20
apr
Seneste opdatering: 21/4-16 kl. 0103
14 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Henrik M. Jensen

Tæt ved kapellet på Holmens Kirkegård står en gravsten, som bringer mindelser om en svunden tid, hvor europæerne ikke lod sig kue af tyrkiske provokationer.

Stenen er rejst for Steen Bille, som døde i 1835, efter at have tjente sit land og sin konge i 70 år. Størstedelen af sit liv tjente han i flåden og de sidste to år som gehejmestatsminister. Mest kendt er han for sin indsats mod de osmanniske korsarer, som længe gjorde Middelhavet usikkert for europæisk skibsfart.

Gennem århundreder har Middelhavet udgjort frontlinjen mellem europæerne og tilhængerne af Muhammeds lære, som i 600-tallet invaderede Middelhavets sydlige og østlige kyst og i 1200-tallet Lilleasien.

Men hvor Muhammeds disciple i dag fredeligt forsøger at krydse havet for at kolonisere og på sigt overtage Europa, gik det anderledes hårdhændet til i forne tider, hvor de europæiske kyster blev hærget og plyndret og lokalbefolkningerne fanget og gjort til slaver i de berberiske stater i Nordafrika, også kaldet “Barbariet”.

Mest udsatte var naturligvis søfolkene, og her blev også Danmark og Norge ramt. Disse for tyrkerne så fjerne lande havde ellers undgået direkte aggressioner – bortset fra Island, der blev angrebet af korsarer i 1628 og fik 380 mennesker bortført til en kummerlig tilværelse i Nordafrika.

Iflg. Muhammeds lære var sørøveri ellers forbudt, men ved at erklære ‘hellig krig’ mod de kristne stater, kom man uden om denne tekniske hindring.

Under den ‘florissante’ periodes blomstrende handel i 1700-tallet havde Danmark-Norge betalt tribut til Algier og Tripolis, to af Osmannerrigets lydstater.

Men i 1790’erne, da britiske og franske orlogsskibe var optaget af at bekrige hinanden, havde berberstaterne større spillerum til at bryde indgåede aftaler, og mange dansk-norske koffardiskibe blev opbragt og besætningerne kastet i slaveri.

I 1797 besluttede man sig for at gøre noget ved det, og fra København afgik fregatten ‘Najaden’ under kaptajn Bille til Malta, hvor den sluttede sig til to mindre danske orlogsskibe. Herfra gik de 16.maj til angreb på tre berberesk-skibe uden for Tripolis havn, og efter to timers heftig kamp, måtte disse flygte ind i havnen, som de dansk-norske skibe derefter blokerede for al trafik og handel.

Tripolis følte sig hurtigt tvunget til en fredsaftale, der indebar lavere tributter og frigivelse af alle de sømænd, der var taget som gidsler. Derefter kunne de dansk-norske skibe sejle i fred for en tid, men det var ikke før 1830’erne, da Frankrig erobrede Algier, at sørøveriet endeligt ophørte.

Efter træfningen ved Tripolis skrev en af deltagerne, den norske matros Pedersen Allergodt, et digt, som jeg her vil gengive – med fare for at den tyrkiske regering vil rejse en sag om “forbrydelse mod menneskeheden”, det som den tyske satiriker Böhmermann blev anklaget for på grund af hans Erdogan-digt. Og en anklage, som havde været en vigtigere sag værdig, f.eks. Osmannerrigets og dets arvtager Tyrkiets talløse massakrer på armeniere, grækere og kurdere.

“Den tyrkiske hund har vi nu tvungen
at gøre med Danmark evig fred
Han haver nu og selv befunden
at danske mænd kan blive vred
Og nu går vor søfart fri
fra tyrkens land og slaveri.”

Sig ikke, at vi ikke kan lære af fortiden.
Så kig forbi Steen Billes fredelige gravsted på Holmens Kirkegård og læg en blomst ved gravstenen med ordene:
“Han gjorde ret og frygtede ingen”.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?