Hvis bare Svensson er engageret i den daglige ligestillingkamp i verdensmest ligestillede land, en kamp der udefra snarere ser ud som en kvindelig idologi, der hver dag skal sikre sin for længst allerede vundne dominans, og som ikke har så forfærdig meget med almindelige menskers liv at gøre, så diskuterer de i det mindste ikke noget kontroversielt så længe det skænderi står på. Hvor godt Valerie Solanas politisk manifest SCUM er som teater, er ikke godt at vide, men de meddigtende teaterfolk sætter de kvindelige publikummer på gyldne puder og serverer vindruer og “godis” for dem, mens mændene må sidde for sig på nøgne stole, som skuespillerne ofte vender ryggen til. Det er i al fald temmelig provokerende, hvis ikke manifestet er. Er SCUM ironisk ment? Svært at sige. Valerie Solanas skød Andy Warhol og en anden, og hun ville have skudt en tredje mand, hvis ikke pistolen jammede. Det var ikke ironi. “Det er nedslående at begynde at indse, at jeg indgår i en undertrykkende struktur, bare i egenskab af mit køn. Det er ikke så morsomt at blive konfronteret med,” siger stykkets mandlige instruktør, der er en rigtig velopdragen statsfeminist. Har han aldrig hørt om kønsskifteoperationer? tænker man først, men så har man dog alligevel aldrig hørt om kirugi udført på sociale konstruktioner. Jeg går ud fra, instruktøren føler sig medskyldig i, at Solanas endte som narkoman og prostitueret.

Således fortsætter de pludrende klasser i Stockholm dag for dag for dag for dag, skønne spildte kræfter, men tænk engang hvis Sverige en dag bliver et land, der består af lige dele muslimer/jihadister og radikalfeminister, tanken er svimlende. Men ingen får mig nogensinde meldt ind i det slagsmål, lad de rene af hjertet komme til. – (Svensk feminism väcker uppmärksamhet, Turteatern ger – manshat för skolbarn.)

“De lyckades – trots uppväxten i Sverige”

Rubrikken har fascineret mig et par dage, jeg læser ellers aldrig Aftonbladet – forbud fra min læge, men efter at have overlevet SCUM, blev jeg kry. Man kan spørge, hvad der var blevet af Zlatan, hvis hans far var blevet hjemme i Bosnien. Eller hvad der var blevet af kronikøren, hvis hun ikke var bortadopteret fra Sydkorea. Hun har da lært sit nye hjemlands selvpiskende normer, hun er ligesom Lena Sundstrøm en dygtig pige, der er mere katolsk end paven:

En sak är klar: Vi kan sola oss i glansen av Zlatan, men inte ta åt oss någon ära. Visst, vi gillar fotboll och hyllar gärna våra hjältar i framgång. Men Zlatan har inte lyckats tack vare Sverige och den svenska samhällskulturen, utan trots densamma – eller möjligen härdad av den misstro, de ifrågasättanden, klagomål, protest­listor och nedtryckningar som han har mött. Det stöd han har fått i Sverige är av några enskilda individer som inopportunt valt att trotsa ingrodda normer. Tove Lifvendahl.

Dagens Fjordman – und kein Ende

Norge er i krise, det er der ingen tvivl om, man må også på dens baggrund tage dens forskellige udslag alvorligt. Men når det er gjort, så er der ingen tvivl om at man er vidne til en frenetisk politisk positionering og en abekastning i Norge, som mere påkalder sig interesse som krisereaktion, end for sit egentlige indhold. Vi får ikke læst det hele, men vi prøver at hænge på så godt som muligt. Det er svært at sige noget nyt og interessant i det klima. Hvis Norge ikke havde Peder Jensen, måtte de opfinde ham. Korstog mot islam, Fjordman uten vilje til analyse, Raymond Johansen angriper ekstreme etter 22. juli, Oppgjør med Fjordman. Grenser for åpenhet og debatt.

“Forsoning” mens gerningsmanden er på fri fod

Mediedækningen af multikulturel kriminalitet følger et helt slavisk mønster hvor apologien og relativeringen af skyld ikke kan komme hurtigt nok. Vi ved ikke i skrivende stund om barnevoldtægtsmanden i Gullestrup kom fra denne bebyggelse, eller om han overhovedet var somalier. Bortset fra uvenlige tilråb på gaden og enkelte drabelige udmeldinger til frokostpressen, er vistnok ikke ét hår blevet krummet på en ghettobeboers hovede i Gullestrup efter voldtægten af den 10-årige pige der. Alligevel skal denne historie i JP vægtes i retning af bodsgang for de lokale somaliere for det ‘overgreb’ som vrede over barnevoldtægt har været for dem. Og det er jo slet ikke fordi somaliere gør sig særligt bemærkede i kriminalitetssammenhæng. Der gås lige til essensen i første sætning her – hypotetisk selvtægt sidestilles med reel barnevoldtægt (LFPC).

Selvtægt og voldtægt er på dagsordenen på aftenens beboermøde i Herning-forstaden Gullestrup. […]

Ifølge TV2 News er forstaden efter voldtægten blevet splittet på grund af mistanken mod en bestemt gruppe beboere. Politiet har dog snakket med de somaliske unge og har ikke fattet mistanke til nogen af dem. […]

Tirsdag skal beboermødet dog gøre op med denne splittelse samt få ro og orden tilbage i området, selvom gerningsmanden fortsat er på fri fod. […] Gullestrup går til forsoningsmøde