12
jan
Seneste opdatering: 16/1-12 kl. 0101
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Boglancering i et CEPOS fyldt til sidste plads af Henrik Gade Jensens nye bog om velfærden før velfærdsstaten. Gade Jensen skriver om et af dens temaer her, og Mikael Jalving skriver om den her. Video af det hele kommer på CEPOS i løbet af nogle dage. Professor Jørgen Henrik Petersens indlæg former sig nærmest som en opponents til en disputats, men kedeligt er det ikke. (klik fotos f. helskærm.) (se video i op til 1080p HD.)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Maria Due

    Tak for synet. Det var fornøjeligt at høre Gade Jensen fortælle om det, der nærmest har været et tabuemne, efter at staten blev vores allesammens mor og far og kom til at vide bedst.

    Hattedamerne levede skam i bedste velgående til langt ind i anden halvdel af det 20. årh. og sendte døtrene og deres veninder ud med raslebøsser, lodsedler og mærker for at skaffe penge til alverdens velgørende formål. De mest succesrige tiltag blev ofte en torn i øjet på Socialdemokratiet, der – hvis det ikke lykkedes at overtage dem og f.eks. gøre dem til kommunale foretagender – forsøgte at møve sig ind vha. “tilskud”, som der blev slået på tromme for. Hvorefter de private foretagender nærmest var tvungne til at administrere tilskuddene, selv når det virkede urimeligt.

    Jeg kender et eksempel med en “klub”, der i årtier blev drevet med stor succes af private og havde det meste af et par hundrede medlemmer, som mødtes hver uge, tog på udflugter, rejser og højskole, og som Socialdemokratiet meget gerne ville have fingrene i. Da det ikke lykkedes i første omgang, vedtog den socialdemokratiske kommune, at man ville give tilskud til svagelige medlemmers transport til diverse arrangementer, og hvem kan sige nej til det!

    Der skete så (ikke overraskende) det, at ualmindeligt mange medlemmer pludselig blev ualmindeligt svagt gående, når de skulle deltage i arrangementerne, og selv om de boede lige om hjørnet var nødt til at have en kommunalt betalt taxa. Det blev ligefrem en prestigesag at ankomme i taxa.

    De øvrige dage var der masser af liv i “de svagelige”, og det var et tilbagevende krav, når der blev arrangeret udflugter med middage, at man ville beværtes godt og gerne ville betale for det. Faktisk blev man noget sure, hvis hattedamerne havde forsøgt at tage hensyn til de dårligst bemidlede ved at spare på traktementerne, og jeg ved fra nærmeste hold, at damerne bandede taxatilbuddet langt væk, selv om de holdt det inden for familien. 🙂

    I dag er det hele vist kommunalt, og ingen betaler sikkert noget selv, skønt de har råd til det. Der er givetvis ansat forskellige fagfolk til at bestride hattedamernes tidligere job og udvidde servicen.

  • I 1991 kommenterede jeg Henning Fonsmarks bog (forløber for HGJ’s her omhandlede) ‘Historien om den danske utopi’ Min kommentar afsluttedes således:

    Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?

    Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.

    Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt “den danske utopi”. Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.

    Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville “opdrage” befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.

    Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været “den liberalistiske utopi” der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?

    Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:

    “Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ’samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige Økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.
    Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

    Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:

    “Dette er gengivet så udførligt, fordi det – i al sin gribende enkelthed – fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt.” (Fonsmark, 1990:197)

    Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position.
    citat slut
    Mine sidste to linier skulle henvise til den kendsgerning, at den fremhævede præmis
    “Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.”
    i vor tid så absolut ikke holder. Hverken vælgere eller valgte har indblik i de mekanismer der styrer samfundsudviklingen. Og hvis de har, ser de sig ikke i stand til at gribe regulerende ind.

  • Læs evt. hele min kommentar “Liberalistisk kritik af velfærdsstaten” her http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/liberalisme_velfærd.htm