11
okt
Seneste opdatering: 11/10-16 kl. 1609
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Foto © Snaphanen. Kai Sørlander er dansk filosof og faglitterær forfatter.  – Stine Bosse er en dansk erhvervsleder.

Stine Bosse står for en liberal asylpolitik, som gør hende kontroversiel. For nogle er hun et moralsk forbillede, og for andre er hun en selvgod hykler. Hvem har ret?

Er der blot tale om en skønssag, eller ligger der en sandhed skjult i konflikten? Det kan vi ikke afgøre, blot ved at tilslutte os en af siderne. For en sådan tilslutning kan selv hvile på et bedrag. Skal det afgøres, så må det afhænge af en tvingende argumentation for en af siderne. Men kan en sådan gives? Det kan vi ikke vide, før vi har forsøgt.

For at få basis for den fornødne argumentation må vi begynde med at gøre rede for, hvorledes vi som borgere bidrager til den politiske hjælpsomhed. Det gør vi gennem skattesystemet. Dette er ikke indrettet således, at vi må bidrage med alt, hvad vi tjener ud over en elementær fælles basis. Således kunne det være, hvis vor hjælpsomhed trumfede vor selviskhed. Skattesystemet er derimod indrettet således, at vi betaler en vis procentdel af vor indtægt i skat. Det betyder, at skattesystemet opretholder indtægtshierarkiet. Den, der har flere penge før skat, vil også have flere penge efter skat. Således må det være af hensyn til vor selviskhed. Den økonomiske aktivitet ville gå i stå, hvis vi ikke fik en personlig fordel. Vi er ikke så hjælpsomme, at vi er villige til at ofre alt det, som vi har mere end det, som de svageste i samfundet må leve for.

Det er altså under disse betingelser, at vi udøver vor politiske hjælpsomhed. Men hvad er de sociale konsekvenser af betingelserne? Hvad er de sociale konsekvenser af, at vi opretholder et vist indtægtshierarki? En af de væsentligste konsekvenser er, at der også vil opstå en boligsocial opdeling. Når folk kan vælge bolig efter deres pengepung, så vil de rige samles i særlige kvarterer. De mindre rige i lidt mindre fine kvarterer: Og således nedad indtil de fattige og de svageste, som vil samles i de kvarterer, hvor ingen andre vil bo.

Det er i dette boligsociale hierarki, at folk, som får asyl, skal integreres. Og da de sjældent har økonomi til at bo dyrt, så vil det primært skulle ske, hvor boligerne er billige. I hvert fald så længe de nytilkomne ikke har forudsætningerne for at komme på arbejdsmarkedet; og altså så længe de er mindst integrerede og sværest at omgås gnidningsfrit. Det vil sige, at de primært vil skulle bo blandt de svageste medborgere. Det er altså dem, som kommer til at bære den største byrde ved integrationen. Det er deres boligområder, som fremmedgøres, og hvori de selv kan risikere at blive mindretal. Hvis de er utilfredse med den udvikling, og hvis de ikke har råd til at flytte bort, hvad skal de så gøre? Så har de den mulighed at protestere politisk: ved at bruge deres stemme på et politisk parti, som vil begrænse asylmodtagelsen.

Hvis de gør det, kan man godt sige, at de er selviske. De orker ikke at ofre deres vante miljø for en modtagelse af flere fremmede. Men så skal også straks tilføjes, at denne selviskhed ikke er værre end den, som der tages hensyn til i skattesystemet. De relativt svage borgere, som protesterer imod asylpolitikken, fordi de protesterer mod fremmedgørelsen af deres egne boligmiljøer, er ikke moralsk værre end de velstillede, som kun vil betale skat under forudsætning af, at de kan bevare deres plads i indtægtshierarkiet. Derfor er der ikke mere grund til at tage de velstilledes selviskhed alvorligt i skattepolitikken, end der er grund til at tage de mindre velstilledes selviskhed alvorligt i asylpolitikken. Forstår man ikke denne sammenhæng, så er ens moralske indsigt mangelfuld.

Desværre har en sådan mangelfuld moralsk indsigt været herskende i dansk og europæisk politik i hvert fald siden 1980’erne. De velstillede i den politiske og sociale elite har ført en liberal asylpolitik, som er forholdsvis let for dem selv, fordi de har overladt byrderne til deres svagere medborgere. Og når disse borgere protesterede, så blev de fordømt som fremmedhadere og racister. Den velstillede elite har fuldstændigt overset, at den selv oplever verden fra en position, hvor der igennem skattepolitikken er taget hensyn til dens egen selviskhed. Og den har desuden overset, at denne selviskhed på det moralske plan er ækvivalent med dens svagere medborgeres protest mod asylpolitikken.Dermed er hykleriet fuldendt. Og det er i dette billede, at Stine Bosse optræder som symbol. Symbol på det moralske selvbedrag i den herskende elites asylpolitik. Et selvbedrag, hvori de Radikale og store dele af venstrefløjen stadig befinder sig. Men hvorfra Socialdemokratiet langsomt synes at vågne op.

Kai Sørlander (født 1944) er dansk filosof og faglitterær forfatter.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?