Lidt snart tidløs civillisationsdialog. Jeg gider egtl. ikke diskutere tørklæder, evighedsdiskussioner er trættende. Der er sagt, hvad der skulle siges om den ting. Det er nok at se, hvad de bliver brugt til, og for mig symboliserer de også de politikere, der har kørt demokratiet over og installeret dette mod vores vilje. Samtidig siger Lars Løkke: Vi forskelsbehandler ikke på religion. Det er en stor skam, at Venstre stadig tror, islam overvejende er en religion. De der er nede i detaljerne siger: 80 % politik.

Sherin kom til Danmark i 1991, da hun var tre år gammel som flygtning fra Irak. Hun boede sammen med en onkel og dennes familie i Danmark, mens hendes egen mor forblev i Irak. Hun voksede op i Aalborg, kom i dansk børnehave og folkeskole og fik danske legekammerater.

Tilværelsen i hjemmet hos onklen var imidlertid præget af vold og overgreb, og derfor blev Sherin som 12-årig anbragt i en dansk plejefamilie i Nordjylland. Her trivedes hun godt, fortæller både hun selv og den danske plejemor. Hun klarede sig fint i skolen, fik mange danske venner og gik til fodbold i den lokale idrætsklub. Men det passede ikke onklen. Han ville have, at hun skulle holde sig væk fra danskere, og at hun skulle begynde at gå med tørklæde.

Nu blev Sherin sendt til familiens landsby i den nordlige del af Irak. Her fik hun tørklæde på og blev beordret til at lave mad, gøre rent, passe fårene og arbejde i vandmelon-markerne. Hun fik ikke lov at gå i skole, og hun fortæller selv, at hun blev behandlet som en udstødt.

»De sagde til mig, at jeg var blevet sendt hjem, fordi jeg var en dansk luder. Min onkel havde bildt familien ind, at jeg havde været i seng med en dansker, så jeg ikke var jomfru. Af den grund havde jeg ødelagt familiens ære, sagde de. Men jeg havde jo ikke haft nogen dansk kæreste; det passede ikke. Alt handlede om ære, og det var mændene, der bestemte. Jeg fik at vide af min mor, at nogle fra familien en nat var kommet for at ville myrde mig, men at hun havde forhindret det,« siger Sherin. En ung kvindes flugt for at vinde friheden

Invandring kostar visst pengar

Erik Hörstadius beskriver sig selv som ‚politisk korrekt‛. Vist syder og bobler det i underskoven derovre. Et svensk valg der rent faktisk handler om noget. Det er ikke meningen. Ser man på 80 års svensk parlamentarisme, er den påfaldende begivenhedsløs, men det var også valg hvor dagsordenen kunne kontrolleres: Skol,vård och omsorg.

Vad kostar då invandringen? Alltså den aktuella, politiskt påverkbara flykting- och anhöriginvandringen, och inte de sydeuropéer och finländare som en gång befolkade våra fabriker? På lång sikt är det svårt att bedöma, förstås. Hur blir arbetskraftsdeltagandet? Vad vinner vi på pluralism, nya perspektiv? Vad förlorar vi på kulturkonflikter och eventuellt minskad tillit?

Hur som helst, den länge Sverigeledande forskaren på området, professor Jan Ekberg, menade att plus vändes till minus runt 1980 och att den statsfinansiella kostnaden 2006, före den arabiska våren alltså, var cirka 1,5 procent av BNP, i runda slängar 50 miljarder. Ekonomen Jan Tullberg ger i sin faktadigra bok Låsningen en klart högre siffra. Totalt ett par hundra miljarder när också undanträngningseffekter på jobb och bostäder beaktas.

Våra ledande nationalekonomer sitter tysta i frågan – med några pondusfyllda undantag. Professorerna Magnus Henrekson och Assar Lindbeck bedömer båda att påfrestningarna är stora (Lindbeck menar rentav att invandringen underminerar välfärdsstaten).

Vid bättre middagar får man inte prata pengar. Men inom exempelvis klimatpolitiken och vården är det legitimt, trots etiska komplikationer, och trots att människoliv ligger i potten. Penga­prat borde vara legitimt också i invandringspolitiken. För vad är den solidaritet värd, som bygger på folkfördumning och ljug?Och hur långsiktigt hållbar är den? Affärsvärlden