2
maj
Seneste opdatering: 3/5-13 kl. 1959
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Via Pettersons. ”Og vi vil gerne give statsborgerskab til en potentiel terrorist,” siger The Enemy Within, Zenia Stampe. Se også The New York Times Erases Islam from Existence.

Retorik fra et sidespor

Egholm Feldt udstiller sit pseudovidenskabelige delirium

Af Torben Snarup Hansen (historiker, lektor emeritus).

Var Martin Krasniks “interview” med Lars Hedegaard i DR’s “deadline” et gennembrud for videnskabelighed? Det mener Jakob Egholm Feldt, lektor på RUC (Information, d. 27.03.13):

“Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål [ … ] : Hvad er kilderne kilder til?”

Faktisk stillede Krasnik ingen kritiske spørgsmål til kilderne – i dette tilfælde bogen “I krigens hus” (fra 2003). Han begyndte med at benægte eksistensen af en erklæring fra et islamisk topmøde i Mekka. Enhver kan med et klik hente denne tekst frem på skærmen, men Krasnik ønskede at tale om den serbiske islamforsker Srdj Trifkovic, som blev beskyldt for at være krigsforbryder.

Lektor emeritus Knud Bjarne Gjesing har dokumenteret, at Krasnik lyver (Krasniks påståede ”krigsforbryder”, Sappho, 26.03.13), og hverken Krasnik eller Feldt har taget til genmæle mod denne “debunking”.

Feldt holder sig langt fra enhver dokumentation. Han skriver endda “islam” og “islamkritik” i citationstegn, hvilket betyder, at islam ikke findes i virkeligheden, og at islamkritikere er skøre og / eller “ekstreme”. Den islamkritiske historiker Kim Møller affærdiger han således med en ubegrundet nedgøring, og hans specialeopgave (fra 2006) kaldes “dilettantisk”.

Et universitetsspeciale undfanges, når opgavens problemformulering godkendes. Efterfølgende kontrollerer vejlederen skriveprocessen. Sådan foregår det principielt.

I Møllers tilfælde satte læreren en fælde ved først at acceptere problemformuleringen og derpå lade ham skrive opgaven i overensstemmelse med den. Dens paradigme var hentet fra de sidste 150 års islamkritik – den historisk-lingvistiske. Denne procedure i behandling af kilderne har været standard fra Ignaz Goldzieher til Johannes Pedersen og Jes Asmussen, men Møllers vejleder ville ikke finde sig i, at islamapologeten Jørgen Bæk Simonsen (Københavns Universitet) blev set efter i sømmene. Derfor fik specialeopgaven en ussel karakter.

Bedømmelsen skyldtes, at Møller fastholdt forskningstraditionen i stedet for at foretage en indfølende antropologisk undersøgelse af individuelle muslimer og dermed levere bagatellisering af islamiseringens voldelige konsekvenser fra Marseilles til Malmø – på gader og stræder, i skoler og hospitaler. Den slags skaber nemlig “falske modsætninger” mellem “os og dem”. Dette nye paradigme prøver Feldt at skjule med snak om “kilder” og henvisninger til universitetsansattes “autorisering” og “anerkendelse”.

Imidlertid er ansættelse ikke i sig selv nok til at få anerkendelse. Både Feldt og professor Mehdi Mozaffari (Aarhus Universitet) er autoriserede, men i modsætning til førstnævnte har den sidste – en franskuddannet perser – forsynet offentligheden med velskrevne analyser af den aktuelle islamisering. Derfor er han anerkendt. Det samme gælder Farhad Khosrokhavar – ligeledes franskuddannet perser. Dertil kommer en stribe af andre islameksperter, der med et solidt kildegrundlag dokumenterer den aggressive radikalisering blandt tilvandrede muslimer i Vesten og blandt Orientens ritualmordere.

Feldt hører ikke til denne gruppe forskere. Han kan ikke modsige dem, og han tør heller ikke afvise dokumentationen i bogen “I krigens hus” (det har ingen hidtil gjort). Som Krasnik vil han hellere snakke om global opvarmning eller sagen om, hvorvidt præsident Obamas har fremvist et ægte fødselscertifikat.

Feldt stylter sig op som repræsentant for universitetets klassiske paradigme. Han kommer ikke fra Wilhelm von Humboldts universitet, men tilhører afdelingen med nihilisten Foucault og svindleren Edward Said.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Ole Burde

    ”Et gennembrud for videnskabligheden” hvor Krasnik og Feldt er involveret er ekstremt usansynligt . En af de få måder man kan forestille sig det , er hvis de to tåber tog på besøg i muslimistan og blev kidnappet , og holdt fanget et par år eller to … gerne inkludret lidt autentisk-etnisk mishandling af sexuel karakter…
    Hmmm…. det ku’ der faktisk skrives en bestseller om !

  • Med all respekt; jag tror att om man upprepar Krasnik och hans “intervju” med Hedegaard fler gånger blir det kontraproduktivt. Saken är belyst ur alla de synvinklar en människa kan tänkas se. Och ingenting kunde tjäna sådana fähundar som Krasnik mer än en vevpositiv-sång som bara sjunger samma melodi om och om igen. Det är min uppriktiga mening och jag hoppas att ingen tolkar den negativt.

  • Torben Snarup Hansen

    Men, men … Faktisk handler mit indlæg ikke ret meget om Krasnik. Substansen er en kritik af RUC-underviseren Egholm Feldt, som gennem flere år har været pioner i en art “tivolisering” af samfundsfag og humaniora. Egholm Feldt gør sig eksempelvis til talsmand for Hamas – d.v.s. Det Muslimske Broderskabs filial i Gaza læs mere her: http://www.israel-online.dk/mediawatch/eksperter/jakob_feldt_dr2_udlan d.php
    Først og fremmest handler det om Foucault og Said og det daglige “Glasperlenspiel”, lærere og studerende spilder tiden med.

  • Thomas Nydahl

    Tack för ditt svar Torben, jag ser och förstår det du syftar på, men eftersom du både börjar och avslutar din text med Knasnik reagerade jag som jag gjorde. Jag tror det är viktigt att fortsätta debatten med att lämna honom därhän, han har ju visat sig vara en helt irrelevant figur, inte sant.

  • Pingback: Islamistiske ekstremister på velfærd … | Hodjanernes Blog()

  • Pingback: Die Said-Schule der Schwindler | diesiebtesichel()

  • Pingback: Islam i det pæne selskab « Snaphanen()