af Henrik W.Jensen

Paul McCartney sagde engang om Lennon og Ono, at “Når to store helgener mødes, er det en ydmygende oplevelse”.

Lørdag 1.november, “Alle helgeners aften”, bød på en sådan oplevelse, da to af DR’s helgener, Martin Krasnik og Ingolf Gabold, netop den aften foldede deres vinger ud i “Deadline” min. 16:42.

I dette talkshow har Krasnik, kulturradikal talsmand og debattør, under dække af at bedrive journalistik gennem flere år haft en platform for udbredelse af sine synspunkter, hvilket han da naturligvis også har fået meget kritik for.

Hvad kan vel så være mere afvæbnende, end at afsløre andre i at gøre præcist det samme? At det så skal gå ud over en andet kulturradikal DR-helgen, den nu fhv. dramachef Ingolf Gabold, gør det kun ekstra pikant.

I udsendelsen har Krasnik påtaget sig rollen som “Djævelens advokat”, og det lykkes ham uden store anstrengelser at afsløre det, som alle vidste i forvejen: De senere års store dramaserier rummer slet skjult propaganda mod højrefløjen.

Her er uddrag af samtalen, der bl.a. tager udgangspunkt i filmklip fra “1864”, “Borgen”, “Krøniken” og “Matador”.

Krasnik: Er det ikke et meget klart forløb, der går igennem alle de her serier, at sympatien ligger hos de kulturradikale, de radikale, de moderate kræfter på midten. Det er det gennemgående, der går igennem alle de her eksempler tilbage til 1979.

Gabold: Og det hænger sammen med én ting, nemlig det at være afbalanceret. Jeg kunne have forestillet mig, hvad der ville være sket i forhold til Borgen, hvis vi havde haft en fra yderfløjen som statsminister, så havde helvede været løs [….]

Krasnik: Det er jo ikke det, men det er persontegningen, så vi har lederen af det højreorienterede Frihedsparti, som jo er DF’s leder. Det er jo en lille usympatisk gnom fyldt med fordomme og firkantede racistiske holdninger.

Gabold: Ja, det har vi her, men på en eller anden måde er han da også et menneske. [….]

Krasnik: Men han er jo ikke et sympatisk menneske, han har jo dybt usympatiske holdninger.

Gabold: Ja, men du får jo også forklaringen, hvorfor han har det. Hans datter drukner for ham 14 år gammel. Du får forklaringen, hvorfor han har det.

Krasnik: Ja, men der sagde du det jo selv. Det mener du, Ingolf Gabold, der ligesom er createur for alle disse serier, at det er usympatiske holdninger.

Gabold: Ja, det ved jeg ikke om det er, det er holdninger, der er. Vi er så at sige ganske almindelige mennesker, der har vores holdninger på den ene side eller på den anden side.

Krasnik: Men du sagde, de var usympatiske.

Gabold: Ja, men jeg synes ikke de er sympatiske. Det synes jeg da ikke.

Først indrømmer Gabold; senere kommer han i tanker om, at han vist hellere må benægte for et syns skyld.

Krasnik: De moralsk anløbne karakterer har vi bare på højrefløjen. Og det er helt tilbage til Matador og helt frem til Borgen og 1864. Er det ikke rigtigt?

Gabold: Nej det er ikke rigtigt, det er for unuanceret. Jeg forstår godt, hvad du siger, det er til at forstå det sprog, du har, og jeg forstår det godt, men det er for unuanceret, hvis du ikke går ind og kigger på de enkelte handlinger, de enkelte scener, så går du glip af noget. Man skal passe på, man ikke falder i søvn, selvfølgelig.

Om ikke andet er dette tomgangsnak en indrømmelse til de mange kritikere, der har kaldt “1864” for søvndyssende. Vi spoler lidt frem:

Krasnik: Kunne det være, at Borgen og andre serier hjælper det politiske centrum, venstre, midten, at de mennesker, der er sympatiske i DR’s serier simpelt hen befinder sig dér på den politiske skala?

Gabold: Det er muligt, det skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Krasnik: Men hvis det er rigtigt eller bare sandsynligt, så er det politisk propaganda.

Gabold: Og hvad ville det være, hvis vi skrællede det her af og sagde, vi ville ikke på nogen måde vise midterfløjen eller de røde som sympatiske mennesker, vi ville simpelt hen kun vise de andre som sympatiske?

Krasnik: Der er jo ikke nogle, der beder dig om at være unuanceret den anden vej, men om at fordele sympatien lige.

Gabold: Jeg synes, vi har fordelt det, det må jeg altså sige.

Krasnik: Da du gik af, sagde du i Berlingske Tidende, at DR skal opdrage og være moralsk. Hvordan skal DR opdrage os?

Gabold: [….] Jeg vil så gerne have, at vi i public service sørger for, at vore seere får lidt mere med en det, der er på skærmen. Får en eller anden eftertanke, som gør, at du og jeg kan føre den her samtale. Den debat, du og jeg har her, synes jeg, er meget, meget væsentlig.

Krasnik: Det gør ikke noget, vi bliver bedre borgere af at se fjernsyn?

Gabold: Det ville være rigtigt, rigtigt, rigtigt dejligt.

Og således kan de to kulturradikale helgener og licensfinansierede propagandister slutte af på en fælles akkord:

Seerne skal opdrages til at blive bedre borgere, opdraget af DR, radiostationen for De Rigtige – for ikke at sige De rigtigt rigtigt rigtigt Rigtige.