Fra jeg første gang mødte Langballe, havde vi to fællles berøringspunkter: St. St. Blicher og piberygning. Piberygere løber altid tør for enten tændstikker eller tobak, og vi kunne hjælpe hinanden ud af kniben. Blandt de fotos, der med det samme faldt mig ind, da jeg fik meddelelsen om hans død, var dette det mest sigende om det lille hjørne af Jesper Langballe, jeg lærte at kende gennem ti år.

Efter en rund fødselsdag for halvandet år siden, var vi endt på en bar i Pilestræde i den indre by og en grønlandsk kvinde, der meget godt kendte hans store interesse og kærlighed for Grønland, lod han gerne optage sin tid fra resten af selskabet. Vi hørte ikke meget mere til ham den aften, han var ‘rejst til Grønland’.

Billedet minder mig om nogle få, enkle ting ved Jesper Langballe: Hans ægte frisind og folkelighed, hans evne til at tale med og interessere sig for enhver, der må være kommet hans menighed i Thorning meget til gode, og hans enorme varme og humør i festligt lag. Folkelighed hænger ikke på træerne højere oppe i samfundspyramiden. For Langballe var den ikke blot en del af hans kristendom, men også hans umiddelbare natur, hvad der nok vil komme bag på mangen en Lena Sundström derude.

Men han var også en sand intellektuel. Første gang jeg rigtig lagde mærke til ham, var da han i begyndelsen af 2002 citerede Roland Huntfords “The New Totalitarians” fra Folketingets talerstol. Så vidste jeg, der var noget særligt på færde, dog ikke at jeg skulle komme til at møde ham så tit, og kunne lide ham så godt.

Sådan vil jeg huske Jesper Langballe med et smil. “Man sukker, for han er ey meer, man husker, hvad han var og leer.” Æret være hans minde.

 Kim Møller citerer  St.St. Blicher. – Kristian Thulesen Dahl: En hædersmand er død, Langballe gav DF en danskhed. Nekrolog: For Gud, konge og fædreland. Jesper Langballe: Værker i udvalg bla. Den konservative Blicher og Rune Lykkeberg skriver nedenfor den ene af de to smukkeste nekrologer. Den anden skrev Sørine Godtfredsen.

Søren Krarup fortæller, at Jesper Langballe på det seneste glædede sig meget over udgivelsen af historiker Bent Jensens bog om den kolde krig.

– Jeg synes man kan sige, at han fik set det, han ville. Han har opnået meget. Jeg ved især, at han var glad for at han nåede at se Bent Jensens bog udkomme (Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark – 2014, red.). Jesper var den egentlige grund til, at Center for Koldkrigsforskning blev oprettet og han var lykkelig over den fremragende bog, der virkelig satte tingene på plads. BT  (Bent Jensen og Jesper Langballe i Italien i 2012.)

Den sidste sande boheme i dansk politik

En utilpasset pige fra København blev i 1970’erne anbragt hos en familie i den midtjyske by Thorning. Hurtigt fik hun ry som en, der levede vildt og drak meget, og en dag besluttede hun sig for at stikke af fra sin plejefamilie. Hun kunne ikke holde det ud mere. Men en ven sagde, at hun lige skulle prøve at ringe til præsten først. Præsten bad hende komme over, han gav hende et bad og en seng at sove i. Og så tilbød han hende, at hun kunne bo i præstegården. Endelig fandt hun et sted i verden, hvor hun var afholdt.

Den præst var Jesper Langballe. Han var berømt som en fantastisk prædikant og en elendig bilist, der tog turen over markerne, når det blev for besværligt at følge vejene. Han elskede selskab, fest og tobak, og da hans 12-årige datter blev afsløret som ryger, blev Langballe ikke sur. Tværtimod: Han blev stolt over, at hun inhalerede i så ung en alder.

Ofte kom Langballe for sent til sine prædikener, og det er hændt, at han har stukket den forkerte tale i lommen til begravelser og bryllupper, men han talte den hjem på charmen, ånden og sit vidunderlige sprog. Da den unge utilpassede pige senere flyttede fra præstegården til København, kom hun to gange ud i stofmisbrug. Begge gange rejste Jesper Langballe til København og betalte selv for hendes ophold på en afvænningsklinik. Hun er i dag Jesper Langballes svigerdatter. Rune Lykkeberg i Politiken