The Australian Muslim Community var hurtigt ude med en løgn om det sort-hvide flag i en pressemeddelelse. Ayann Hirsi Ali forklarer i TIME hvori den består: Ayaan Hirsi Ali: The Shahada in Sydney Reminds Us That Political Islam Is Deadly.

Der er rigeligt i pressen om et indtil videre imaginært backlash mod muslimer. Sydney Siege Sparks Muslim Call for Calm Amid Backlash Fear. Tensions surface as Australian Muslims fear Sydney siege backlash

Jeg er ikke i tvivl om, at australierne, som har en langt mere praktisk mentalitet end europæerne, vil gå fysisk løs på islam før eller siden, men det behøver og bør ikke blive denne første gang de er udsat for muslimsk terror. Hvis de havde oplevet, hvad europæere har, var det nok gået galt for længst. Diskussionen er hed: Why does Islam beget violence?

MAN Haron Monis couldn’t have done more to make the deaf hear that the terror he unleashed in Sydney was in the name of Islam. As he walked into the Lindt Chocolate Cafe with his shotgun on Monday he wore a headband bearing the war cry: “We are ready to sacrifice for you, O Muhammad.”

Mass immigration from the Middle East has left us in greater danger than before. Muslim leaders were recklessly slow to help fight extremism in their doctrine and their followers, including the mad. And by screaming “racist” rather than allow debate, our academics, commentators and politicians deafened us to the warnings until it was too late.

#illridewithyou (Den Frie) SVT Rapport kl.19.30 hedder det hele på et desarmerende sprog “gidseldramaet i Sydney” og jihadisten og terroristen hedder “gerningsmanden.” Det følger en af hovedreglerne for Orwells Newspeak: Du kan ikke kritisere eller angribe noget, du ikke har et sprog for. Og et memento mori til sidst: Terror Attack in Australia Will Soon Reach Europe, America

“Fi fan, en antikommunist”

Når man med vekslende held vil beskrive, hvorfor Sverige trods lighederne er så anderledes end Danmark (og ‘kontinenten’), at Strindberg i 1889 kan sidde på Sjællandskysten ved Skodsborg og sige “Asien börjar i Malmö”, eller andre hundrede år senere kan sige, “at der går en mental Berlin-mur ned gennem Øresund,” kan man gribe hundrede eller firehundrede år tilbage i historien, men man kan også nøjes med 46 år: Til 1968.

Ingen steder i Vesten vandt 1968 så knusende en sejr, ingen steder blev borgerligheden så udraderet, at den i dag er tamme, feministiske liberalister, et ideologiske halehæng til venstrefløjen. Nation, kultur og tradition er overladt til de spedalske Sverigedemokrater og nogle få kristne.

Sverige før 1968 var meget mere religiøst præget end Danmark, 68 gav et påskud for at forlade den gamle religion og blive moderne. At se fremad og være moderne er meget svensk, og en religion skal mange mennesker åbenbart have. Den nye religion første til flere nye erstatningsreligioner, herunder multikulturen og hvad man kunne kalde klimatroen og genustroen. Holdningen til ikke-troende er ikke mere forsonlig end islams. De gamle svenske kristne, jeg husker navnlig ude på landet, var tolerante over for vantro og kættere som mig. Den tid er forbi nu, jeg skal ikke citere, hvad de nye troende kalder mig.

Den debat om multikulturen, der trods alt er brudt igennem fordi den ikke længere kunne forhindres, er virkelighedens forsøg på at ræsonnere med mytologien. Det er ikke nogen frugtbar debat. Nu ser ethvert nøgternt menneske multikuturens kommende kollaps, det er katastrofalt for de troende, og der kæmpes med alle en religionskrigs våben for at forhale endnu et ideologisk nederlag. Man kan da ikke tage fejl hver gang, eller kan man – og med nogen bæven, hvilken er mon den næste myte, som bliver mondæn? Losing My Religion som livsform.

At være Kjell Albin Abrahamson, SR’s forhenværende østeuropakorrespondent og en af de få svenskere der kendte den virkeliggjorte socialisme, kan ikke have været nemt. Causeriet her handler om mediereaktionerne på hans bog “Låt mig få städa klart” fra det Sverige, hvor “de flesta utan att tveka hade ställt sig på Kremls sida om Sovjet försökt erövra Sverige.” Om hans bog skrev Julia Caesar Söndagskrönikan: Tugga i sig verkligheten. Om samme kommunisme i Sverige i dag på SVT: ”Det hejdlösa kommunistkramandet”