16
okt
Seneste opdatering: 19/10-16 kl. 0259
21 kommentarer - Tryk for at kommentere!

På grund af mørket ankomst antager jeg, ville jeg finde og høre den sang, som jeg første gang hørte i Molière’s dødsscene i Ariane Mnouchkines helt magiske film for næsten fyrre år siden. Molière bæres af sine venner op af en trappe med blodet lydende ud af munden, i en scene der synes uendelig.  Den tager så langt tid, at man få tid til at tænke på, om de vil redde ham eller hjælpe ham til hans himmel, og den giver en følelsen, man kender fra drømme: At træde i en evighed op af trappetrin og ingen vegne komme. Den er hypnotiserende som Andrei Tarkovskys scene i badet i Nosthlagia, hans næstsidste film eksilet.

Jeg stødte ved et fuldstændigt tilfælde på denne version med Klaus Nomi (1944-1983), en tysk rockmusiker med en fin kontratenor, der voksede op midt mellem Maria Callas og Elvis Presley samtidig med Nina Hagen og David Bowie, som han også sang kor for. Han døde i New York næsten samtidigt, som han var ved at blive berømt.

Jeg kendte ham ikke dengang, i dag han er sikkert næsten helt glemt. (Lady Gaga har dog husket ham.) Pladeversionen har bedre lyd, men koncertversionen fortæller mere om den særprægede mand. Det er fra hans sidste offentlige optræden dødsyg af AIDS. Min interesse var vakt i en sådan grad, at jeg var nødt til at se dokumentaren om ham: The Nomi Song. Den er et  tidsbillede, der er værd at se.

Strøtanke om gerontokratiet

Jeg kan gribe mig i at drømme om et gerontokrati, der kunne afløse demokratiet som styreform i ti år, indtil problemerne middelmådighederne og vindbøjtlerne har skabt, er løst. Når det er sket, træder de tilbage igen, og det gør de for vi er ikke i Gaza, Tyrkiet eller Rusland. Endnu, skal man nok tilføje. Mange af vore problemer er politikerskabte, og iøvrigt ganske unødvendige. Sveriges nuværende grove sociale og økonomiske problemer, havde ikke været nødvendige. De er politikerskabte af naive, provinsielle verdensforbedrere, der troede de kunne gå på vandet.

Jeg forestiller mig erfarne personer som Asger Aamund, Bent Jensen, Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Kai Sørlander, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Lone Nørgaard, Lene Kattrup, Ulla Nørtoft, Eva Selsing, Poul Højlund, Henrik Gade Jensen, Katrine Winkel-Holm og femten andre af lignende kvalitet. En slags Frihedsråd, kunne man sige. Jeg beklager at have indlemmet nogle yngre kvinder i gerontokratiet, men de tager det nok som den kompliment, det er.

Churchill var 66, da han for alvor trådte ind på verdensscenen. Han havde alderen til at se igennem Hitler og Stalin. Jeg skal ikke nyde noget. Jeg har alderen, men ikke temperamentet. Hvem skal vælge dem? Det skal jeg.

Aamund skal være formand for rådet. Problemerne vi har nu, er stadig håndterbare. Når de bliver som Sveriges, er det for sent. Sverige er et eksempel på et sundt demokrati, der blev forrykt på en enkelt generation. Sverige er i en økonomisk og social nedadgående spiral, de allerklogeste vil have svært ved at vende. Sverige bliver et 2 verdensland, det er det allerede i store områder. Ikke hele landet, men det bliver i fremtiden mindst til to lande, måske flere. Det er nu en stat, der har stadig sværere ved at leve op til sine grundlæggende forpligtelser.

Det skal være gamle mænd og kvinder, for unge har i sagens natur ikke den nødvendige viden og erfaring. Det er dem – og især unge kvinder- der har forårsaget problemerne. Unge skal ikke beskæftige sig med politik, det er ikke sundt for dem, og det er ikke sundt for landet. Det er et sygdomstegn, ligesom det er et sygdomstegn, at jeg nu beskæftiger mig med poltik. Jeg længes, ligesom Douglas Murray, kun væk fra det. Det er ikke mit naturlige element.

Unge skal uddanne sig og få børn og blive erfarne, de skal leve livet. At politisere en befolkning, især unge, er som regel en ulykke. De dårligste lande i denne verden er stærkt politiserede, se Mellemøsten hvor alt er politik hele tiden. Når man har kloge ledere, behøver en rimeligt fornuftig befolkning ikke kere sig om politik. Passagererne styrer jo heller ikke en bus.

Da amerikanske venner hørte om Utøya og den socialdemokratiske ungdomslejr, associerede de til DDR, Sovjet og nazitidens politiske ungdomsforbund. En sund angelsaksisk refleks. De kunne ikke se det fænomen for sig på anden måde. Vi derimod har disse typer som vore ledere. En Thorning, en Mette Fredriksen, tremmekalve der er tidligt skadede af den ide, at uerfarne mennesker kan betros at styre komplekse situationer.

Demokratiet bør have kontrolfunktioner, ligesom enkeltministre har et embedsapparat. At uddelegere halvdelen af magten til et udemokratisk EU, har vi nu set er et begrænset gode. Lyt til Juncker, Mogherini og Timermans, hvis du ikke er overbevist. Vi skal have magten tæt på os, og vi skal have kontrol med den.

Ja, det var bare en drøm af en der er gammel nok til at se, at demokratiet ikke udelukkende er et gode. Det er det mindste onde, men dårligt behøver det vel heller ikke være? Man bliver ikke et geni af at blive ældre, hvis man i forvejen er en naiv drømmer, der er mange eksempler på det. Men alderen hjælper dog noget på alle.

“The worst difficulties from which we suffer do not come from without. They come from within. They do not come from the cottages of the wage-earners. They come from a peculiar type of brainy people always found in our country, who, if they add something to its culture, take much from its strength.

Our difficulties come from the mood of unwarrantable self-abasement into which we have been cast by a powerful section of our own intellectuals. They come from the acceptance of defeatist doctrines by a large proportion of our politicians. But what have they to offer but a vague internationalism, a squalid materialism, and the promise of impossible Utopias?” Sir Winston Churchill, “Never give in” 1933.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?