af Henrik M.Jensen

Efter den muslimske erobring af næsten hele den iberiske halvø i løbet af 700-tallet, gik der tre hundrede år, før de kristne for alvor gik til modangreb. En af heltene i tilbageerobringen, “La Reconquista”, var Rodrigo Diaz de Vivar, eller El Cid, som var hans øgenavn.

Han blev født ca. 1043 og tjente under Kastilliens Ferdinand den Store samt efterfølgeren Sancho den 2. Men da denne blev myrdet af sin bror Alfonso den 6., faldt El Cid i unåde ved hoffet og gik i tjeneste hos emiren af Zaragoza, sammen med hvem han i en periode bekæmpede de kristne. Men i 1093 erobrer El Cid Valencia og er så atter på de kristnes side. Under kampenen mod almoraviderne, som invaderer Spanien fra Nordafrika, dør El Cid i 1099.

Hans liv blev få år senere beskrevet i kvadet Canto del mio Cid, fra ca. 1140, og det medvirker til, at El Cid opnår status af national helgen og bliver selve symbolet på den spanske tilbageerobring af de muslimsk besatte områder. Heltekvadet bliver fulgt op af mange digte, sange m.m., og blandt de bedst kendte er Corneilles teaterstykke fra 1636, en opera fra 1883 af Massenet og sidst, men ikke mindst Hollywoods filmatisering fra 1961, som for nylig blev vist i DR2 og som er tilgængelig på nettet.

Filmen blev instrueret af Anthony Mann, med Charlton Heston og Sophia Loren i hovedrollerne og var som så mange andre storfilm fra tiden indspillet i Super Technorama til et bredt lærred, der kunne tage konkurrencen op med den lille fjernsynsskærm, som i disse år stormede frem i alle hjem.

Filmen bygger på nogle af de mange af de myter om El Cid, men er dog mere historisk korrekt end heltekvadet fra 1140 i den forstand, at filmen ikke lægger skjul på de mange indbyrdes modsætninger mellem hhv. kristne og muslimer samt alliancer på tværs af religionerne.

Men når det drejer sig om at beskrive den fare, som den muslimske indtrængen udgjorde for Europa, er den klar i mælet. Hør bare den tale i starten af filmen, som den sortklædte og formummede leder af almoraviderne, Ben Yussuf, med hadfyldte øjne og hånden på sværdet holder til emirerne af Andalusien, som i hans øjne er blevet for slappe:

“Profeten har befalet os: Hersk over verden! Hvor i jeres land Spanien er Allahs ære? Når mænd taler om jer, taler de om digtere, komponister, læger, videnskabsmænd. Hvor er jeres krigere? Hvem vover at kalde sig selv Profetens sønner? I er blevet kvinder. Brænd jeres bøger, gør krigere ud af jeres digtere! Lad jeres læger opfinde nye gifte til jeres pile. Lad jeres videnskabsmænd opfinde nye krigsmaskiner. Og så, dræb! Brænd de vantro. få dem til at dræbe hinanden, og når de er svækkede, vil jeg komme fejende op fra Afrika og grundlægge den ene guds rige. Allah, den sande gud, vil slå til, først mod Spanien, så mod Europa og så: Hele verden!”

Dette islamistiske budskab kunne i dag ikke udtrykkes mere præcist af lederne fra Islamisk Stat, Boko Haram eller Taliban.

Omvendt bliver der ikke lagt skjul på filmens kristne sympatier.

Da El Cid er kommet i unåde ved hoffet og må flygte, møder han en mystisk forhutlet vandringsmand, som han giver noget vand. Manden kender El Cids navn og viser sig at være selveste Lazarus, som Jesus opvakte fra de døde fjerdedagen efter genopstandelsen. Og lidt efter finder han sammen med sin kone for foden af tre kors i filmens største romantiske scene.

Kort før det sidste slag, der finder sted foran Valencias porte, bliver El Cid dødeligt såret af en pil. Men han befaler, at når han er død, skal han anbringes på sin hest og føres foran i udfaldet mod almoraviderne, der belejrede byen. Og det bliver han så under korsbannerne og kampråbet “For Gud, El Cid og Spanien”.

Hans tilstedeværelse opildner de kristne, demoraliserer fjenden og hans elskede hest, Babieca, tramper Ben Yussuf ihjel. Fjenden viger overalt, mens El Cid som en lysets engel fortsætter langs stranden og ind i evigheden til lyden af orglets brusen.

Kunne en sådan film overhovedet indspilles i dagens USA eller Europa, hvor det politisk korrekte ‘establishment’ benægter, at islamisme har noget med islam at gøre? Næppe.

Men i 1961, hvor islamisme havde ligget underdrejet i århundreder og var blevet afløst af nationale, socialistiske eller fascistiske strømninger, gik det an.

Filmens mørke kræfter var snarere en allegori på kommunismen. Den kolde krig tæt på at blive varm: Nedskydningen af U2-flyet i 1960 havde fået russerne til at aflyse alle topmøder, Berlinmuren blev opført 1961 og der er kun et år til Cuba-krisen.

Skulle man derfor i dag lave en film, som advarede mod islamismen, ville det nok være nødvendigt at forklæde den som en film om kommunisme, f.eks. med en bister Lenin, der efter kuppet i 1917 går til angreb mod det degenerede Vesten og først bliver stoppet i 1920 foran Warszawa.

Og da kommunismen og Lenin i dag er harmløse størrelser, ville alle kunne se filmen som en allegori på kampen mod islamismen, den islamisme der som bekendt intet har med islam at gøre!

Filmen kan ses på internettet: