13
jul
Seneste opdatering: 13/7-13 kl. 1331
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Kai Sørlander

En replik til Kasper Støvrings Amerikansk professor forsvarer relativismen.

sorlander.kaiFindes der moralske principper, som er universelt gyldige, eller findes der ikke sådanne principper? På sin blog på Berlingske (den 4. juli 2013) præsenterer Kasper Støvring en amerikansk filosof, Jesse Prinz, som argumenterer for det sidste, og som derfor hævder en kulturrelativistisk position, der indebærer, at vor dybeste moralske forpligtelse er kulturelt begrænset. Da dette spørgsmål er helt centralt for forståelsen af vor situation i verden, er der grund til at se nærmere på, om Jesse Prinz’ argumentation holder.

Jesse Prinz udelukker selve muligheden for at begrunde en objektiv og universelt gyldig etisk fordring, som er forpligtende for alle personer uanset etnicitet, religion, køn og andre partikulære forhold. Og det gør han – ifølge Støvring – ved at tilbagevise tre forskellige bud på, hvorledes man kunne tænke sig at begrunde en sådan fordring. Tre forskellige bud på, hvor universaliteten i en sådan fordring skulle komme fra. Det ene er fra religionen – fra Guds bud; det andet er fra den menneskelige natur – fra evolutionsbiologien; og det tredje er fra rationelle principper – eller begrebslogiske deduktioner. Og så tilbageviser han i tur og følge, hvert af disse forsøg på at begrunde en objektiv moral.

Da jeg er fuldstændig enig i, at man ikke kan begrunde et universelt forpligtende etisk princip på religion, og at man heller ikke kan begrunde det på evolutionsbiologi (menneskets natur), så går jeg direkte til det centrale spørgsmål: Giver Jesse Prinz en gyldig – og universelt forpligtende – begrundelse for, at det er umuligt rent begrebslogisk at begrunde et universelt, rationelt forpligtende etisk princip? Hvorledes begrunder Jesse Prinz – ifølge Støvring – at det er umuligt? Der er to hovedpunkter i Jesse Prinz’ argumentation.

For det første hævder han, at rationaliteten er et neutralt instrument i forhold til at vurdere menneskelige handlinger. Men er det rigtigt? Rationaliteten siger, at to plus to er fire. Rationaliteten er altså ikke neutral med hensyn til, om man hævder eller benægter den påstand. Og det at hævde eller benægte påstande er også menneskelige handlinger. Så det er ikke korrekt at sige helt generelt, at rationaliteten er et neutralt instrument til at vurdere menneskelige handlinger. Således er rationaliteten heller ikke neutral med hensyn til, om man bøjer sig for Gödels bevis eller ikke, selv om de færreste forstår dette bevis.

Så langt er der altså noget elementært galt i Jesse Prinz’ argumentation, men lad os gå videre til næste punkt, som er det centrale. Her hævder Jesse Prinz, at i bedste fald kan rationaliteten fortælle os, hvilke af vore værdier der er uforenelige, og hvilke handlinger der vil føre til opfyldelsen af vore mål; men rationaliteten kan ikke sige noget om, hvilke af vore uforenelige værdier vi skal opgive, og den kan ikke sige noget tvingende om, hvilke mål vi skal forfølge.

Er dette så korrekt? Det afgørende her er, at vi kan følge mål, og at vi kan lade vor viden indgå i den kausale determination af de mål, som vi følger. Og spørgsmålet er, om rationaliteten så kan sige noget om, hvilke mål vi bør følge. Eller mere præcist: om rationaliteten kan sætte nogle principielle betingelser for, hvilke mål vi bør følge. Jesse Prinz hævder, at rationaliteten sætter én sådan betingelse. Den siger, at vi ikke bør have mål, som er uforenelige, og som derfor står i vejen for hinanden. Men Jesse Prinz hævder i næste omgang, at rationaliteten aldrig kan sige noget tvingende om, hvilke af de uforenelige mål vi bør opgive.

Men her overser Jesse Prinz fuldstændigt det helt centrale punkt: at det at være rationel selv er et mål – et mål, som rationaliteten rent logisk ikke kan være neutral med hensyn til. Når dette kommer med, så følger, at rationaliteten kræver af os, at vi ikke sætter os mål, som interfererer med, at vi fortsat kan opretholde vor egen rationalitet. Og da dette – rent rationelt – gælder for enhver mulig person, og da rationaliteten bør være konsistent med sig selv, så kræver rationaliteten også, at ingen person bør sætte sig mål, som er uforenelige med, at nogen person kan opretholde sin respektive rationelle uafhængighed. Det er en formulering af det etiske konsistenskrav, som er en universel, rationel betingelse for, hvilke mål vi som personer bør sætte os. En betingelse, som alene afhænger af, at vi er personer og kan lade vor viden om de sandsynlige konsekvenser af vor handlen indgå i den kausale determination af, hvad vi beslutter os til at gøre. Og det kan derfor bruges som basis for kulturkritik – ganske uanset hvilken kultur der er tale om.

Det er et deprimerende udtryk for svagheden i nutidens vestlige kultur, at en amerikansk professor i filosofi ikke mødes med en kompakt og stringent modsigelse, når han fremfører sin logisk inkonsistente kulturrelativisme, men at han tværtimod hyldes med tilslutning. Det er vestlig kultur, som har svigtet kernen i den arv, der gjorde Europa til hjemsted for den rationelle eftertænksomhed, som var kimen til det videnskabelige gennembrud. For ægte videnskab er universel, ikke kulturrelativistisk. Kvantemekanikken kan ikke forstås kulturrelativistisk.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Torben S. Hansen

    Kære Kai.
    Hvad kan dit ræsonnement så bruges til? For tiden hærges den halve menneskehed af en morderisk og fordummende ideologi, hvis fortalere henviser til befalinger fra en gud. Er disse ideologer logisk konsistente? Og hvilken forskel gør det, om de ikke er det?

    Hvad med de to totalitære katastrofer i det 20. århundrede – kommunismen og nazismen? Var det rationelt og logisk konsistent at hhv. gasse jøder og systematisk sulte ukrainske bønder ihjel?

    Det er en kendsgerning, at nazismen (plus de japanske militarister og Mussolini) blev nedkæmpet med en massiv militær indsats, som blev gennemført på grundlag af patriotisme og et moralsk – normativ – budskab: Vi borgere i USA påtager os at lede nationer med samme moral, samme normer og samme idealer for frihed i en fælles indsats for at knuse ondskaben. Som du selv har fremhævet, bygger et sådant engagement på en kontrakt og på en vilje til at indrette eller afskaffe bestemte tilstande – eksempelvis afskaffe Nürnbergerlovene og hele den dødsindustri, som blev dens konsekvens. Hvad har det at gøre med matematik eller logik?

    Nazismen kom til kort, fordi den udfordrede borgerligheden og kapitalismen militært. Kommunismen imploderede, fordi dens projekt, dens udfordring foregik på økonomiens område. François Furet og Ernest Gellner har beskrevet og analyseret disse megaproblemer, og de koncentrerer sig forståeligt nok om magt – ikke universel rationalitet.
    For den enkelte og for samfundet (d.v.s. nationen) handler det altid om et valg, som ikke kan forudsiges: Vil jeg / vi slås mod tyranni og grusomhed? Eller tør jeg ikke (sædvanligvis en meget forståelig reaktion). Eller slutter jeg mig til en overmægtig fjende? Hvad er mest logisk?

    Lord Bentick var guvernør i britisk Indien i 1829. Han forbød enkebrænding og beordrede henrettelse af dem, der overtrådte dette forbud. Han blev mødt med en henvisning til lokal sædvane og kultur. Han svarede: “Hvor jeg kommer fra, har vi den kultur, at vi lægger et reb om halsen på dem, der brænder mennesker!”

    Hvilken forskel gør det, om Vestens normer betegnes som universelle eller partikulære? De gælder hvor der er sat tilstrækkelig magt – ikke logik – bag.

    I dagens Ægypten kommer nogle af dem muligvis til at gælde – afhængig af den politiske kamp. Hvorledes kan det betegnes som mere rationelt eller logisk at arrestere Morsi end at lade ham blive siddende? For Broderskabet var det selvfølgelig rationelt at have ham på den øverste lederpost. Dets modstandere og militæret har en anden rationalitet.

  • Torben S. Hansen

    Unge mennesker har det hårdt. De er blevet groft svigtet af Kais og min generation. De har ikke lært tysk! Men her er et par citater fra Max Weber:

    Det første har aktualitet, fordi en sværm af Gutmenschen forsøger at benægte, skjule, relativisere eller bagatellisere den ondskab, som skyldes en bestemt religion: “Det lader sig ikke gøre at holde fred med troskæmpere. Man kan kun uskadeliggøre dem”. (Mit Glaubenskämpfern ist kein Frieden zu machen, man kann sie nur unschädlich machen).

    Og i forlængelse: “En empirisk videnskab sætter ingen i stand til at lære nogen, hvad han bør, men kun hvad han kan og – under visse omstændigheder – hvad han vil”. (Eine empirische Wissenschaft vermag niemanden zu lehren, was er soll, sondern nur was er kann und – unter Umständen – was er will).

  • falkeøje

    Først havde vi Ase Troen.
    Den var underholdende og morsom.
    Så fik vi Kristendommen, den var god i musik, digtekunst
    og arkitektur.
    Nu vil man prakke os Islam på, det gider vi ikke.
    Til Helvede med et hele, det var bare overtro fra ende til
    anden!!!

    falkeøje

  • Emeritus

    Om rationaler.
    Mogens Camre skriver en udmærket kronik i gårsdagens JP, der bestemt ikke er baseret på et kulturrelativistisk verdenssyn. Temaet er kendt og stemmer nærmest lige så dårligt overens med DF’s gammel-socialdemokratiske politiske profil. Der er fra Camres side tale om et helt andet, kontant og mere nøgternt rationale, som har meget lidt at gøre med vælgerpleje i sommervarmen. Men kronikken fik mig virkelig til at genoverveje rækkevidden af den omfordelingspolitik, som uomtvisteligt har medvirket til at opfylde Grundtvigs ønske om at få her til lands har for meget og færre for lidt.

    I en verden med knaphed på goder, var det en drøm, men ikke desto mindre en socialt smuk drøm, som var værd at stræbe efter. Enhver burde kunne forstå, at hvis drømmen skulle kunne lade sig gøre, ville det blive en lukket fest, hvor alle måtte indse, at man må yde, før de kunne nyde. Udviklingen har medført, at vi i vor del af verden i dag lever i en overflod, der forekommer selvfølgelig.

    Er overflod uden indsats nu en god idé at basere og realisere en drøm på, blot fordi muligheden er til stede nærmest som en selvfølgelighed, og at gennemføre drømmen og udbrede overfloden som en omfordeling fra det rige nord til fattige i øst og i syd som en ret alle har til at få del i et homogeniseret EU og siden som en universel menneskeret til resten af verden? Hvad er der allerede sket med os i mellemtiden, og hvad vil ske i resten af verden, efterhånden som vi forsøger at universalisere vore omfordelingsbestræbelser? Fattig-Carina og Dovne Robert er jo helt klart uden indsigt i den oprindelige mekanisme. De nyder, hvad andre yder som en ret. De er symptomer på, hvad der sker, når goderne ikke kobles til kampen for overlevelse og kampen for det daglige brød.

    Medfører drømmens virkeliggørelse til sidst tabet af selvopretholdelsesdrift og meningen med livet? Er konsekvenserne i det lange løb uden økonomisk, mental og rationel dækning? Hvad er det vore politikere har gang i? Er det et rationale in absurdum, der er ved at tage form, og som vi er vidne til? For hvad med denne udvikling i det lange løb? Drømmens opfyldelse kan sagtens komme til at handle om hele folkeslags mentale sundhed. Breder man omfordelingen fra Danmark og Europa ud over hele verden som produkt af samme drøm, som Grundtvig drømte, risikerer vi, at drømmens virkeliggørelse ender i et globalt mareridt.

    Med venlig hilsen

  • Anonym

    Kulturrelativisme fører efter min mening til altings ligegyldighed. Derfor er -ismen kontraproduktiv i sit udgangspunkt og ikke værd at bygge sin tilværelse på.

    Med venligt hilsen

  • Kai Sørlander

    Svar til Torben S. Hansen.

    Spørgsmålet er, om kulturrelativismen er en gyldig teori. Hvis den er gyldig, så har man ingen gyldige argumenter imod totalitarismen i en totalitær kultur. Det kan man kun være ligeglad med, hvis man mener, at der ikke findes anden ret end magtens. Men der skal også føres politik med fredelige midler – og dér behøver vi at kunne skelne mellem, hvad der holder rationelt, og hvad der ikke holder rationelt.

    Dine Weber-citater har ingen vægt i forhold til spørgsmålet, om kulturrelativismen er en gyldig teori. Det undrer mig, at nogen stadig kan tro, at man kan trumfe selvstændig tænken med sådanne løsrevne citater. Det var der engang nogle, der troede, at man kunne med Marx-citater, men burde den erfaring ikke have lært os at være klogere.

  • Torben S. Hansen

    Faktisk flugter argumentationen i din artikel fint med citaterne fra Weber, da du selv skriver “bør”. I øvrigt er kulturrelativisme en forvrøvlet universalistisk ideologi, som bygger på den illusion, at alle normer er lige gyldige. Den er et afstumpet resultat af Frankfurternes “kritiske teori”, som reelt gik ud på at nedbryde Vestens institutioner og traditioner. Dette kan vi garanteret blive 100 procent enige om.
    Jeg gentager mit spørgsmål: Hvorfor leder du efter det endegyldige argument mod totalitære ideologier? Det ses jo gang på gang, at netop repræsentanter for disse sataniske bevægelser er aldeles uinteresserede i dialog. Du mener selvfølgelig ikke, at en påvisning af Hitlers irrationalitet kunne standse SS’ernes uhyrligheder. Lord Bentick havde jo ret: “argumentationen” er i visse tilfælde en galge.
    Du husker sikkert det superintelligente fjols Carl Schmitt, der ville sætte nazismen på formler. Det kom der intet ud af. Martin Bohrmann – Hitlers stedfortræder – havde én gang for alle fastslået, at intellektuelle var unødvendige, thi “nationalsocialisme er Førerens vilje!” Her er faktisk et citat, der siger noget meget omfattende og betydningsfuldt om det 20. århundredes virkelighed.
    En holdbar argumentation for den frihed, der er fremkommet i Vesten, er dokumentation, dokumentation og atter dokumentation, som kan advare søgende sjæle mod konsekvenserne af ideologernes sirenesang. Netop derfor hamrer nutidens revolutionære løs på ytringsfriheden. De vil ikke have deres ugerninger afsløret.
    Sidste citat: “Reason is the slave of passion!” Dermed har jeg ikke bevist noget som helst. Men det passer bare hele vejen rundt.
    I øvrigt blev hele diskussionen om universalisme glimrende skudt i gang i år 1542 af de spanske teologer Juan Ginés de Sepúlveda og Bartolomé de las Casas. Enhver kan google de to kombattanter og følge deres fascinerende ræsonnementer.

  • traveler

    Selvreferencen: ‘Rationaliteten kan ikke være neutral med hensyn rationaliteten selv’ sprænger netop alle de rammer, som ellers intelligente og belæste mennesker hele tiden har så travlt med at sætte op. Så simpelt og så universelt. Og ikke ringe, at det er grundlaget for Vestens bidrag til verden siden oplysningstiden eller længere tilbage. Stort tak til Kai Sørlander for at minde os om vores universelle grundsten.

  • Emeritus

    I en verden, hvor alt har lige gyldighed, er alt ligegyldigt. Lige gyldighed er det samme som at hævde, at alt er meningsløst, og det standpunkt kan være nok så sandt, men hvem kan bruge en sådan opfattelse for sig selv eller til noget produktivt for andre? Vi lever og overlever, overhovedet fordi vi kan skelne. Det er vor berettigelse i Verden, og evnen til at skelne fylder os med mening i en verden fuld af forskelle. Denne Verden tvinger os uafbrudt til at tage stilling til disse forskelle og forstå dem, hvis vi vil blive i Verden. Den, der vil blive i Verden, kan ikke tænke noget mere kontraproduktivt end værdifriheden eller alle tings lige gyldighed.

    Med venlig hilsen

  • Anonym

    En rettelse: Værdifrihed er en helt anden diskussion og burde ikke af mig være anvendt her. Læs i stedet: …Den, der vil blive i Verden, kan ikke tænke noget mere kontraproduktivt end med udgangspunkt i alle tings lige gyldighed.

    Med venlig hilsen

  • Ole Burde

    Maja-kulturen med dens bestialske mennskeofringer , behøves vi ikke at kunne ”modbevise” som ligeværdig element i den multikulturelle kaosteori , Heldigvis .
    Den eksisterer ikke mere , og DET er tilsyneladende den eneste måde at undgå at den vil blive jublet over af dem som lider af den multikultirelle hjernevirus .
    Er der nogen tvil om at den ville blive forsvaret af de samme tåber som forsvarer Islaam , hvis den stadig havde et parhundrede millioner tilbedere ?

  • Vad kunde Ryssland, och för den delen också övriga Europa, sätta emot kommunism och dess mördande och dödande framfart?

    Dess diktatur?

    Dess maktfullkomlighet?

    Dess råhet och vulgaritet?

    Dess brutalitet och människofientlighet i det godas namn och för den goda sakens skull?

    De som lät sig övertalas att kriga emot dem, de som lät sig dras in i krig, de som försökte motarbeta denna fanatiska farsot som kommunism och dess hotande förstörelse, hjälpte det?

    Nej, de motsträviga offrades alla på kommunismens heliga altare .
    Som boskap, som kalvar, som getter.
    Till ingen som helst nytta.
    Ingen har tackat dem som försökte ens för att de försökte.

    Är då islam likadan som kommunism på alla fronter och i allt?

    Kanske i de globala aspekterna, men i övrigt?

    Vad gäller de globala aspekterna så finns ju även internationell industri och multinationella storföretag och koncerner som har liknande globalism på sina scheman?

    Dessa internationella storföretag är då som stora och mäktiga nationer.
    Dessa företag som i praktiken alltså mer eller mindre kan plundra nationer på deras skatter. Nationernas ledarskikt bedriver en lyhörd politik som faller dessa globala aktörer och deras viljor i smaken?

    Dessa globala storföretag och storkoncerner har dikterat att de vill ha multikultur och massinvandring till Europas nationer.

    Dessa inflytelserika och påverkansstarka sfärer vill att nationernas skattepengar skall sponsra en skattesubventionerad konsumtion av varor och tjänster. De vill se ökad konkurrens och tävling mellan olika grupperingar inom nationerna. Detta ser de då som lönsamt. Kanske vill de även i förlängningen ha större eller mindre inbördeskrig mellan olika falanger och grupperingar inom nationalstaterna för att därmed kunna skapa nya nationsformationer? T ex ett federalt EU? Eller kanske i förlängningen ett U.S.E., som blir ett U.S.A, vem vet….

    Inom denna vision ses då kanske alla former av nationalism i nationerna i Europa, av just dessa inflytelserika intressesfärer, som någonting störande, ja, kanske som någonting ont, tråkigt och dåligt?

    Denna globalism som är beredd att på bekostnad av Europas nationalstaters självständighet, offra dessa, tillsammans då med eventuella motsträviga medborgare, sett som någonting som ur dess perspektiv är någonting gott, roligt och bra?

    Men detsamma skeende och händelseförlopp kan då samtidigt ses av en del motsträviga medborgare som någonting tråkigt, ont och dåligt.

    Det beror alltså på från vilket perspektiv och ur vilken aspekt och från vilka människors utgångspunkter som sådana bedömningar kring vad som är gott, roligt och bra, eller ont, tråkigt och dåligt, görs.

    Men vilka eller vad som verkligen då egentligen och i realiteten är de största hoten mot nationerna i Europa, det kanske är svårt att verkligen veta?

    Hur kan befolkningar och skattebetalare i de europeiska nationerna på något som helst sätt kunna sätta sig emot, eller motarbeta dessa händelseförlopp? Hur kan de försvara sig själva, eller hur kan de kriga med några som helst vapen, mot dessa mycket inflytelserika globalistiska sfärer som agerar på en globaliserad marknad och som kan utöva mycket starka påtryckningar både på befolkningarna och på deras politiker och på massmedier, för att genomdriva sina önskningar och viljor?

    Det låter sig nog inte så lätt alls göras i praktiken?

    De motsträviga skulle förmodligen endast medföra att de åter igen skulle offras i Europa? Till ingen nytta?

    De motsträviga skulle då offras likt boskap, som kalvar och som getter på globalismens altare och i globalismens goda namn, för globalismens goda saks skull…

    Och ingen skulle tacka dem….