1
dec
Seneste opdatering: 2/12-12 kl. 1025
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Man må hvile ørerne. Vi lever i en opinionstid, selv på den klassiske kanal, hvor jeg flygter hen for at få fred for opinionstsunamien, knævrer de løs. Men så er der jazz-kanalen. Der er nok ikke så mange der husker trommeslageren Jørgen Elniff, hvis ikke de er så gamle så de kom på Montmartre i Stor Regnegade dengang. Efter min mening periodens største trommeslager, der også var efterspurgt af jazzens største navne. En glad dreng fra Nørrebro med et helt usædvanligt talent. Desværre “husker han ikke årene mellemn 1961 og 1970 på grund af alkohol.” Hvor god han var, kan man høre i udsendelsen Trommeslageren Jørn Elniff fortæller i en samtale med Roland Baggenæs fra 1974, ikke så meget i videoen ovenfor, men der findes ikke så mange You Tubes, hvor man ser ham. Til gengæld en usædvanlig virtuous ung NHØP. Klik også videre til andre af de mange Ben Webster optagelser der er. – Det er julefrokostid, det betyder fravær fra bloggen indtil jeg har slingret tilbage på cyklen. Der kommer måske en søndagskronik, men ikke til sædvanlig tid. A tout a l’heure, jeg har ikke planlagt at mene noget de næste 48 timer.

Svenske liberalister er i særklasse

WHY POVERTY? Det mest effektiva vapnet i kampen mot den globala fattigdomen är migration. Låt utsatta människor flytta till Sverige och leva på existensminimum – genomsnittsafrikanen skulle få det fem gånger bättre här, och samtidigt minska fattigdomen i hemlandet genom att skicka massor av pengar till nära och kära. Stängda gränser är de rika ländernas verkliga skuld till världens fattiga, skriver Fredrik Segerfeldt.[..]

Våra murar, vår taggtråd och våra beväpnade patruller håller miljarder människor i misär. Många människor i fattiga länder vill emigrera. De flesta kan det inte. Detta är de rika ländernas verkliga skuld till världens fattiga.
Öppna våra gränser för att minska världens fattigdom, Fredrik Segerfeldt, författare och liberal debattör

Sabatina James

Hun var med til konferencen i EU Parlamentet i sommer, og holdt en gribende tale. Ukuelig og modig. Hun måtte af sikkerhedsgrunde ikke fotograferes, hvad man kan forstå af videobillederne, voldte mig betydelig selvbeherskelse at lade være med. Når det kommer til sikkerhed, gør jeg, hvad jeg får besked på, ellers pirrer det forbudte mit fotograf-instinkt. Men da hun nu er her, kan man høre hende på tysk, utekstet. Om hendes dramatiske liv her: Sabatina James, also Sabatina (1982 in Dhedar, Pakistan) is an Austrian-Pakistani book author.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Allan Hansen

    Ja, den fede jazz er god medicin
    jeg kom også på Montmartre i Stor Regnegade dengang
    jeg var ung. Jeg har også spillet med Ben Webster
    i Hillerød jazz klub.

    Mvh. Allan Hansen.

  • Det må jeg nok sige, det har jeg ikke, men jeg er gammel trommelager – ikke i Elniffs klasse. Så havde jeg heller ikke siddet her og skrevet og fotograferet – på den anden side, så havde jeg måske også også død af druk…………

  • Allan Hansen

    Jamen dog Steen, der overraskede du mig!

    Keep smiling. Allan Hansen.

  • Allan Hansen

    Jeg har lige været i Danmark
    for første gang i 10 år – fy for Hr. Sørensen
    det var skide koldt men jeg mødte ca. 100
    gamle venner på én uge – det var fedt.

    Mvh. Allan Hansen

  • Bent Jædig kommer dumpende fra Tivoli, hvor han har set Sonny Rollins (”Uuuha, fantastisk sax, mand!”). Besiakov og Jædig swinger på den samme galakse, selv om Bent kunne være Bens far. Og gnisterne løber hurtigt gennem mit eget hoved: Barndommens skræmmehistorier om Jørgen Ryg, som min far kendte fra årene med trompeten og snapsen og de mange øller (”i længden slår det folk ihjel”). Mezz Mezzrows umulige univers af kompromisløshed, jazz, reefers, overskud og undergang. Mine egne stjernenætter fra rockens verden med hashen til at udvide begreberne, til at etablere sammenhængen mellem hoved og krop. Og jeg tænker: Jazz er ikke krop på samme måde som rocken, og alligevel kan jeg ikke udstå billederne af piberygere i islændere og duffelcoats og fuldskæg og tunge briller. Hele højpande-afdelingen. Den intellektuelle andægtighed. Jazzen må være både beskidt og mytologisk, eller blå-sort i sin sjæl som de brasilianske natklub-stemninger, vi lige har været igennem. Her i sofaen løber det hele sammen. En sær følelse af dødsdrift og sentimentalitet – kombineret med glæden over at opleve et hold musikere, som lever og ånder for musikken, og som ikke har tænkt sig at dø af det. Jeg kigger på Ben og tænker: Han er jazz med hår og negle, både inden i og uden på.

    • Jeg mødte Bent Jædig flere gange ved en bardisk, en dejlig person. Nyd denne Jædig-historie


      En typisk Bent Jædig-historie

      Fortalt af saxofonisten Jesper Thilo. Historien udspiller sig i første halvdel af 1970erne

      ”Min gamle ven tenorsaxofonisten Bent Jædig var med i Radioens Big Band, da jeg ledede saxgruppen. Vi var bl.a. i Østrig og nogle af Østlandene, inden muren faldt, og spillede i kæmpemæssige koncertsale som f. eks. Franz Liszt Salen i Budapest i Ungarn. […] I Budapest skulle Bent Jædig være tenorsolist. Det var koncertens åbningsnummer, så han går hen til mikrofonen foran orkestret. Dirigenten Ole Kock Hansen slår glad den første akkord an, hvorefter alle forventer at høre Bents solobreak, men han står bare og kigger ud på de omkring 1500 mennesker i den store sal, som om han ikke rigtig ved, hvad der foregår.

      ”Nå”, tænker Ole Kock så, ”jamen så prøver jeg næste akkord. Vi kan jo ikke stå her hele natten.”

      Så skynder han sig at sætte den næste akkord an. Der sker stadig ikke noget. Bent står stadig og kigger foran mikrofonen. Febrilsk sætter Ole Kock så træblæserne ind, men der kommer stadig ikke en lyd fra Bent, der lunter tilbage på sin plads uden at have spillet en tone.

      Og så går nummeret i gang.

      Koncerten gik fremragende. Der var ikke noget i vejen med alt det andet, Bent Jædig spillede. Han havde masser af soloer, så jeg havde sådan set glemt starten. Men da vi var færdige med koncerten og skulle ud og have nogle madder, kom vores lead-basunist Vincent Nilsson hen til mig. Han havde ikke glemt det, og da jeg var leder af saxgruppen, sagde han:

      ”Sig mig en gang, hvad i al verden foregik der med din kollega i din saxgruppe?”
      ”Du mener det, der ikke foregik?”
      ”Ja ja… Det kan vi ikke have. Hvad er det for noget?”
      Jeg følte som saxgruppeleder at skulle stå til ansvar for, hvad der var sket, eller hvad der ikke var sket:
      ”Det er sgu rigtigt, nu du siger det. Det var vist nok noget underligt noget. Jamen jeg skal nok spørge Bent.”
      Derfor går jeg hen til Bent, der er ved at pakke sammen, og samtidig har han det sjovt sammen med nogle af musikerne. Jeg trækker ham til side:
      ”Bent, du må lige forklare mig, hvorfor du ikke spillede i begyndelsen?”
      Hvorefter Bent løsnede op i et stort smil:
      ”Jeg gad ikke…”
      Det er en ret typisk Bent Jædig historie. Der er ikke mange musikere som Bent, og der var ikke ret mange musikere, der var kommet med det svar.”

      (Jesper Thilo: Man ska´ ku´ se komikken – fortalt til Erik Moseholm. L & H Fakta, 2000, s. 147ff.)

      http://www.jazzdanmark.dk/da/jazzhistorie/hall-fame/bent-j%C3%A6dig

  • Robin Shadowes

    Har bara varit på Montmartre en gång om man inte räknar den gången jag följde med en bekant för att beställa biljetter men det pågick ju ingen aktivitet den gången. Vi såg fusion-bandet Anima. Har försökt att få tag i deras två album Kilgore och Songs på cd men det verkar som dom aldrig har getts ut i det formatet, trots att bandet bestod av prominenta musiker som Kenneth Knudsen och Mikkel Nordsö. Den senare har jag även haft lyckan att uppleva med Sneakers. Men det var på denna sidan sundet och som man säger, en annan historia. Måste ha varit högst nån månad innan bandet splittrades. Tills dom behagar ge ut Anima får jag väl nöja mig med mina gamla LP istället. Önskar att jag fått uppleva mer av Montmartre i min ungdom men så blev det inte. Möjligtvis beroende på att min generation var mer influerade av den elektrifierade musiken än den akustiska. Har ingenting emot old style jazz men är inte hard core om man säger så.

  • Crass Børsting

    Great performance, wish I’d been there.

  • Skåning

    Det är ju ingen nackdel för Sabatina James att hon är grymt sexig. Jag var bara tvungen att påpeka det. Och då snackar jag inte om porrfilmssnygg eller ens filmstjärnesnygg, utan mer än så.