismen dementerede med andre ord sig selv og blev meningsløs. Næste defensive skridt er så det vi oplever i disse dage: Islamisterne bliver nu selv opdelt i ‘moderate’ og ‘radikale’. De første, forstår man, står for en særlig blød form for sharia, helt uden kvindeindpakning og afhugning af legemsdele. Hvad denne retning nærmere går ud på forklares ikke.

Opdelingen i gode og onde med førstnævnte i klart flertal er altså genetableret lige p.t. Hvad næst – burka med aircondition kontra de sorte telte? Halshugning med kirurgiske instrumenter kontra krumsablen? (LFPC)