16
jan
Seneste opdatering: 16/1-12 kl. 2117
31 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Naa, saa har feltpræsterne faaet officiel ordre til at “optræde afdæmpet” i Afghanistan. Jamen tænk om de blev opfattet som noget saa frygteligt som “kristne korsriddere”. Det er kun et spørgsmaal om tid inden en eller anden talebaner føler sig krænket over at feltpræsterne bærer kors paa skulderstropperne. Saa bliver de naturligvis erstattet af psykologer og socialraadgivere, der i modsætning til feltpræsterne bor hjemme i Danmark. Saa lidt skal der til: En tilkendegivelse fra et stykke vaadt missionswienerbrød som biskop Karsten Nissen og feltpræster og soldater kryber i et musehul.

Træk dog de tropper hjem, danske soldater er for gode til at skulle holdes for nar og gøres til grin og være underlødige politikere og garnisonkristnes legetøj. –  LOK

Vi bliver aldrig mere et samlet folk

Af Britta Mogensen, antropolog, kommentator på HRS.no

Morten Bødskov (S), Morten Østergaard (R) og Thor Möger Pedersen (SF) blæser nu til værdikamp med skønne plusord:
Frisind, tolerance, åbenhed, tillid, fællesskab, inklusion, styrkelse af Danmark, verdens stærkeste fællesskab. Befolkningen skal samles, ikke splittes.

Det er ord, der i sandhed varmer. Må det være mig tilladt at tilføje et par stykker, som jeg synes mangler: Anstændighed og Godhed. Og så må vi heller ikke glemme tonen og menneskesynet. Disse ord skal man dog være Anstændig og God for at kunne tage i sin mund, for de er et stærkt våben, når de fyres af mod de Uanstændige. Som uanstændig har man hverken (den anstændige) tone eller (det barmhjertige) menneskesyn.

Desværre kommer alle plusordene fra lige netop de partier, der har det fulde ansvar for, at Danmark er blevet sønderrevet og delt i to, nemlig i Anstændige vs. Uanstændige. Hvor man i ”gamle dage” ofte højrøstet kunne diskutere politik hen over middagsbordet og alligevel være en samlet familie, når bølgerne havde lagt sig, er familier blevet splittet og livslange venskaber er gået i stykker. Hvis man er et Anstændigt menneske, er man plettet, hvis man har omgang med de Uanstændige. Det kunne smitte.

I 1973 fik vi et indvandrerstop. I 1983, hvor arbejdsløsheden for hele arbejdsstyrken var 11,3 % for kvinder og 9,8 % for mænd, en arbejdsløshed, der altid rammer udlændinge hårdest, gav disse partier de arbejdsløse udlændinge et retskrav på at få ægtefæller og børn til Danmark. Politikerne vidste altså, at skatteyderne måtte overtage forsørgelsen af kvinder og børn, hvis fremmedarbejderen var arbejdsløs. Bølgerne gik højt under folketingsforhandlingerne (se Morten Uhrskov Jensen: Et Delt Folk, s. 39 ff., med noter til de relevante spalter i Folketingstidende). De, der ønskede flere arbejdsuegnede til landet, var ikke sene til at tale om demagogi, når andre hævdede, at en lov om et retskrav ville få hundrede tusinde til at komme til Danmark. Tiden har vist, at det desværre var disse andre, der fik ret. Om de hundrede tusinde kommende indvandrere og faren for nationalstaten, som justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) hævdede ville blive resultatet af loven, udtalte Bernhard Baunsgaard (RV), at ”… ikke ét menneske i dette land forestiller sig den mulighed” (s.47). Næh, for vi vidste faktisk ikke noget om, at politikerne var i gang med at ændre Danmark for altid. Men hvis det havde været tilfældet, havde vi næppe forestillet os den mulighed, at politikerne var i færd med at planlægge en befolkningsudskiftning. Torben Lund (S) mente, ”at indvandrerne er med til at tilføre vores samfund nogle gode, kulturelle værdier” (s. 46). Den lader vi lige stå et øjeblik.

Loven blev vedtaget. ”I dagspressen blev loven nævnt med korte notitser og uden at nævne ændringerne på flygtninge- og familiesammenføringsområdet” (ibid. 51). Befolkningen svævede i total uvidenhed om, hvad politikerne, der var valgt af danskerne for at arbejde for danskernes interesser, havde gjort imod befolkningen og imod landet.

Vi kender alle godheds-segmentets argumenter for masseindvandringen: ”Danmark har altid modtaget folk fra udlandet.” Jo tak, tal på 15.000 på 400 år fra samme kulturkreds er blevet nævnt, og disse smeltedes hurtigt sammen med befolkningen og blev danske.
Men vi fik flere, om ikke gode, så i hvert fald kulturelle værdier, som de fleste af os nok havde været foruden. I 1992 var det de samme partier – dog med RV som primus motor – der tvang en særlov igennem, den såkaldte palæstinenserlov. Den lov har forårsaget en opsplitning af familier og venskaber af hidtil ukendte dimensioner. Som en sidegevinst blev hele mellemøstkonflikten bragt til Danmark.

Ikke mange af os havde den fjerneste anelse om, at vi ikke kun importerede arbejdsløse, men – hvad der skulle vise sig at være langt mere ødelæggende for vort land – en kultur med holdninger, vi stort set aldrig havde hørt om. Hvad vi heller ikke vidste, var at politikerne havde bestemt sig til at ”opdrage befolkningen” – med det onde, om nødvendigt. Det gode skulle bestå i at bearbejde befolkningen (Bernhard Baunsgaard, ibid. 73). Slog det fejl, måtte der tages grovere midler i brug. Inger Stilling Pedersen (KF) foreslog en stramning af loven om racisme (ibid.). Munden skulle lukkes på folket.

Uvidende om, hvad der var foregået på Tinge, fortsatte jeg med at leve i Fantasiland. Jeg tilhørte de Anstændiges klub. Det varmede at tilhøre gruppen af Gode mennesker med de rigtige, barmhjertige meninger. Jeg var pavestolt over, at indvandrere, deres familier og flygtninge valgte mit land at slå sig ned i. Det kunne jeg nemlig godt forstå. Hvem ville ikke gerne bo i et land, hvor vi havde frisind, var tolerante og i fællesskab tog os af de svage? Og selvfølgelig var alle, der kom hertil, interesseret i lige netop det, ikke? Vi Gode ville inkludere de fremmede; de fremmede ville inkluderes i vores fællesskab. Ingen tvivl om det. Der var da nogle, der ikke mente som jeg, men det var endnu ikke blevet moderne at trække racismekortet, så jeg lynhurtigt kunne have lukket munden på mine meningsmodstandere. Jeg måtte i stedet nøjes med at argumentere for mine synspunkter, og når der ikke var hul igennem, snerpede jeg munden sammen i forargelse. Jeg var en ren klon af Marianne Jelved.

Så var det altså, at jeg i mit arbejde kom meget tæt på de fremmede (mænd – da flygtninge pr. definition er mænd). Hvad kvinderne angik, var det kun de voldsramte, jeg kom i forbindelse med.

Et lille sidespring: For at afværge et § 266b-angreb fra stampisme-segmentet, må jeg hellere pointere, præcisere og understrege, at jeg er overbevist om, at rigtigt mange af de familiesammenførte lever i meget lykkelige ægteskaber. Men disse kvinder er det altså ikke faldet i min lod at møde.

Og nej, det sagde ikke Plinggggggg. Der var ikke tale om en brat opvågnen. Vi Anstændige ved godt, at der er tale om enkelttilfælde hver gang eller i værste fald kun ”en lille håndfuld”. Der skulle rigtigt mange enkelttilfælde og håndfulde til, før jeg begyndte at se et mønster. Så skulle jeg erkende for mig selv, at alt ikke er lige godt, og at jeg vist havde taget så grumme fejl. Men at åbne munden og give udtryk for det? Nej, det var en overvindelse, der tog et par år. Det er i øvrigt en rædselsfuld konflikt at være i: At vide noget og give udtryk for det stik modsatte. Det er sikkert kun politikere, der ved, hvad jeg taler om.

Denne erkendelse var så årsagen til, at jeg ikke i januar 2010 stod på Christiansborg Slotsplads og hørte Anita Bay Bundegaard tale om Anstændighed, mens noget af det mest ondsindede og uanstændige, der vist er foregået i nyere tid, foregik på Rådhuspladsen: Palæstinensere, der heilede og ønskede død over jøderne (Danmark fik også et par ondsindede ord med på vejen: “Ned med Danmark, ned med demokratiet.”), mens jøderne talte for fred. Her kom tonen, menneskesynet og anstændigheden til fri hadefuld udfoldelse. Det hørte Bay Bundegaard ikke. Hun var med sine proselytter anderswo engagiert. Det tilstedeværende TV var heller ikke interesseret i dét, der udspillede sig foran dem (man skulle jo nødigt krænke andre end danskerne), så optagelserne er private.

Socialisterne (hvortil jeg regner RV, når det gælder angreb på nationalstaten) har accepteret alle mulige angreb på vores kultur. At den på trods af de hårde angreb stadig består lidt endnu, er et Guds under. Salamien er blevet udskivet gennem flere årtier, startende med badeforhæng, så halalmad og forbud mod dansk mad i børneinstitutionerne, udelukkelse af mænd i svømmehaller og til skolemøder, knæfald for offentlig fromhedsdemonstration af en fremmed religion, accept af anonymisering og maskering af kvinder, accept af kønsapartheid, forbud for patienter mod at nægte religiøs forkyndelse under indlæggelse, accept af bederum overalt (fortsæt selv udskivningen). Igennem nogle år har det været julen og anden kristen tradition, der har været under angreb. Gudstjenesten inden Folketingets åbning ville Kamal Oliver Qureshi (SF) have afskaffet. I stedet sørgede Özlem Cekic (SF) for, at den berygtede islamistbevægelse Gülen kunne afholde ramadanfest til jul i Folketinget. Rushy Rashid (hende, der er gift med hr. Rashid, som beviste, at hvis der er vilje til det, kan man integreres i en fremmed kultur på et års tid) blev så begejstret over invitationen til Gülen-bevægelsens fest, at hun ikke bare kunne takke Cekic for invitationen, men måtte gøre det i et åbent brev i Politiken den 5.9.2010. Nu er vi nået dertil, hvor der er skoleledere, der mener, at skolebørn ikke må komme til julegudstjeneste, og at vores smukke julesalmer skal amputeres for ikke at krænke Allahs flok. Og den foreløbig sidste skive af salamien er indførelse af tyrkisk musik og mavedans juleaften, der er arrangeret for de fattige. Men pyt skidt. Vi kan ikke tage hensyn til fattige og ensomme danskere. Et sådant hensyn ligger socialisterne fjernt, så de svingede pisken over de formastelige og gjorde sig lystige over, at nogen kunne brokke sig over at få ødelagt deres jul. Så kunne de da bare være blevet hjemme, ikke? Og overlade julen til muslimerne.

Men til socialistregeringens orientering: Jeg hverken har eller ønsker at have noget fællesskab med socialister, den såkaldte elite, voldsfascister, antisemitter, salafister, wahhabister, imamer, militante, indhyllede kvinder, og hvad I ellers ikke kan få nok af af danskhadende elementer. Jeg er træt af at være tolerant over for intolerance, jeg er træt af alle jeres tomme, manipulerende plusord, jeg er træt af, at den gode tone er lig med ubeskriveligt svinske udtryk. Og lad så præsterne om at have et menneskesyn. Det er I for ringe til.

I – kun I – har splittet os. Vi bliver aldrig mere et samlet folk.

Britta Mogensen

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensH

    Blændende kommentar af Britta Mogensen.

  • li (islamonausea lidende)

    Rigtig godt skrevet og jeg tilslutter mig helt Britta Mogensens orientering til socialisterne/kommunist regeringen at jeg heller ikke hverken kan, vil eller på nogen som helst måde, heller ikke under tvang, vil have noget som helst “fællesskab” med dem og deres ulidelige venner såsom AFArter på venstrefløjen muhammedanerne osv af andre af venstrefløjens rædselsfulde venner.

    Vi er delt, og fælleskabet har de, venstrefløjen ,selv ødelagt

    Endnu et af venstrefløjens håbløse projekter, som på forhånd er dødsdømt. Alle ved jo at venstrefløjens “fællesskab” bare betyder mere islamisme, mere tvangs dhimmie undertrykkelse tiltag. Mere skatteudlining/plyndring af vantro, såsom ta’ fra dhimmierne og gi’ til muhammedanerne.

  • Viking

    God artikel

  • falkeøje

    Vi vil og kan aldrig føle noget fællesskab med muslimer.
    Vi vil altid forblive separate befolkninger, og forskellen vil
    på et tidspunkt komme til et åbent brud – formentlig
    borgerkrig.
    Det kan vi godt indstille os på – og vi skal ikke tabe den
    borgerkrig.

    falkeøje

  • Morten – – –

    Tak, Britta!

    Du beskriver de følelser inde fra, som jeg også tror at genkende som fremherskende i fortiden. Det er ingen ulempe at have tilhørt De Retsindige, for det er titnok kun udtryk for den gode vilje. Og at man ændrer opfattelse efter sin samvittighed og sin oplysning er i endnu højere grad udtryk for den gode vilje. Man er snarere en erfaring rigere, som jeg godt kan misunde dem, der har den.

    Jeg har netop brug for dit vidnesbyrd til at dække et hul i min erfaring, for jeg har altid frygtet islam, og jeg har aldrig prøvet at være “retsindig”, men jeg er vokset op blandt “retsindige” og blev fordømt af mine bekymrede og vrede forældre som “familiens første racist”, da jeg som teenager i 70’erne måtte erkende, at jeg ikke synes det her bar den rigtige vej. Jeg så som 16-årig TV-billederne af Khomeiny i Paris gå ombord i maskinen til Teheran, og jeg så hvor skrøbeligt, historiens forløb var, og alligevel tilsyneladende nødvendig og uomgængelig. Hvor nemt ville man ikke kunne standse ham! Det forekom mig absurd, at man bare kunne sidde og se passivt til, mens verdenshistorien tog en så – i mine øjne – letforudsigelig drejning. Jeg dagdrømte om en sort hånd, der kom ud fra den venstre side af TV-skærmen og trak ham væk fra flyets indgang.

    I dag ved jeg godt, at det kun havde ændret detaljerne i historien – den var formentlig blevet en anelse værre, hvis Khomeiny var blevet stoppet med magt.

    Den beskrivelse af jer, som du leverer i dag, var også min beskrivelse af jer fra dengang i 80’erne, hvor det virkelig var et helvede at mene “forkert”. Og når man har gennemlevet en massiv udskamning og fordømmelse gennem en væsentlig del af sin ungdom, får man vel aldrig nok af at få bekræftet, at man havde ret i de beskrivelser af verden, som man trods repressalierne og den sociale ekskludering (man var “spedalsk” i mange sammenhænge) tålsomt hang ved, fordi de var identiske med det, man så.

    Racismeanklagen blev for øvrigt først for alvor sat i system under Ekstra Bladets sensationelle kampagne, “Racismen marcherer i Danmark” (som de reelt, skal det siges, forsøgte at afvikle igen med “Godhedens Pris” 15 år senere). Den affødte et væld af stærke læserprotester, som bladet samlede i en stor, sort ramme og placerede under overskriften: Rasende racister skriver.

    Synd at den kampagne, og reaktionerne på den, ikke er med i “Et delt folk”. For det var dér, ordet “racist” om masseindvandringsmodstandere, blev legitimeret for alvor. Derefter hed det spøgende og affærdigende: “Nej, nej, selvfølgelig er du ikke racist – du kan bare ikke lide fremmedarbejdere!” Og det var jo en sjov bemærkning, ikke sandt, for folk der “ikke kan lide fremmedarbejdere” … de var jo netop, ha ha, racister. Egentlig var det folkevid, der udtryktes i morsomheden, tidens mest godartede Hån, Spot, og Latterliggørelse. Jeg synes bare det lød dumt, og det synes jeg stadig.

    Det er interessant, i øvrigt, at “de højreekstreme” i dag, næsten udelukkende består af mennesker, der engang var “anstændige”, og i det hele taget i vid udstrækning kommer fra centrum-venstre. Og ikke af “rasende racister” (som mig). Den udkvistning er yderst interessant som fænomen, og styrker “højrefløjen”s troværdighed kolossalt. Det er egentlig “venstrefløjen mod venstrefløjen”. – Det er i orden at være højrefløj! Men man skal ikke kalde sig højrefløj i protest – for så ender man dér, hvor de alt for mange endte, som under 80’ernes “anti-racistiske” ny-mccarthyisme bittert udbrød “Okay! Så siger vi, at jeg er racist! Men man bliver sgudda også racist, når man ser (…)”. Ah, de indrømmer det selv

    Vi var ikke racister, da de kaldte os dét, og jeg advarede datidens kritikere mod at at acceptere stemplet i trods. Vi er heller ikke højreekstreme – vi skal slet ikke medgive de amoralske æstetikere den mindste grad af medholdelighed i deres forsøg på at dehumanisere os som blot underlødige “ekstremister”, eller plejende et bestemt, dogmatisk, reaktionært, og uskønt, menneskesyn.

    – – –

    • Morten – – –

      Eller:

      Vi er ikke højrefløjen!

      Vi er mennesker!

      Det kan godt være, at mange af os i dag stemmer på det, der relativt kaldes højrefløjen. Men det er ikke derfor, vi mener, som vi gør. Og i de fleste tilfælde sågar: Tværtimod.

      Det skal vi huske at minde os selv om, så vi giver vores modpart en bedre mulighed for at erkende det. Måske vi så når at opleve endnu en udkvistning på den bestående venstrefløj, baseret på sandhedssøgen. Hvem ved …

      – – –

  • Otto

    Ved ikke hvem du er Britta Mogensen men må jeg gratulere med et usædvanligt sobert og velargumenteret indlæg.
    Hvordan får “man” kommentarer til dette fra de tre forfattere til den “nye værdipolitik”…

  • Limewoody

    Man kan med al mulig ret spørge de ansvarlige institutioner og enkeltpersoner, der har været initiativtagere til den ulyksagelige samfundsmæssige udvikling om med hvilken ret hvilket ansvar, hvilken legitimitet og hvilket folkelig demokratisk mandat de har haft til at ændre det danske samfund så fundamentalt som de har?

    • Morten – – –

      Jamen – vi har skam stemt på dem! Også Britta. Og praktisk taget hver evig eneste af de, der i dag betegner sig som islamkritiske. Alle ere de frafaldne … Forhør dig selv 🙂

      – – –

      • Maria Due

        Morten.

        Giv os lidt kredit, hva! Jeg er ikke spor frafalden, og det er der mange andre, der heller ikke er. Vi har bare passet vores arbejde og taget skraldet, hvadenten det kom fra den ene eller den anden kant.

      • Morten, du ved ikke, hvad du udtaler dig om. Jeg var masseindvandringsmodstander fra dag 0, og det var der mange andre i min bekendtskabskreds, der også var. Men ingen af de “ledende”. Jeg rejste sagen mange gange i Venstre på Frederiksberg, men blev hver gang tysset ned. Vi har før nævnt Uffe Ellemann, der på et landsmøde i Venstre afskar debat med ordene: “Husk på, at jeg selv er efterkommer af indvandrere.”

        Hold da kæft, for et argument!

        • Maria Due

          Tak, Gunnar Biering.

          Uffe Ellemann er efterkommer af en af de spanske soldater, der passerede Fyn for lidt over 200 år siden, da natten også var pigernes egen. Han er desuden bedstefar til børn, hvis efternavn er Kharabian. Karen Ellemann har tidligere været eksotisk gift, og mon ikke det talte nok så meget, da hendes far kom med sin idiotiske bemærkning.

          Jeg har netop regnet ud, at min modstand mod indvandringen er mere end 30 år gammel, og jeg har alle år stemt Venstre og i indvandringsspørgsmål været helt på linje med alle Venstrefolk, jeg kender, hvoraf kun en har været i politik og højt på strå.

          Der er i mange år foregået en mere eller mindre usynlig kamp ude i virksomhederne, som Morten åbenbart ikke ved noget om. Hvis jeg skal komme med et eksempel, skal det være Isbryderordningen, hvor indvandrede med statstilskud fik job i erhvervslivet for en tidsbegrænset periode og med henblik på, at de skulle blive selvforsørgende. Det var i Nyrups regeringstid, og Socialdemokratiet forventede, at Isbryderordningen ville føre til fastansættelser.

          Der blev udarbejdet en rapport, hvor forløbene blev fulgt overfladisk til dørs, og den kunne for 10-11 år siden rekvireres gratis. Det gjorde jeg, og det var nedslående læsning ikke mindst, fordi rapporten forsøgte at nedtone, at der var tale om en kæmpe fiasko, der ikke førte til fastansættelser. Det fremgik, at der havde været betragtelige problemer, men lige netop det punkt, der var det væsentligste af alle, blev ikke uddybet i den gratis rapport. Der findes stadig en Isbryderordning, men i dag handler den om hjælp til handicappede.

        • Morten – – –

          Hej Gunnar

          Ved ikke, hvad jeg taler om … hm, det håber jeg ikke du har ret i. Jeg har da stemt på dig, og så siger du sådan – har du virkelig råd til det ? Nå, spøg til side. Jeg stemmer på dig, lige så tit, du bare stiller op. Det gjorde jeg også med Ib Christensen, så du er kommet i fint selskab.

          Aha. Så hører du til De Rasende Racister, ligesom jeg – og altså Maria. Men jeg synes stadig, det er karakteristisk, at de, der for alvor kaster sig ind i kampen nu med friske kræfter og en sjælden ildhu, er de, der før tilhørte den modsatte fløj, og nu med samme gode intentioner, men mere oplyste, går imod det, de ikke længere opfatter som en menneskevenlig politik.

          Jeg ved ikke, om befolkningen blev ført bag lyset, eller den bedrog sig selv. Jeg synes jo nok, at når man hørte på Ole Espersen og Bernhardt Baunsgaard dengang, så var det tykt og forlorent. Kunne man virkelig ikke høre det ? Egentlig var det heller ikke det, der blev sagt, der var stygt. Det var det, at man lod hvad som helst, der blev udtalt til støtte for “sagen”, passere i tavshed. Som da en kvindelig politikers stemme knækkede over af rørelse, da hun i et forsvar for modersmålsundervisningen, gjorde gældende, at hvis noget var en menneskeret, så var det da det, at mor og barn kunne tale sammen på det samme sprog! I dag skal man heldigvis et godt stykke op i Sverige, for at høre tilsvarende sentimentalt bavl. Men dengang rystede man end ikke på hovedet, selvom det burde have givet anledning til at drage vedkommendes dømmekraft i tvivl. Tværtimod blev det sendt i flere af radioaviserne på en bestemt dag.

          Jeg er ikke sikker på, man ikke kunne have set det. Og Gunnar: Stemte du så på denne Uffe Ellemann-Jensens Venstre, og dermed på hans politik ? Det stod dig frit for at stemme på indvandringsmodstandere, selvom du var medlem af, og principielt sympatiserede med, Venstre. Jeg anbefaler altid folk at melde sig ind i det parti, de sympatiserer med – men ikke nødvendigvis at stemme på det. Nogen gange er den største tjeneste, man kan gøre et parti, at undlade at stemme for dets politik, hvis den er på vej ud af en gal tangent. Det kan ikke engang kaldes illoyalt. Vi har netop stemmehemmelighed af samme grund: Vores loyalitet må kun være til vores samvittighed.

          – – –

        • Morten – – –

          Og til Maria:

          Vi vidste allesammen godt, at “Uffes datter kæmper for sin flygtning” – for sådan lød avisernes overskrifter. Om det var fordi familien dyrkede “flygtninge-romantik”, eller det, som du antyder, var derfor “Uffemanden” lukkede debatten ned i Venstre (en handling, han stadig er stolt af) ved jeg ikke. Men mange, mange priviligerede familier dyrkede flygtninge-romantik i de år. De var bare sexede, de smarte velklædte unge mænd med de store smil, der havde “været nødt til at flygte” (zuperzejt 🙂 ). Men flygtninge var de jo ikke, og endnu mindre politiske. Det havde ikke mange af dem intellekt til at være.

          Jeg kendte adskillige “flygtninge” dengang (det kunne ikke undgås, da min mor var “flygtningeven”). Og jeg fortæller gerne ved lejlighed. Det er både pinligt og sjovt, som man siger 🙂

          Og da min mor omsider(!) opdagede, i hvor høj grad, de tog gas på os, blev hun rasende! I dag stemmer hun troligt på DF. Hver gang! Så hun er også en af De Sidste Dages Hellige 🙂 Og gudskelov for det. “Der er mere glæde i Himlen over (o. s. v.)”.

          – – –

        • Maria Due

          Morten, du skrev:

          “Men jeg synes stadig, det er karakteristisk, at de, der for alvor kaster sig ind i kampen nu med friske kræfter og en sjælden ildhu, er de, der før tilhørte den modsatte fløj, og nu med samme gode intentioner, men mere oplyste, går imod det, de ikke længere opfatter som en menneskevenlig politik.”

          Der skitserer du det forhold, som fik mig til at skrive mit første indlæg på denne tråd. Nemlig en vis opgivenhed over, at gengangerne fra den venstre fløj altid tror, at de – og kun de – er lyset, der brænder varmt og ægte med stort følelsesregister og kræfterne og godheden indsat de rigtige steder.

          Det drejer sig åbenbart om en udadvendt psykisk tilstand og et behag derved, der er mere tillokkende for nogen end for andre, og hvor man uanset placeringen på et givet tidspunkt – til højre eller venstre – har nemt ved at ringeagter anderledes tænkende.

          Det ligger endda snublende nær at tænke, at når man længes efter en genforening af det danske folk, tænker man på en genforening med dem, som man tidligere var enige med, fordi alle andre i virkeligheden ikke tæller og aldrig har gjort det.

    • @ Limewoody: Den demokratiske legitimitet var aldrig til stede sådan som 7-8 Gallupper i tiden 1983 til 2001 om emnet viser. Derfor kan man også trygt afsige sig meddelagtighed i det, eftersom vi ikke bare aldrig blev spurgt, men masseindvandringen fandt sted imod et flertals ønsker. Man er en dårligere demokrat, men det er ikke selvforskyldt.

      • Morten – – –

        Steen – det er rigtigt, at vi ikke blev spurgt. men vi fik også at v i d e, at vi ikke blev spurgt. Det blev meldt klart ud, at man mente, at “befolkningen er ikke moden til at tage stilling til det spørgsmål”.

        Hvorfor stemte vi så på politikere, der sagde sådan ? Og det gjorde de ! Mere uhæderlige var de trods alt ikke.

        Uffe Ellemann-Jensen ville ikke have, at indvandringsspørgsmålet blev valgtema, for “det bliver let så grimt”. Gunnar, var du til stede, dengang Uffe spurgte de ledende tillidsfolk i Venstre, om der var nogen, der meldte sig frivilligt til at gå ud og samle ind for “Flygtning 86” ? Dengang alle som een rakte hånden i vejret, og Uffe Ellemann-Jensen med sin charmerende, vismandsagtige snøvlen kvitterede med et “tak! – men det vidste jeg godt!”.

        Det var omtrent på samme tid, som Søren Krarup blev den første indvandringsmodstander, der fik fri taletid mod en tilhænger, formanden for Dansk Flygtningehjælp Thor A. Bak. Nemlig dengang Danmarks Radio sendte en udsendelse om “flygtningene i Kalahari Ørkenen”, så vi allesammen kunne se, at det ikke var for sjov, man flygtede! Den udsendelse, der fik Bent Bertramsen til i Næste Uges TV at sige, at “man fristes næsten til at spørge, om den mon fes ind på lystavlen – helt derovre i Seem (Søren Krarups sogn)”.

        Husker I det ?

        Var du ude at samle ind til “Flygtning ’86”, Gunnar Biering ?

        – – –

        • Hej Morten
          Nej, jeg har aldrig samlet ind til flygtninge – jeg mener, at vi skal give dem fiskestænger, ikke fisk – eller rettere sagt bede de afrikanske mænd om at bruge de fiskestænger, de har. Og jeg betaler rigeligt over skatten, vi har vist verdens fjerdestørste U-landsbudget efter landets størrelse. – Jeg var heller ikke med til det møde med Uffe Ellemann. Jeg kan fornemme, at der har været tale om et ret ubehageligt gruppepres.

          Iøvrigt meldte jeg mig ud af Venstre omkring 1990 i protest mod dels indvandringspolitikken, dels EU-begejstringen. Jeg fik aldrig nogen reaktion fra lokalformanden på mit udmeldelsesbrev, trods mange års medlemsskab, tillidsposter osv.

          Men der var altså også nogen fornuft i VK allerede dengang. Tamil-sagen startede jo, fordi man kunne se, at de var fup-flygtninge, der ikke kom direkte fra Sri Lanka. De kom med charterfly fra New Delhi, der bor jo 50 millioner tamiler i Sydindien! Kun den gale udlændingelov fra 1983 tvang myndighederne til at lukke dem ind. I årene efter prøvede VK-regeringen faktisk at repatriere dem. Men tidsånden var jo en anden – Bjørn Elmquist sad i Folketinget for Venstre!

          Folk flest var simpelt hen for gode, godtroende og kortsynede.

          Iøvrigt: Tak fordi du stemte på mig!

        • Morten – – –

          Det gør jeg minsæl gerne igen – stemmer på dig. Og anbefaler dig.

          Ja, der var til det ubærlige tale om gruppepres. Det var en jovial (ellemannsk) form for nordkoreansk “samdrægtighed”, man var vidne til. Alle smilede. Også alle de, der aldrig hverken før eller siden har samlet ind til Dansk Flygtningehjælp, fordi det ikke faldt dem naturligt.

          Nåja. Det var dengang Venstres formand for alvor havde magt til at sætte dagsordenen, som han har fortalt i et meget seværdigtTV- interview, givet til Jes Stein Pedersen. Og dengang, det faldt Ekstra Bladets daværende tegner, Anne-Marie Steen Petersen, ind konsekvent at fremstille ham som “solkongen”.

          – – –

  • Maria Due

    Selv om min harme ikke er mindre end Britta Mogensens, tillader jeg mig at spørge, hvornår danskerne nogensinde fuldt og helt var et samlet folk?

    Jeg mener at have god indsigt i vor historie og kan ikke komme i tanke om en periode, hvor der ikke fandtes nogle skarpe skel, som delte os. Derimod kan jeg få øje på en ofte set egenskab hos dette delte folk, som jeg allerede til min forundring blev klar over, da jeg oplevede den hos mig selv og andre landsmænd under udlandsophold. Vi har en pragmatisk tilgang til først slagsmål og siden problemløsning i fællesskab. I øjeblikket kniber det gevaldigt, men jeg har ikke opgive håbet, selv om jeg for længst har afskrevet personer som Anita BB, der forekommer mig at være så langt ude i de sygelige, at det virker småperverst. Mon ikke afdøde hr. Seidenfaden faldt for det.

    Til vore romantiske myter hører den om vore vikingeforfædre, der alle var lige. Det var de ikke, vikingetidens samfund havde skarpe sociale skel.

    Der gik også skarpe skel gennem middelalderen, hvor lavadelsmanden Niels Ebbesen sammen med andre jyske stormænd startede et oprør, da han slog Oluf Hase ihjel i Randers. Det var en politisk familiehistorie midt i en tid, hvor landet var faldet fra hinanden. Det samme gælder Grevens Fejde, der også var en regulær borgerkrig. Det kostede mange danskere livet, da vi gik over til den lutheranske tro.

    De slesvigske krige var ligeledes borgerkrige med alt det ekstra forfærdelige, som sådanne krige indebærer. Her var det officersstanden og igen bondestanden, der led de største tab pga. hovedstadens nationale drømmere. De fleste af os jyder havde en eller flere forfædre med ved Dannevirke og i Dybbøls slagtehus.

    I de kommende år fostrede landet en strøm af radikale historikere, politikere og intellektuelle meningsdannere, pacifister alle til hobe, hvorefter kongerækken blev dæmoniseret og latterliggjort. Resultatet ses hver dag i netdebatten, hvor et skævvredent historiesyn er fremtrædende, og derfor er det også bittersødt at læse Henrik Gade Jensens blogtråd ”1000 års monarker”, hvor han bl.a. beretter flg.:

    ”Og Christian X skulle da også den 9. april 1940 efter den hurtige besættelse af landet have sagt til den radikale udenrigsminister P. Munch: ”Så er det endelig lykkedes Dem at køre denne nation i sænk”.

    Vores fælles historie fra besættelsestiden viser endnu engang dybe kløfter, og det samme gælder i dag vort syn på krigene i Irak, Afghanistan og Libyen. Jeg er helt enig med professor Bent Jensen, der skrev i en kronik, at det hovedsageligt er de mindst privilegerede danske samfundslag, der har båret denne byrde, og jeg kan ikke forstå, at f.eks. DF ikke har haft øje for, at det ikke er hellerupdrengene, der er kommet døde eller handicappede hjem fra Afghanistan og Irak.

    Min bedste veninde er radikal, fordi hun voksede op på en lille gård, hvor den slags kom ind med modermælken. Vi er nødt til at undlade at tale politik, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hendes gode hjerte endsige, at vi vil ende på samme side. I Norge er min nærmeste familie så ræverød og forarget over ”racisterne”, at det ikke kan blive værre, og mit arme barn har oplevet, hvordan hans gudforældre begge forsøger at kapre ham. Den norske gudmor med moralske svadaer, og den danske gudfar møder op og udtaler i sagastil: ”Din mor opgiver ikke let!” (Det er jeg lidt stolt over, for han har hjemmet fuldt af tennispokaler og ved, hvordan det er at kæmpe set for set.)

    Så jo, jeg kender til de kiler, som det islamiske spørgsmål har skudt ind i vore samfund, og som skiller os i øjeblikket, og heller ikke jeg tør i min vildeste fantasi håbe på, at vi i længden kan leve i fred med en stor muslimsk befolkning i blandt os. Men jeg har ikke opgivet, at hovedparten af mit eget folk en dag bliver enige om at se det formålstjenlige i at trække i samme retning.

  • Menig 442

    En handling foretaget af godhed vil fritage en udøver af en sådan handling, ligegyldig hvor meget elendighed den forårsager, fra ansvar.
    Årsagen til problemerne med indvandrer af fredens religion, skyldes aldrig dem, der har lukket dem ind, men tørres af på dem, der har mod til at åbenbarer problemerne.
    Sådan fungerer den politisk korrekte vestlige civilisation.

  • Tim Pallis

    Kære Britta

    Tusind tak for en fantastisk værdipolitisk artikel. Du er simpelthen så god og skarp, at det er få i dette land, som kan måle sig med dig. Sikke underspillet ironi, som karakteriserer det meste af artiklen, og så til sidst skyder du med skarpt. Jeg ville ønske, at eliten fik den læst højt – især Morten Østergaard og Stampe segmentet. Ja jeg er også begyndt at tvivle på, om vi nogensinde bliver et samlet folk igen. Jeg håber ikke at det ender i borgerkrig, men der er så dybe skel mellem venner og familiemedlemmer, skabt af den kulturradikale og kulturrelativistiske venstrefløj, som række så langt ind i de borgerlige rækker, at fremtiden ser ud til at blive uhyggelig.

  • Maria Due

    Tim Pallis skrev.

    “Ja jeg er også begyndt at tvivle på, om vi nogensinde bliver et samlet folk igen”

    Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig med dig, egentlig tror jeg ikke, at du hører til blandt dem, der først var fanatiske på den ene fløj og så blev det på den anden. Men derfor er det alligevel på sin plads, at du eller andre af Britta Mogensens beundrede for et øjeblik glemmer nationalromantikken og svarer os på, hvornår danskerne fremstod som et samlet folk? Og om I bryder jer om, at I støtter et parti, hvis militære chefideolog aldrig har rystet på hånden, når Jimmy og Johnny og Brian kom hjem i kister eller uden arme og ben og sjælefred.

  • Holgers ven

    I er bare nogle dårlige tabere.

    Hvem gider tage jer alvorligt?

  • Tim Pallis

    Svar til Maria Due

    Jeg er født før 2 verdenskrig og husker sabotager, brande, skyderier, luftalamer, politiets tilfangetagelse, slaget om Amalienborg, fordi jeg boede på Esplanaden. Jeg har stadig den jernstump, som fløj ind af vinduet i mit barneværelse, da de sprængte den danske flåde i luften på Holmen. Da jeg var 7 år så jeg min fars billedreportager fra Bergen Belsen og andre rædsler. Det glemmer jeg aldrig. Jeg lærte at hade tyskerne og beundre Churchill. Mine forældre stemte altid konservativt. Det gjorde jeg også, da jeg var ung. Senere stemte jeg på Retsforbundet og de radikale. Jeg har aldrig været på venstrefløjen. I dag stemmer jeg helhjertet på Dansk Folkeparti. Der er ikke andre muligheder. Jeg har beskæftiget mig med mystik, religion, filosofi hele mit liv og troede i mange år, at sufismen var den rigtige Islam. Efter 9/11 opdagede jeg, hvad der var den rigtige islam med hjælp af en god ven. Nu ved jeg hvor farlig den religion er. Den er værre end nazisme og kommunisme. Jeg har aldrig støttet krigen på Balkan, Afganistan og Iraq. Vi har ikke noget at gøre der. Men jeg har det problem, at det sikkert går pigerne og kvinderne ilde, den dag vi ikke er i Afganistan mere. Var det svar nok?

    • Maria Due

      Tim Pallis. Nej, men jeg har ikke krav på svar af nogen art. Også jeg blev i syvårsalderen, da jeg havde lært at læse, konfronteret med et forfærdeligt billedmateriale og beretninger fra tyske koncentrationslejre, som fandtes i nogle af de bøger, jeg først fik fat i. Til min mors irritation fik jeg derefter den dårlige vane at vandre sovende og grædende rundt i huset om natten, og det stod på i flere år. Da min mor døde for få år siden, tog jeg mange bøger til mig, og da jeg nåede til førnævnte bøger, skændtes jeg lidt med mig selv. Historikeren sagde, at det var dokumentationmateriale fra efterkrigsårene og som sådan skulle beholdes, men barnet fik det sidste ord, jeg ville ikke have dem ind i mit hjem. Jeg afskyr islam og har aldrig studeret mystik eller opsøgt den, men jeg oplever den undertiden i frapperende mængder, og det har ofte forskrækket mine omgivelser eller forledt dem til at tro, at jeg vidste mere, end jeg gjorde. En jungiansk idéhistoriker har belært mig om, at jeg skal tage den slags alvorligt.

      I går kunne man på side to i Jyllands-Posten læse flg. i et interview med socialdemokraten Morten Bødskov:

      “Og selv på højrefløjen er der opbrud. Det har været positivt at se Liberal Alliance og De Konservative bidrage til at løse problemerne med fornuftige brede aftaler med regeringen. Det kan undre, at Dansk Folkeparti og Venstre i stadig stigende grad isolerer sig yderst på højrefløjen [Jeg er tilfreds med, at der både hos De Konservative og Liberal Alliance er parathed til at indgå i brede aftaler om en ny udlændingepolitik. Vi skal have udlændingepolitikken tilbage på midten”.

      Jeg har aldrig betragtet hverken Venstre eller DF som yderligtgående partier. De seneste meningsmålinger viser, at DF så nogenlunde holder på sine vælgere, mens Venstre siden valget har forøget sine mandater med næsten 50 pct., mens De Konservative er tæt på spærregrænsen og Liberal Alliance også er gået tilbage. På venstrefløjen er tilbagegangen stor, og Den “matematiske midte” må i dag ligge et stykke inde på den blå banehalvdel.

  • Maja H.

    Tim Pallis:

    Du har oplevet 2. verdenskrig, nazismen, kommunismen, kz-lejre, og alligevel siger du: islam er værre. Hvordan kan mere end én milliard mennesker “stemme” på islam? Tvinges de, mener du? Jeg forundres.

    • Det kan de fordi de er opdraget til det eller ikke véd bedre!

      Ligesom med kommunismen eller nazismen…

  • Anne Marie Buch

    Maja H,

    nu er det jo under doedsstraf forbudt at forlade islam, og de muslimske befolkninger faar rigtig mange boern (i mange tilfaelde fordi de ikke doer af sult fordi vesten stoetter okonomisk). Saa giver det pludselig mening at 1 mia mennesker ’stemmer’ paa islam, ikke? De har ligesom ikke rigtigt noget valg, vel?

  • Maja H.

    Hej Anne Marie

    Jeg mener, at islam må indeholde noget godt, siden så mange ikke vælger at forlade religionen. Det er jo langt fra alle steder, man får hugget hovedet af ved apostasi. Vi må finde frem til, hvad der gør islam tiltrækkende. Enige?

  • Pingback: Söndagskrönika: Ekon från forntiden « Snaphanen()