“I grabbed a pile of dust, and holding it up, foolishly asked for as many birthdays as the grains of dust, I forgot to ask that they be years of youth.”

Ovid, Metamorfoser, parafrase over bog 14, vers 131-153 . Der kan stadig se sådan ud i Kongens Have, hvis man kigger op. På jorden spirer krokusserne frem. Ovid citatet dukker op igen og igen i historien, seneste så jeg det i spionfilmen The Good Shepard med Matt Damon, Robert de Niro, William Hurt og Michael Gambon.

Gambon gik op for mig i Dennis Potters geniale The Singing Detective. Dennis Potter blev selv interviewet på sit yderste af Melvyn Bragg med morfinflasken og cigaretterne indenfor rækkevidde. Døden har ikke været nærmere eller mere artikuleret i noget interview.

Hvem glemmer ikke at bede forsynet om ungdom før det er for sent? Jeg ser det på hospitalerne, hvor jeg har min gang for tiden. Jeg er vokset op på et hospital, så det er hjemme for mig. Til dem jeg møder, har jeg lyst til  at sige: “I skal ikke være bange. Her er diætkøkken, gulerødder og kartofler og kærlige sygeplejersker.” De tænker på den tabte ungdom ligesom jeg, med gangapparater og gummislanger og nåle i armen. Eller bilder jeg mig det ind, foolishly?

Wachet auf, ruft uns die Stimme, BWV 140

Wachet auf, ruft uns die Stimme (Awake, calls the voice to us),[1] BWV 140, also known as Sleepers Wake, is a church cantata by Johann Sebastian Bach. He composed the chorale cantata in Leipzig for the 27th Sunday after Trinity and first performed it on 25 November 1731. It is based on the hymn “Wachet auf, ruft uns die Stimme” (1599) by Philipp Nicolai.