25
nov
Seneste opdatering: 25/11-13 kl. 2339
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

UK ‘becoming colour-coded society’ because races don’t mix, says ex-equality chief: Trevor Phillips says Britain is in denial over growing levels of racial division. Weston er altid ude på kanten, men hans tal passer, hvad der sker i Sydafrika passer, vi ser det bare ikke af hensyn til sankt Mandela og vores illusioner. Skal man blogge det og vise det, eller lade være? Indtil videre er det ude, det er en dystopi, der demografisk set er to generationer borte, i Sverige nærmere. Vil de være flinke, når de kommer i flertal. Over-Sverige tror det. Jens Orback – När vi blir i minoritet.

Snabelsjursfobikerna

Det står en elefant i rummet. Men ingen pratar om den, trots att rummet är fyllt av folk, inklusive journalister och politiker och andra snacksaliga typer som normalt hetsar upp sig både fort och mycket över ganska lite. De enda som pratar om elefanten är snabelsjursfobikerna – låt oss kalla dem SD – men inte många vill lyssna på dem. […]

Elefanten definieras av följande: Under åren 1980–1989 beviljades runt 200 000 människor permanent uppehållstillstånd i ett land med en genomsnittlig arbetslöshet på cirka 2 procent. Under det senaste decenniet har mer än fyra gånger så många – cirka 830 000 – fått uppehållstillstånd. Och det i en ekonomi med ungefär fyra gånger så hög arbetslöshet.

Dessutom: relativt fler kommer från områden där ”kulturavståndet” (inklusive läs- och skrivförmåga) till en modern västerländsk arbetsmarknad är långt. Norges motsvarighet till SCB beräknar att dagens utomeuropeiska invandrare på grund av bland annat lågt arbetskraftsdeltagande genererar en ”livnettokostnad” på 5 miljoner kronor per individ. Giltigheten i denna beräkning? Svårt att säga från svensk horisont. Det är ju en elefantfråga: osynliggjord. Elefantsjukan Av: Erik Hörstadius

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor skræmmende et emne det egentligt er Weston beskæftiger sig med. Og det kan nok heller ikke være særlig sundt for ham – han bliver mere og mere træt og opgivende at se på. Men spørgsmålet er bare om ikke det burde være netop det vi skal begynde at diskuterer? For det er jo klart at hvis vi intet gør, går det jo den vej. Videoer og beretninger fra Syrien, Egypten, Libyen og andre islamiske lande vidner om en overlevelseskamp og et menneskesyn, så langt fra vores demokrati, ligeværd, feminisme og velfærd, som man overhovedet kan komme. Men det er altså den virkelighed som står lige udenfor vores dør. Men den bliver jo ikke der. Angola vil forbyde islam. Hvad sker der så nu? Er det en prøveklud? Japan bryder sig heller ikke om det og i Kina oplever man også større og større spændinger. Buddhisterne i Myanmar er på barrikaderne og Thailand kæmper også med et rabiat mindretal. Har de vurderet at kampen skal kæmpes mens tid er? I så fald kommer det vel også til Europa. Hvis det Weston siger bliver mainstream indenfor blot 10 år, vil debatten være noget mere ophedet end nu. Men vil europæerne da være blevet alt for bange til at tage den kamp? Vi ser jo allerede hvor mange der er det nu. Den højrebølge vi er vidner til, er jo kun krusninger på overfladen. På et tidspunkt bliver det et spørgsmål om overlevelse. Og den situation har vi ikke været i længe. Fjordman har beskrevet visse scenarier – men Weston nøjes med at nævne tal og skinbarlige fakta. Hvordan kan nogen se en lykkelig ende på det her?

    • kurt Rosenstrøm

      Jeg vil ikke være sortseer, men der er ingen løsning.

  • Britta Due Andersen

    Jeg synes det er glimrende, at henvise til konsekvenserne af indvandringen på længere sigt. Det nok mest slående argument over for “midtervælgerne”.
    Men at sammenligne med Sydafrika er ikke det mest åbenlyse, for afrikanerne betragter altså kontinentet som deres, som vi betragter Europa som vores.
    At få Islam forbudt er heller ikke en mulighed i et demokrati.
    Heller ikke hjemsendelse er en farbar vej i et demokrati, bortset de kriminelle, som man nok vil kunne hjemsende ved udmeldelse af EU og Europarådet.
    Jeg føler det er som i Weimartiden, demokratiet kommer til kort over for problemerne.

    .

    • Når nu der bruges så uendelige resurser på integration og værdidebat som der gør, må der jo naturligvis være et endemål.
      Vi skal have disse mennesker til, at tænke ligesom os. Slut færdig!
      Hvis det viser sig at dette simpelthen ikke lader sig gøre, træder der naturligvis en plan B i kraft.

      Det handler jo om nationers overlevelse…