(Mobilvideo, ses i 1080 HD.) Det er langt fra altid moderne kunst i meget gamle bygninger, er hundrede procent vellykket, tit skal man være glad, hvis den bare er harmløs. Lemmerz’ marmoralter i Lyngby Kirke (1150) indviet efter restaureringen af kirken i 2012, skiller sig ud fra mængden.

Det føjer sig smertefrit ind i omgivelserne, samtidigt med at det gør så tilpas meget opmærksom på sig selv, at man må hen og røre ved det, for at forsikre sig om,  at det er af marmor. Selvom det nok skal associere til Jesu ligklæde, er det alligevel så fuld af implicit betydning, at tanken og øjet kan hænge ved det længe.

Lemmerz’ alter er langtidsholdbart i mere end én forstand, selvom marmor er en blød stenart. (Se Lemmerz’ andre arbejder i marmor). © Snaphanen, click for full screen.

Vi var også på Ordrupgaard lørdag, ikke for at se den aktuelle Gauguin og Van Gogh i Arles, man skal ikke gå på museer lørdag-søndag, men for at se Zaha Hadids tilbygning og arkitektens Finn Juhls hus fra 1942, som er tilføjet til museet. Tilbygningen er post-post Bauhaus, men jeg synes alligevel om den som den føjer sig ind i det kuperede landskab, selvom mine øjne er så trætte af Bauhaus’ knusende sejr og hærvæk i Europa, at de behøver briller.

Hvor lindrende for øjnene er ikke denne kloakpumpestation i Lyngby fra 1909, som vi passerede i det gamle Lyngby? Jeg gættede 1908 til 1910, og nærmere kunne jeg ikke have ramt. Jeg har længe kvalificeret til DR’s Kunstquizz, selvom jeg ikke helt kan hamle op med den suverænt vidende Martin Bigum. Kun én ud af ti gange er jeg bedre end ham.

Det er til gengæld ærgerligt, at der er gået så meget cafeteria og cuisine i den, men sådan skal det altså være jvf. den gennemført mislykkede ombygning af Statens Museum for Kunst.  Uden noget i skrutten, ingen kunder i kulturen. Hvis maven er tom, kan kuratorerne  ikke tænde op under ånden, og det er altså så vigtigt,  at meget af kunsten må vige. Nede i opvasken stod om jeg så må sige en neger-opvasker, så jeg ind af vinduet.

Jeg ved  ikke, om Hadid fik til opgave at bygge en udstillingsbygning eller en restauration, og der er da plads at bygge mere på i fremtiden til alle disse  kernesunde efterlønner-kvinder og deres duknakkede mænd, der som hvis de endnu er i live, går på muséer ganske uafvidende, at de er overhalet af en ny tid, der tror at de er jordens salt, løver og leoparder, sjakaler og hyæner, og vil skide ganske inderligt på dem, såvel som på mig. Vi er allerede Leptis Magna  og Verden af i går for dem.

Gamle føler sig i det store hele altid afløst af barbari, det ligger i livets natur. Iblandt tager de heldigvis fejl, men desværre langtfra altid. Utallige verdener er gået under, bevidstheden om undergang er lige så fortrængt i psykologien, som den er levende i litteraturen og historien.

Finn Juhls hus er en rigtig attraktion, ikke mindst  indvendigt. Det er gennemført i én ånd og intimt, som Matisse’s kapel i Vence, hvor jeg har været og fotograferet, selvom jeg ikke måtte. En Leica M-3 på maven er lydløs nok til at trodse en nonne.  De forbudte fotografier er de sjoveste, der er dog stor forskel på, hvem der forbyder. Nonner går ikke fysisk til angreb på fotografer, modsat visse andre. Host!