Chefredaktøren for det venstreorienterede franske satiremagazin, Gèrard Biard, var i København i aftes og modtog Lars Vilks Komiteen pris for bladets støtte til Danmark under Muhammedkrisen. Prisen er en hund af Vilks. Vi havde ret lidt støtte fra udlandet dengang, selvom et massivt flertal i Danmark stod bag ved VK regeringen kurs: Norske Vebjørn Selbekk, Hans Rustad, Hege Storhaug og Peder Jensen, Fjordman, Gates of Vienna i USA og andre sub-officielle medier.

Der var en stor lettelse og glæde, da Charlie Hebdo brød gennem bortnertheds-uvidenheds-  og dumhedmuren med et brag for Danmark. Samtlige, ledende vestlige politikere udenfor Danmark havde svigtet et grundlæggende vestlige princip. Muhammedkrisen var et kupforsøg mod Danmark, og de støttede kupmagerne. Nogle er kommet på bedre tanker siden, f.eks. kansler Merkel. Svenskerne reagerede med fordømmelse og censur, Udenrigsminister Laila Freiwalds lukkede ulovligt en hjemmeside med tegninger, det totalitære er en stadig nærværende refleks i Sverige. Den topstyrede stat trumfer altid over friheden.

Den lille danske venstreelite ømmer sig stadig idag, når de tænker på selv under krisen. Det forstår jeg godt. Der er meget ordrig efter-evaluering, der skal gøres endnu. Det bliver nok til et selvstændigt universitetsspeciale: Muhammedkriseologi med eksaminer og phd. grader, der vil sikre at det røde synspunkt, Tøger-synspunktet, lever videre i kommede generationer i stedet for at komme på historiens mødding.

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne den franske venstrefløj, som den viser sig i Charlie Hebdo, med den protestantiske heroppe. Hebdo er Fanden i voldsk, respektløs, begavet og morsom, og så tænker jeg på Enhedslisten og SF og behøver ikke tænke mere. Man hører Mikael Jalving, Helle Merete Brix, Niels Ivar Larsen, Information, Lars Vilks Mehdi Mozzafari og Birgithe Kosovic, Dansk PEN.

Talen falder også på Dan Park, der er observeret i København til aften sammen med gallerist Henrik Rönnquist i anledning af en TV optræden. Det er mere kvalificeret end det meste af den jammer, man hører i danske medier af folk, der ikke er indsatte og ikke kan tænke principielt  eller logisk. Sproget er mest engelsk, men også dansk og lidt fransk også fra Biard og Mozzafari, der taler det med en dejligt, forståelig dansk accent. Gèrard Biard’s takketale er minut 32. Lyden er i radiokvalitet. (Click photos for full screen)

Lars Vilks skriver: 1907: Charlie Hebdos pris och satiren