Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg skrev i går en artikel, Förföljd av hatet, hvor hun citerer nogle af de hadefulde reaktioner og sexistiske trusler, hun har modtaget på mail og sms efter hun drog kampagnen imod indvandringskritikere og multikulturmodstandere, – det hun kalder ‘nethaderne’ og ‘jernrørsiterne’- igang. Citaterne er af en sådan art, at man selv må klikke ind og læse dem, hvis man har apppetit på det. Det er slemt.

Hun har måttet flytte sig og børnene hjemmefra. Det skal siges, at hun selv har slået tonen an med rubrikker som “Nu granskar vi skiten”, “Desperata försvarstal av högerextremisterna”, “Stöveltrampet hörs tydligt på hatsajterna”, “Ja, vi vill stoppa skiten”, “Nätstorm mot SD-stödd hatsajt”, “Hatsajten Exponerats huvudman själv dömd pedofil,” men intet i nærheden af den trusselsstorm, der nu er væltet fra net-kloakken ind over hende. Det ikke overraskende, at så meget ‘skit’ (lort) vælter frem, og det kommer næppe helt bag på Linderborg, bortset fra måske pøblens intensitet.

Linderborg har ikke gjort det nemmere for en civilliseret offentlig samtale ved at bundte Wilhelmson, Herslow, Avpixlat, Nationell idag, Nationell Nu, Realisten og Fria Tider sammen, men det tjener Aftonbladets politiske formål ikke at skelne og foregive, at ‘främlingsfientlige’ kommer fra samme høstak allesammen, men de er ikke ens, og de er ikke alle nynazister og antisemitter. Avpixlad er blandt Sveriges 15 største mediesites, noget der ville være helt umuligt for en blog i Danmark eller Norge, og det er der selvfølgelige grunde til. Oven i det har Linderborg et noget selektivt forhold til vold og trulser. Om Lars Vilks, imod hvem truslerne må antages at være noget alvorligere end dem mod Linderborg, har hun sagt Sveriges fegaste konstnär, og om politisk vold i al almindelighed, har hun sagt:

Jag ogillar våld i alla dess former men imponeras av att det i alla fall är några som har sån moralisk resning att de är beredda att till och med slåss med fascisterna.

Det er altså moralsk i orden, bare det er de politisk ‘rigtige’, der bliver truet og overfaldet? Hvis ikke Linderborg vil fordømme andre trusler end dem mod hende selv og dem hun sympatiserer med, kan hun lige så godt spare sig umagen, så er hun lige så meget deltager i en voldsoprustning som en hvilken som helst nazist eller antifascist.

Der er også netpøbel i Norge og Danmark også, ligesom der er masser af svenskere der bidrager kvalificeret og civilliseret til den offentlige svenske samtale, men fornemmelsen er alligevel, at det i gennemsnit står langt værre til med den demokratiske samtale i Sverige end andre steder i Norden. Den fornemmelse blev også bekræftet af undersøgelsen over trusler mod politikere i kommuner, landsting og Riksdag for nylig. Det er sørgelig læsning.

“Självklart ska det vara en demokratisk rättighet att ifrågasätta invandring och mångkultur,” skriver Linderborg men det er hverken selvfølgeligt eller sandt, det er en efterkonstruktion af en hårdt presset Linderborg. I Danmark havde vi omkring årtusindskiftet resterne af et tabu på at kritisere antallet af udlændinge, vi skulle tage imod (jvf. Ritt Bjerregaard der var noget virkelighedsforskudt efter et langt liv som poltisk tremmekalv.) I Sverige, der har modtaget mange, gange flere, og er ved at segne under indstrømningen, er det stadig på kanten af det tilladelige at kritisere antallet.

Den svenske samtale om “masseindvandringen”, et ord, der ikke bruges af stuerene i Sverige, men bruges helt main-stream af topministre i England nu, er pilrådden og forgiftet af at have ligget under låg i tre årtier. Det er den sørgelige sandhed, selvom det måske ikke er den eneste.

Da jeg i slutningen af 90 erne, efter at have skrevet frit i en hvilken som helst avis i Danmark siden jeg var 17 år, valgte at henvende mig til fire forskellige svenske aviser, når jeg nu alligevel var i landet et kvartal hvert år, var jeg luft. Ikke så meget som et automatsvar, og det var næppe fordi, jeg ikke kunne formulere eller ikke havde indsigt at bidrage med. Emnerne jeg ville bringe op, skulle ikke diskuteres, og det var dengang aviserne sad trygt på al opinion i Sverige. Jeg opgav svenske aviser og begyndte på det spirende net og i litteraturen, at studere det, der var de facto eller censur-light i Sverige, i al fald hvad angik fremmedpolitikken. Jeg har ikke kontaktet et svensk medie siden, det er tolv år, jeg savner dem ikke og det er sikkert gensidigt. Nu hvor de har mistet opinionsmonopolet, kan man jo ignorere dem, hvad mange også gør. Den udvikling havde de ikke set komme, de er i dyb krise og det mærkes.

Den svenske samtale om masseindvandringen er følgelig delvis fuld af myter, fortielser, forskønnelser, forenklinger, tendentiøs information og uvidenhed, nogle fører den flot, men mange fører den på kliche- og kravlestadiet. Den er præget af had fra bunden og panik fra toppen, og den truer med at splitte landet stadig dybere. Ledende minstre som Billström og Ullenhag gør sig ikke synderlig umage for at redde den ud af den ud af den blindgyde af verbal terror, den er kommet ind i. De kan stadig påstå, at “Sverige tjener på indvandringen,” mens det i Danmark for længst er dokumenteret af bla. Cepos og Nationalbanken, at indvandringen fra den 3 verden er en gigantisk tabsforretning, også i anden og tredje generation og uden at nogen kan love, den bare bliver udgiftsneutral en dag. Angsten for Sverigedemokraterne får dem til at opføre sig som et lammet rådyr i en lyskegle. En marginalisering af et formentligt stærkt vokset SD efter næste valg, vil gøre opsplittelsen af Sverige endnu værre, og det vil være de regerendes ansvar.

Når man for eksempel kalder denne blog  eller kronikøren Julia Caesars gennemresearchede kronikker for ‘racistisk’, så er man selv med til at ødelægge og polarisere en debat, trække den ned i rendestenen og slutteligt drage had og trusler ind over sig selv. Når man dæmoniserer eller fortier andre legitime deltagere i diskussionen på samme måde, så kan man jo ikke undre sig, som Reinfeldt sagde for nogen vil siden, at nogle vil tage til håndgribeligheder og chikane, og at man gøder et parallelunivers af politisk radikale Når man har skabt en indvandringsdebat i mono, så vil en del af den store ekskluderede gruppe opføre sig primitivt og irrationelt. Sverige kunne have haft en informeret saglig indvandringskritik for 15 år siden, jeg så den og jeg ved den fandtes, men man valgte at forvise den ud af ‘finrummet’, og nu ser vi, hvad man fik.

Jeg tænkte forleden, da jeg så listen over de 50 førende borgerlige debattører i Danmark, hvor mange mon var kendte i Sverige. Der er næppe én, og det er ikke fordi svenske aviser ikke har skrevet om Danmark, eller fordi danskere ikke har skrevet i dem: Brøgger, Carsten Jensen, Hanne Vibeke Holst. Halvdelen af det intellektuelle Danmark henligger i total formørkelse, så pilskæve er svenske medier. Dette er bare et lille bitte eksempel på, at de er medskyldige i den polarisering og tab af nuancer, man kan se nu.

Et andet eksempel: Geert Wilders besøg i Sverige for nylig. Hvorfor skrive 25 smædeartikler af Cantwell-typen om ham i ugen inden, i stedet for at være lege rigtig journalist og gæst i virkeligheden, møde op og lave et dobbeltside interivew, hvor AB og han kunne lade ham fremestille sig, som han er og derefter lad folk selv drage deres konklusioner? Hvor ikke vise svenskerne den demokratiske tilid? Mistillid til befolkningen og politisk formynderskab, er centralt i det svenske demokratis problem, og det værste er, at den stort set er ubegrundet.

Det er vel blevet lidt bedre, men forbedringen ikke har været frivillig, den er tvunget frem af bla. internet og “Samzidat-medierne.” Et af dem er Flashback, som det netop er ti år siden blev forbudt i Sverige og flagede ud til USA. Den har i gennemsnit 2.3 millioner unikke besøgere om ugen, og er større end avisen Expressen. Igen helt utænkeligt med et så stort parallelmedie i Danmark, hvor de eneste dissidenter vi har, er i psykiatrisk behandling.

Trusselskulturen, der har ramt Åsa Linderborg, er ikke nogen nyhed fra i år. I årevis er Sverigedemokrater blev chikaneret, overfaldet, censureret, smidt ud af fagforeninger og berufverbotet på det groveste, uden at Aftonbladet gjorde noget videre nummer ud af det. Noget af det værste har vel været chikanen af gymnasielæreren og Sverigedemokraten Richard Jomshof, der ville have været arbejdsløs, hvis han ikke nu sad i Riksdagen. Sverigedemokraten Issa Issa fik en kniv i maven og forlod politik, for at overleve. Trussels-volds- og chikanekulturen er skam ikke nogen nyhed.

Ingen skal udsættes for det, Åsa Linderborg og hendes familie oplever, men det er klart, at når man linder på låget til noget fortrængt, så stinker det. Den svenske debat er knækket over, og den må splejses sammen igen. Der er tre måder at reagere på det, nu det desværre ikke er til at ændre fortiden:

1) Lægge låget på igen, radikalisere samtalen yderligere, flygte tilbage ind i neurosen og håbe på, at det fortrængte ikke vender tilbage som dæmoni. Det har vi set, det gør. 2) Tage låget helt af og endelig 3) foregå andre med et godt eksempel på, at civilliseret, politisk uenighed stadig er det mest udbredte og den eneste farbare vej. Her har svenske medier og politikere noget at arbejde med, der er rigelig plads til forbedring.

Svenskere er ikke specielt mere rabiate end andre skandinaver, og de vil lige så lidt som andre have, at man giver landet bort uden at spørge dem. Det nuværende forgiftede klima, har der varet sparet op til i mange årtier, og der skal ikke megen fantasi til at regne ud, hvad det kan resultere i, hvis tendensen ikke vendes. Vi forstår godt i Danmark, at når man har et vist kontingent af nynazister, racedyrkere og jødehadere, at refleksen kan være et lukke munden på hele segmentet og forfølge dem med bål og brand, men man smider barnet ud med badevandet og underminerer opbakningen til demokratiet.

Begynd med at lade være med at lyve: “Vi har skam altid kunnet diskutere indvandringen til Sverige, vi gør det bare anderledes her i landet,” messer mediefolk og politikere, når de optræder i danske medier. Det er løgn.

Medierne har kun publiceret deltal på, hvor mange udlændinge der kommer i år og næste år. Sig det ligeud som det er – 175.000 -, fortæl hvad det koster, folk kan jo selv bedømme de sociale følger, når de træder ud i virkeligheden.

Det er lidt med multikulturen som med profeten Muhammed: Hvis de begge er så stor en velsignelse, så kendes det vel på frugterne og behøver ingen photoshop, ingen journalister, intet reklamebureau, ingen (karater)mord og ingen krumsabler til til forsvar – hele fidusen ses på bundlinjen.

Jeg er ikke dummere, end at jeg mistænker at den gamle kommunist Linderborg har svært ved at se i øjnene, at hun for anden gang på kun et halvt liv, har forlovet sig med endnu en historisk dødsejler, men hvad kommer hendes psykologiske Mein Kampf egentlig svensk offentlighed ved? Hvad rager det mig, at hun har investeret hele sin prestige og sin karriere i, at løgnen om multikulturen opretholdes?

Jo, den minder os om, at folkene i folkehjemmet er begyndt at hade hinanden af et sandt hjerte, den får os til at spekulere på, hvordan det blev sådan, og om det kan repareres eller kun blive værre. Hvis det var et ægteskab, var det nu krise- og samlivspsykologen skulle konsulteres.

Der er lang vej hjem for en eventuel svensk, journalistisk Sandhedskommision. Journalister enten tier, eller er lige så forlovet med dødssejleren. Jeg håber nok mere end jeg ligefrem tror på en offentlig selvransagelse, og i så fald er det ikke den sidste kloak, Linderborg har fået hældt ud over sig. Har hun ikke ligefrem selv skidt i den, har hun i al fald ikke medvirket til at rense afløbet.

Hun skal ikke behandles sådan, men jeg har ikke så ondt af hende, så det gør noget. Jeg er bedrøvet på Sveriges vegne.

Relateret: Richard Jomshof (SD): Människor måste kunna säga sin åsikt utan repressalier – I dag skriver Aftonbladets kulturchef Åsa Linderborg om hur det är att vara förföljd av hatet. Nu hyllas hon av journalistkollegor. –
SR Studio Ett: Journalist hotad efter granskning og Oisín Cantwell:Åsa Linderborg skrev i går en oerhört viktig text om den mobb som har varit ute efter henne sedan hon initierade en granskning av rasistiska och högerextrema sajter. Hos Cantwell males der med den store, pastose pensel. Fordi anonyme halvtosser mailer Åsa Linderborg, skal Säpo sætte en international undersøgelse og husransagninger i gang mod Avpixlat. Er manden rigtig vel forvaret? Jeg sad ved siden af ham i Malmø for nylig. Godt jeg ikke introducerede mig, han havde jo meldt mig til politiet:

Det som till exempel Åsa Linderborg utsätts för kan tysta röster, vilket i förlängningen hotar yttrandefriheten och därmed demokratin.Säpo säger sig sakna resurser för att övervaka hatsajterna. Det är allvarligt, för näste Breivik identifieras inte genom konventionell spaning på extrema grupper. Han rör sig nämligen inte i sådana kretsar. Näste Breivik avslöjas genom att ha diskussionsforum och kommentarsfält under uppsyn. Där hämtar han sin näring, där bygger han upp sitt hat…..Om nu den största hatsajten har lagt sin server utomlands är det väl bara att inleda ett internationellt polissamarbete? Göra tillslag, säkra information, genomföra husrannsakningar, beslagta datorer?