M præsenterer rapporten “Ett öppet Sverige – Nya Moderaternas arbetsgrupp om integration, migration och diskriminering.” Den ser ingen grund til at Sverige ikke skal forstætte Vestverdenens suverænt højeste indvandring, da den trods hemmeligholdte milliardudgifter “bidrager til vækst og velfærd.”

De her folk kan kun stoppes af en befolkningsmajoritet, et statskup eller en statsbankerot, ikke af ti eller tyve procent Sverigedemokrater. Svenskerne er passagerer på et skib, hvor kaptajnen, overstyrmanden og hele officersmessen er blevet psykotiske.

Når jeg hører Billström eller Reinfeldt, kommer jeg til at tænke på slagskibet Bismarck, Kriegsmarinens eget Titanic. Det havde rigtig nok sin kaptajn Günther Lütjens, men da en torpedo ramte dets to ror 1000 kilometer vest for Brest, kunne det kun sejle 15 grader til styrbord i en cirkel, og var således dødsdømt mange timer inden det faktisk blev sænket. Sådan lyder Billström, 15 graders, træt tomgang. ‘ A sitting duck’ ingen kan have ondt af, men hans 15 tommer kanoner er stadig intakte og kan skade Sverige. Når han er væk, sidder der en sosse-and og siger de samme klicheer.

Det er iøvrigt barokt, at “de borgerlige” lover fortsat indtag af røde stemmer, men det er ligegyldigt hvad de lover, for de taber valget til de røde, som også lover fortsat masseindvandring hvilket kan betyde, at vi aldrig ser en “borgerlig” regering i Sverige igen. Hvilket ubærligt savn.

Man noterer den nye sproglige forskydning: “Sverige är ett land byggt på migration,” som er noget af en tilsnigelse. Sverige er tværtimod en nation, som er i færd med at blive opløst af migration. Det svenske folk er på vej til at blive alle og ingen.

Den såkaldte debat, der foregår om det – forleden f.eks. P 1 Hur mycket rasism tål Sverige?, som skulle have heddet “Hvor megen indvandret ødelæggelse tåler Sverige?” – er en politisk kamp om at fortolke masseindvandringen historisk, der svarer til at efterevaluere D-Dag i 1984. Den er en irrelevant placebomedicin og holdningsmassage til et etableret faktum, som kan interessere historikere, men ikke borgere i et demokrati, som skal forestille at have indflydelse på fremtiden.

Jeg stod af efter tyve minutters kakafoni af forskelllige offergruppers klynk og skænderier og Alexandra Pascalidou’s imbecilitet. Svensk debat interesserer mig mindre og mindre, de nøgne facts så meget desto mere. Multikultitoget forlod perronen for 40 år siden, det kører stadig 200 km/t og det har intet bakgear. Alle kom med, også de der ikke ville. Nogle indfødte overvejer ikke helt overraskende, om det er nu de skal forlade landet.

Sverige är ett land byggt på migration. För Nya Moderaterna är det viktigt att Sverige även i framtiden ska fortsätta vara en fristad för dem som flyr undan krig och förföljelse. Vi ska också bereda människor möjlighet att komma till vårt land för att arbeta för att skapa sig en bättre framtid. Med fler invånare blir vi också fler som kan vara med och bidra till tillväxt och vår gemensamma välfärd.

Det är viktigt att inte stänga gränserna bara för att det i dagsläget råder en ekonomiskt svår situation i Europa. Nya Moderaterna vill värna öppenheten, och samtidigt tydliggöra de rättigheter och skyldigheter som finns för de människor som kommer till Sverige. Därför ska vi fortsätta skapa en migrations- och integrationspolitik som fokuserar på arbetslinjen. ETT ÖPPET SVERIGE – FÖRSLAG FÖR INTEGRATION OCH MOT DISKRIMINERING

Brits who fight in Syria face life in jail

Den danske regering lurepasser og deler ministerpensioner ud. Hvem skal dø når mangfoldigheden kommer ‘home to roost’?

British citizens who leave the country to join the war in Syria will be prosecuted and could be imprisoned for life, a Crown Prosecution Service chief warned today. Sue Hemming, head of counter-terrorism at the CPS, said even ‘freedom fighters’ who wanted to defeat ‘loathsome’ dictators such as president Bashar Assad would be dealt with ‘robustly’ when they returned to the UK.

She said that Britons who go abroad to study at terror training camps were breaking the law and would face charges, saying some could be prosecuted even before they’d left Britain if there was evidence that they were planning to fight.

Last month at least 16 people were arrested on suspicion of terror offences after travelling between Syria and the UK, compared to 24 in the whole of 2013. Ms Hemming told the London Evening Standard: ‘In three of the cases that we are prosecuting we allege that they have travelled there, got themselves involved in training and come back again.’

She said that three of the cases involved Britons attending training in rebel training camps, and in one of those cases, the CPS will allege that the Briton was going to join al-Nusra, a Syrian rebel group linked to al Qaeda. Ms Hemming said that under Section 5 of the Terrorism Act 2006, which bans acts preparatory to terrorism and assisting person in such activities, the maximum penalty is life. EXCLUSIVE: Brits who fight in Syria face life in jail, Report: More than 75,000 Foreign Nationals Fight in Syria

Hedegaard: “Alle kan tilgives, bare ikke mig”

BT havde søndag, sikkert i anledningen af etårsdagen for attentatforsøget på onsdag, hele otte sider om og med Lars Hedegaard. Ser man bort fra lagkager og rådne æg, samt attentatet på J.B.S. Estrup i 1885 og på Kurt Westergaard i 2010 er det virkelig småt med politiske attentater i nyere Danmarkshistorie, men man må da sige at såkaldt toneangivende kredse forbavsende hurtigt har vænnet sig til tingenes nye tilstand.

Så smertefrit var det næppe gået, hvis de svenske amatørterrorister med Munir Awad i spidsen havde fået udryddet større dele af Politikens redaktion i december 2009. Sådan lever vi alle fra tilfældighed til tilfældighed i det åbne, mangfoldige Europa. Jeg har set Villy Søvndal og Anette Wilhelmsen alene uden PET folk på gaden, men hvis de tror, at trusler på livet aldrig kan overgå dem, må man minde dem om hvad der sket i Sverige for 11 og 28 år siden. Intet kan ikke tænkes.

Alle der kender sagen og Hedegaard jeg har talt med, er fulde af lovord over for BT’s interview, som ikke bare er grundigt men også indeholder en hel del, som ikke er sagt før. BT har et videointerview online, og HRS i Norge omtaler interviewet.

Da politiet nåede frem, otte minutter efter at forfatteren og journalisten Lars Hedegaard den 5. februar sidste år -på onsdag er det år siden – blev forsøgt myrdet i sit eget hjem, mødte de to politifolk en ‘ dybt rystet’, ‘bange’ og ‘ konfus’ mand, ikke en rå debattør, en ‘fanatisk muslimhader’.Han har i årevis kæmpet alene, han var ved at dø alene; den formiddag havde han ‘ tårer i øjnene’ og kunne ikke tale, i dag er blot et strejf af ensomhed tilbage. Urokkelig i sin overbevisning, men mærket. Og de andre kan stadig ikke lide ham.

Han udgiver sin egen avis for at få trykt sine artikler, har gr oprettet sit eget forlag for at få udgivet sine bøger, har dannet sit eget selskab for trykkefrihed for at have et sted at høre hjemme. I spejlet ser Hedegaard en kriger, historiker, journalist og redaktør. Realisten, der kæmper for sandhed og for ytringsfrihed, og mange gange har sat sig op mod den herskende klasse i sin nådesløse kamp for at oplyse den danske befolkning om truslen fra radikal islam og den muslimske masseindvandring. ‘ Det er mit commitment, min forpligtigelse’, siger han, ‘ selv om det ikke er morsomt at læse om islam, der jo mest af alt er død, død, tortur og dumhed fra ende til anden i 1400 år’.

Andre, hans mange fjender, ser ham som en forvrøvlet gammel mand, optændt af had til islam og muslimer. ..Nu tager vi ham tilbage, tilbage til lejligheden for første gang, foran døren, hvor attentatmanden stod – ‘ og jeg er skideligeglad med at vi skal derhen det siger mig ikke rigtigt noget’, siger han, da vi i bitter kulde i slutningen af januar mødes på et gadehjørne et sted i København, hvor vinden står koldt ind fra havnen.

Han har for lidt tøj på, en tynd cottoncoat og en hvid skjorte, han fryser, og han siger ikke så meget, han er på vagt, ikke så meget overfor attentatmænd, men mere overfor journalister, der vil udstille ham som en forvrøvlet, skør og manisk muslimhader, for spørger du i København K, er det dét, han er.

Ét er drabsforsøget, det lever han med, på sin egen måde ‘ viser det jo, at jeg havde ret at jeg ikke er ligegyldig, man slår ikke de ligegyldige ihjel’, men den foragt og det had, han mødes med af intellektuelle, dét gør ondt, og når han siger, han er ligeglad, så passer det ikke. Først sidst på dagen, da vi trykker hånd til farvel, siger han dét, der gør, at jeg forstår ham: ‘ Alle kan tilgives, bare ikke mig’.

Han fortryder straks sine ord, han vil tænke over det: ‘ Lad os tales ved’, svarer han, men det er ikke svært at forstå, hvad han mener: Yahya Hassan, en voldsmand, der skriver digte og offentligt siger, at ‘ ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj.

De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger’, bliver beundret og elsket og inviteret til at møde Politikens læsere; Ahmed Akkari, imamen, der opildnede til had og vold mod Danmark under Muhammed-krisen, forvandler sig til demokrat og kommer i Deadline, og alle siger, ‘ hvor var det godt’, men Hedegaard, der har sagt det samme i årevis, og endda var ved at bøde med sit liv, han er en idiot. Eller ‘ syg’, som Nephew-sagen Simon Kvamm skrev om Hedegaard i oktober, blot otte måneder efter at en attentatmand havde forsøgt at tage livet af den gamle mand.

Først overlever han et drabsforsøg, så bliver han kaldt ‘ syg’ af en popsanger. Selv siger han, at mødet med Krasnik i Deadline ‘ var værre’ end attentatforsøget: -Hvis jeg bare var død, havde det ikke kastet et negativt lys på min person. Jeg har mere respekt for attentatmanden end jeg har for Krasnik. Attentatmanden har fået besked på at slå den vantro ihjel. Jeg skal dø. Han skal i Paradis. Det er ærlig snak. Krasniks opførsel er den rene ondskab. At forsøge at karaktermyrde en mand, som har været ude for det, jeg har været ude for, det er mere ondskabsfuldt end noget, jeg kunne forestille mig, siger han.