16
apr
Seneste opdatering: 16/4-13 kl. 0923
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er en vældig god og talende titel på debatten om indvandring i Publicistklubben i går. I virkeligheden kan man godt nøjes med den og spare en time i selskab med den mest indavlede, provinsielle pludrende klasse i Europa. I mange år kunne man ikke tvinge nogen til at diskutere noget, man kunne ikke skrive i aviserne, og de sjældne gange én gjorde, blev de tiet ihjel. Siden er det som bekendt gået slemt tilbage for etablissementet, så nu må der holdes indbyrdes brainstormning om fortsat at kunne tie pøblen ihjel. Et røntgenbillede af den mentale hjørne, som svensk journalistik har malet sig ind i, og som de ikke kommer ud af før historien er gået videre til næste punkt på dagsordenen. Alene aftenens overskrift er et mikrobillede af en journalistisk fallit: Debatten om debatten om debatten og min egen røv og op i den med folket.

Bortset fra hædersmanden Janne Josefsson er det et ekko fra fortiden i en elite, der allerede var agterudsejlet for ti-tyve år siden. Lena Andersson synes at være gået forkert og har sit eget hjørne i hjørnet, hvor hun mumler noget, der lyder som begyndelsen på et tretten-bindsværk. Selimovic har en vis forbindelse til den erfaringsbaserede verden, kan man høre.

Kun to dages debat i Norge om de publicerede indvandringsudgifter, har været mere spændende og kvalificeret end dette og en hel uges ævl om en muslimsk socialdemokrat i med Broderskabssympatier. Så indvavlet kan det blive i et samfund, hvor der ikke er noget politisk lederskab i et brandvarmt spørgsmål, og overvejende røde ‘intellektuelle’ skal være dem, der går foran. Et totalt fuck-up der – hvis man ikke har et overskud af humør – kræver dobbelt dosis lykkepiller.

Den offentlige debat i Danmark er mindre hysterisk, bedre informeret og mere civilliseret takket været fraværet af  intellektuelle sabotører og infantilister som Esbati og Linderborg. Med deres fortvivlende dominans kan man sige at 70 er vänstern hævner sig grumt på Sverige, nu hvor et livsvigtigt emne for første gang længe i Sverige kræver al muligt nærvær og opmærksomhed, men det har næsten ingen åndeligt ukorrumperet elite at falde tilbage på, og den de har, vil de ikke kendes ved.

Dette er åndelig stagnation jeg i virkeligheden vil fraråde enhver at se, med mindre de har en diagnosticerende funktion i deres professionelle liv. De vil kunne finde rigeligt med stof i figuren Linderborg, der er frysetørret og evighedsholdbar som pulverkaffe i en pubertær, neurotisk tilstand under Leonid Brezhnevs sidste regeringsår. En autoritær personlighed med berøringsfobier, narcissistiske og hysteriforme træk, som det også ligger i rubrikken: “Våga vägra debatten”. “Noli me tangere, – så flipper jeg bare ud!” Dette skriver jeg ikke for at være polemisk eller perfid, men fordi ingen kan undgå at bemærke, at der er mere på spil end blot et vaklende demokatisk sindelag. Linderborg er 70’ernes sidste, desperate gisp efter luft, utroligt nok af et menneske, der kun var to år gammelt i 1970. At denne tyranniske person gennem en indflydelsesrig stilling personificerer svensk elite, er en falliterklæring og tragedie.

Iøvrigt medvirker Lena Andersson, författare och krönikör, DN, Ali Esbati, frilansskribent og vänsterpartist, Janne Josefsson, journalist, SVT, Åsa Linderborg, kulturchef, Aftonbladet Jasenko Selimovic, statssekreterare, Arbetsmarknadsdepartementet. Janne Josefsson siger “Du snackar skit!” til den stærkt udringede allerede sommerklædte Åsa Linderborg, – babs og nutte truer med at hoppe ud på podiet – som længes tilbage til elitens diktaters tid. “Dette er venstreekstremister, der forsvarer Berlin-muren,” siger Josefsson helt rigtigt. At han udholder dem.

Til september er der Stortingsvalg i Norge, så skal hun også i gang med at opdrage på normændene. Hun vil blive gammel og udslidt før tid, hvis hun ikke allerede var født 40 gammel i 1968. Forleden skrev hun om Sveriges skrækkelige Danmarkisering – som vi jo kalder demokrati på denne side af Muren. Gud ved, hvad Linderborg ved om Danmark. Forstår hun mon dansk i skrift og tale?

.

När liberalismen krisar får främlingsfientligheten chansen att växa. Sverige drivs i en stenhård, dansk riktning. Även i Danmark började det med att det borgerliga etablissemanget samlade sig kring ”Vi måste ta debatten”-kravet, där ”ta debatten” betydde att vi måste våga tala om problemen med invandringen.

Snaphanen i islamofobiobservatoriet
Min kilde spurgte, om jeg havde læst den, men jeg hader rapporter, jeg ‘læser’ kun billederne med mindre det er noget helt særligt. Det er det sjældent. Dette får jo en Expo-rapport til at virke triviel og provinsiel i sammenligning. Inden man ved af det, er man som Robert Redeker ‘dagens islamofob’ og skal tilbringe resten af livet på en schweizisk alpetop med et maskingevær.

Springer vi nu helt frem til OIC konference nr. 39, der fandt sted i Djibouti i november 2012, bugner papirerne af høje politiske, religiøse, kulturelle og juridiske ambitioner, stor geografisk bredde og ikke mindst situationel dybde. Således udgav OIC i oktober 2012 sin Fifth Observatory Report on Islamophobia. Her nævnes Lars Hedegaard og den danske blog Snaphanen ved navn. Her citeres sætninger, som Lars Hedegaard udtalte ved sit køkkenbord i december 2009. Hvis venstrefløjen ikke ved, hvad der foregår, så gør OIC til gengæld.Kloden føles trang i den islamiske halvmånes gab. Ulla Nørtoft Thomsen: Dansk institut ønsket nært partnerskab med muslimsk verdensorganisation

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Fru.Frøken

    Jeg er stolt over at være en, om end ny, så dog fast læser/debattør på Snaphanen.
    En Fobi er en frygt eller angst som er irrationel – der er INTET irrationelt over frygten for Islam.
    Historien taler sit tydelige sprog.
    Tak til Snaphanen og et stort TAK herfra 🙂

  • Velkommen, Fru.Frøken !

    • Fru.Frøken

      Jeg siger tak for velkomsten.

  • Peter Buch

    Jeg var begyndtpå en kommentar til Åsa Liderborgs Våga ta ställning…, da jeg så man skulle have en facebook-profil. Det har jeg ikke og kunne ikke drømme om.
    Jeg ville have nævnt jeg synes det ville være godt hvis Sverige blev drevet i en stenhård dansk retning.
    Med fri lettilgængelig debat om utallige emner.

    Men det er godt nok kun få steder debatten ikke kræver log ind eller facebookprofil også her i landet.

    Alt med måde inden for danske stens hårdhed , undtagen fantasien. Hunter viser et eksempel på fantasi, eller hvad der nu er den optimale betegnelse, også findes i udlandet.
    Lyder som et førnøjeligt bekendtskab, hvis man ikke lige er et dyr i sæsonen…

  • Facebook – ikke på vilkår her heller. Så må du nøjes med at få luft her…………..

    • Peter Buch

      Det er herligt! Tak!

      De blev nok også trætte af mig på JP og Berlingske engang.
      Forsvandt Hunters kommentar, da bliver mine ord derom svære at forstå for nye læsere, der ikke så den?

  • Allan Hansen

    Facebook – nej tak!

  • Pingback: France’s Jewish exodus « Snaphanen()