Efter indsamlingen, der reddede bloggens liv i overskuelig fremtid var det lidt af en overraskelse Uwe Max Jensen havde i baghånden ved vores besøg hos Vilks i onsdags: Han havde formået at få Lars Vilks til at donere en tegning til bortauktionering for Snaphanen.

Det slog mig et meget kort sekund, at indlemme den i min egen kunstsamling, men det kan selvfølgelig ikke komme på tale, når Uwe og Vilks har bestemt den for et andet formål. Derfor kan man nu byde på den fra i dag og otte dage frem til søndag den 25.3 kl 20. Der bydes til mailen snappost (snabel a) yahoo (punktum ) dk og der betales til sin tid til Pay Pal ude til højre. Derefter får liebhaveren tegningen sendt i solid emballage, så den ikke bliver krøllet. Hver aften kl 20 skrives den aktuelle stilling for budene ind i denne post, som bliver liggende øverst i nogle dage. Tak Uwe og Vilks – og kommende kunstsamlere. Her er han så med en lille hund og efter en rundvisning på Carlsberg fortinnet af druk efter x-antal Elephantøl:

Der er intet auktionsgebyr og intet mindstebud, men der er den 25.3 budt: 5.300 kroner (danske) Tegningengen solgt til U.S.A.

Alltsedan min teckning av Profeten och H C Andersen på studiebesök i Carlsbergsbryggerierna (2006)väckte intensivt intresse i Karlstad har jag velat möta denna uppmärksamhet med en ny version. Den nya versionen bär titeln Efter avslutat gemensamt studiebesök på Carlsbergsbryggerierna bjuder H.C. Andersen sin profetgäst farväl, dock blir denna gest på grund av elefantskäl ej uppfattad, teckning A4, 210 mm, 297 mm, signeret, Lars Vilks 2012. (uindrammet)

Fra Mikael Jalvings beretning om besøget i onsdags:

Lars Vilks er for meget – „Nimis‟

(klik foto f. helskærm)

Lars Vilks nærmest løber ned ad den stejle klippeskrænt over jord, rødder og granit med de to politifolk i hælene. [..]

Den efterstræbte kunstner lader til at have vænnet sig til omstændighederne, og jeg kommer til at tænke på, at mennesket er et plastisk væsen – på godt og ondt – men det er først på vej over stok og sten ned til hans livsværk, at han med sine hurtige og præcise skridt badet i den nådesløse forårssol røber, hvad han er lavet af: energi. Den mand er et helt økosystem, en skånsk drømmer, hvis ikke det var for hans fornuft, en idealistisk oplysningsmand, hvis ikke det var for hans realisme.

Lars Vilks ved godt, at han har bevæget sig over en grænse og fornærmet såvel de godhjertede som dem med onde hensigter, men han sammenligner sin personlige Muhammed-krise med den ballade, det udløste, da han tilbage i 1980 påbegyndte det arbejde, der mere end 30 år senere må regnes for hans livsværk, Nimis-tårnene ved kysten ud for Arild. Bygget af træ og drivtømmer rager tårnene mere end 30 meter op som en sær blanding af skyskraber og flygtningelejr, et monument over kaotisk orden og improvisation i forhåndenværende materialer.

Nimis betyder ”for meget” på latin, og Lars Vilks er for meget til Sverige, før som nu. Af forskellige grunde, forstås, men konklusionen er den samme. Hvor det i dag er vrede muslimer, der vil have Vilks sat ud af spillet, var det i årevis myndighederne, som ville sætte en stopper for Nimis og stadig slæber ham i retten. Engang var det folkehjemmet, der bestemte; i dag er det folkevandringen.

Alligevel står Nimis endnu og er vokset med tiden trods vind og vejr. Hver sommer valfarter turister fra nær og fjern hertil – camperer, vegeterer, drikker og ryger. Da jeg spørger kunstneren, hvad meningen med Nimis er, svarer han, at pointen er stedets sociale relation. Fra protest, kritik og forbud har relationen over tid forandret sig til interesse, sympati og praksis. Først senere ved vi, om det samme sker med kritikken af Muhammed og hans raske drenge.

Vilks går over grænsen og er med sin kunstneriske ekstremrealisme i familie med den ligeledes i Skåne bosatte norske succesforfatter Karl Ove Knausgård. Det er Knausgård, der har skrevet, at der i Sverige findes en gul streg på gulvet, som ikke må overskrides. I Sverige handler det fortsat om ikke at støde hinanden, men om at sige og gøre det, man skal. Knausgård skriver det modsatte. Vilks gør det. MIkael Jalving: Ytringsfrihed på svensk

19.03: Mark Steyn om Vilks

Meanwhile, Lars Vilks, the Swedish artist with whom I had the honor to share a platform in Copenhagen a year or so back, lives under constant threat of murder but refuses to go into hiding. He has had his home firebombed by some strikingly inept fatwa-enforcers who managed to set their pants alight and were forced to flee trouserless through the snowy wastes. Artists congratulate themselves incessantly on their “courage,” far more than soldiers or firemen do. But Mr Vilks is actually having to live up to it. I would be more hopeful about the future of the west if the ranks of “bold” “transgressive” artists numbered more Lars Vilkses and fewer Garry Trudeaus. (Plug alert: I’ll be speaking on this and related topics in Toronto next month. So far, compared to Lars’ pantsless incendiaries, the death threats are rather dull.) Comic Strib<