9
maj
Seneste opdatering: 9/5-16 kl. 2238
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Begivenhederne i Köln var kun et forspil: Mange arabiske migranter tager et kvindefjendtligt samfundsbillede med sig til Tyskland. Det betyder at de næppe kan integreres. En gæstekommentar af den tysk-syriske islamolog, Bassam Tibi.

Oversat fra Die Welt, Junge Männer, die die Kultur der Gewalt mitbringen v. Snaphanen

Findes der en sammenhæng mellem overgrebene nytårsnat i Köln og situationen i Syrien? Svaret er: Ja, der findes en sådan sammenhæng, og til denne fællesnævner hører volden mod kvinder.

Mange af mine tyske samtalepartnere ser ud til ikke at forstå den orientalsk – patriarkalske tradition for vold mod kvinder. I orienten regner man ikke kvinden som subjekt, kun som mandens genstand og ære. Overgrebet mod en kvinde bliver ikke kun anset for at være en seksuel handling og forbrydelse mod kvinden selv, men snarere som en ydmygende handling mod den mand, som hun tilhører.

Under den barbariske krig i Syrien, som helt forkert kaldes en ”borgerkrig” (der kæmper ingen borgere, men etnisk – religiøse kollektiver mod hinanden), voldtager shiitisk – alawitiske soldater fra den syriske arme kvinder fra den sunnitiske opposition som led i krigsførelsen.

Med voldtagning sigter alawiterne på at tage oppositionens sunnitiske mænds ære. De sunnitiske ”rebeller” gør på deres side det samme med alawitiske kvinder. Det er en alles krig mod alle med kvinderne som pant.

Köln var ikke et enkelttilfælde

Som syrer fra Damaskus er jeg forbavset over den uvidenhed og naivitet fra forbundskansleren og hendes forsvarsministers side, som tror at konferencer i Genève og München kan afslutte krigen. Denne krig er tværtimod at regne for en ”protracted conflict”, der vil fortsætte mange år endnu. Det er en krigstype, som jeg vil kalde en ”irregulær, ikke-statslig krig”.

Blandt krigsflygtninger er der ikke kun ofrer for volden, men også mange gerningsmænd, ja sågar mange islamister. Hertil kommer, at disse i overvældende grad er unge mænd i alderen 14 til 20 år, og de tager kulturens vold, også overfor kvinder med sig fra Nærøsten til Tyskland. Nytårsnat i Köln er kun et bevis herfor, ingen enkelttilfælde, sådan som politikerne vil have os til at tro, for at nedtone betydningen af hændelserne.

Kvindebilledet i den arabisk – orientalske kultur er patriarkalsk og sådan er det uafhængigt fra krigen, ja det er i omfattende forstand menneskeforagtende. Dette kvindebillede må ikke tolereres under henvisning til respekt for andre kulturer.

Og for den arabiske mand drejer det sig ved udøvelsen af seksuel vold ikke kun om ”seksuel tiltrækning” overfor den europæiske kvinde, men også om den europæiske mand, hvis ære orientaleren vil svine til. Sådan var det netop i Köln.

Köln var kun begyndelsen. Når Tyskland henter over én million mænd fra den islamiske verden og disse ikke får deres forventninger opfyldt, må man gøre sig et og andet klart. Fra reklamerne mener disse unge mænd at vide, at enhver europæer har en luksusbolig, en bil og en ”køn blondine”; de tror, at de også får det sådan og bliver delagtig i velstanden.

Når disse unge mænd modsat i stedet bliver indlogeret i nødherberger i skoler og sportshaller, så føler de sig bedraget, ja diskrimineret. Altså udvikler de hævnfølelser mod den europæiske mand. De skuffede og vrede arabiske mænd hævner sig derfor ligesom i Köln og Hamburg på den tyske mand repræsenteret af dennes kvinde.

Som syrer, repræsentant for en oplyst islam og stående for respekt for kvinder, siger jeg: Det var en kulturel forankret hævnakt. Hvad man her må kritisere, er ikke kun den så ofte beklagede falske tolerance, men også uvidenheden om andre kulturer.

Konflikten i Syrien mellem sunitter og alawitter, der har udviklet sig til en blodig krig, fortsætter i årevis. Antallet af døde løber op i omtrent en halv million syrer, derunder hundredtusinde alawiter, resten er suniter. Denne konfliktkategori er vanskelig at løse. Et eksempel herpå fra fortiden er Libanon-konflikten mellem kristne og muslimer, der fandt sted mellem 1975 og 1990, altså i 15 år.

Religionen tilhører Allah

I Syrien har konflikten en lang historie. Den syriske hovedstad Damaskus er den ældste endnu beboede by i Verden; den var fra 661 til 750 hovedstad i omayyade-riget, altså det første imperiale kalifat i islam, som strakte sig fra Spanien til Vest-Kina.

Sidst i det 19. århundrede overtog både kristne og muslimer den europæiske ide om nationen, hvor begge levede ligeberettigede ved siden af hinanden (altså anderledes end i kalifatet, hvor de kristne var troende af anden klasse). Derudaf dannedes den sekulære panarabisme. Efter opløsningen af det osmanniske rige blev Syrien 1920 til 1946 fransk mandatområde, derefter en uafhængig, sekulær republik.

I dette sekulære Syrien blev jeg født i 1944 som barn nedstammende fra Ashraf-aristokratfamilien Banu al – Tibi. Vores værdiorientering var: Religionen tilhører Allah, men fædrelandet alle. Sådan tænkte det sunnitiske flertal, ca. 70 procent, og man levede sammen i gensidig respekt med en flerhed af religiøse og etniske mindretal.

Blodige hævnlyster

Damaskus var en fredelig by med en kristen og en kurdisk bydel. Det ændrede sig efter 1970, da den alawitisk-shiitiske general Hafiz al – Assad greb magten. I de følgende år lykkedes det ham at besætte alle nøglepositioner i arme og sikkerhedstjeneste med alawiter.

Inspireret af Det Arabiske Forår 2011 fandt der en opstand sted fra det sunnitiske flertal mod alawit-herredømmet. Derudaf voksede den nuværende krig frem. En blodig og med hævnlyst ladet fjendelinje mellem sunniter og alawiter karakteriserer denne konflikt. Alawiter og sunniter har ingen fælles fremtid.

Denne konflikt kan hverken regionale eller internationale magter får styr på. I Syrien-konflikten er det vigtigt at forstå, at Putin ikke indsætter den russiske militærmagt af sympati for Assad, men alene i bestræbelsen at tvinge Vesten til at betragte Rusland som en ligeværdig aktør. På sikkerhedskonferencen i München i februar 2016 blev det tydeligt, at Putin har nået dette mål.

Syrien-konflikten er eksemplarisk for en fortløbende proces af statsopløsning i Nærøsten. Sådanne finder også for øjeblikket sted i Irak, Libyen og Jemen. Følgen heraf er at der de næste år vil rulle voldsomme demografiske laviner mod Europa.

Tyskland indtager her takket være kansler Merkels invitation hovedmålet for flygtningene. De andre europæiske lande går dog ikke med. Den barnagtige strid mellem alle tyske partier vedrørende en overgrænse og en begrænsning, dokumenterer at tyske politikere ikke forstår problemets omfang.

Forbundskansler Merkel har i begyndelsen af 2015 efter mordene i Paris stået skulder ved skulder med islamfunktionærer, som heftigt bekæmper en europæisk islam – og hun ved ikke engang, hvad hun gør. Hendes Syrien- og flygtningepolitik ligger på samme linje.

Medens tyske politikere og tyske åh-så-gode-mennesker taler om tolerance og flygtninges forfærdige forhold i en ”tysk patos af absolutter” (Adorno), griner mange islamister foragteligt og kalder disse debatter ”byzantinske vrøvlerier”.

Ingen euro-islam nogen steder

Oprindelsen til begrebet er oplysende: I år 1453 blev den byzantinske hovedstad Konstantinopel belejret af en islamisk – osmannisk hær. Under belejringen kastede byzantinske og kristne munke trods den alvorlige situation sig ud i udmattende debatter om magiske og religiøse formler.

I samme år, 1453, erobrede den islamiske sultan Mehmed II med sine tropper med held Konstantinopel og forvandlede byen til det islamiske Istanbul. Islamiske historikere kalder siden dengang sådanne debatter ”byzantinske vrøvlerier”.

Som syrer fra Damaskus har jeg boet i Tyskland siden 1962 og jeg ved at: Patriakalsk indstillede mænd fra en kvindefjendtlig kultur lader sig ikke integrere. En europæisk, civil islam, som islamfunktionærerne her i landet afviser som euro-islam, kunne være alternativet. For tiden er en sådan chanceløs. Min lærer Max Horkheimer betegnede Europa som en ”ø af frihed i et ocean af voldsherredømme”. Denne frihed anser jeg i dag for at være truet.

Teksten offentliggjorde vi (altså Die Welt) med venlig tilladelse fra forlaget Kiepenheuer & Witsch. Den er findes i den i maj udkommende bog af Alice Schwarzer: Der Schock – Die Silvesternacht von Köln”.

I Danmark, som i grunden er en skovbørnehave og et lærerværelse, hedder det: Ny kampagne skal stoppe flygtninges sex-krænkelser. Altså ud med nogle piecer, så går det hele over. Dette er på Merkels niveau.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • eurozone

    Det beskrivna beteendet gör att man gillar de kvinnliga Peshmerga soldaterna från Kurdistan, vad kan vara bättre mot dessa tölpar än att bli ett offer för en kvinna!
    Det är inte underligt att den delen av världen har låg intellektuell kapacitet när 50% av befolkningen inte har något att säga till om!

  • jasminum

    Betimelig (iblant kommer man over slike) artikkel; skulle sendes alle lands partier. Det merkelige er at dette vet vi, folket intuitivt. Kan det være fordi vi ikke har disse såkalte poltikernes baktanker, når de med vilje vil ødelegge våre hittil ganske så fredelige land. JEG går for den tolkningen av deres adferd.

    • snaphanen

      Ja! Tibi siger ikke bare, at Merkel og co er ignoranter, han forklarer det også

  • Pingback: Bassam Tibi: Masseovergrepene i Köln – en kulturelt forankret hevnakt – Minkonto()