21
maj
Seneste opdatering: 17/3-15 kl. 2113
29 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Når jeg besøger min barndom, fysisk, i erindringen eller begge dele på én gang, er det som at gå i en stor skov ved midsommertid ikke længe efter et regnskyl. Jeg er indsvøbt  i noget stort. Af og til passerer jeg en skarp duft af lindeblomst, en duftende skælhat, skovhindbær, et dødt dyr. Det varer kun få sekunder, så er jeg videre i den almindelige duft af skov, det større rum udenfor.

Sådan er barndommen også. Små prikker af skarp erindring på et stort kort, der mere er en bestemt atmosfære. Enkelte farvesnapshots imellem mange, slørede sort-hvide billeder. Billederne er i ens hoved, nogle enkelte er fotograferede.

Min barndoms landskab findes endnu, det har ikke ændret sig hverken i virkeligheden eller i min erindring. Topografien er næsten som den var i 1863, både udvendigt og indvendigt. Det måler kun 250 x 300 meter. Træstakitterne ud mod omverdenen markerede grænsen til det store terra inkognita.

Jeg kan sætte mig ned i dets epicenter, en lille gårdhave i det der engang var lægeboligere til Kommunehospitalet, midtfor ud mod Øster Søgade, og efter ti femten minutter myldrer alle personerne fra dengang frem. Ikke mindst masser af børn, som var 50 ernes velsignelse og mere end gjorde det op for fraværet af TV. Livets salt, det var de andre.

Oppe under taget boede sygeplejersker fra provinsen. Midtfor i den store lejlighed, overkirurg Mikkelsen, en utilnærmelig figur. Rundt om alle vi andre.

Den store verden er blevet ganske lille, når man sidder der, men en for en kommer de små prikker på kortet til live og står skarpt. Det eneste vemod jeg føler, er tidens gang, for mit barndoms landskab, som var en evighed, var meget lykkeligt. Også selvom envher barndom har sine naturlige sorger. Kærlighedssorger har den også, de er store, selv fireårige er prisgivet deres køn. Børn ved det. Voksne har glemt det.

I porten ind til haven lå de københavnske hospitalers centralapotek. Hver dag kørte de medicin ud til byens andre hospitaler. Chaufføren hed Jensen, jeg ser hans ansigt for mig, hans pomadiserede hår. Børn var ikke på fornavn med voksne dengang, selvom de var gode venner. Han var højt elsket af børnene. I begyndelsen kørte han på en Nimbus motorcykel med sidevogn, hvor jeg lige kunne presses ned mellem medicinkasserne. Bare det at køre motorcykel, var stort.

Jeg kan høre Nimbussens umiskendelige lyd fra den fire-cylindrede rækkemotor og lugte dens udstødning. Hen over udstødningsrøret hang et tykt læderklæde, så man ikke brændte sig. En dag fortalte min far mig, at han var død. Jeg kunne ikke begribe det.

Senere fik han en lille lastvogn. Når lasten var tømt, og vi vendte tilbage helt ude fra Sankt Elisabeth på Amager, sad vi bagerst på det metaldækkede lad. Når han nåede rødt lys, sørgede han for at bremse ekstra hårdt op, så vi fik en kuretur fra bagenden hen mod førerhuset. Det var vores daglige Tivolitur, vi kunne ikke få nok. Trafikken var til at overse: sporvogne, hestevogne, motorcykler, taxis og enkelte privatbiler.
Vi var ikke rige, men vi manglede ikke noget. Man ser på de laser, jeg er klædt i, at det var nøjsomt. Det er to måneder inden Ungarn opstanden. Jeg kunne ikke rigtig læse, men jeg husker avisforsidernes fotos af sovjetiske tanks.

Juleaften fik vi så fint tøj på som muligt. Mens vores mor lavede mad, var vi med ovre på afdelingere og ønske glædelig jul og gå stuegang. Hele den lille by hospitalet var, samledes om de store juletræer, – der er mindst fire meter til loftet i arkitekt Christian Hansens bygninger – læger, sygeplejersker, oppegående patienter. Vi gik om træet og sang til det harmonium, der stod på enhver afdeling.

Læger og oversygeplersker – “plejemor” hed de, et smukt ord – havde en gudeagtig status, når de dukkede op på det der dengang kunne være 12 og 14-sengsstuer. Omvendt proportionalt med hvad de ofte faktisk kunne stille op overfor sygdom i 50 erne. Mænd og kvinder lå hver for sig helt op i tresserne.

Den højre port mod Farimagsgade var “mandsporten”, den venstre “kvindeporten.” Hospitaltes optageområde var stadig tæt befolket, Nansensgade, Indre By. Min far talte aldrig om patienterne, men jeg ved han kunne sige: “Det er en 20 bajers-mand, lad ham ligge en måned. Fru Jensen fra Adelgade, hun har seks børn og en fordrukken mand. Giv hende en lang ferie her.”

Jeg går en tur inden om 6 afdeling i dag,  Amalie Skram og prof. Pontoppidans afdeling, de vægge der indtil for ti år siden har været vidne til så megen uafhjælpelig psykisk lidelse, som studenterne der befolker rummene nu igen anelse har om. Nede i kælderen lå ikke bare el-chock behandlingerne, men også hudklinikkens ambulatorium. Det hører hjemme i en kælder, det forfærdelige.

Jeg går videre til en anden af de små skarpe prikker af erindring, værelset ud mod Farimagsgade, hvor kong Frederik den 9 døde den 14 januar 1972.

Det er ikke så meget et erindringspunkt på grund af kongen, som fordi den aften står tydeligt på grund af dem jeg var sammen med, min store kærlighed dengang og min gamle rektor Husfeldt, nu forlængst død og bror til lægen Erik Husfeldt fra Frihedsrådet.

Værelset meddeler sig også til mig, fordi en god ven døde lige der 10 år senere, det første menneske jeg så dø. Selv som forudsætningsløs er man ikke i tvivl om, i hvilket øjeblik det sker. Det er ligesom fødslen et stort øjeblik, og hvis der er et ord der fylder det igennem fortvivlelsesen, er det “ærefrygt.”

Jeg fortæller studenten, der sidder der med sin Mac, hvorfor jeg tager billeder af det nøgne, anonyme rum blandt så mange andre rum. Han siger ikke noget, måske tænker han ikke noget.

Jeg vil op i hospitalskirken under kobberkuplen, men der er låst. Jeg går lidt rundt på det, der engang var på røngtgenafdelingen lige neden under. Jeg ser ned i haven på alle de studerende – der er mange haver på KH, det er bygget lige efter koleraepedemien i 1853, hvor 4000 københavnere døde. Jeg glæder mig over at bygningerne ikke står tomme længere. De er bygget til at holde i mange generationer endnu og der er noget trygt ved, at de stadig findes nu hvor alt det der var, kun er skygger, og det kun er mig der ser dem.

Steen

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Niels Hansen

    OT: Here we go, det næste bliver mere i overførselsindkomst, lavere skatter og våbentilladelse til indvandrere, alt sammen for bedre integration

    “Buskort for bedre integration

    Når Muhammed er i skole, leger han med sine klassekammerater, men han leger ikke med dem i fritiden, fordi de bor for langt væk.”

    “Gratis buskort
    Siden er både børn og forældre blevet udstyret med et gratis buskort, og Axel Bech håber, at det vil få forældrene til at møde oftere op på skolen – og måske får det også eleverne til at ses oftere i fritiden.”

    http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyheder/Koebenhavn/2010/05/18/140328.htm

  • tavsen

    Hvor er det dog en svag religion, der ikke kan tåle kritik.

    Hvor er det dog en svag profet, der ikke kan tåle at blive gengivet.

    Og de kalder deres drenge Muhammed. Det er da et forsøg på at skabe et billede af profeten.

    Ikke mange drenge i DK hedder Jesus. (kun 40 ialt) Netop i respekt for profeten.

  • JensH

    Ifølge Simi Jan på TV2Knuzz så er der varslet store demonstrationer i Pakistan p.g.a. ‘Tegn-Muhammed-dagen’ på Facebook, og mon ikke også der kommer en reaktion efter fredagsbønnen i den Arabiske. Med lidt held er der lagt til en ganske underholdende forlænget pinse-weekend foran TV’et, (vejret skulle vist blive elendigt), så nu er det bare med at sikre sig, at man har nok forsyninger af pop-cor og cola. For jeg må blankt erkende, at jeg idag betragter ‘Islamic rage boy’ som ren underholdning. Utroligt de kan gå sådan amok over nogle harmløse tegninger de iøvrigt aldrig har set.

  • Niels Hansen

    Facebook har fjernet den originale “Everybody Draw Muhammad Day” gruppe, hvor er det tragisk at forstyrrede mennesker skal sætte dagsordnen for hele den vestlige verden

  • Gunnar Biering

    Ang. gåden:

    Den bil er tjekkisk! (Dengang hed det tjekkoslovakisk).

    Jeg kan ikke huske, hvad den hedder, og det vil være snyd at google det, men jeg så en del af dem på gaderne i Prag, da jeg var der i august 1968 (lige før den russiske invasion, men det er en anden historie).

    • Gunnar Biering

      Nu har jeg googlet den alligevel. Det ligner en Tatra 600.

      Det kan man kalde en veteranbil!

      • Det var sgu hurtigt ! Tatra T87 – lavet 1936- 1950 i 3056 eksemplarer. Billedet ER taget i Prag !

        Porches Folkevogn var mere end inspireret af den. De lagde sag an mod ham. Tag en tur her:

        http://www.youtube.com/watch?v=cvSKFrMcVUE&feature=related

        http://www.youtube.com/watch?v=m5HkfDJGIEo

        • Gunnar Biering

          Fin artikel og billeder fra det gamle Kommunehospital. En tur “down memory lane”, en anden verden, som jeg jo også selv har levet i.
          Gåden om den tjekkiske bil var en anden memory lane. Jeg husker, som var det i går, hvordan gaderne i Prag i 1968 havde círka samme trafiktæthed som København i begyndelsen af 1950’erne. Og jeg husker kun to typer personbiler: Tatra 87 og den større Tatra 603. De var reserveret til hhv. små og store partipampere og holdt som regel foran officielle bygninger. De var altid sorte. Jeg havde aldrig set dem før, og heller ikke siden.

          Her kan vi så lade tankerne gå til Ole Sohn og Frank Åen. Det gamle Østeuropa var deres hjemmebane. Det var det pjaltediktatur, de var faldet for og arbejdede for at udbrede til Vesten.
          Det nåede Helle Thorning iøvrigt også lige som ung student, ifølge Uriasposten i går. Hvad siger det om deres dømmekraft?

  • Pingback: Kunstavisen » Blog Archive » Everybody Draw Muhammad Day: Backlash og fortrydelse()

  • Victor

    Dagens tudehistorie – fra EB. En 15-årig pige sidder i spjældet på 4. måned “blandt hærdede kriminelle”….bare fordi hun stak en kniv i ryggen på en klassekammerat.

    http://ekstrabladet.dk/112/article1350018.ece

    Søster – og sympatisører: Hvis du stikker en kniv i en anden, så er du….kriminel.

    It is that simple.

    • Niels Hansen

      Det er skam helt normalt at planlægge et overfald og stikke en kniv i ryggen på en anden, det var kun en kraftig markering!

      “– Politiet har intet bevis for, at pigen har villet andet end at give drengen en kraftig markering. Hun har fra starten ønsket at afgive forklaring for åbne døre, og hun har hele tiden fastholdt, at hun netop valgte at overfalde ham i en time, hvor der var mange til stede, og hvor hun var sikker på, at han ville få hjælp.

  • JensH

    “overfalde ham i en time, hvor der var mange til stede, og hvor hun var sikker på, at han ville få hjælp.”

    hvor betænksomt. Det burde da kunne give en frikendelse.

  • “Its like a full circle situation”

    Muslimernes sårede følelser er intet andet end jihad!

    Ikke at måtte tegne Muhammed er en bestemmelse fra sharialoven. Jihad handler om at udbrede den islamiske stats kontrol og lovgivning med alle midler.

    Muslimerne dyrker magten som afgud. De tilbeder staten. “Allah akbar- Allah er størst”, eller med andre ord islam bestemmer!

    Deres forsøg på at få ikkemuslimer til at efterleve deres stats bestemmelser skal ses som det “power grab” det er!

  • Niels Hansen

    “Vognmand tilstår mange påsatte brande

    Gps i 63-årig taxivognmands bil skaffer beviser i sagen om de mange påsatte brande i Thy”

    http://ekstrabladet.dk/112/article1350166.ece

    Tør man gætte på at han tilhører en bestemt religion?

  • Mette

    Nej, det tør jeg ikke gætte på, for det ser ud til at være en typisk pyroman.

  • JensH

    Sig mig engang har Politken gjort sig til talerør for ‘Store A’ og Lille A’ fra Blågårdsbanden?? Hver dag har de tilsyneladende et mikrofonholder-interview med disse to kulturberigere, og i hele deres serie om bandekrigen er vinklingen, at HA’erne er ‘de onde rascister’ som startede det hele, mens de to dybt kriminelle ‘Store A’ og ‘Lille A’ nærmest er blevet tildelt offer-rolle.

    Men man må sige at de to kulturberigere ved hvad der appelerer til Politkens læsere. Bl.a. giver de idag udtryk for, at alting var bedre for indvandrere i 1990’erne, mens man idag bliver “kaldt kræftknuder af Dansk Folkeparti”, og at de idag føler sig som ‘andenrangsborgere’. De får smart nok også lige nævnt, at de “føler sig tilpas blandt autonome”. Den skal nok gå rent ind hos Rød Blok:

    http://politiken.dk/indland/article976449.ece

  • Mette

    Det er en fin skildring fra gamle dage, som jeg senere vil vende tilbage til, Steen.

    Som tak er her en lille muhammed-pinsehilsenm som selvfølgelig har skabt stor vrede.

    http://www.mg.co.za/zapiro/all

  • Nielsen

    Ligner en Bugatti

    • Santor

      Saab ?

  • Liva

    OT

    Bus selskab – der har været med til at lave helt fantastisk fødselsdagshistorie i dag – har helt specielt tørklæde på på hjemmeside. Tag et kig.

    h t t p://www.arriva.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=628&Itemid =277

  • Niels

    Bilen i Prag.
    Det er en Tatra, tjekkoslovakisk produceret. Årgangen kan jeg ikke sige meget om, men de sås faktisk også i Danmark da jeg var barn, for ca. 100 år siden. Nå, men den er sikkert fra 1950-erne.
    Den havde hækmotor og pendulaksler (ligesom de gamle folkevogne). Havde nogle livsfarlige køreegenskaber, men efter sigende en robust og solid motor.

  • Bjovulf

    test igen, igen

  • Liva

    Steen, er det dig, der har skrevet barndomserindringer?? For filan mand, der er sprog og billed krummer i dig. 🙂 Men det er du ikke ene om. Du og din med-snaphane er et rigtig godt team. I supplerer hinanden fabelagtigt godt på bloggen – synes jeg. Både kunst – kunstkritik og kultur- og religionskritik. Hvad kan man ønske sig mere som læser af en dansk (og svensk) blog..

    Jeg kommer til at tænke på Malmros, når jeg læser erindringerne. Og på Proust’s.. På sporet af den tabte tid.

    • Bjovulf

      Hørt, Liva 😉

    • @Liva: Tak. Det er moi-même. Også på foto. “Madeleinekagerne” er nok så meget igen …………..

      • Liva

        Steen, det er da en helt eventyrlig start du laver på din beretning. Det vil jeg bare lige fortælle dig. Jeg går sgu med ind i den der skov. Det billede vil jeg altid forbinde med Snaphanen. Ikke for at lyde patetisk. Men nogen gange er der bare et før og efter..

  • Pingback: Støv « Snaphanen.dk()

  • Pingback: De kroniske børn « Snaphanen.dk()