13
okt
Seneste opdatering: 14/10-15 kl. 1708
24 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog cand.pæd.psych medstifter af Forum for islamforskning (FIFO) Redaktør af artikelbibliotek om indvandring og integration www.respublica.dk

SAMSUNG DIGITAL CAMERA

Det gibber af medfølelse i min far på 94 år, når han ser de lange rækker af trætte flygtninge. Han kom selv hjem med De hvide Busser. Først tog Sverige behjertet imod med lægecheck, medicin,mad, tøj og opvarmet husly.

Han mindes med dyb undren hvordan tyske husmødre spyttede efter de danske fanger, når kreaturvognene gjorde holdt ved jernbaneoverskæringer i småbyer på vej til KZ lejren og udkomandoer. Hvorfor denne foragt?

Mens han havde været slavearbejder i Tyskland bl.a. ved nittearbejde på en flyvemaskinefabrik, var der kommet hunderedtusinder civile tyske flygtninge til Danmark. Nogle af de civile blev interneret i Oksbøllejren. Her blev far i 1945 en del af vagten mellem den indre lejr og det ydre hegn. Tyskerne her fik både mad og lægehjælp. Fars opgave som politimand var også at passe på, at der ikke blev begået overgreb mod flygtningene fra dansk side. Danskere i nærområdet kunne ikke forventes at være positivt indstillede mod tyskere.

Fra nutidens flygtningecentre hører vi rapporter om folk med samme religion (islam), men tilhørende forskellige religiøse retninger, der i sikker europæisk varetægt kæmper mod hinanden på religiøse forestillinger. Kvinders integritet respekteres desuden ikke, de forulempes seksuelt og voldtages “af deres egne” fortæller fx tyske socialarbejder- og kvindeorganisationer.

Min far var inde som værnepligtig i 1940, på det sidste hold som den tyske besættelsesmagt tillod Danmark at have. Han var netop uddannet musiker fra Det Kgl. Musikkonservatorium, men på grund af mørklægning og det tyske udgangsforbud spilledes der kun få koncerter, så efter værnepligten kunne han ikke få arbejde. Derfor tog han den nødvendige beslutning at forsøge sig med en ny uddannelse, og fik lov at uddanne sig som politibetjent.

Ikke så langt tid efter at min far havde afsluttet sit arbejde i Oksbøllejren, giftede han sig i 1948 ind i en halv-tysk familie (der intet havde med Oksbøllejren at gøre) og tog med sin unge brud på familiebesøg i Tyskland, hvor en del af familiens mænd kulturligvis havde været tyske soldater. Han har efterfølgende besøgt Tyskland flere gange, hvilket den derboende familie viser stor ærefrygt for.

Ligesom min far har jeg også to uddannelser. Da jeg havde arbejdet en lang årrække som indvandrerlærer for voksne, trængte det sig på at lære noget mere om sammenhængen mellem psyke og kultur. Jeg blev psykolog. Det er særlig forbindelsen mellem opbygning af personlighed, udvikling af moral, konstruktion af tænkning og erkendelse i forhold til identiteten muslim jeg syntes der var behov for både mig og samfundet at vide noget mere om.

Akkulturation for muslimer, som gruppe betragtet, forløber dårligere – end for hinduer, buddhister, jøder, ateister etc. uanset socialklasse. Det viser forskning overalt i verden og uanset om de muslimske indvandrere til vestlige lande oprindeligt kom som gæstearbejdere altså uden flygtningetraumer, eller som flygtninge. Eksempevis viser en svensk gennemgang af alle domsfældelser for grove forbrydelser ved Svea hovrätt 2002 (en landsret) stor overrepræsentation af muslimer og en “etnokulturel” forklaring på mange af forbrydelserne. Kulturen på indersiden af hovedet afspejler selvfølgelig den enkeltes forståelse af ansvar og ret. Viljen til at følge retten i det nye land er ikke kun et spørgsmål om indsigt, motivation spiller også ind.

Når min far har klaret sit liv så enestående efter KZ lejren, skyldes det uden tvivl hans humanistiske livsindstilling. I hans optik er det Grundloven der er stor, ikke Allah.

I mine mere end 30 år med tæt daglig kontakt til muslimer har jeg vist kun mødt tre som synes at satire om islam er i orden, kun en lille procentdel synes homoseksuelle ægteskaber skal anerkendes, meget få synes at en ateistisk livsholdning er acceptabel, og jeg har endnu tilgode at møde en herboende muslim som aktivt arbejder for at dogmet om kvinden som uren skal afskaffes. Jeg mangler også at møde en muslim som vil udtale, at det er forkasteligt at den voksne mand Muhammed havde samleje med en pige Aisha på 11 år, og som ligeledes vil erkende at samme Muhammed ikke altid er en efterlignelsesværdig model som doktrinen ellers hævder. Lad mig understrege, at ovenstående også gælder unge voksne født her og med dansk uddannelse.

Det er bemærkelsesværdigt så få herboende, der helt på det private plan frasiger sig islam med dens facistiske og totalitære træk. Jeg vurderer imidlertid at den høje grad af identifikation med islamiske doktriner skyldes noget psykologisk. For at sige det ultrakort : resultatet af en autoritær opdragelse uden tilskyndelse til kritisk reflektion, og et stort fokus på passe ind i en materielt fokuseret kultur, fremfor støtte til udvikling af individualitet og frisind.

Vi ved ikke noget sammenhængende om den personlige integration (livsholdning,tilhørsfølelse, tryghed) hos de syrere, der allerede over en årrække er ankommet til Danmark. Men vi ved, at de efter fire års ophold i høj grad stadig forsørges af samfundet.

Om herboende somaliere ved vi, at den del af kontanthjælpen som deres almindelige danske medborgere forventede at muslimer ville bruge til at støtte integration i form af deltagelse i sportsklubber,deltagelse i danske børnefødselsdage, museumsture og andre kulturelle aktiviteter for familierne i det danske landskab , ja måske ligefrem holde fridage sammen med danskere, ja den ryger derhen hvor loyalitetfølelsen er størst, nemlig udenfor Danmark. En britisk forsker kaldte den indstilling for selv-separation, længe før vi herhjemme talte om ghetto-dannelse.

Rigtig mange danskere er betænkelige over at der i stort antal kommer flere muslimer til landet. “Når en nytilkommen asylsøger erklærer sig som muslim, så har han vel holdninger og værdier, der svarer til islams dogmer og doktriner, hvad ellers? ” spørger folk mig . Og jeg kan bare svare dem at forfatteren og ex-muslimen Ib Warraq vurderer at islam ikke er moderat, men at muslimer kan være det.

Masser af mennesker er jo inkonsistente, tror både på Kristus og krystalhealing, både på hindu-guder og sort magi osv. Ingen kan med vægt definere hvad en moderat muslim er. Et er dog sikkert, en muslimsk borger i Europa kan ikke vedkende sig kerneværdierne i islam som eksempelvis at religion og politik er ét ( Tawhid), at islam ligger øverst i et religiøst/politisk hierarki, at der skal herske retslig uligestilling mellem kønnene, at der ikke er trosfrihed plus en hel del andet der står i modsætning til modernitet og så kalde sig moderat. Et andet svar kan være at kvinder, som jeg personligt kunne tænke på som moderate muslimer, går ikke med tørklæde.

Nu kommer ikke så få kvinder med tørklæder med strømmen op gennem Europa. Et sort muslimsk tørklæde demonstrerer i bedste fald en påskønnelse af sharia i værste fald aktiv islamisme. Altså en modsætning til de dannelsesmål folkeskolen har for vore børn og unges psyke.

Det er ikke altid mængden af flygtninge, der vil afgøre om integrationen går godt. Kulturen på indersiden af hovedet (habitus) er en betydningsfuld medspiller.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?