13
maj
Seneste opdatering: 14/5-12 kl. 1852
15 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Child sex grooming case WAS about race and it would be a ‘national scandal’ if political correctness meant it was not stopped sooner, says equality chief Trevor Phillips

“Mønsterbrydere” tegner et mønster

Når jeg hører ordet, rækker jeg ud efter en håndvarm dobbelt-grappa. Naturligvis er der mønsterbrydere, der virkelig bryder mønstre, men det er som om, at så snart én kommer i pressens søgelys som rollemodel, så går det helt galt. Lad dem dog bryde mønstre i anonymitet, så bliver presse og politikere heller ikke til grin efterfølgende. Der var rollemodellen fra Odense, der skød to israelere ned, der var ham der dræbte en socialrådgiver i Holstebro, der var Kurt Westergaards wannabe morder, de mønsterværdigt kun ville forskrække ham. Han var “som teenager var en respekteret rollemodel i Aalborg,” og hvem var der ikke? Nu er der Foghs rollemodel og mønsterbryder, der falder ind i et ret kendt mønster. Han var kristen Eritrianer og jurastuderende, men konverterede til…slam blev Hizb-ut-Tahrir og forlod sit studium. Mon ikke ordet stille og roligt går af mode, det er jo livsfarligt?

26-årige Yonas Kiros var noget særligt. En af de typer, som hele Danmark satsede på skulle fremme integrationen og vise vejen for andre nydanskere, der kom til landet, og som havde svært ved at vænne sig til danskere og danske forhold.I 2006 skrev Yonas Kiros en grundlovstale, da han meldte sig til en konkurrence udskrevet af det daværende integrationsministerium. Den unge mand med rødder i Eritrea vandt klart. Hans tale var så god, at statsminister Anders Fogh Rasmussen tog ham med på sommerturné i Danmark, hvor både han selv og Yonas Kiros holdt lyse, håbefulde taler om demokrati og integration. Statsministeren spiste endda middag hjemme hos Yonas Kiros og hans familie. Men i dag har familien ikke set Yonas i tre år. Han har valgt dem fra……..Tidligere statsministerer Anders Fogh Rasmussen ønskede ikke at kommentere sagen. – Rollemodel blev ekstremist. BT 14.05.2012. DR P 1 Ungdomskanon: Yonas Kiros, Yonas Kiros er en mønsterbryder. Statsminister Anders Fogh Rasmussen deltog Grundlovsdag i Terndruplund syd for Aalborg. Her delte han taletid ud til Yonas Kiros.

“Det Si’r Sig Selv, Det Si’r sig selv”

som en stærkt overvurderet popmusiker synger. Hvad siger sig selv? At når Ekstra Bladet skriver ‘bander’, mener de ‘indvandrerbander.’ Nicolai Sennels havde en mailudveksling med en journalist på EB, som vi for høflighedens skyld kalder NN:

Hej NN
Din artikel om rockere og bander indeholder intet om rockere. Og så kunne du måske præcisere lidt ved at skrive, at det drejer sig om indvandrerbander. “Indvandrerbander optrapper” ville være en bedre overskrift.
Mvh. Nicolai Sennels

Hej Nicolai

Tak for henvendelse. Rubrikken er i og for sig dækkende nok, i det der er tale om et artikelkompleks, der også indeholder artikler om rockere. Disse er der linket til i hovedartiklen. Her beskrives det, hvordan HA, Bandidos og de forskellige bander agerer internt, mens de søger rygdækning i forhold til de forskellige fjendebilleder. At der er tale om indvandrerbander, siger sig selv, vil jeg mene. VH og fortsat god søndag. NN

Sennels: Hvordan siger det sig selv?

NN: Fordi det gør det. Jeg tror langt de fleste borgere er klar over sammenhængen. Især dem der følger Ekstra Bladets skriverier om banderelaterede sager. Ingen kan beskylde os for svenske tilstande.Vi omtaler jævnligt de omtalte bander som kriminelle grupperinger med indvandrerbaggrund.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Salafisten – Wie Terroristen in Deutschland von Sozialhilfe leben (Wahhabiten)

    http://www.youtube.com/watch?NR=1&feature=endscreen&v=2uhWy2NiPo8

    Spiegel TV über Terroristen, die in Deutschland auf Kosten der Steuerzahler
    leben und über die Pannen des BKA bei den Ermittlungen.

  • 17.096,46 DKK om måneden. Hvor kært tyskerne tager sig af ham, mens han hviler ud mellem jihad-virksomheden.

  • Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvilket “W”, der skal sættes foran titlen “verdens modigste mand”, i disse dage.

    Wilders eller Weston!?

    Det store “Y” (Yahweh) velsigne dem begge.

    • Marie

      Umiddelbart synes jeg, at Paul Weston er den bedste taler.

    • jeg kender nu ikke den ‘ voldtægtsepedemi’ i København – jeg kender nogle gamle tal på indvandrede/danske gerningsmænd, og den er ubehagelig 67-75 % var indvandrere for år tilbage. Men jeg er da klar over, at langt de fleste voldtægter ikke anmeldes. Selvom helt specifikke antal på etnicitet og voldtægt forholdes offentligheden, mener jeg alligevel synes at Weston skulle holde sig til det, man ved. Wilders var lige så stor i slaget i Deadline for et par år siden. Det betaler sig ikke.

      Men Weston taler jo om et fænomen – muslimske mænds grove, gentagne udnyttelse af børn – som de kender meget bedre i England, end vi gør det i Danmark. Jeg forstår fuldstændigt hans vrede.

      • Ja, det er lidt en ridse i lakken.

        Han optegner dog udmærket et generelt fænomen, som desværre er korrekt nok.

        • Morten – – –

          Ratioen er ikke god i København heller, men det interessante ved Danmark er, at en åben debat virker. Som Rockwool-fonden senest har konkluderet: Jo åbnere debatten er, desto bedre for den gensidige respekt og dermed – ja, simpelthen, oh denne verdens “svenskere” – integrationen

          København er ikke et eksempel på en voldtægtsepidemi, men på noget andet. Og ikke mindre interessant. Nemlig at samtale giver færre voldtægter. Altså: Dialog i egentlig forstand. Ikke i den forstand, der ikke tåler frisprog.

          Vi døjer med de samme dårskaber, som vore skandinaviske broderfolk, men det er dog lykkedes at trænge igennem med nogle synspunkter, som indvandrerne dybest set synes, vi har ret i. Og det er det bedste for kommunikationen, som tænkes kan. Hvo der siger andet, lyver.

          – – –

  • Marie

    FRIHED ER IKKE TOMHED

    Katrine Winkel Holm har læst bogen ”De sidste timer. Afskedsbreve fra frihedskæmpere 1943-1945” og hæftet sig ved de begrundelser, som de dødsdømte gav for at have sat deres liv på spil. »Jeg kæmpede og faldt for Danmarks ære«, skrev en maskinlærling til sine forældre, og Marius Fiil valgte bl.a. ordene: »For Danmark og for vores konge«.

    KWH konkluderer derfor, at det var for Danmark og Danmarks frihed, de døde og fortsætter med at spørge .

    ”Hvad er det for en frihed, der nu kæmpes og argumenteres for? Læser man f.eks. Cepos-juristen Jacob Mchangamas nyudkomne bog ”Fri os fra friheden”, giver svaret ikke umiddelbart sig selv. Der tales om frihed, frihed, frihed, men frihed til hvad? Hans umiddelbare svar er: Den personlige frihed. Dvs. frihed til at sige, hvad man vil, se porno, hvis man vil, eller gå med burka, hvis man vil. […] Noget mere grundlæggende er den snigende følelse af tomhed, man får under læsningen af den på mange måder glimrende bog. Frihed til frihed er jo bare et andet ord for tomhed. Men netop denne principfaste neutralitet er liberalisternes adelsmærke. […]

    Hermed er Marius Fiils frihedskamp stemplet som principløs. Han kæmpede nemlig ikke for den personlige frihed, men, som det siges i afskedsbrevet, for alt, hvad der er vores, i håb om, at det må blive bevaret til den kommende slægt. .Altså for Danmark og dansk kultur, historie og tradition i en særlig tidsbetinget udgave – på 1.000 kilometers afstand af de rationelle principper og kølige definitioner, som er de liberales eneste udgangspunkt.”

    Så er vi der igen. Vi liberale – alle som en – slås i samme hartkorn og beskrives som følelseskolde og tomme. Rationalister, for hvem hjertets veje er mere eller mindre ukendte og i hvert fald stærkt underordnede og steriliseret mod fædrelandskærlighed.

    Og ikke nok med det, unge Mchangama udråbes til at være typisk for os alle, et symbol på den etiske elendighed, hvormed vi som tomme tønder buldrer gennem livet med den allerstørste ligegyldighed overfor alt, der ikke kan gøres op i penge eller ikke gør livet bekvemt og nydelsesrigt for os selv. Det er bare os i en nøddeskal, når KWH synger ud.

    Men Mchangama er langtfra en typisk liberal dansker. Jeg vil vove den påstand, at han set med mange liberales øjne ofte går til ekstremer og endda til den aller yderste grænse, når han for eksempel forsvarer retten til at producere og sælge animeret børneporno. Eller da han forsvarede Hitzb ut-Tahrirs ret til at holde møde i Den sorte diamant for at opgejle en hadsk stemning imod skandinaviske soldater i Afghanistan.

    Mchangama er opvokset i et venstreorienteret kollektiv og startede som en slags blød radikal; hvad han står for politisk i dag er vel nærmest Liberal Alliance, hvis egoisme ofte giver mig myrekryb og stadig minder om de radikales særprægede hensynsløshed. At Mchangama sr. er en islamisk afrikansk politiker præger sikkert også sønnens synspunkter på en indirekte måde. Fx er hans store kærlighed til menneskerettighederne og EU bestemt ikke identisk med mit syn på samme, og når han plæderer for fri hash og animeret børneporno og kalder det puritiansk og foragteligt at ville forbyde begge dele, mener jeg at have særdeles gode grunde til at gå imod ham.

    Mchangama kan – sin intelligens og dyder til trods – ikke skjule, at han stadig er en temmelig umoden mand af en bestemt tendens i sin tid. En af flere tendenser, vel at mærke. Kvalificeret modstand finder Mchangama heldigvis på nærmeste hold, som da Henrik Gade Jensen og Christopher Arzrouni med viden og varme imødegik hans og Frederik Stjernfelts famøse JP kronik, der ikke ville vide af kristendommens betydning for demokratiets udvikling. Den var så fyldt med manglende historisk viden og oplagte fejl, at den kun kan have være båret af had til kristendommen, og et sådant had er bestemt ikke reglen blandt liberale. Det, der blomstrede i oplysningstiden, var i øvrigt for længst blevet sået og nurset i middelalderen. I medspil og modspil med kristendommen.

    Mchangamas frihed er ikke min frihed, og jeg vil højst sandsynligt også føle tomhed, når jeg engang læser hans bog, for det har jeg gennemgående gjort, når jeg har læst hans artikler, selv om jeg tit har fundet dem interessante. Min frihed bygger ikke på egocentricitet men på ansvarlighed ikke alene overfor mig selv men da i høj grad også over for andre mennesker. Den frihed er desuden betinget af ansvar ud over dagen og vejen.

    Jeg bryder mig ikke om den hæmningsløshed, som Mchangama og andre gør sig til talsmænd for, der er efter min mening tale om en overreaktion, hvor magt og rigdom er gået folk til hovedet. En ubehagelig gullashmentalitet, som det vil gå som fortjent. Her vil jeg (undtagelsesvis) citere Per Nyholm, der i 2005 skrev, at man kommer til at tænke på Thomas More, når man ser Gellerupparken. Først skrev han ”Utopia”, og siden blev han ført til skafottet.

    Måske mener KWH, at et liv uden forpligtende kristendom er et liv i tomhed. Hopper man hen til Kristeligt Dagblads netavis, bliver tonen dog noget lysere, for der fortæller hendes teologiske kollega Poul Joachim Stender, at han øver sig i at lægge sine bekymringer på hylden og som Løgstrup mener, at man er ”forpligtet på glæden”. Stender har sikkert ikke dødsdømtes afskedsbreve liggende på natbordet.
    Er man ikke forpligtet på det ene, er man det altså på det andet og sikkert også på meget mere, hvis teologerne skal sige det. Jeg foretrækker frivilligheden, og en ting er i hvert fald sikker: når andre begynder at tale om, at vi alle er forpligtede osv. osv., så vil en ægte liberal uanset holdninger i øvrigt opleve en rygmarvsreaktion, der handler om at finde en flugtvej, og det har ikke noget med ansvarsløshed at gøre. Det er muligt, at vi vender tilbage og siger, at ja, vi er forpligtede, men vi vil have lov til selv at nå frem til den erkendelse.

    Katrine Winkel Holm er en dygtig klummeskriver, der sikkert er værdsat af mange og også af mig, men at vi liberale ligefrem skal påduttes tomhed som vort specielle ”adelsmærke” er trist.
    http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article2775186.ece?ncc=1

    http://www.information.dk/300650

    • Morten – – –

      “Livet er tomhed” sagde prædikeren. Og i den forstand er også frihed tomhed. Men frihed behøver – ligesom livet – ikke at forblive tomhed.

      – – –

      • Marie

        Tak. Nej, heldigvis ikke.

    • Poul Højlund

      Marie, – læste med stor interesse både Winkel Holms kommentar og din kommentar. For et par år siden havde jeg denne kronik i JP, hvor jeg prøver at forklare forskellen mellem liberal og liberalisme. Måske kan den fortsat interessere?

      Et citat fra kronikken: “Liberalismen forsvarer ikke vores samfund. I sin hyldest af individet overser den fuldstændigt det fællesskab, der garanterer os vores frihed. Liberalisten bliver vores friheds fjende – selvom han eller hun formentlig vil det modsatte. ”

      http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article1976205.ece?ncc=1

      Venligst

      • Marie

        Poul Højlund
        Jeg kan godt huske din kronik og har nu genlæst den. Noget er jeg enig i men andet ikke. Desværre kan jeg ikke huske, hvilken respons du fik?

        Ang. forslaget om burkaforbuddet mener jeg, at Lene Espersen og hendes hofnar Naser Khader bar sig ualmindeligt idiotisk ad. I det mindste Espersen burde på forhånd have kunnet sagt sig selv, at Venstre ville gå helt i baglås. Man skulle i stedet have vendt sagen 180 grader og have set den fra vores side og kun den. Have satset på en skærpning af maskeforbuddet. Vi kan ikke have folk gående rundt i det offentlige rum uden synlige ansigter.

        Du skriver:”Det liberale er blevet til liberalisme, og det fællesskab, der forbandt de liberale, er blevet til den enkeltes rettigheder, mens fællesskabet forsvandt.”

        Det er jeg uenig i. Danmark er fyldt med fællesskaber, ofte af tidsrøvende karakter. Pointen i min kommentar til Katrine Winkel Holms klumme var imidlertid den, at liberalisme er et samlebegreb, og at der kan være endog særdeles langt mellem de liberale retninger. Når jeg skriver, at jeg selv er liberal, mener jeg klassisk liberal, og for mig er liberalisme noget dynamisk, der bygger på erfaringer og konsekvens, og derfor er i stadig bevægelse og udvikling. Jeg betragter Jacob Mchangamas udlægninger som en ufrugtbar afart, der ser alt for meget gennem fingre med konsekvensen fx i forbindelse med førnævnte animerede børneporno og legalisering af hash. Jeg synes, at han aht. særinteresser nedprioriterer et alment ansvar og dermed en pligt, der burde hvile helt anderledes tungt på ham.

        For mig og stadig mange andre af samme liberale slags er fællesskabet stadig det bærende element, men fællesskabet må – som jeg ser det – først og fremmest hvile på en enhed, hvor vi har indflydelse på og kan overse og overkomme ansvar og pligter, der er nøje forbundne. I så henseende finder jeg, at vor lille nationalstat, hvor der er relativt kort vej fra individet til magten – Christiansborg er jo stadig et åbent hus, så længe det varer – er en ideel størrelse at bakse med, om end vi altid vil være dybt afhængige af større staters markeder og forsvarspolitik m.m. Folkets homogenitet er stadig til at få øje på men i stor fare og forfærdelig undervurderet. Det mener jeg at kunne skrive, uden at det derved skal opfattes som negativt overfor udenfor stående. Hverdagen forløber nu engang lettere, når der er en fælles kulturel referenceramme.

        Anders Fogh Rasmussen og andre liberale overdrev efter min mening afhængigheden af udlandet, da han løb fra sit løfte og underskrev traktaten. Jeg spurgte den gang i en større forsamling, hvad det styre, som vi derved kom under, kaldes, for et demokrati er det ikke. Det kan det simpelthen ikke være, når trefjerdedele af vor lovgivning kommer udefra og for det meste dumpende, uden at vi kender til dens tilblivelse og ophavsmænd. Vi er heller ikke et demokrati, når overnationale domstole kan omstøde så at sige alt og endda fratage os retten til at bestemme, hvem der må opholde sig i landet og kræver at blive forsørget af landets befolkning.

        Dertil er det hovedsageligt kommet ad socialdemokratisk vej, og som det er nu, er det galimatias. EU er ikke en liberal idé, og deltagelse i det fælles marked, der er en god idé, koster alt for dyrt på andre fronter. Jeg mener, at det var dårligt politisk arbejde, at vi blev solgt med hud og hår, mens Folketinget bukkede og nejede.

        ”Tiden er ikke med de gamle liberale”, skriver du, og det er jeg altså helt enig i, hvorimod Jacob Mchangama efter alt at dømme er glad for udviklingen og en del af samme årgang med ham. Du skriver videre, at ”Den talende klasse har erobret den plads, hvor engang ærlige og dybtfølte meninger udveksledes efter stor overvejelse.”

        Ja, og hvor skal vi begynde at gøre noget ved det? Jeg har i et stykke tid tænkt, at jeg er træt af at mene noget, dødtræt, og at nu skal tiden ved tastaturet i stedet bruges til at få ordnet alt det i min store have, som i flere år har været i gang med at danne brombærkrat, som vokser med syvmileskridt. Afstanden mellem islam og brombærkrat er for mig ikke stor, og brombærrene kan man i det mindste grave op og sprøjte. Hvad islam angår tror jeg efterhånden kun på, at inddæmning kan have effekt. I Grækenland overvejer de nye fascister foruden deportation at udlægge landminer, og jeg er ikke den, der går i fakkeltog for at forhindre det. Tyrkerne og de andre kan jo vælge at blive hjemme, Tyrkiet er fantastisk, siger de, fuld fart på økonomien og islamismen, så her har de intet at gøre. Skulle man tro. Eller sagt på en anden måde. Vi er nødt til at vente en stund, førend der sker noget nyt. Noget skal først kokse eftertrykkeligt.

        Du skriver: ”Liberalismen, der som alle andre ‘ismer er en forbrydelse i sig selv, hylder rettighederne. Ikke fællesskabets ret, men den enkeltes ret. For liberalisten eksisterer fællesskabet i form af land, nation, folk, bevægelse, menighed, forening ganske enkelt ikke, her findes kun individet, den enkelte. ”

        Dette er tilsyneladende helt på linje med Katrine Winkel Holms mening, og ud fra de meldinger jeg ofte har fået i debatten, er det helt almindeligt, at DF’ere tænker sådan. Men det er ganske enkelt forkert og en kæmpe misforståelse af begrebet liberalisme.

        ”Findes der anden frihed end den, der udspringer af, er nødvendiggjort af og garanteres af fællesskabet?”, fortsætter du.

        Det vil jeg bestemt mene, at der gør, men i øvrigt bygger hele idéen i oplysningstidens og vor liberale arv jo netop på fællesskabet i form af den tænkte ”samfundspagt”, som vi har erstattet ”naturtilstanden” med. Den liberale tankegang fik for første gang en vidtgående politisk konsekvens, da den i Den amerikanske uafhængighedserklæring blev brugt til at legitimere bruddet med den engelske konge. Man påstod således (noget urimeligt), at Georg III havde mistet sin suverænitet over kolonierne i Amerika, en suverænitet som folket havde givet ham på betingelse af, at han til gengæld varetog folkets tarv på en acceptabel måde. Det var de liberale borgere, der talte på fællesskabets vegne og derefter tilrev sig magten, så at fællesskabet kunne overgive den i andre hænder. Det blev et republikansk styre, men blandt federalisterne i de nye forenede stater var der mange, som var stemt for at vælge en amerikansk konge. Det, der skete, var i alle tilfælde, at fællesskabet indgik en ny tænkt samfundspagt, og at suveræniteten derved blev forflyttet fra England til de amerikanske kolonier. Sammen med brombærrene vil jeg i den kommende tid fordybe mig endnu en gang i det emne, som jeg finder dybt fascinerende.

        Du afslutter din kronik med nogle smukke linjer, som jeg ikke med min bedste vilje kan se er i strid med liberal tankegang:

        ”Men dette land er ikke skabt i ensomhed, det er bygget i fællesskab af folk, der forstod, at for at leve sammen er frihed en nødvendighed. De forstod, at den frihed er så fælles, at kun fællesskabet kan sætte rammerne og samtidigt garantere, at friheden kan eksistere.”

        Da forvirringen vedr. begrebet liberalisme er så udbredt, vil jeg citere fra wikipedia. Deraf skulle også fremgå, at man simplificerer det liberale begreb i alt for høj grad, hvis man lader Jacob Mchangama symbolisere liberale en masse. Hvis den slags trives indenfor DF, kan jeg i øvrigt ikke se, hvordan en eventuel VO regering skal kunne samarbejde.

        Med venlig hilsen

        ”Liberalisme bør ses som en del af en noget bredere kategori af en liberal politisk filosofi. Liberalismen er blot ét bud på, hvordan det liberale projekt, gående ud på at samfundet bør afspejle individuelle præferencer, bedst muligt kan realiseres. Formålet med liberalismen er således, at gennemføre en samfundsorden, hvor de statsligt-kollektive institutioner udelukkende tjener borgernes interesser og ikke andres; f.eks. embedsmandsværkets eller politikernes egeninteresser.

        Indenfor denne ramme er der dybe, ofte bitre, konflikter og kontroverser internt imellem de liberale selv og eksternt mellem liberale og kommunitære. Internt indgår liberale meningsdannere i en ideologisk kamp om, hvordan samfundet kan indrettes, så de ovennævnte individuelle præferencer bedst muligt kan realiseres. Der er enighed om at beskyttelsen af visse frihedsrettigheder er en nødvendig forudsætning for realiseringen, men uenighed om, hvor stor hensyn man skal tage til eksternaliteter. I den eksterne debat omhandler diskussionen sig primært forholdet imellem individuelle interesser og samfundsinteresser – og derudover, om man overhoved kan tage udgangspunkt i individet som en relevant enhed i en videre debat.
        Som en konsekvens af både den interne og den eksterne debat, er der ud fra den klassiske liberalisme udsprunget en række trends og mere eller mindre selvstændige ideologier, der sammen med den klassiske liberalisme udgør grenene på det liberale træ. Som i så mange andre debatter benyttes de samme ord ofte af forskellige sider – og nogle gange i forskellig betydning. Således har f.eks. begreberne “politisk liberalisme”, “økonomisk liberalisme” og “neo- og nyliberalisme” langt fra nogen entydig betydning, men må tolkes i lyset af, hvem der udtaler det.”

        da.wikipedia.org/wiki/Liberalisme

        • Poul Højlund

          Marie; – jeg har mere end svært ved at se, hvor vi skulle være uenige – bortset fra, at du vist antager mig for at være DF’er.

          Jeg brugte i kronikken ordet liberalisme om de “nyliberale”, om Liberal Alliances fornægten af det nationale, af historien og af fællesskabet. Hvis du har varmere følelser for ordet liberalisme end jeg, så for min skyld ingen alarm, – jeg tror altså ikke, at uenigheden overstiger lidt filologiske spidsfindigheder.

          USA har fortsat en stærk klassisk liberal bevægelse (http://www.lp.org/), som altid er et studium værd.

          Mht. brombær og Islam: vi har en tornefri brombær i haven, og det er en fornøjelse. Resten – dem med torne – kan vi ikke lave om på, og de generer kun, når vi går uden for stierne i skoven. Med andre ord er jeg enig ,i at inddæmningspolitik er vejen frem, – indtil vi eventuelt en dag får en tornefri udgave!

  • Vagn Henning

    Jeg kan godt lide at “NN” selv beskriver EB’s artikler som “skriverier”…

  • Vivi Andersen

    ” men må tolkes i lyset af, hvem der udtaler det.”

    Præcist og derfor har jeg samme opfattelse af og holdning til McHangama og det han siger/skriver, som jeg har til Naser Khader !