19
Nov
Seneste opdatering: 19/11-12 kl. 1805
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det jag här publicerar är inte i något avseende menat som en språkövning. Jag vill visa på att det finns en helt annan diskussion om familje- och samhällsfrågor i Danmark. Den är seriös. Den menar allvar. När den som här går till botten med familjens utseende i ett samhälle, och dessutom ifrågasätter vår tids majoritetsuppfattning om institutionerna kontra föräldrarnas respektive roller, blir den riktigt intressant. Jag sätter svenska mellanrubriker, så ser ni vad de olika citaten på ett ungefär innehåller. I den danska teologiska tidskriften Tidehverv (som väl ganska få svenskar är förtrogna med) skriver prästen och teologen Claus Thomas Nielsen:

Den forna förortens barndom.

“Da jeg voksede op i en nordlig forstad til København, var der ingen på villavejen, som til daglig låste dørene, grov vold var stort set utænkeligt, og man lod derfor børn gå og cykle alene hjem på tværs af byen på alle tider af døgnet og ad alle veje og stier. Unge mennesker kunne slås – og måtte gerne slås – men det gik så godt som aldrig over stregen. De var nemlig vokset op på kvarterets veje og ikke bag institutionernes hegn og havde derfor lært at slås. De havde ikke kun set vold på en skærm og fandt det derfor ikke naturligt at kvæste modparten. Også volden havde love og æresbegreber.”

Män utan faderns auktoritet, farliga män.

“Der var dengang almindelig enighed om, at den bedste beskrivelse af politiets opgave i Danmark var plakaten, hvor en politimand viser en ællingeflok over vejen. Og plakaten svarede stort set til datidens virkelighed. Civilsamfundet og familierne var stort set selvregulerende. I dag er det nødvendigt med tyverialarmer i de samme boliger, som dengang var ulåste, børn transporteres nu af forældrene efter mørkets frembrud, der er fotoovervågning overalt i byen, på stationen, i s-togene osv. Og alt sammen med god grund. Der er nemlig løsgående unge mænd derude. Mænd der er vokset op uden faderautoritet og bag institutionernes ståltrådshegn, og som derfor er farlige.”

Pojkar behöver auktoritet, frihet och svängrum.

“Det, som indtil for 40-50 år siden styrede unge mænds adfærd, var ikke først og fremmest truslen om straf, men den personlige moral som var blevet dem indprentet af deres Faders og Moders autoritet. Moralen var internaliseret. At unge mænd er små udetonerede bomber af energi og gåpåmod, som kan skabe mirakler, hvis de med fast hånd ledes i retning af det sande, det gode og det skønne, og tilsvarende katastrofer når de ledes i den forkerte retning eller slet ikke ledes, er en evig sandhed. Drenge har brug for autoritet, frihed og albuerum. Nutidens ståltrådsindhegnede institutioner, hvor de fleste drenge tilbringer hovedparten af deres vågne tid indtil 20-årsalderen, giver dem ingen af delene. De er indhegnede bastioner for værdirelativismen og derved tyranniske og ensrettende.”

Auktoritet är frihetens förutsättning.

“Autoritet er ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning. Fordi børn for 40 år siden havde en virkelig autoritet i forældrene og langsomt internaliserede denne autoritet, derfor kunne man lukke dem uovervågede ud i verden fra morgen til aften og stole på, at de som voksne kun sjældent misbrugte deres frihed og autoritet over for f.eks. deres egne børn. I dag føler man det nødvendigt, at institutioner og skoler på forhånd mistænkeliggør samtlige forældre.”

Barn är inte oskyldiga änglar.

“Udgangspunktet var dengang ikke, at børn var uskyldige engle, det var tværtimod, at de var syndere. Derfor gav man dem al den lov og autoritet, som syndere nu engang har brug for i denne verden. I dag må drengene fra de lavere socialklasser ofte nøjes med dels nogle forvirrede pædagoger, som udskiftes hver anden dag og dels en enlig mor, der heller aldrig har haft en rollemodel, og som aldrig er blevet betroet ansvaret for sit eget liv.”

Den totala infantiliseringen av båda könen.

“Når unge kvinder fra arbejderklassen for 40-50 år siden var 18-20 år gamle, var de ikke blot gennemsnitligt bedre bogligt dannede end gymnasielærere er det i dag, de var også fuldt ud i stand til at etablere et hjem, drive en husholdning og opdrage deres børn. Det havde de nemlig lært af deres mødre. Ligesom deres mødre havde lært det af deres bedstemødre, deres bedstemødre af deres oldemødre og… Som de langt mere sociale væsener de er, lider piger ikke på samme måde som drengene under institutionernes fysiske og mentale indespærring. De bliver i det hele langt mindre skadede end drengene. Men da de vokser op i en verden, hvor mødre er erstattet af kvindelige børneeksperter, kommer de også ganske uforberedte ud i voksenlivet. Resultatet heraf kan vi se overalt omkring os: Den totale infantilisering af begge køn. Det livslange teenageliv.”

Läs hela hans essä här. Se Claus Thomas Nielsen, Menneskekærlighedens Værk, min. 15:51, CEPOS, januar 2012.
Thomas Nydahl


Balder

Posted: 19 November 2012 - 20:46 - Reply

Tak for en rigtig god artikel. De fleste her vil sikkert også være meget begejstret for at se ét eller flere indslag af et norsk program, som går kritisk til den kulturradikale teologi i forskningsmiljøer. Jeg har indtil videre kun set første afsnit af syv, men det var utroligt godt gjort. Nogle hjernedøde marxistiske kønsforskere blev på en blid og humoristisk måde klædt af til skindet. Jeg glæder mig til at se resten af serien, der har følgende lovende titler:

Det er norsk og ind imellem engelsk tale + engelske undertekster – som jeg har forstået det er det en kendt komiker som optræder som programvært, i dette meget seriøse program.

Brainwash (1/7) – The Gender Equality Paradox
Brainwash (2/7) – The Parental Effect
Brainwash (3/7) – GayStraight
Brainwash (4/7) – Violence
Brainwash (5/7) – Sex
Brainwash (6/7) – Race
Brainwash (7/7) – Nature or Nurture

    jdm

    Posted: 20 November 2012 - 02:20 - Reply

    Det sjovt ved serien, ihvertilfald de første to episoder, er hvor elendigt norsk akademiker synes at være. Skåsikker, hoven, og uinteresseret i andre meninger ej heller fakta – sådan kan man åbenbart bygge en velrenommeret karriere på i fjeldet.

hilmar

Posted: 19 November 2012 - 22:34 - Reply

Ganske fine betragtninger.

Specielt det sidste uddrag peger på et helt afgørende problem i det post-kulturelle Vesten: den brudte generationskæde.
Børn opdrages ikke længere af deres forældre og bedsteforældre, men af globalist-statens institutioner og massemediernes elektroniske propaganda.

Et afgørende spørgsmål trænger sig på for den nysgerrige:
“hvem har interesse i at nedbryde de vestlige nationers generationskæder”?

En søgning på ordet Frankfurter-skolen vil kunne afsløre, at en gruppe af jødiske intellektuelle, i starten af det 20. århundrede, satte sig det udtrykkelige mål, systematisk at nedbryde den traditionelle familie- og autoritets-struktur i de vestlige lande de selv residerede i (særligt Tyskland og U.S.A.).
Ledende kræfter indenfor Frankfurter-skolen var Max Horkheimer, Theodor Adorno og Herbert Marcuse.

Et andet opklarende tanke-eksperiment for den kompromisløse sandhedssøger kunne være, at stille sig selv spørgsmålet: “hvem ejer de globale medie-konglomerater som systematisk indoktrinerer vore børn og unge til at foragte deres egen kultur”?.
MTV, Hollywood, pornobranchen. –Hvem står egentlig bag den daglige hjernevask, der fører vestlig ungdom til kulturel forarmelse; kulturelt og etnisk selvmord? Er det palæstinensere? Er det iranere? Hvem financierer den dødbringende multikulti-propaganda? –Brazilianere? Russere? –Hvem?

De europæiske folkeslag bliver dag for dag ødelagt af korrumperende, skjulte kræfter som målrettet søger at nedbryde de vigtigste kerneelementer i vor traditionelle kultur.
At afdække hvem der står bag dette fordækte folkemord, og at stille dem til regnskab for deres forbrydelser, må være den fornemste opgave for enhver trofast, nationalsindet europæer.

    Frank P

    Posted: 20 November 2012 - 08:56 - Reply

    Nu skal jeg lige bruge en perfid taktik som en svensk journalist brugte overfor Carlquist:

    Jamen det skrev Breivik også.

HH

Posted: 21 November 2012 - 13:56 - Reply

Claus Thomas Nielsens kria måste helt sammanfalla med min egen uppväxt – d v s den tid då en mor var hemma och min ärade fader tillsammans med henne höll uppsikt och gav riktlinjer. Det var de första sju åren av mitt liv som gav mig den rätta vägen – tyvärr gick mina föräldrar åt skilda håll,(en ovanlighet på min tid) men jag har alltid ärat och hållit av mina föräldrar. Någonting händer på livsvägen.
På temat auktoritet fann jag intressanta ingångar. Under min värnplikt utbildades jag till plutonbefäl. Det var inget märkvärdigt med det – de grabbar jag var tillsammans med (pojkar med bakgrund i traktorer och bilar) utgjorde ett gott kamratskap. Det var aldrig några problem. Lika bra att göra skyttegraven ordentlig och med rätt djup så slipper man göra om den…
Sista gången jag gjorde min värnplikt hade det kommit en ny variant ungdomar. Borta var kamratskapet, borta var viljan att göra någonting ordentligt och med gott humör. Framförallt blev uppställningarna en prövosten. En del av skaran uteblev,helt enkelt! Och där stod jag som ett fån och skulle lämna av till ett högre befäl!
Den alltmer utsträckta ungdomstiden har något djupt infantilt i sig, det är verkligen sant. Framförallt kom jag att tänka på 1970-talets ungdomsrörelser där dessa synnerligen omhuldade tonåringar – som fick sin skola betald av skattebetalarna och dessutom fick lån till bra ränta! – fick för sig att göra revolution. Mot vad?
Min egen högre studienivå, på min tid, fick avbrytas på grand av pengabrist. Det hindrade inte min fortsättning. Men blir man inte starkare av motstånd? Åtminstone får jag det intrycket när jag ser diverse folk lyfta järnstänger och vikter…

Leave a Comment