21
maj
Seneste opdatering: 22/5-13 kl. 0339
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Ta inn hele skjermen 21.05.2013 161729

Man kan sige, at dette er den første anmeldelse bogen får i MSM overhovedet, idet man roligt kan kan se bort fra Aftonbladets svinetreg, der var sigende om avisen, men ikke om bogen. Jeg må desværre ikke gengive den hele for Weekendavisen, hvad jeg ikke kan fortænke dem i, men det må udlandet, så jeg linker, når det dukker op. Det er en stor glæde for os, der har læst og omtalt bogen, at Nordens bedste avis giver den plads. Hvis jeg skal sige det lidt uformelt, så udstiller Weekendavisen og letter ben op af det samlede svenske journalistkporps med denne anmeldelse.

Debatbog. En ny svensk debatbog påpeger, hvor nemt det er at være tolerant, når man bor i en velhaverghetto.

MED undtagelse af Sverige. Her [i Sverige] lever den politiske og intellektuelle elite stadig i en boble, hvor man er racist og fremmedfjendsk, hvis man er af den overbevisning, at landet umuligt kan klare, at den nuværende asylpolitik fortsætter. Sverigedemokraterna, som er Dansk Folkepartis svenske sidestykke, holdes ude af samarbejdet i Riksdagen, fordi alle de andre partier er enige om at anse dem for racistiske. Og de få intellektuelle, der har forsøgt at sætte gang i en realistisk og åben demokratisk debat om indvandringspolitikken, er foreløbig blevet frosset ude.

Det er Sveriges tragedie. Derfor er denne bog så vigtig. Den er skrevet af Karl-Olov Arnstberg, som er professor i etnologi, og Gunnar Sandelin, som er journalist, og den forsøger at belyse alle de fakta, som skal med i en rationel stillingtagen til den svenske asylpolitik. Bogen indeholder kapitler om indvandringens omfang og karakter, om dens omkostninger og om den kriminalitet, som indvandrerne begår. Desuden fortæller den om de teknikker, hvormed asylansøgere kan bedrage sig til opholdstilladelse, og om de organisationer, som mod betaling bringer asylansøgerne frem til Sveriges grænse. Og komplementært til alt dette dokumenterer bogen også, hvorledes den svenske debat om asylpolitikken er blevet undertrykt. Folket skulle ikke høres, men opdrages. I den forbindelse sluttes med et kapitel om forskellen mellem Danmark og Sverige. Anm: Racisterne er de andre, Weekendavisen, 17.05.2013 Sektion: Bøger (ikke online)

Somaliere kan sendes hjem
Det burde naturligvis også gælde de tusinder, danske politikere har givet evigt ophold mod befolkningens ønske:

Efter knap to års pause vil Danmark igen begynde at afvise somaliske asylansøgere og sende dem tilbage til deres uroplagede hjemland på Afrikas Horn. Det er konsekvensen af en ny afgørelse fra Flygtningenævnet. Et flertal af nævnets medlemmer vurderer, at risikoen for eksempelvis vold, terror og drab i den somaliske hovedstad Mogadishu ikke længere er stor nok til, at Danmark som udgangspunkt skal tage imod alle somaliske flygtninge.

»Nævnet har ikke fundet, at de generelle forhold i og omkring Mogadishu i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 7 (Flygtningekonventionen, red.),« skriver nævnet efter at have vurderet fem konkrete prøvesager.I februar vurderede Udlændingestyrelsen på baggrund af en dansk-norsk fact finding-mission til Somalia, at sikkerhedssituationen var forbedret i en sådan grad, at hjemsendelserne kunne genoptages, og det er den vurdering, som Flygtningenævnet nu har blåstemplet. Danmark vil sende somaliere hjem

Husby er ikke et sted i Sverige

Af CHRISTIAN SKAUG

Saken er rett og slett at det ikke er noen ver­dens ting å gjøre, annet enn å håpe på at den sosiale mobi­li­te­ten på slike ste­der ikke er null, og la være å for­sterke pro­ble­mene med en van­vit­tig inn­vand­rings­po­li­tikk, slik at disse ikke vokser ukon­trol­lert.

Det vil si, geo­gra­fisk, juri­disk og folke­retts­lig er det natur­lig­vis det, men økono­misk bare i begren­set grad, og sosi­alt nes­ten ikke i det hele tatt. Og skal man for­stå hvor­for det ble slik, er det nød­ven­dig å gå til­bake til 1960-tallet.

På den tiden var det bolig­man­gel i Sve­rige, og sta­ten iverk­satte det såkalte Mil­jon­pro­gram­met, hvor man tok sikte på å bygge intet mindre enn en mil­lion boli­ger på kort tid. Mange av disse boli­gene er å finne i blok­ker i de for­ste­dene som i dag anses som pro­blem­om­rå­der, men som en gang i tiden befant seg i nær­he­ten av levende industriområder.

Hva gikk galt?

Med utvik­lings­trekk som bl.a. glo­ba­li­se­rin­gen var deler av den gamle svenske indu­strien ikke len­ger kon­kur­ranse­dyk­tig. Etter ned­leg­ging flyt­tet folk etter de nye job­bene, og bolig­man­ge­len avtok også av demo­gra­fiske årsa­ker – befolk­nings­veks­ten gikk ned da abort­lo­ven ble libe­ra­li­sert også i Sverige.

Da inn­vand­rings­bøl­gen begynte for alvor på 1990-tallet, skjedde det ulykk­sa­lige. Store grup­per av per­soner fra land langt borte ble plas­sert i blok­kene som mange svens­ker hadde flyt­tet ut av. De inn­fødte som ble igjen, var over­vei­ende av den mindre res­surs­sterke delen av befolk­nin­gen som ikke hadde fun­net råd til å opp­gra­dere til en bedre bolig annet­steds, kan­skje fordi man ikke hadde fun­net jobb i en annen bran­sje enn den ned­lagte man hadde arbei­det i.

For sosio­lo­ger verdt sitt salt var dette selv­sagt ingen over­ras­kelse. Noe lig­nende var alle­rede skjedd i Frank­rike, og tid­lig på 2000-tallet kom de første bekym­rede rap­por­tene om utan­för­skap: områ­der hvor utdan­nel­ses­ni­vået, yrkes­del­ta­gel­sen, valg­del­ta­gel­sen og nær sagt enhver annen indi­ka­tor på del­ta­gelse i sivil­sam­fun­net, var langt lavere enn gjen­nom­snit­tet – med de resul­ta­ter enhver kan tenke seg.

Vel­mente til­tak ble iverk­satt, men ingen­ting kunne jo for­andre på de mest grunn­leg­gende rea­li­te­tene, nem­lig at det befant seg et høyt antall frem­mede men­nes­ker langt fra job­bene, langt fra kul­tur­til­bu­dene og langt fra de sosiale og kul­tu­relle insti­tu­sjo­nene som kunne ha gitt de samme men­nes­kene flere svenske impulser.

Av slike områ­der har svens­kene i dag noen titalls, mens de i Frank­rike er noen hundre­talls (i Norge ingen, selv om en hånd­full er under utvik­ling). Og men­nes­kene som bor der utgjør i begge land en pro­sent­an­del av befolk­nin­gen som er stor nok til at pro­ble­mene i deres kjøl­vann er et alvor­lig sam­funns­pro­blem, men liten nok til at den ikke truer sta­bi­li­te­ten i den vel­stå­ende delen av samfunnet.

Saken er rett og slett at det ikke er noen ver­dens ting å gjøre, annet enn å håpe på at den sosiale mobi­li­te­ten på slike ste­der ikke er null, og la være å for­sterke pro­ble­mene med en van­vit­tig inn­vand­rings­po­li­tikk, slik at disse ikke vokser ukon­trol­lert. Hvil­ket ikke er noen selv­følge i et land som Sve­rige, hvor eli­ten er mer luk­ket og avsond­ret fra omver­de­nen enn den er i Norge, og avstan­den mel­lom den pro­kla­merte tole­ran­sen og den mang­lende vil­jen til å inn­lemme per­soner som skil­ler seg ut en smule i de sosiale sirk­lene som tel­ler, er mye større enn i Norge.

Med alle disse ingre­di­en­sene på plass er det ingen over­ras­kelse at det opp­står følel­ser av håp­løs­het og hat mot stor­sam­fun­net, uten at dette skal opp­fat­tes som noen stak­kars­lig­gjø­ring av per­sonene det gjel­der eller rett­fer­dig­gjø­ring av deres ugjer­nin­ger – kun en obser­va­sjon. Ei hel­ler over­ras­ker det at en måte å kana­li­sere dette hatet på befin­ner seg i skjæ­rings­punk­tet mel­lom volds­trang og islam. Islam er altså ikke den grunn­leg­gende årsa­ken til at det gikk galt i Husby og andre ste­der, men for den som ønsker å rekrut­tere sol­da­ter til radi­kal islam, er slike for­ste­der et utmer­ket sted å fiske i rørt vann.

Hvil­ken lær­dom kan så trek­kes av denne his­to­rien? Kan­skje helst at man ikke gjen­tar den. At man ikke går i gang med mas­sive sosiale eller arki­tek­to­niske til­tak uten å tenke over alt som kan gå galt. Seksti­tal­lets svenske sam­funns­plan­leg­gere kan kan­skje ikke kland­res for ikke å ha fore­stilt seg det som senere kom til å skje, men deres arbeid vil for all frem­tid utgjøre noen slags monu­men­ter til påmin­nelse om hvor galt det gikk.

Christian Skaug, Document.no

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Man skal jo som bekendt ikke glæde sig over andres ulykke, men
    nogle gange er det altså lidt sværere at lade være med end andre 😉

    http://www.friatider.se/skulle-spoa-svensk-gubbjavel-fick-gratislektio n-i-karate

    Skulle spöa svensk ”gubbjävel” – fick ofrivillig gratislektion i karate istället

    Publicerat den 18 maj 2013 kl 07:04

    MALMÖ.”Gamla gubbjävel, nu skall jag ta dig”, ropade den 19-årige invandraren och angrep en 64-årig svensk i Malmö. Vad ynglingen inte visste var att det tilltänkta offret hade svart bälte i kampsport.

  • Pingback: Frågestund med Barbapappa « Snaphanen()

  • Pingback: Embedsmand tager bladet fra munden om asyleriet « Snaphanen()

  • Pingback: Fagbladet Dansk Politi i Rosengård i Malmø « Snaphanen()

  • Da Capo

    Den Sverigevänliga frihetsbloggen ‘Avpixlat.info’ vägrade ta in följande inlägg av Kenneth Sandberg.

    Förtydligande: Satis Polito = latin för “tillräckligt polerad” och även titeln på Åkessons nyutkomna bok.
    http://image.bokus.com/images2/9789198116205_200

    “Satis Polito – för vad?
    Vid statstelevisionens intervju förklarar Jimmie Åkesson titeln på sin bok med att den motsvarar uppfattningen han har om sig själv och sin roll som partiledare för Sverigedemokraterna. Och framhåller som belägg för detta de opinionssiffror som stigit sedan hans tillträde och partiets entré i Riksdagen. Den fråga som inställer sig är ofrånkomligen; Tillräckligt för vad? För att partiet, tillsynes, har kommit in i riksdagen för att stanna – och att därmed Jimmie Åkessons personliga välstånd är tryggat?

    Eller för att partiet under hans ledning är en optimal kraft för att avvärja nationen sammanbrott.? Mot bakgrund av den ständigt accelererande invandringen och de likaledes gigantiska problem det medför – icke minst i kostnader och annat lidande för svenska folket – och den återhållsamma ‘rumsren’-linje Åkesson profilerar partiet med, kan åtminstone följande retoriska fråga ställas: Fungerar i själva verket SD som ett filter mellan den folkliga opinionen – utifrån en faktisk verklighet och hotbild mot Sveriges fortbestånd – och makthavarna.!?

    Det är inte alldeles långsökt att det mångkulturella samhällets förfäktare kan se strategiska fördelar med att framhålla SD som ett främlingsfientligt och extremt etnofobiskt parti – när samtidigt detta parti begränsar sitt agerande till en debatt vid något enstaka tillfälle i riksdagen och till formuleringar i samband med det årsvisa offentliggörandet av en skuggbudget.

    Ett sådant salongsfähigt utövande av oppositionsrollen ger ingalunda den bekräftelse och därmed motivation för kampmotstånd som svenska folket är i behov av. Istället tjänar det med all säkerhet till att förstärka den bild som etablissemanget vill upprätthålla, d v s att allt prat över köksborden om problem gällande den förda invandringspolitiken är grundat på ‘överdrifter, svartmålning och okunskap.

    Ska Sverige ha en åtminstone teoretisk chans att överleva som en nation fylkat av det svenska folket, så krävs det antingen en SD-ledning som är betydligt mindre ’tillräckligt polerad’ eller ett nytt parti som mycket klart avstår från att bli ytterligare ett blad i den för vårt land så fatala 7-klövern.”
    – – – – – – –
    http://janmilld.wordpress.com/2013/09/10/sd-ett-filter/

  • Pingback: Michael Coren – Ezra Levant on trial « Snaphanen()

  • Pingback: SVT’s coitus interruptus/coitus reservatus « Snaphanen()

  • Pingback: Karl-Olov Arnstberg: Dystopiska funderingar « Snaphanen()