6
jun
Seneste opdatering: 13/5-16 kl. 0015
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg kan huske den boksekamp i Madison Square Garden den 24 marts 1962, to år inden jeg selv kom til USA med Svenska Amerika Linjens Kungsholm. Emile Griffith slog Benny Paret ihjel i de sidste sekunder af den sidste omgang. Det vil sige, jeg kan huske de sort-hvide fotos på avisernes forsider af den døende cubaner Benny Paret dagen efter. De kornede fotos viste den dybt bevidstløse Paret, der hang med den ene arm i tovene, den sidste rest af liv, han hang fast ved.

Det var en billedfattig tid, vi havde ikke TV og selvom vi havde haft det, havde de ikke vist kampen. Fotografier var ladet med en betydning dengang, der er gået inflation i siden. Man kunne stirre længe på et fotografi for at begribe, hvad der foregik, man kunne bruge det, for at være tilstede. Jeg gjorde det samme med billederne fra Budapest i 1956, kun fem år gammel. Jeg var tilstede, hvis jeg så på dem længe nok. Det var omkring det tidspunkt, jeg fik et kamera og begyndte at tilføre verden lidt flere billeder.

Jeg interesserede mig ikke for boksning, det kom langt senere, men døden og billedet af den, brændte sig ind i min hukommelse. Børn interesserer sig for døden på en elementær, eksistentiel måde, det er kun med alderen, den interesse bliver prosaisk og praktisk betonet. For et barn er døden et jordskælv af et drama. Voksne skylder børn, at kunne se verden med deres øjne.

Det siges, at Griffiths raseri skyldtes, at Paret ved indvejningen havde kaldt ham Maricón (bøsse) – hvad han vistnok var – og som var ødelæggende for en sort sportsmand dengang, og til dels også i dag. Griffith, der lever endnu, skal have angret kampens forløb lige siden.

Det er først nu 50 år efter, at jeg ser de levende billeder af den slagbyge, der slog Paret ihjel, men alligevel gør det et langt stærkere indtryk på mig at læse Norman Mailers beretning fra ringside her nedenfor. Ord taler til ens forestilling på en anden måde end billeder, som vi efterhånden er blevet immune overfor. Hvis man vil gengive billederne deres betydning, må man gå modstrøms, nedsætte hastigheden og tvinge øjnene til at se om og forfra. Det er lidt som med internet, dets hurtighed er fascinerende, – man passerer gaden, tager et foto, og et minut efter er det på nettet – men hvis man vil indgive det mere betydning, må man forsøge at tilføje det langsomhed. Det er mit ideal af et snapshot, langsomt.

Det er ikke et tilfælde, at store forfattere som Norman Mailer, Albert Camus og Joyce Caroll Oates, har fæstnet sig ved det koncentrat af livets drama, som boksning er. Jeg er mest tiltrukket af dens skønhed, som f.eks. hos Ayub Kalule mere end nogen anden bokser.

Han kunne ikke slå hårdt, har var som født uvoldelig, uden dræberinstinkt, men alligevel vandt han 46 ud af 50 kampe. Jeg nød at se ham, på den samme måde, som jeg forestiller mig at balletpublikummet nyder ballet, som jeg til gengæld er helt blottet for sans for. Omvendt væmmes jeg af primitiv boksning, som TV flyder over af. Det gjorde ondt at se Sugar Ray Leonard pille silken af Kalule i den berømte titelkamp i juli 1981, det var et nederlag for det, jeg holdt af. To store kunstnere, hvor Leonard havde én ting, Kalule manglede: instinktiv brutalitet. Jeg så tit Kalule i Øbro Hallens dampbad mellem 1976 og 1983, og i samtale var han lige så blid som i ringen. Jørgen Leth med det usvigeligt sikre blik for enestående kunstnere i sport, har lavet en film om Ayub Kalule liesom han har om kunstneren Michael Laudrup.

Men læs Norman Mailers korte artikel. Så dramatisk og samtidig så lidt svælgende i drama og sensation, som tænkes kan, og så fjernt fra sportsjournalistik, som overhovedet muligt. Det er en indiskretion, at være så tæt på nogen der dør, hvis man ikke kender dem meget godt, og selv da har jeg følt, at jeg trådte den døende for nær. Mailers beskrivelse er båret af ærefrygt overfor synet. Forlegenheden på begge sider af ringens tove, er i sætningen: “He gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet.” Har vi ikke selv ligget syge og hjælpeløse, og set forlegent på de raske og nærmest bedt dem om undskyldning?

Det er en privat sag at dø, det skal ikke bevidnes af tusinder, det er et instinkt, vi deler med dyrene, der går afsides for at dø. Når Josef K. bliver dolket på den sidste side i Processen, er det skammen, Kafka accentuerer. Han dør “som en hund, men skammen overlever ham.” Det er vidnerne til døden, der er den foruroligende omstændighed mere end døden selv. Vi vil ikke se mennesker dø, som i videoerne fra Syrien nu, ikke så meget fordi vi ikke vil se døden i øjene, men fordi vi ikke vil se vores eget barbari og mennesker ydmyget af det. Ubehaget er ikke kun døden vi ser filmet, det er os selv og vores skam på vegne af den døende. – Nu ser vi mennesker slagtet på Europas gader “som hunde”, hvis skammen overlever dem, skal hvert dødsfald skrives på vore lederes regning. De skal ikke undslippe deres medskyld.

And Paret? Paret died on his feet. As he took those eighteen punches something happened to everyone who was in psychic range of the event. Some part of his death reached out to us. One felt it hover in the air. He was still standing in the ropes, trapped as he had been before, he gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet,” and then, his head leaning back but still erect, his death came to breathe about him. He began to pass away. As he passed, so his limbs descended beneath him, and he sank slowly to the floor. He went down more slowly than any fighter had ever gone down, he went down like a large ship which turns on end and slides second by second into its grave. As he went down, the sound of Griffith’s punches echoed in the mind like a heavy ax in the distance chopping into a wet log.

Norman Mailer: The Death of Benny Paret. Der var flere dødsfald i tressernes amerikanske boksning. Bob Dylan skrev om dem: Bob Dylan Who Killed Davey Moore? 1963 – Genpostering lettere redigeret fra oktober 2010.

Cracking up, II

In 1979, Lowe married country singer Carlene Carter, daughter of fellow country singers Carl Smith and June Carter Cash and stepdaughter of Johnny Cash. He adopted her daughter, Tiffany Anastasia Lowe. The marriage ended in 1990, but they remained friends, and Lowe remained close to the Carter/Cash family. He played and recorded with Johnny Cash, and Cash recorded several of Lowe’s songs.

After the demise of Rockpile, Lowe toured for a period with his band Noise To Go and later with The Cowboy Outfit, which also included the noted keyboard player Paul Carrack. Lowe was also a member of the short-lived mainly studio project Little Village with John Hiatt, Ry Cooder and Jim Keltner, who originally got together to record Hiatt’s 1987 album Bring the Family.Nick Lowe

Jeg linkede til den forleden, men jeg har måttet høre den et par gange. Hvem vil ikke hellere tænke på Rockpile end end den kønsløse landsforræder Reinfeldt? Det er det der sexede guitar-riff, som gør hele showet. Det minder mig om lange sommeraftener på torpet i Småland, hvidvin på terrassen, flagermus foran næsen, knotens bid og Stefan Wermelins utænkelige musik i radioen. Han satte en ære i, ikke at spille noget, som var populært. Højttalerne for fuld knald, ingen naboer. SR er milevidt bedre til klassisk, jazz og rock end DR, der er ingen vej udenom. Nu er det sommer i Sverige igen, men jeg er der ikke mere. Og Nick Lowe spillede bas med Ry Cooder, John Hiatt og Jim Keltner i Litlle Village. Det lyder enkelt, men der skal mange år til at nå frem til at swinge sådan, det er beskidt. Tro mig, jeg har prøvet:

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensF

    Smukke indlæg om boksning og musik, tak for erindringerne fra en noget yngre mand.

  • Jeg har været Rockpile og Lowe-fan siden 1979, da de spillede på Emmanuel College May Ball i Cambridge, hvor min dengang tilkommende gik. Og så sent som i 1995 så jeg Lowe på Cambridge Country Festival, hvor han gjorde mig glad ved at synge den herlige “Rose of England”. Bliv ved med de små musikalske og ornitologiske udenomsbidrag, de letter fordøjelsen af de svære. Og gider du forresten sende mig din e-mail, jeg vil gerne i direkte kontakt.