Politikerne kan tage denne besked ind elller ej: Der er kun én måde, at afhjælpe ghettoproblemer i Danmark på. At bortskaffe de personer fra landet, der gør dem til en ghetto, statsborgere eller ej. Det er personer, der aldrig skulle have befundet sig i Danmark, og som vil blive smidt ud på et tidspunkt, hvis der ikke sker dem det, der er værre. Jo senere politikerne indser den enkle sandhed, desto værre for alle. Vil de ikke indse det, må man håbe at folk vælger nogle andre. Ellers er der kun ‘naturens gang’ tilbage. Men jeg skal ikke løse politikerskabte problemer, kun styre mig selv klar af dem.

Problemerne går ikke væk af sig selv eller af nogen ‘ghettoplaner’, de vokser af politikernes stadige lurepasseri. Det de vokser til, vil stå som deres skyld, og tyngden af den vokser for hvert år der går. Tænk over det: Passivitet bevarer ikke status quo for nogen, heller ikke for politikerne, der højest kan håbe på at være gået på pension, når deres frugterne af deres forsømmelser skal høstes. Valget burde være let, i morgen er det sværere, om et år endnu sværere, og hvis efterkommerne skal gøre jeres arbejde, bliver det virkelig ubehageligt.

Om der i fremtiden skal forekomme etnisk udrensning i Danmark – en kun alt for banal historisk foreteelse – afgøres af politikerne i disse år. Prevention is better than cure, og det er nu der skal forebygges. Desværre er der ringe grund til at nære nogen illusioner om, at det vil ske. Viljesløst glider vi år for år ud i mørket. Da politikere ikke engang på det økonomiske område foretager sig noget der er præventivt på 10-15 års afstand, ser jeg ikke at vi undgår at glide videre ind i den konflikt, jeg ser foran os. Jo større spændinger vi ophober, desto mindre gnist skal der til at tænde en katastrofe, og de der leverer gnisten, forekommer netop i denne historie. Det er folk med en besættermentalitet, der ikke kan undgå at provokere et voldeligt gensvar før eller senere. Gnisten leveres ikke af os, der dokumenterer det, og hvis nogen alligevel synes det, er det fordi de ikke tåler synet af virkeligheden. De har er et psykologisk problem mere end et politisk, og hvad værre er: de gør sig til medskyldige til det, der vil komme:

Køge: – Jeg kan ikke holde til det mere, og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan.Sådan siger beboeren “Marianne” fra boligkvarteret Ellemarken, der er træt af at leve i evig frygt for sit eget og sønnens liv. Hun står frem i DAGBLADET Køge under et pseudonym, og hun håber, at andre vil stå frem med historier fra en dagligdag, der er er præget af chikane og hærværk

– Når først man er kommet i bandernes søgelys, så gør de dit liv til et helvede. Det er ikke usædvanligt at se drenge helt ned til 8-10 år gå rundt og kalde kvinder “luderso”. Depotrum bliver opbrudt, min dør er blevet sparket ind flere gange, og nu truer de også min søn. Jeg kan ikke holde til mere, siger Marianne, der nu har fået hjælp af Køge Kommune til at finde en ny lejlighed. Bange mor: Anmeld banderne

En beboer i Ellemarken føler sig belejret af unge bandemedlemmer, og nu vil hun væk. Den sidste dråbe var en dramatisk episode i juni, hvor hun frygtede for sit og sønnens liv.Der var intet, der tydede på, aftenen skulle blive et vendepunkt i » Mariannes « liv. Hun havde netop sagt farvel til sin 26-årige søn Nikolaj, der ville besøge en ven i nærheden. Hun iførte sig en morgenkåbe, og satte sig i køkkenet for at få sig en kop kaffe. Og så brød helvede løs. Hvad der skete efterfølgende har chokeret hende i en sådan grad, at hun ikke længere kan sove ordentligt om natten, og hun lever i evig frygt for drengebanderne i området. Marianne fortæller sin historie til DAGBLADET omringet af flyttekasser. Hun står frem i håb om at andre beboere i Ellemarken med lignende historier vil overvinde deres frygt og stå frem.[..]

Hun er vant til tilråbene.Omgangstonen blandt de unge er rå, og det er heller ikke første gang, at nogen forsøger at sparke hendes dør ind. For hende er det en del af den daglige rutine at barrikadere døren med brædder fra en sengeramme, før hun går i seng. Denne aften har hun ikke nået det, og hun føler sig mere sårbar end nogensinde før.-Jeg er så bange, at jeg finder en stor køkkenkniv og et rundboldbat, og så stiller jeg mig ud foran døren. Jeg har ikke lyst til at gøre nogen noget, men ingen skal slå min søn. Jeg ville helst bruge battet, men jeg var klar til til at bruge kniven, siger Marianne.Der går et splitsekund, og så forsvinder de i tre-fire biler.Politiet kommer hurtigt, og de tager min søn med sig, og så siger de, » Marianne, din søn kan ikke være her, og så tog de ham med sig. Jeg har ikke set ham siden, siger Marianne.

Der er gået to måneder siden episoden, og hun har pakket flyttekasserne. Hun er bitter over at skulle flytte, men prisen for at blive boende er blevet for høj. -Og jeg er ikke alene. Der er mange herude med lignende eller værre historier. – Enlig mor belejret i Ellemarken, Dagbladet Køge, 21.07.2012 (ikke online)

Til avisen udtaler politiet altid at de rykker ud når borgerne ringer, men når borgerne ringer bliver man afvist gang på gang. Jeg har ringet da 9 indvandrere stoppede mig i min bil og truede med at slå mig ihjel og svaret var at trusler ikke er strafbart. Jeg ringede da 2 indvandrere angreb en af mine naboer med en cykelanhænger og en motorsav og svaret var at politiet helst ikke ville tage imod mon anmeldelse og i øvrigt ikke havde tid til at sende en vogn, da den var i Holbæk, som er en times kørsel væk……… Jeg forstår godt at politiet har berøringsangst overfor indvandrernes kriminalitet, da de ikke er bange for at opsøge politiet på deres privatadresser, men så vær dog ærlige og fortæl at I har opgivet i stedet for at lyve om at I gerne ville rykke ud og hjælpe borgerne, når det simpelthen ikke passer!

Se også: Tvunget til at flytte: Nødråb fra Ghettoen, 20 juli 2012.