21
maj
Seneste opdatering: 19/10-17 kl. 0127
30 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Når jeg besøger min barndom, fysisk, i erindringen eller begge dele på én gang, er det som at gå i en stor skov ved midsommertid ikke længe efter et regnskyl. Jeg er indsvøbt  i noget stort. Af og til passerer jeg en skarp duft af lindeblomst, en duftende skælhat, skovhindbær, et dødt dyr. Det varer kun få sekunder, så er jeg videre i den almindelige duft af skov, det større rum udenfor.

Sådan er barndommen også. Små prikker af skarp erindring på et stort kort, der mere er en bestemt atmosfære. Enkelte farvesnapshots imellem mange, slørede sort-hvide billeder. Billederne er i ens hoved, nogle enkelte er fotograferede.

Min barndoms landskab findes endnu, det har ikke ændret sig hverken i virkeligheden eller i min erindring. Topografien er næsten som den var i 1863, både udvendigt og indvendigt. Det måler kun 250 x 300 meter. Træstakitterne ud mod omverdenen markerede grænsen til det store terra inkognita.

Jeg kan sætte mig ned i dets epicenter, en lille gårdhave i det der engang var lægeboligere til Kommunehospitalet, midtfor ud mod Øster Søgade, og efter ti femten minutter myldrer alle personerne fra dengang frem. Ikke mindst masser af børn, som var 50 ernes velsignelse og mere end gjorde det op for fraværet af TV. Livets salt, det var de andre.

Oppe under taget boede sygeplejersker fra provinsen. Midtfor i den store lejlighed, overkirurg Mikkelsen, en utilnærmelig figur. Rundt om alle vi andre.

Den store verden er blevet ganske lille, når man sidder der, men en for en kommer de små prikker på kortet til live og står skarpt. Det eneste vemod jeg føler, er tidens gang, for mit barndoms landskab, som var en evighed, var meget lykkeligt. Også selvom envher barndom har sine naturlige sorger. Kærlighedssorger har den også, de er store, selv fireårige er prisgivet deres køn. Børn ved det.  Voksne kommer senere i tanker om, at det erotiske er i os fra starten. I begyndelsen som et stort mysterium.

I porten ind til haven lå de københavnske hospitalers centralapotek. Hver dag kørte de medicin ud til byens andre hospitaler. Chaufføren hed Jensen, jeg ser hans ansigt for mig, hans pomadiserede hår. Børn var ikke på fornavn med voksne dengang, selvom de var gode venner. Han var højt elsket af børnene. I begyndelsen kørte han på en Nimbus motorcykel med sidevogn, hvor jeg lige kunne presses ned mellem medicinkasserne. Bare det at køre motorcykel, var stort.

Jeg kan høre Nimbussens umiskendelige lyd fra den fire-cylindrede rækkemotor og lugte dens udstødning. Hen over udstødningsrøret hang et tykt læderklæde, så man ikke brændte sig. En dag fortalte min far mig, at han var død. Jeg kunne ikke begribe det. Jeg havde intet begreb om døden.

Senere fik han en lille lastvogn. Når lasten var tømt, og vi vendte tilbage helt ude fra Sankt Elisabeth på Amager, sad vi bagerst på det metaldækkede lad. Når han nåede rødt lys, sørgede han for at bremse ekstra hårdt op, så vi fik en kuretur fra bagenden hen mod førerhuset. Det var vores daglige Tivolitur, vi kunne ikke få nok.
Trafikken var til at overse: sporvogne, hestevogne, motorcykler, taxis og enkelte privatbiler. Vi var ikke rige, men vi manglede ikke noget. Man ser på de laser, jeg er klædt i, at det var nøjsomt. Det er to måneder inden Ungarn opstanden. Jeg kunne ikke rigtig læse, men jeg husker avisforsidernes fotos af sovjetiske tanks.

Juleaften fik vi så fint tøj på som muligt. Mens vores mor lavede mad, var vi med ovre på afdelingere og ønske glædelig jul og gå stuegang. Hele den lille by hospitalet var, samledes om de store juletræer, – der er mindst fire meter til loftet i arkitekt Christian Hansens bygninger – læger, sygeplejersker, oppegående patienter. Vi gik om træet og sang til det harmonium, der stod på enhver afdeling.

Læger og oversygeplersker – “plejemor” hed de, et smukt ord – havde en gudeagtig status, når de dukkede op på det der dengang kunne være 12 og 14-sengsstuer. Omvendt proportionalt med hvad de ofte faktisk kunne stille op overfor sygdom i 50 erne. Mænd og kvinder lå hver for sig helt op i tresserne.

Den højre port mod Farimagsgade var “mandsporten”, den venstre “kvindeporten.” Hospitaltes optageområde var stadig tæt befolket, Nansensgade, Indre By. Min far talte aldrig om patienterne, men jeg ved han kunne sige: “Det er en 20 bajers-mand, lad ham ligge en måned. Fru Jensen fra Adelgade, hun har seks børn og en fordrukken mand. Giv hende en lang ferie her.”

Jeg går en tur inden om 6 afdeling i dag,  Amalie Skram og prof. Pontoppidans afdeling, de vægge der indtil for ti år siden har været vidne til så megen uafhjælpelig psykisk lidelse, som studenterne der befolker rummene nu igen anelse har om. Nede i kælderen lå ikke bare el-chock behandlingerne, men også hudklinikkens ambulatorium. Det hører hjemme i en kælder, alt det forfærdelige.

Jeg går videre til en anden af de små skarpe prikker af erindring, værelset ud mod Farimagsgade, hvor kong Frederik den 9 døde den 14 januar 1972.

Det er ikke så meget et erindringspunkt på grund af kongen, som fordi den aften står tydeligt på grund af dem jeg var sammen med, min store kærlighed dengang og min gamle rektor Husfeldt, nu forlængst død og bror til lægen Erik Husfeldt fra Frihedsrådet.

Værelset meddeler sig også til mig, fordi en god ven døde lige der 10 år senere, det første menneske jeg så dø. Selv som forudsætningsløs er man ikke i tvivl om, i hvilket øjeblik det sker. Det er ligesom fødslen et stort øjeblik, og hvis der er et ord der fylder det igennem fortvivlelsesen, er det “ærefrygt.”

Jeg fortæller studenten, der sidder der med sin Mac, hvorfor jeg tager billeder af det nøgne, anonyme rum blandt så mange andre rum. Han siger ikke noget, måske tænker han ikke noget. Jeg kender heller ingen anden grund, end at dette er  min barndoms landskab.

Jeg vil op i hospitalskirken under kobberkuplen, men der er låst. Jeg går lidt rundt på det, der engang var på røngtgenafdelingen lige neden under. Jeg ser ned i haven på alle de studerende – der er mange haver på KH, det er bygget lige efter koleraepedemien i 1853, hvor 4000 københavnere døde.

Jeg glæder mig over at bygningerne ikke står tomme længere. De er bygget til at holde i mange generationer endnu og der er noget trygt ved, at de stadig findes nu hvor alt det der var, kun er skygger, og det kun er mig der ser dem. Der var så mange andre, tænk alle dem, der har levet og døet her, nu er kun jeg tilbage. Jeg går ud på gaden igen, for at blive en del af livet og dagen. Det liv dengang, er en gåde, men jeg bærer det altid med mig.

Steen


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?