3
sep
Seneste opdatering: 3/9-16 kl. 1945
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

1-papazu, 2014, I 005

Det mindste man kan gøre, er at sætte en stopper for muslimsk indvandring for ikke at forøge fjendens rækker.

”Vi er i krig!” er en af de fraser, de vestlige politikere er begyndt at bruge i den seneste tid. ”Nous sommes en guerre”, sagde f.eks. Frankrigs premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande efter massakren ved Bataclan i november sidste år, som kostede 89 mennesker livet.[1] Sætningen, som ofte er blevet gentaget siden, er ikke kun en konstatering af dødens realitet (omkring 46 terrorangreb i Europa og USA og ca. 658 døde inden for det sidste halvandet år), men også en krigserklæring, som dog viser sig ikke at være andet end en sølle retorisk figur: Det er en abstrakt krigserklæring, en hensigtserklæring uden adresse og uden retsvirkninger. Den mest ynkelige form for fejhed er at nægte at sætte ord på fjenden.

Terrorismen taler til gengæld sit klare sprog: Det drejer sig ikke kun om spredte attentater og mord på forsvarsløse mennesker som i Tyskland i juli i år (i Würzburg, München, Reutlingen og Ansbach), men også om symbolske angreb med præcis adresse. Massakren på Promenade des Anglais i Nice den 14. juli var på grund af den valgte dato et angreb på den franske stat, på republikken, som anser den 14. juli (Bastilles fald) som en grundlæggende begivenhed; aggressionen mod kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray nær Rouen og den rituelle halshugning, helt efter islamiske forskrifter (Koran 47,4) (i øvrigt allerede set i Bosnien, Kosovo, Tjetjenien og Mellemøsten[2]) af sognepræsten Jacques Hamel, er et angreb på den kristne kirke. Det er kristendommen og kristenheden, de europæiske stater, som er under angreb.

Og alligevel nægter Vestens politikere at sætte navn på fjenden og definere terrorismens ideologi, nemlig islam, ligesom de nægter at se den nuværende konflikt i det nødvendige historiske og nutidige perspektiv: På den ene side kampen mellem islam og kristendommen, som markerer islams doktrin og historiske skikkelse, og på den anden side dagens realitet, som er kendetegnet ved den forsvarsløshed, Vesten ved at tillade og endda opmuntre til muslimsk indvandring har bragt sig i.

De officielle vestlige reaktioner har været en lang undskyldning for fjenden. Således teorien om ”de psykisk forstyrrede” mordere (sygdommen fratager forbryderne ansvaret) og myten om ”den ensomme ulv”,[3] som er et forsøg på at bagatellisere faren, undgå at nævne fjenden og berolige befolkningen. Læs videre på Critique


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?