3
dec
Seneste opdatering: 3/12-13 kl. 2150
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Tim Pallis

Kære Naser Khader

The Closing of the Muslim Mind.

Tillykke med din nye bog. Jeg har desværre ikke den luksus af tid til at læse hele din bog. Der findes så mange gode bøger om Islam, som jeg enten har læst eller ønsker at læse. For øjeblikket er jeg meget mæt af at læse om Islam. Især da jeg er ved at fordøje en meget indholdsrig bog af Robert R. Reilly med titlen The Closing of the Muslim Mind. How intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis . Jeg kan stærkt anbefale den. Jeg har læst mange bøger om Islam i de sidste 10 år, og denne udmærker sig som en af de få, der giver et historisk og teologisk indblik i netop de år, som du også er interesseret i at afdække betydningen af, nemlig 900-1100-tallet.

Hellenisering af islam.

Det var for det første en tid, hvor abaside kaliffen Ja’afar al-Mutawakkil (847-861) århunderet forinden havde indført dødsstraf for at antage de mutazilittiske doktriner. Jeg skal ikke trætte dig med en beskrivelse af de mutazilitiske doktriner, men blot nævne, at det var en hellenisering af Islam med den vigtige teologiske tanke, at Koranen ikke er uskabt, men skabt. Det var en teologi, hvor der var mulighed for at tage hensyn til både åbenbaring og fornuft i Islam.

Mutaziliterne afvist.

Mutaziliterne blev smidt på porten, og den strenge gamle jurist Ibn Hanbal (d. 855) hentet ud af fængslet for at af-hellenisere Islam. Til trods for sin ortodoksi blev den arabiske filosof Al-Kindi (801-73) pisket offentligt og fordrevet fra Bagdad og hans bibibliotek konfiskeret. Kaliffen lukkede også det græsklærde visdommens hus Bait al-Hikmah.

Det var en tid, som historikeren Abu Jafar Muhammed ibn Jarir al-Tabari (838-923) fortalte om. Det blev forbudt boghandlerne, at sælge bøger om teologi (kalam), dialektiske diskussioner (gadal) og filosofi (falsafa). Forfølgelserne fik dog ikke den græske tanke blandt mutazilitterne til helt at forsvinde med det samme. Andre græsk tænkende filosoffer (faylasuf) efterfulgte mutazilitterne som Abu Naser Al-Farabi (870-950), Avicenna eller Ibn Sina (980-1037) og Averroes eller Ibn Rushd (1126-1198).

Af-hellinisering af islam.

Men af-helliniseringen, som betød en opgivelse af fornuften og den rationale tanke var begyndt, og det endte med at porten til de teologiske og filosofiske fortolkninger, som man kalder ijtihad, blev lukket i. Og lad mig sige det ligeud, at den såkaldte islamiske reformation, som startede i 1800-tallet med Al-Afghani (1838-1879), Muhammed Abduh (1849-1905), Rashid Rida (1865-1935) og Hasan Al-Banna (1906-1949) blot satte en stor hængelås på den port. Og den sidder der endnu.

Åbn den port! (Tear down this wall)

Du vil gerne åbne den port igen Naser Khader. Det arbejde misunder jeg dig ikke, og jeg tror, at man skal lide af lidt for meget selvtillid og medgang, eller naivitet eller uvidenhed for at tro på det. Det skal jeg i det følgende gøre nærmere rede for. Men først skal vi se lidt nærmere på den tid, som du er så forelsket i, og som du fejlagtigt tror var en gylden tid i Islams historie.

Vor dualistiske illusion.

Det, der skete fra 900-1100 tallet i Islam, var et intellektuelt selvmord af et sådant format, at vi slet ikke i Vesten med vor indgroede hellenistiske baggrund kan fatte alvorligheden af det. Især ikke efter oplysningstidens sekulære, videnskabelige og neo-jakobinske humanisme, som gør den rationelle fornuft til ånd med troen på, at mennesket inderst inde er godt. Se det er vor dualistiske illusion, som måske i fremtiden vil tabe kampen mod  en aggressiv kultur, der er imod mennskerettigheder og social-liberal lovgivning udfra demokratiske principper.

Ash’ariterne kommer.

Hvad var det da, der skete, som du Naser Khader øjensynligt ikke endnu har opdaget. Det var, at Abu Hasan al-Ash’ari (873-935) indtog scenen. Han var en frafalden mutazilit, som blev en arg modstander af mutaziliternes hellenisering af Islam. Han er den, der vender tilbage til Koranens ord, og skaber præcedens for den islamiske skole ash’ariterne, som indtil nu har udgjort mainstream sunni Islam siden 800-tallet, og som har haft held med at af-hellinisere Islam fuldstændigt.

Sharia islam.

Lad os lige fastholde, at sharia-islam, som er ortodoks Islam, stadig udgøres af de fire juridiske skoler Al Shafi’i (767-820), Abu Hanifa (699-767), Ahmad ibn Hanbal (780-855) og Malik ibn Anas (715-796). Fortolkningen (ijtihad) af Koranen og sunnah dvs. Muhammeds tradition må stadig kun foretages af disse 4 skolers retslærde.

Fornyelse er vildledelse.

I Islam kaldes det modsatte af fortolkning taqlid, som betyder efterkommelse af de fastsatte regler i sharia, som derved bliver normen. Taqlid betyder derfor også blind efterleven eller blind tro. Således bliver det legitimt at fordømme alle, som bruger den rationelle fornuft i religiøse spørgsmål. At bruge sin sunde fornuft betegnes som fornyelse, bida’h, og det regnes for en krænkelse af Islam. I en hadith sagde Muhammed advarende:

“Enhver fornyelse er Bida’h, og enhver Bida’h er en vildledelse, Dalalah, og enhver vildledelse er i helvedes ild.”

Retsfilosofien.

Teologien er i ortodoks Islam blevet forvandlet til retsfilosofi, og man beskæftiger sig derfor kun med, hvad der pligtigt (fard), anbefalelsesværdigt (mandub), legitimt (mubah), ikke anbefalelsesværdigt (makruh) og forbudt (haram). Det drejer sig om at følge Koranen og sunnah og ahadith så tæt som muligt, og det sørger de lærde jurister for, at befolkningen overholder. Brugen af fornuften forsynder sig imod troen, og derfor er det eneste fornødne blot at acceptere uden at spørge, bila kayfa. Ibn Hanbal sagde:

“Enhver diskussion om noget, som Profeten ikke har omtalt, er en fejl.”

Den frie viljes endeligt.

Selvom man teologisk set kan opfatte al-Ash’ari som ortodoks moderat eller en middelvej sammenlignet med fremtidens hanbalister og wahhabiter, er de i forhold til traditionen ikke langt fra hinanden. Ibn Hanbal kritiserede dog al-Ash’ari for at bruge aristoteliske argumenter, selv om han havde fraskrevet sig mutaziliternes græske fornuft. Det, al-Ash’ari imidlertid havde indset, var, at menneskets frie vilje var uforenelig med Allah’s rene vilje, som står over fornuften. Allah gør, hvad han vil, og hans natur er hans vilje. Han er den, der effektuerer det, som er hans hensigt.

Allah’s vilje.

Det ash’ariske argument er, at Allah er almægtig og har ubegrænset magt, og hans fornuftsgrunde er helt og aldeles ukendt for mennesket. Alt, hvad der sker, er Allah’s vilje, og det, der ikke sker, er også Allah’s vilje. Hans ord er tilstrækkeligt for skaben og tilintetgørelse. Hvad, der sker, er ikke et udtryk for hans logos, som i kristendommen. Derfor er skaberværket ikke præget af fornuft og kan altså ikke afspejle, hvad der ikke er. Som resultat, er der altså ingen rationel orden investeret i universet. Der findes kun en manifestation af Allah’s vilje her og nu. Tyngdeloven kan derfor være ophævet om et øjeblik, hvis Allah vil det.

Naturlovene er Allah’s vaner.

Den ash’ariske forståelse af islam er ikke en fortolkning, det er ortodoks islam i renkultur og Koranens ord. Hvert øjeblik er derfor et mirakel. Der er ingen fungerende videnskabelige love i verden, for Allah er den primære årsag til alt, hvad der sker eller ikke sker lige nu. Hvad, der ligner naturlove set med menneskets intellekt, er i virkeligheden blot Allah’s vaner. Dette er ada doktrinen, som han kan bryde, når som helst det behager ham.

Naser Khader’s form for islam.

I et interview med Esben Schørring i Berlingske Tidene 1. november 2013 siger du, Naser Khader følgende:

“Min form for islam centrerer sig om det, der skete i den islamiske kultur fra 900-1100-tallet, og hvis der ikke var den periode at henvise til, var jeg skredet for længst.”

Jeg vil gerne fastholde dig på de ord i det følgende, hvor jeg skal komme nærmere ind på betydningen af Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111) i islamisk sammenhæng. Jeg er nemlig i dyb tvivl om du overhovedet kender den periodes betydning i islams historie. Det er ikke en hellenistisk periode med fornuft og årsagssammenhæng, men det stik modsatte, som jeg ovenfor har omtalt.

Al-Ghazali var ash’arist.

Al-Ghazali regnes for den største muslim efter Muhammed. Han levede 150 år efter al-Ash’aris død og må betragtes som hans klare efterfølger. Al-Ghazali er ikke til at komme uden om i den periode du omtaler. Han er så at sige kronen på værket. I en berømt bog, Forløsning fra Fejltagelse, skriver han følgende, der er som snydt ud af næsen på ash’ariterne:

“Naturen er helt og holdent underkastet Allah – ude af stand til at virke selv. Det er et intrument i hånden på dens skaber. Solen, månen, stjernerne og elementerne er underkastet Allah og kan ikke skabe noget af sig selv. Med andre ord, intet i naturen kan virke umiddelbart og adskilt fra Allah.”

En tynd fernis på ortodoks islam.

Et af de mest katastrofale konsekvenser af islam er derfor tabet af årsagssammenhæng, og det fandt sted netop i de år, som er så vigtige for dig Naser Khader. Islam har ikke bevæget sig en milimeter fra det sted siden den gang, så hvornår skrider du? Jeg vil bestemt ikke anbefale dig at gå til kristendommen – det behøver du slet ikke. Det er nok, at skifte islam ud med sufismen, som ikke er det samme som ash’arisk islam. Al-Gazhali prøvede det, men hans sufisme er som en tynd fernis på ortodoks islam.

Plato og Aristoteles afvises.

Al-Ghazali kritiserede den græsk tænkende kirgisiske læge, filosof og politiker Avicenna eller ibn Sina (980-1038) i en anden berømt bog med titlen Filosoffernes mangel på sammenhæng, hvor han afviser Platon og Aristoteles og enhver rationel årsagssammenhæng. At man i Vesten kunne bruge denne islamiske kætters lægevidenskabelige bog op til oplysningstiden siger ikke så meget om islam, men mere om vor græske arv.

En fysisk virkning har ikke en fysisk årsag.

Resultatet af al-Ghazalis’s ash’ariske islam er “at der ikke findes nogen enhed i verden, hverken moralsk, fysisk eller metafysisk – alt afhænger af Allahs individuelle vilje.” Grunden til at islam ikke har fostret nogen betydelige videnskabsmænd er den såre enkle, at den grundlæggende forudsætning for videnskab, nemlig det, at enhver fysisk virkning har en fysisk årsag i og med al-Ghazali, er totalt udelukket. Det er Allah, som her og nu bevæger stoffet i naturen. Derfor er erfaringsvidenskaberne afskaffet. Dermed er enhver rationel viden også ophørt. Vi kan ikke have sikker viden om noget som helst.

Mennesket ved ikke, hvad der er rigtigt.

Al-Ghazali var af den opfattelse, at fornuften er så inficeret af menneskets selvinteresse, at den ikke kan se, hvad der er moralsk. Derfor må det være Allah, som gennem åbenbaringen bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert. Mennesket kan ikke bedømme, hvad der er godt eller ondt, fordi der ikke er noget, som er absolut godt eller ondt. Intet mennesket kan vide eller lære af sin fornuft eller, hvad der har moralsk vægt med hensyn til, hvad man bør gøre eller ikke gøre.

Ingen objektiv moral i islam.

Allah kan derimod i dette øjeblik bestemme, at det, fornuften mener er ondt, nu er godt og omvendt. Han er således hinsides godt og ondt. Der findes altså ingen objektiv moral i islam. Al-Ghazali’s ash’ariske lærermester Abu’l el-Ma’ali al-Juwayni (1028-1085) sagde: “Forpligtelserne flyder ikke fra fornuften, men fra sharia.” I almindelighed spørger muslimer derfor ikke i en given situation om, hvad der er godt eller rigtigt i sig selv, men om hvad Muhammed og hans efterfølgere har sagt om sagen.

Det er derfor umådelig vigtigt at forstå islam i ash’arisk perspektiv, fordi den umuliggør den moralske filosofi, som vi har i arv fra Aristoteles Etik. Koranen siger: “Det er muligt, at du ikke kan lide det, der er godt for dig og kan lide det, der er dårligt for dig. Allah ved, men du ved ikke (2:216). Man kan kun  vide, hvad der er godt eller skidt gennem sharia – dvs. loven er moralen.

Den, der tænker, guddommeliggør sig selv.

Derfor kan man sige, at muslimer i al almindelighed gennem islam er blevet moralsk infantiliserede, fordi de altid må spørge sharia juristerne, hvordan de skal forholde sig i overensstemmelse med traditionen. Det skarpe og ubehagelige argument i islam mod selv at vurdere, hvad der er rigtigt eller forkert i en given situation, er, at man derved guddommeliggør sig selv, og det er shirk eller afgudsdyrkelse – den værste synd i islam. Der findes intet ord for samvittighed i det arabiske sprog.

Menneskets frihed krænker Allah’s almagt.

For mutazaliternes græske tanke var menneskets frihed Allahs rimelighed, for ash’ariterne var menneskts frihed en krænkelse af Allahs almagt. Mennesket kan hverken være skaberen eller den, der fuldfører en handling. I den forstand er det ifølge islam ikke mig, der skriver disse ord på min computer, men Allahs mirakuløse skabelsesproces. Det er Allah, som i mig skaber viljen til at skrive. Hvis jeg føler, at jeg handler frit, er det, fordi Allah har placeret den følelse i mig. For ash’ariterne betød det, at Allahs frihed er menneskets trældom.

Da fanden blev gammel gik han i kloster.

Al-Ghazali er blevet kaldt “islams bevis” – han bliver betragtet som en mujaddid, som betyder den, der genopliver islam dvs. sunni islam. Det var også al-Ghazali som integrerede sufismen i ortodoks islam. Da fanden blev gammel gik han i kloster. Og da al-Ghazali blev gammel, blev han optaget af sufismen, som af nogle blev opfattet som islams esoteriske vej, batin, eller indre vej, mens sharia islam er den eksoteriske eller ydre vej.

Opgøret med den græske filosofi.

Det var al-Ghazzali, som endelig kvalte alle de strømninger og tanker, der ikke stammede fra islams ortodoksi. De fleste af de “islamiske” filosoffers metafysik var i radikal modstrid med islam. Al-Ghazzalis opgør med den græske filosofi bragte den rettroende sharia islam tilbage i en stærk position. Men han skabte interessant nok også plads for sufi mystiken i ortodoksien.

Sufismens spiritualitet.

Nu skal man være varsom med at fortolke sufismen som islams mystiske side, fordi der er noget, som tyder på, at sufismens rødder er en blanding af nyplatonisme, kristen apofatisk teologi, persisk gnosis og indisk mystik. Sufismen bringer en spiritualitet ind i islam, som oprindelig ikke er der. Derfor taler man om de ædru sufier og de berusede sufier. De fleste store etablerede sufi ordner er ligeså sharia orienterede som ortodoks islam og lad mig tilføje ligeså krigeriske. Wahabiter og salafister bekæmper i dag stadig sufierne.

Den blasfemiske sufi.

Selv om al-Ghazali legitimerede en tynd fernis af sufisme ovenpå den ash’ariske ortodoksi, er der nogle problemer i det. Det ene er den enhed, som den praktiserende sufi opnår ved at blive ét med Allah eller virkeligheden al-Haqq. Dette mål er blasfemisk, fordi mennesket ikke må blive guddommelig i og med sin forening med Allah. Det andet er, at den autoritative erkendelse, som en sådan oplyst sufi har tilegnet sig, placerer ham over eller hinsides sharia – hvilket er kætteri.

Virkeligheden bør ignoreres.

Grunden til, at det lykkedes ash’arikerne at indpasse en udvandet form for sufisme som batin i islam var, at sufierne også benægtede fornuftens vej og fremhævede intuitionens vej. For det andet kunne sufierne tilføje islams absolutte afhængighed af Allahs vilje en ekstra bekræftelse på, at denne verden kan lades ude af betragtning – virkeligheden bør ignoreres. Verden er uvirkelig og derfor ligegyldig. Resultatet blev en passivitet og en udtalt kvietisme. Dette er imidlertid en misforståelse af sufismens budskab, men argumentet passer til ortodoksien.

Islams inderlighed.

Jeg kan godt forstå, Naser Khader, at du leder efter en inderlighed i islam og den kan da også spores i Koranens mekka-suraer og i sufismen. Men vil man virkelig trænge dybere ind i denne abrogerede og kætterske spiritualitet, er det de rigtige mystikere eller sufier, man skal have fat i. De var næsten alle persere, og det er der en forklaring på, som findes i “nyere historisk mellemøst-forskning”. Det vil jeg imidlertid ikke komme ind på her. Men jeg har skrevet noget om de tidlige sufier på Snaphanen.

Basra sufier og de store sufier.

Du skal læse, hvad de tidlige Basra sufier siger: Hasan fra Basra (642-728) indførte den særlige meditationspraksis for sufier kaldet dhikr, som betyder ihukommelse. Andre Basra sufier var Ibrahim ibn Edhem (d.777), Hatim al-Asamm (d.851) og Harith ibn Asad al-Muhasibi (d.857). Abu Jazid al-Bistrami (d. 875), var perser. Abu Said al-Kharraz (d.899) var fra Bagdad. De rigtig store sufier er og bliver dog Mansur al-Hallaj (858-922), al- Suhrawadi (d.1191), Ibn al-Arabi (1165-1240) og den persisk fødte sufi Jalal ad-Din Rumi (1207-73). Til sidst, men ikke mindst den persiske sufi mester Mahmud Shabistari (1288-1340), som har skrevet værket Den hemmelige Rosenhave (Gulshan-i raz).

Sufismen er berigende.

At beskæftige sig med sufismen eller tassawwuf, istedet for Koranen, Siraen og Haditherne er enormt berigende. Følgende litteratur kan anbefales for at uddybe forståelsen af sufiernes metafysik og mystik:

Toshihiko Izutsu: Creation and the Timeless Order of Things. Essays in Islamic Mystical Philosophy. White Cloud Press, Asland, Oregon, 1994.

Leonard Lewisohn: Beyond Faith and Infidelity. The Sufi Poetry and Teachings of Mahmud Shabistari. Curzon Press, Great Britain, 1995.

Mahmood Jamal (Editor, Translator, Introduction): Islamic Mystical Poetry. Sufi Verse from the Early Mystics to Rumi. Penguin Classics 2009.

Der er en essens i islam.

Grunden til at jeg skriver så udførligt til dig er, at du igennem mange år har været en dygtig formidler af folkelig islam til os med bøger, politisk engagement og Danmarks Radio udsendelser. Og nu er du på international niveau mellemøstekspert, “a senior fellow of the Hudson Institute”. Det er altsammen meget prisværdigt. Men det er, som om du henter din forståelse af islam fra kilder, som ikke omtaler det essentielle i islam. Jeg ved godt, at danske islam forskere netop ikke mener at islam har en essens, fordi de benytter sig af de antropologiske metoder. Men for mig er der ingen tvivl om, at der er en essens i islam, og det er netop ash’arisk islam.

Du er en frafalden.

Jeg vil nødig gøre situationen værre for dig, end den allerede er med politibeskyttelse, og alt det der følger med, men jeg forstår godt, at de ortodokse er ude efter dig. For du er i deres øjne en frafalden (apostate) muslim. Du er en kafir. Dit håb om, at muslimer kan “reformere sig selv og deres tro” er og bliver bida’h dvs. fornyelse. Det samme gælder for den, der vil åbne porten til ijtihad. Du går så langt som til at være direkte blasfemisk, fordi du har givet dig selv lov til at tænke rationelt og fornuftigt. Det må man ikke i islam. For en ash’artisk muslim gør du dig selv guddommelig, fordi du tænker kritisk.

Du er kultur-muslim.

Det lyder fint i danske øre, når du kalder din bog Bekendelser fra en kulturkristen muslim, men det er i bedste fald meget modsigende. Du er hverken en kulturkristen eller en rigtig muslim. Du er en kultur-muslim, fordi du ikke accepterer islam uden at spørge og være kritisk. Jeg tror ikke du ved nok om islam, for så ville du ikke være så dristig at foreslå en reformation af islam. Og du burde slet ikke være træt af de religiøse regler, men blot efterleve dem til punkt og prikke, hvis du var en rigtig muslim.

Demokratisk muslim.

Du skabte for nogle år siden et politisk parti, som skulle forene vort vesterlandske demokrati med det at være muslim. Jeg kan godt forstå dit håb om at virkeliggøre noget sådant, men mit kendskab til islam siger mig, det er umuligt at gennemføre. Det er en fornyelse, som ikke er tilladt i islam. Det lyder fint i danske øre, men det er bida’h for en rigtig muslim. Der er ikke noget både-og i islam.

Regler ud, indre tro ind.

Du siger, at i en reformation af islam skal den blinde efterfølgelse af de dogmatiske regler ud og den indre tro ind.

“Muslimerne skal forandre islam, hvis de skal blive demokratiske borgere. Og her skal de tage ved lære af protestanterne.”

Ja protestanterne reformerede katolicismen, men kilden til denne reformation lå allerede i evangelierne. Sådan er det bestemt ikke i islam.

Både-og er umuligt.

Du siger at “man må justere det religiøse, så det harmonere med en demokratisk livsform og styreform.” Jeg siger, at det er umuligt i islam, og den umulighed har islam selv skabt. Det kan ikke lade sig gøre både at være muslim og demokrat på samme tid. Og det har ikke noget at gøre med, at det kun er nogle muslimer eller de såkaldte islamister, som ikke kan være både-og. Der er ingen moderate muslimer, som kan være både-og, fordi islam ikke er moderat. Moderate muslimer som dig selv er kultur-muslimer.

Revolution af islam.

De moderate muslimer, som er både-og, er frafaldne muslimer, og vi ved godt, hvad straffen er. Det er rigtigt, at en Sharia muslim ikke kan være demokrat. Det tillader islam ikke. Jeg er ikke enig med dig i, at det kræver en bestemt fortolkning af islam og Koranen for at kombinere de to ting. Porten til ijtihad er lukket, og derfor kan islam ikke lære af kristendommen. Hvis der skal komme en revolution af islam, vil islam ikke længere være islam. Måske bliver sufismen tilbage, og det er bestemt ingen dårlig løsning, som nok vil kunne tilfredsstille dit ønske om inderlighed.

Tonen i Koranen.

Det hjælper ikke en pind at nyoversætte Koranen til et moderne forståelig arabisk. Så vil de såkaldte “islamistiske” imamer blot blive bekræftet i deres udlægning af teksten. Koranen er oversat på næsten alle sprog, og der findes to lidt forskellige oversættelser på dansk. Den sidste af Ellen Wulff er nok den akademisk mest korrekte, men begge er ret klare i deres formuleringer. De lægger ikke skjul på jihad doktrinerne og hadet til jøder og vantro. Jeg er helt sikker på, at du godt kender tonen i Koranen og Ahadith overfor de, der ikke tror.

Hvis man oversætter

“Koranen fra det arabiske, man talte i Mekka for 1400 år siden, til moderne arabisk, så alle muslimer selv kan læse, selv fortolke”

og samtidig tilfører nogle ting, som skifter “regel–tyranniet ud med inderlighed og tro”, er man allerede dybt inde i et kætteri, som i islam giver dødsstraf. Den tror jeg ikke på Naser Khader. Islams sharia er i høj grad politisk, men den kolliderer med Vestens politiske forhold. Du har ikke ret i at kristendommens dobbelte kærlighedsbudskab også findes i sharia.

Sufismen overlever.

Din udtalelse, at “religionen overlever det syrebad, der hedder kritik”, er flot og jeg er ganske enig, men med det forbehold, at det er sufismen og ikke islam, der overlever. Du har også ret i, at “i øjeblikket er der ikke plads til kritik, selvkritik og refleksion.” Det har der desværre ikke været siden 900-tallet. Jeg kan henvise til en bog om kritik af en stor sufi mester: Alexander D. Knysh: Ibn ‘Arabi in the Later Islamic Tradition. The Making of a Polemical Image in Medieval Islam. State University of New York Press 1999.

De kritiske stemmer.

Du siger: “Hvis man skal reformere islam, så må de kritiske stemmer komme fra muslimerne selv.” Det er prøvet mange gange, og det har i reglen været lærde kritikere fra muslimske lande, som endnu engang har prøvet med mutazilittiske argumenter. De har alle måtte forlade Mellemøsten og søge tilflugt på vesterlandske universiteter, og nogle af dem er endda blevet likvideret, fordi de ikke kom hurtigt nok ud.

Sammenlignende mystik.

Det er modigt af dig, at du gerne vil være med til at bygge op med inspiration fra kristendommen. Men det behøver du slet ikke. Du kan sagtens finde det, du søger efter hos den store sufi metafysiker Ibn Arabi (1165-1240). I den følgende bog bliver hans lære grundigt sammenlignet med den store kristne metafysiker Meister Eckhart (1260-1327): Robert J. Dobe: Logos and Revelation. Ibn ‘Arabi, Meister Eckhart, and Mystical Hermeneutics. The Catholic University of America Press, Washington 2010.

Myten om den islamiske guldalder.

I interviewet med Esben Schørring i Berlingske Tidene udtrykker du følgende vildmand:

“Der har været en periode, hvor islam var kristendommen overlegen. Det var i den andalusiske periode (den muslimske stat fra 711-1492 i det nuværende Spanien, red.), hvor den islamiske guldalder udfoldede sig. Her var der plads til fritænkning, forskning, tolerance, og fornuften havde en plads. Og her bidrog man positivt til civilisationen.”

Du er bestemt ikke alene om denne vildfarelse, som overfladiske forskere og uvidende journalister i årevis har doceret. Der er heldigvis andre toner på vej fra mange forskellig sider. Jeg kan henvise til The Golden Age of Islam. A Second Look. af Richard Butrick, 
January 17, 2012.

“Islam-had.”

Hånden på hjertet Naser Kharder. Er det ikke lidt sent og for nemt at tale om “islam-had” på den måde du gør? Ordet “islamofobi” fordrejer menneskers naturlige angst og bekymring for islamisk jihad til en patologisk angst for islam. Det er ikke noget sygeligt, for vi bliver dagligt konfronteret med grusomme ting, der sker i verden, som islam har andel i. Jeg skimmer dagligt Robert Spencers blog Jihad Watch, så jeg ved godt, hvad der foregår.

Lars Hedegaard.

Du kan ikke mene, at historikeren Lars Hedegaard med sin store faglige viden passer på den beskrivelse, som du leverer af “islam had”:

“Det er, når man uden indsigt, faglighed og saglighed, udelukkende fra nyheder man har fået ind med en halv vind, sætter lighedtegn mellem islam og islamisme eller nazisme.”

Jeg kan godt forstå, at Trykkefrihedsselskabet afviste en anmodning om adgang til et støtte-arangement for Lars Hedegaard fra en muslim med navnet Jihad. Det har ikke spor at gøre med “islam-had”.

Islamkritikernes bekymringer.

Når du nu holder på Krasnik i hans revolver-journalistiske interview med Lars Hedegaard, viser du dig som en gammel kulturradikal værdipolitisk set. Det fortæller mig, at du hverken har den fornødne viden om, hvad islam er for en størrelse eller forståelse for islamkritikeres bekymringer. Det synes jeg er for dårligt. Det kan godt være, at Hedegaard fokuserer meget på de negative sider af islam, men det er sandelig også tiltrængt med al den forstillelse (taqija), som vi dagligt bliver bedøvet af. Det er ikke islammyter og islamfordomme, men reelle ting både med hensyn til den ash’ariske teologi og den historiske virkelighed.

Volden i Koranen.

På spørgsmålet om volden ikke fylder meget i Koranen, svarer du gud-hjælpe-mig med et klassisk To quoque svar: “Også du!” (min søn Brutus): “Jo. Men det er der også i Det Gamle Testamente.” Den køber jeg ikke. Det Gamle Testamentes mytologiske historie har intet kategorisk imperativ om drab på anderledes tænkende. Dette ubetingede påbud findes derimod i Koranen, som selv i dag skal følges til punkt og prikke.

Almissen er kun for de troende.

Når du derefter sammenligner Muhammed med de jødiske konger og profeter og fremhæver hans hensyn til de fattige, skal du ikke glemme at skrive, at denne almisse (zakat), som er den tredje søjle i islam og en religiøs pligt for alle muslimer, kun skal gives til andre muslimer i samfundet ikke til de fattige af anden tro end islam i de muslimske lande. Det drejer sig om at hjælpe og styrke det muslimske samfund. Derfor er det også en måde, at få fattige af anden tro til at konvertere til islam.

Muhammed og Aisha.

Du er også unøjagtig omkring din viden om Muhammeds ægteskab med Aisha. Aisha var 3 år da de blev gift og han konsumerede sig ægteskab med hende, da hun var 9 år gammel. Det betyder på dansk, at han gik i seng med hende. Du siger derimod, at han giftede sig med hende da hun var 11 år. Og så tilføjer du endnu et To quopue ved at påpege, at “det var der også europæiske konger der gjorde på den tid.” Du må være lidt mere nøjagtig i dine analyser, hvis du vil opnå rigtig tillid til dit politiske projekt.

Her til slut vil jeg give dig ret i, at kristendommen er mere højtravende og at islam er mere jordnær, men jeg vil ikke formulere det på den måde. Kristendommens

“Elsk din fjende, vend den anden kind til. Meget smukt og genialt. Men det hører ikke til menneskenaturen,”

siger du. Ja kristendommens kærlighedsbudskab i Paulus 1. Korinterbrev er sandelig en meget stor udfordring at leve op til, og vi ved alle, at den indre svinehund ikke kan klare det, hvis det er det du mener. Men det må vi lære at efterleve, hvis vi skal leve et sandt spirituelt liv og overleve den demografi, som står for døren.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • traveler

    Apropos

    Man kan dele folk i 3 grupper:

    1 Gruppen der anser alle mennesker for gode
    2 Gruppen der opdeler mennesker i gode og onde
    3 Gruppen der anser alle mennesker for onde

    I gruppe 2 befinder sig muslimer og kulturradikale/socialister. Gruppefællesskabet gør, at de allierer sig med hinanden. Dissonans opstår dog, når der opstår uenighed om, hvem der konkret er god, og ond-

    I gruppe 3 befinder kristne sig. De søger mod deres synders forladelse.

    Men hvem, der befinder sig i gruppe 1, er nok lig nul. Jesus står ved indgangen og byder med sit kærlighedsbudskab, hvilket utvivlsom virker irriterende på køen af selverklærede kandidater osv

    • Peter Klok

      Muslimer er vel også i din gruppe 3, og det er derfor de har sharia. Det skulle så afskrække med de grusomme straffe den lov tildeler for brud på den.

  • Peter Buch

    Især ikke efter oplysningstidens sekulære, videnskabelige og neo-jakobinske humanisme, som gør den rationelle fornuft til ånd med troen på, at mennesket inderst inde er godt.

    Der er ikke nævnt meget belæg for mennesket inderst inde er godt. Fantasi er naturligvis vidtspredt, men eksperimenter fra oplysningstiden til vor tid i videnskabeligt regi, der entydigt, entydigt viser mennesker er- gode??? Såfremt der ikke findes andre eksperimenter der forsøger at vise mennesker er onde, lyder det meget som ret ensidigt bestilt arbejde…

    Jeg finder brugen af betegnelsen ånd her en forkert brug af ordet, ånd er allerede anvendt i østen og blandt vestlige, og kristne i en længere periode gennem mange mange år.

    …den grundlæggende forudsætning for videnskab, nemlig det, at enhver fysisk virkning har en fysisk årsag…
    Det er en meget snæver betingelse du der opstiller verbalt, uhyre diskutabelt i tider med tid til noget sådan.

    http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menn eskets_grundvilk%C3%A5r/videnskab

  • Nils Nilsson

    Det har aldrig existerat någon islamisk guldålder, varken i arabien eller andalusien. I stället för de böcker som författaren länkar till föreslår jag boken What the Modern Martyr should know av Norbert G. Pressburg.

    Plus den förödande kritik som historieprofessorn Sonja Brentjes riktat mot den uppmärksammade utställningen 1001 Inventions om islams guldålder. Utställningen har hyllats i England och USA och visas just nu på Värmlands museum i Karlstad i Sverige.

    Jag hittar inte länken till Brentjes artikel men har den som pdf, ser dock inte att det går att ladda upp filer i en kommentar.

  • Ole Burde

    Hvis vi ku’ få Swartzenegger til at lave en ”terminator” film mere , så ville jeg sende ham tilbage til tiden da Muhammed var dreng for at kidnappe ham .Han ville blive sendt tilbage fra en MEGET ubehagelig fremtid ….. Man ku’ få en god historie ud af det ved at sælge ham som træl i vikingetidens Hedeby….En anden god historie var at fortælle hvordan historien var blevet forandret når Schwartz kom hjem igen ….
    Eller med andre ord : Islaam kan ikke reformeres . Heller ikke hvis en lang række af de værste anti-reformatorer blev elimineret af tidsmaskine-droner ville det hjælpe ret meget . Ikke mere end det har hjulpet at elimere en lang række af de værste Hamas-personligheder .
    Det er ikke engang helt sikkert at det ville forbedre på historiens gang at eliminere Muhammad….Men helt sikkert et forsøg værd !

  • Er det ikke utroligt at al det muslimske vaas og idioti kan blive ved.

  • Poul Berg

    Det er underligt, at folk kan blive ved med at tale om en reformation af islam.
    Næppe mange af os vantro er i tvivl. Vi ved, at islam er løgnen over alle løgne.
    Muhammed var det mest sindssyge menneske, der har eksisteret (hvis han har i virkeligheden).
    Hver eneste af hans “åbenbaringer” tjente til hans egen fordel på bekostning af alle andre.
    Nej, der har aldrig været nogen “guldalder” i islams historie, hvis man her tænker på fornuftens resultater.
    Deres guldalder har været resultaterne af røvertogter rundt i civiliserede lande, der følte sig forpligtet til at vende den anden kind til – desværre.
    Civilisationen er måske allerede tabt på grund af vore politikere og Amerikas muslimske præsident.
    Folkene i Vesten er dog begyndt at forstå, hvad der må til, men det er kun vores såkaldte “fjende”, Israel, der kan hjælpe os ud af suppedasen.
    Og det haster.

  • Odd S.

    @ Nils Nilsson

    Taner Edis og Sohla Brentjes totale nedslagtning af udstillingen “1001 Inventions: Discover the Golden Age of MuslimCivilization.” kan findes her: http://www.academia.edu/3598431/Edis_Brentjes_A_Golden_Age_of_Harmony

  • Stefan Borg

    Stort tack till dig Tim och till Snaphanen för en artikel som verkligen har fördjupat min syn på islam, och dess förhållande till kristendomen. För det du skriver om den ash’ariska teologin visar på många likheter mellan dessa båda. Med kristendomen avser jag då inte den “helleniserade” kristendom som förvandlats till en morallära om gott och ont underkastad ett “ratio” som är tvingande för alla, utan om den kristendom som utgått ur judendomens sköte och som ställer Gud över varje mänskligt “ratio”, “jenseits Gut und Böse”.

    Du skriver: Det ash’ariske argument er, at Allah er almægtig og har ubegrænset magt, og hans fornuftsgrunde er helt og aldeles ukendt for mennesket. Alt, hvad der sker, er Allah’s vilje, og det, der ikke sker, er også Allah’s vilje. Hans ord er tilstrækkeligt for skaben og tilintetgørelse.”

    Orden kunde lika gärna gälla den judisk-kristna uppfattningen av den allsmäktige guden. Naturlagarna står inte över Gud, utan Gud står över naturlagarna och kan upphäva dem närhelst han vill. Och detsamma gäller morallagarna: “Allah kan derimod i dette øjeblik bestemme, at det, fornuften mener er ondt, nu er godt og omvendt. Han er således hinsides godt og ondt. Der findes altså ingen objektiv moral i islam.” Inte i judisk kristendom heller, kunde jag tillägga — det räcker att nämna Luthers namn i detta sammanhang. Och där judarna har Lagen, de kristna Tio Guds bud, där har islam sharia, ett regelverk som är ett uttryck för Guds absoluta vilja och som kräver underkastelse, lydnad av envar troende.

    Varför? Jo: “Al-Ghazali var af den opfattelse, at fornuften er så inficeret af menneskets selvinteresse, at den ikke kan se, hvad der er moralsk. Derfor må det være Allah, som gennem åbenbaringen bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert. Mennesket kan ikke bedømme, hvad der er godt eller ondt, fordi der ikke er noget, som er absolut godt eller ondt. Intet mennesket kan vide eller lære af sin fornuft eller, hvad der har moralsk vægt med hensyn til, hvad man bør gøre eller ikke gøre.” Det är sant, det är också en judisk-kristen människosyn (jfr Romarbrevet); genom syndafallet duger inte förnuftet att bygga en mellanmänsklig etik på, egenintresset står alltid i vägen. Därom behöver vi inte tvista, judar, kristna eller muslimer. Därför var/är Lagen, sharia nödvändig och god, och måste gälla absolut.

    Så långt kan vi vara överens, judar, kristna och muslimer. Kristna, säger jag — redan där börjar problemen hopa sig. För i den mån som kristendom överhuvud taget existerar såsom trosform i dagens västerland så är den “helleniserad”, dvs. profaniserad för att inte väcka anstöt inför “förnuft och tanke”. Därmed är den heller inte förmögen att möta den utmaning som är följden av de absoluta anspråk som islam ställer väst inför. Men vi kristna i väst är redan långt förbi Lagen, den som skulle ge oss ett syndamedvetande som skulle lära oss lyda för att vi skulle bli varse Sanningen som skulle göra oss fria.

    Och västerlandets problem med islam i dag har sin grund i att det emanciperade förnuftet inte har handlingskraften som krävs för att bemöta hotet från islam mot det sekulära samhället. Frågan är: kan ett från Gud emanciperat förnuft effektivt bemöta en gudstro som är så absolut att den står över gott och ont? Kan en sådan strid verkligen föras paritetiskt?

  • Torben Snarup Hansen

    @ Poul Berg. Du skriver, at Muhammaed var det “mest sindssyge menneske”. Hvis han har eksisteret, ser det ud til, at han ikke var sindssyg, men en energisk kriger og politiker, som organiserede plyndring og drab. Den slags aktiviteter kræver en vis intelligens og dømmekraft. Hitler og Stalin var heller ikke sindssyge.

    Det store spørgsmål er imidlertid, om islams traditionelle selvforståelse og dermed den historiske fremstilling af Muhammeds gerninger og erklæringer er troværdig. Hvor er dokumentationen?

    Ignaz Goldzieher, som var islam-forskningens gigant for over 100 år siden, lagde grunden til en videnskabelig kritik af koranen, profetbiografierne og hadith-teksterne. I forbindelse med afkoloniseringen gik Goldzieher næsten i glemmebogen, og Vestens islamforskere undlod reelt at levere kritik af den islamiske tradition. Dette begyndte først at ændre sig i 1970’erne med først Wandsbrough og snart efter Luxenberg og Puin (pseudonymer). Sidenhen er en stribe seriøse forskere – herunder også lingvister og arkæologer – begyndt af dekonstruere og analysere fænomenet. Det ser ud til, at den gængse fremstilling må skrottes. Den ældste kilde, der overhovedet nævner islam, er fra en inskription på klippemoskeen i Jerusalem – dateret år 693. Meget tyder på, at den nye religions historie blev præsenteret som en fiktion i det efterfølgende århundrede. Koranen, beretningerne om profeten og khalifferne o.s.v. er opdigtede eller omredigerede tekster, der tjente til at retfærdiggøre magtudøvelsen i det arabiske imperium. Der foreligger i dag en stribe bøger på tysk og engelsk om emnet. Men forvent ikke, at Jørgen Bæk Simonsen eller Jakob Skovgaard Pedersen introducerer offentligheden for denne faglitteratur.

    På tysk – og muligvis også i en engelsk oversættelse – foreligger bl.a. Norbert Pressburgs “Goodbye Muhammed – wie der Islam wirklich entstand” (Norderstedt, 2009, books on demand).