These four, though, are only the tip of the iceberg. How many sleepers are actually operating in Germany, nobody knows. And nobody can see inside the heads of the 5 million Moslems in this country. Those have have cast only a glance in the Koran can already be programmed for jihad. Our experiences of the past four years on Munich’s streets speak volumes. There is a highly dangerous time bomb ticking among us. These Moslems Wanted to Kill Markus Beisicht (video, tysk, utekstet)

Min egen uvidenskabelige statistik fortæller, at der i denne tid forpurres et større muslimsk terrorangreb/politisk terrormord i Europa om måneden. Mindst. Belgien forleden, Beisicht nogle dage inden, Hedegaard i starten af februar, Birmingham i januar, Bonn i december osv. Det betyder, at nogle uvægerligt vil lykkes før eller senere. Når folk begynder at dø i større antal, eller af åbenlyst jihadistiske årsager, vil det forrykke det politiske billede i Europa, og vi vil se helt andre politikere indvalgt, end dem der indførte multikulturen, og som i det store hele stadig regerer. Det er et spørgsmål om tid.

Man glemmer, at Holland stod og vippede på kanten af socialt oprør nogle døgn efter mordet på Theo van Gogh. Når man møder Geert Wilders personligt, er man ikke i tvivl om, at Holland ved, det er alt for farligt for landet, hvis et attentat på ham lykkes. Det samme er tilfældet med Westergaard og Vilks, der er blevet politiske symboler.

Vi skal glæde os over, at Danmark demokratisk er længst fremme i Europa med et nær ved DF-V flertal. Når det flertal kommer til, og hvis de holder tøjlerne stramt og tungen lige i munden, er vi bedre rustet imod at stemme på ekstremister og fascister end nogen andre. England og Tyskland mangler en demokratisk modstand mod indvandring og muslimsk poltisk indflydelse, og er i farezonen. I Frankrig hvis Le Pen ikke får den indflydelse, som hendes stemmer berettiger hende til.

Det samme er Sverige trods SD stadig, fordi der er en kraftig ekstremistisk understrøm, enhver der er fortrolig med detaljerne kender. I Sverige er der nationalister, i Danmark har de altid været for godartede til at man kan bruge ordet. Her er vi besindige, men med fingeren på pulsen. Foreløbig er S-SF ved systematisk at blive barberet ned til ubetydelighed, selvfølgelig også af andre grunde. I Norge har indvandringen været langt mindre, og den politiske reaktion langt hurtigere. Der er valg til september, og der tegner sig et rent FRP-Høyre flertal. De der følger Norge, ser at det koger.

Beslutsomme politikere kan sørge for, at demokratiet forbliver i førersædet. Udtryk omvendt: Et stort Radikalt parti i Danmark, ville bringe demokratiet i fare. Ganske ironisk, når man tænker på, at Jelved sagde, at „Anders Fogh er en farlig mand.‟Enhver fugl pipper med sit næb, også undertegnede. Men jeg har hele tiden haft blikket rettet imod, om den demokratiske højrefløj skulle blive overhalet højre om af folk, der ikke gider vente på politikerne. Kun tiden kan vise, om ens bange anelser har været begrundede. (Se: Large neo-fascist vote in French by-election: A warning to the working class.)

Brugte vi Breivik rigtigt, som Sørine Gotfredsen skrev, noget af det bedste der er skrevet om den sag? Skræmmende mange gjorde ikke. Endnu har vi tid, men med én terrorhandling kan den være udløbet. Problemet er, at vi ikke ved hvilken, og at nogle vil lykkes.

Peter Hitchens: „It wasn’t because we liked immigrants….‟

„but because we didn’t like Britain….Even back in my Trotskyist days I had begun to notice that many of the migrants from Asia were in fact not our allies. „

The greatest mass migration in our history has taken place. Revolutionaries of the Sixties to blame for seeing immigrants as allies Rather than them adapting to their lifestyle, we are adapting to theirs.

And it was at least partly my own fault. When I was a Revolutionary Marxist, we were all in favour of as much immigration as possible. It wasn’t because we liked immigrants, but because we didn’t like Britain. We saw immigrants – from anywhere – as allies against the staid, settled, conservative society that our country still was at the end of the Sixties.

Also, we liked to feel oh, so superior to the bewildered people – usually in the poorest parts of Britain – who found their neighbourhoods suddenly transformed into supposedly ‘vibrant communities’. If they dared to express the mildest objections, we called them bigots….I have learned since what a spiteful, self-righteous, snobbish and arrogant person I was (and most of my revolutionary comrades were, too).

But, unlike me, most of the Sixties generation still hold the views I used to hold and – with the recent, honourable exception of David Goodhart, the Left-wing journalist turned Think Tank boss who recognises he was wrong – they will not change. The worst part of this is the deep, deep hypocrisy of it.

Even back in my Trotskyist days I had begun to notice that many of the migrants from Asia were in fact not our allies. They were deeply, unshakably religious. They were socially conservative. Their attitudes towards girls and women were, in many cases, close to medieval. Many of them were horribly hostile to Jews, in a way which we would have condemned fiercely if anyone else had expressed it, but which we somehow managed to forgive and forget in their case. How the invasion of immigrants into every corner of England has made a mockery of PM’s promise to close the door

Marie Krarup: Harlang turde ikke tage debatten.

Hans Branner kommer i Politiken den 30. marts med en besynderlig og forkert udlægning af begivenhederne ved en høring om Irak-krigen på Christiansborg den 22. marts. Min far, Søren Krarup, angreb ikke Chr. Harlang og svingede ikke nogen taske efter samme. Og hans og mine argumenter slap bestemt ikke op. Det gjorde Chr. Harlangs derimod.

Han erklærede nemlig som afslutning på debatten, at han ikke havde deltaget i debatten, fordi han ikke ønskede at debattere med en person, der var så moralsk forkert, som jeg. Jeg må indrømme, at jeg med det samme kaldte ham for en tøsedreng. For det er man, når man i stedet for at tage en saglig debat, erklærer, at ens modstander er så umoralsk, at man ikke KAN tage debatten. Det er jo en dårlig undskyldning for ikke at tage den saglige debat.

Hans tilsvining af mig fik mange af tilhørerne, der efter mit skøn bestod af Enhedslistens og Radikale Venstres kernevælgere, til at komme hen og give mig hånd og opbakning. De var flove over Chr Harlangs opførsel. Da vi skulle til at gå, stødte min far, der var tilhører, og Harlang sammen ved garderoben, og Harlang gav sig til at råbe skældsord i et skingert toneleje – ”racist, nazist, fascist”. Og løb så ud. Igen fik vi stor sympati fra de tilbageværende, der næppe var politisk enige, men godt kunne se, at vi her havde med en ynkelig person at gøre, der ikke magtede debatten og derfor gik til groteske personangreb.

Hans Branner udlægger også mine synspunkter forkert. Det er rigtigt, at jeg sympatiserer med dele af den skole indenfor international politik, som man kalder realisme, og som ser verden som præget af anarki. At der ikke er en international retsorden. Men det er ikke rigtigt, at jeg mener, at magt er ret, og at jeg mener, at Danmark altid bør alliere sig med den stærkeste. Så skulle jeg jo gå ind for en alliance med Nazi-Tyskland og Sovjetunionen! Nej, jeg mener, at USA HELDIGVIS er den stærkeste magt i dag. USA er den gode supermagt, som vi har interessesammenfald med. Derfor skal vi støtte USA. Hvorfor troen på en international retsorden er en farlig og udemokratisk utopi har jeg skrevet en kronik om til Politiken, som jeg vil anbefale bladet at bringe i stedet for at bringe bagtalelse og forvanskninger til torvs.”

Marie Krarup på Facebook: